fredag den 19. april 2024

A+B: Sangtemaer til NPCer og faktioner

Generelt

Numrene på denne side er lavet med Suno.ai.

A: Agents of Eberron

Den oprindelige kampagne, på tværs af verdener, planer, tid og rum.

Jhakuul

Denne mægtige hobgoblin warlock bar engang Kotharlosvir - klingen som Victor Helmsway senere ville gøre krav på - i krigen mod daelkyrene.



A.5: Ancient Echoes

Morgrave-Universitetets udsendinge til Xen'drik.

Selanar: Blade of Thirteen Moons





Alina: Ignite




Shivirandyx: Guardian of Jade





Nadothorae: Soar





Henry: Snap





Githyanki-folket: By Will Alone





B: Age of Khyber

Kampagnen foregår i et postapokalyptisk Eberron hvor op til flere dæmonfyrster er sluppet - helt eller delvist - løs fra deres indespærring.

Marzaruten, Hemmelighedernes Begraver: Burier of Secrets



Zeruthosis, Hvis Flammer Fortærer De Vantro: Horizon's Blade




Ravishana: Death of Dreams



Klingernes Herre: Thunder



lørdag den 24. februar 2024

A.5 - Mellemspil: Dæmonernes Bane

Selanar Ereniel var døden nær.

Det var ikke første gang - og for Khyber da også, det ville ikke være første gang han omkom, hvis han gjorde! Men han havde alligevel en nagende fornemmelse af, at hvis han faldt her, nu, i dag, så ville det være den sidste gang. Troldmandskongernes magt, selv på deres egen storheds tid, havde endog grænser - og denne form for inkarnering, som han allernådigst var blevet tildelt, kunne ikke trække på Gortash'arans energi alene. Ej heller De Trende Måners Rite, eller et levn af Baltash'ams ypperste bindværk, ville have kunnet skænke ham det liv han nu var så tæt på at miste - ikke så mange årtusinder efter hans død - uden alt for stort et offer.

Siden hans påkaldelse havde han vidst at hans nuværende inkarnation trak på selve den skæbnens kileskrift, med hvilken hans ekko var indgraveret i Eberrons og hendes ydre planers eksistens.

Hvis han faldt her, ville det være slut - for evigt.

Den degenererede stenkæmpe - et levn af drugahnariernes tåbelighed lige så meget som kæmpernes forbandelse - havde knap nået at ramme jorden før Selanar var styrtet videre mod den nordlige af mindst 4 beskyttende sfærer, som opretholdt et abjurerende felt omkring illithiden. Men til trods for gentagne angreb, og sprækker på tværs af sfærens overflade, der afslørede dens skadede tilstand, kunne Selanar mærke en ildevarslende energi i luften - Zedranossks ritual nærmede sig sin fuldbyrdelse med hastige skridt.

Et blik vestpå afslørede at han i det mindste ikke ville være alene i sin tjans - skønt Arobiel var teleporteret bag fjendens rækker, Tristan faldet, Chenzira bortført vestpå, og Dhunnyl døden nær, kunne Selanar mærke at den mabariske ånd Alina stadig var ved nær sin fulde magt, og hun var i hastig flugt mod samme sfære, med beslutsomhed i øjnene og flammer i hænderne.

Med sit Syn Hinsides Syn blev Selanar et øjeblik grebet af frygt, ved Alinas sande form, omgærdet med et slør af selvudslettende fortvivlelse og håb, så skarpt at det ville kunne spalte en sjæl, og så varmt at det ville kunne smelte gennem Risias gletsjere. Med en mental note om at han ville være nødt til at passe mere på omkring succubussen mindede Selanar sig selv om at hun dog - indtil videre - faktisk var på hans side, og vendte sig atter mod sfæren.

"Barzaiem, Sejrherre af det Usynlige Lys," hviskede han lavmælt. "Dette er en kamp for Eberrons fremtid - skænk mig den styrke, der skal til for at sejre."

Det var intet tilfælde at netop Selanar var blevet påkaldt, vidste han godt - hans inkarnation var et tegn på Baltash'ams desperation. Kongernes Bøddel havde de kaldt ham - delvist af foragt, delvist til hans hæder - efter han havde myrdet troldmandskongen Xin'jek, Vindenes Betvinger, på vegne af resten af De Tolv. Han var sendt her som budskab til Zedranossk: Din hersker er død, og død vil han forblive. Og han var sendt som sidste udvej, i tilfælde af at ritualet mod forventning lykkedes - det ville ikke have været første han han havde myrdet en troldmandskonge, trods alt.

"Ud fra min tid på denne verden," sagde Alina med et smil på læben, "er det ikke normen at de tilbageværende guder faktisk besvarer bønner. Men hvis det giver dig trøst, så omfavn den endelig - vi har en lang kamp foran os endnu."

Selanar gengældte hendes smil lidt tilbageholdt, og takkede Barzaiem mentalt for ikke at han blot var skænket Syn Hinsides Syn, og ikke tilsvarende sandfærdig og afslørende hørelse - han turde ikke gætte hvordan hendes stemme ville have lydt. "Barzaiem har allerede skænket mig sin krumsabel - Han findes stadig, så meget er sikkert. Og Hans magt kan gives til de værdige."

"Det er et fint våben, må jeg indrømme," svarede Alina idet hun slyngede ild mod beskyttelsessfæren. Hun pustede et enkelt vildfarent hår væk fra ansigtet idet hun vendte sig halvt mod ham igen med et løftet øjenbryn. "Men er det virkelig en guds værk?" Hendes ord blev ledsaget af en salve af lysende pile fra englen Vixidorus, som på afstand angreb sfæren selv.

En pludselig følelse af vrede blussede op i Selanar - hvad vidste denne succubus om guddommelighed? Om de ofre han måtte gennemgå for at blive indviet i Barzaiems mysterier? Han vidste i sin kerne - med absolut sikkerhed - at Barzaiems Krumsabel var virkelig, og at den var her nu.

Selanar forsøgte at bringe følelsen under kontrol - de havde en fælles fjende, trods alt - men noget forhindrede ham, og han mærkede både visheden og vreden bryde ud i den rest af en sjæl som udgjorde hans kerne.

Han tabte næsten sin stav for at knuge sin brystkasse i ren refleks, og kiggede op omkring sig for at finde ud af han var under magisk belejring. Måske Zedranossk var ved at invadere hans sind?

Selanar kneb øjnene sammen for at fokusere sit Syn Hinsides Syn, og sydpå så han bølger i luften, hvor illithiden og dens tjenere sendte deres forkvaklede budskaber ud mellem hinanden med tankens kraft - men bølgerne var forstyrret af noget som manipulerede med dem, med oprindelse hos en fastfrossen skikkelse på pyramidens platform... Arobiel? En løssluppen tanke fra netværket rakte ud efter Selanar, og i genkendelse - samt en længsel begravet i sine følelser, som han ikke kunne forklare - greb han ud efter den mentalt, hvorefter hans sind eksploderede i stjerneskær og viden og vished.

En vished som han ikke havde følt siden han gennemgik riten for at blive indviet i Barzaiems mysterier, i den hemmelige helligdom i Darosh'an.

Vreden som var blusset op i ham var hans egen, men den tilhørte også noget andet - noget ældre fra årtusinder siden, og dog noget yngre som endnu ikke var skabt; noget som ikke tilhørte Selanar, men som alligevel var skyldt ham - og ord strømmede ud af hans læber; en hemmelig forlængelse af den rite, som han havde gennemgået tidligere for at få tildelt Barzaiems Krumsabel, udtalt af både hans stemme og den andens:

"Med retfærdig vrede i vore hjerter, gennem en himmel afbrændt af had, trækker vi klingen der udsletter ondskab!

Glemt af de levende, og frygtet af de døde; hinsides tid og evighed er du gjort af tretten måners lys, i et hav af uendeligt mørke - det prismatiske værn, der skærmer mod galskaben!

Du er den uskyldige klinge-"

Med udtalen af våbnets sande og hemmelige navn blev samtlige af dets runer lyst op med violet månelys der overstrålede dens stjerneskær, og et gisp lød fra både Alina og Vixidorus.

Selanar følte sig pludselig fyldt med liv og energi igen, som fra øjeblikket for hans påkaldelse - nej, stærkere, som fra hans tid som levende. Han kiggede op på sine følgesvende og så for første gang Alina være målløs - og måske også en smule skræmt - med en sær snert af forargret vantro, kombineret med... sultent begær? Han skubbede hastigt den tanke væk.

"Jeg er ikke tydeligvis den eneste himmelske entitet der vil bringe os til sejr," lød det fra Vixidorus.

"Dette," sagde Selanar bestemt til Alina, "er hvordan Vogteren af den Usynlige Port besvarer sine bønner." Succubussen blinkede et øjeblik, hvorefter hun vendte tilbage til sit afslappede smil og trak på skuldrene. "Tydeligvis," svarede hun sarkastisk og trak på skuldrene.

Selanar vendte sig sydpå, stålsat og fyldt med et håb der atter skubbede enhver frygt for sin død væk. Han var villig til at give sit liv, hvis det var behøvet - men han havde en fornemmelse af, at det ikke var den skæbne, som var skrevet i stjernerne for ham.

søndag den 13. september 2020

A - Mellemspil: Spådomme om Eberron

Den ældre kvinde - Lyssa, Sora Kell, Den Rejsende, eller måske ingen af delene - samlede og udlagde sine kort foran sig.

"O Tyria! Vis mig Eberron, som skuet fra dig!"


Hun lagde kortene for sig, og et efter et vendte hun dem om.

Situationen nu: Omvendte fem kalke.
Påvirkninger: Sværdenes konge.
Muligheder: Omvendte to stave.
Skjulte faktorer: Omvendte seks stave.
Fortiden: Fjortende vildkort - krigeren Jora.
Den nære fremtid: Den omvendte sværdenes dronning.
Snindividuelt: Den omvendte kejserinde.
Indflydelser udefra: Den omvendte kalkenes dronning.
Håb eller frygt: Ni femtakker.
Udfaldet: Fem kalke.


"Eberron er isoleret, og mangler en plads blandt resten af multiverset - isolationen fører til en mangel på løsninger og kreativitet. Kræfter udefra forsøger at bestemme verdenens skæbne, men risikerer at misbruge deres autoritet."

"Mulighederne er ikke mange - der er forandring på vej, men frygten for forandring og det ukendte holder verdenens indbyggere fra at handle med den beslutsomhed der skal til. Verdenen har allerede oplevet tabet af én måne og forbindelsen til to af dets planer, og indbyggerne af Khorvaire husker stadig den Sidste Krig. De mangler selvsikkerhed."

"Alligevel har verdenens folkeslag lært at stå sammen imod trusler udefra når det gælder, også selv om de kunne mene at de var i stand til at overkomme disse udfordringer alene. Men forandringerne der er på vej vil føre til splittelse, og sandheden om hvad der er forude vil holdes ukendt for dem der bliver blændet af deres egne følelser."

"Her dukker Snindividuelt op. En gruppe af eventyrere der forsøger at løse problemer hvorend de dukker op - fyldt med nysgerrighed og empati. Men denne empati har forsinket dem, og de dukker først op på Eberron igen i den ellevte time."

"Men hvem er det der blander sig i verdens skæbne, om ikke den omvendte kalkenes dronning - en hævngerrig, overfladisk og umoden kvinde som gruppen netop har mødt? Håbet forude er at gruppens lange rejse og mange allierede de har vundet sig vil være en tilstrækkelig styrke til at hjælpe andre."

"Ak og ve! Forude venter smerte, tab og sorg - levn fra problemer som har været undertrykt og først kommer til syne nu. Men denne skæbne er dog for svag til at være sat i sten, og kan endnu ændres."

lørdag den 27. april 2019

A - Mellemspil: Balthazars Helligdom

Zhaitron, i Balthazars helligdom

Et korn af sort sten flød oven på magmastrømmen, ud af det magisk forstærkede rør, og ud i den fri luft. Strømmen af magma forsvandt ikke, men blev grebet af tyngdekraften og faldt ned som et vandfald mod en flod forneden. Idet stenkornet ramte magmafloden forneden, afgav det en hvæsende lyd, hvorefter det flød videre med strømmen. Luften var fyldt med en tyk hvidlig røg, i sagte bevægelse fra magmaen og op.

Noget sort og skællet penetrerede først den hvide røg og dernæst selve magmafaldet: Hovedet på en hornet djævel, holdt på afstand af et gyldent, lysende spyd, der havde gennemboret djævelens hals.

Djævelens krop standsede i magmafaldet, i krampetrækninger der var forårsaget mere af de lysende sår på dens krop end af magmaen der vældede den over den. Koss Dejarin - tre meter væk på en platform midt i magmaen - trak sin knyttede højre hånd tilbage, og spyddet fløj ud af halsen på den udøde djævel og tilbage i menneskets hånd. Djævelen eksploderede i en sky af svovlgas, delvist opslugt af magmafaldet. Koss var ved at dække sin mund mod svovlgassen med sin skjoldarm, da han kom i tanke om at han ikke længere behøvede at ånde. Han trak på skuldrene, vendte sig om, og idet han løftede den guddommelige replika af Ormazd op, pulserede spyddet med et gyldent skær. Bag ham stod en statue der forestillede krigsguden Balthazar, med begge hænder om grebet på et nedadvendt tohåndssværd, en hund ved hver side, og flammer i øjnene.

Lyden af krigstrommer lød sagte.

"Jeg ved at du gemmer dig i mørket og i røgen," lød Koss' stemme ud i tågen - ikke anstrængt, men højt nok til at den ville kunne høres på den anden side af en slagmark. "Dine undersåtter holdt ikke længe. Det er klart, når nu deres leder er en kryster der ikke vover at vise sit ansigt."

Det eneste svar i røgen var en lav hvislende lyd, som af ild der fortærer stof, og det næste øjeblik var tre cirler af infernalske runer brændemærket ind i krigerens pande. Der var et splitsekund af stilhed inden en stor rød skikkelse med spredte vinger dykkede ud af den hvide røg og ned på platformen, med kløerne fremme og blodtørst i øjnene. Skikkelsen landede med en enkelt fod på platformen inden den hvirvelede rundt og slog ud med sin hale efter krigeren - den greb fat om benet på Koss og trak ham omkuld så han landede på sin ryg med lyden af knust sten.

Lyden af krigstrommer blev mere intens.

Djævlen skulede olmt ned mod mennesket, med et udtryk af skuffelse og vrede malet i ansigtet. Den stemme lød i Koss' tanker idet den rystede på hovedet: "Her forbereder man sig på et større selskab, og alt hvad de sender er lokal spise. Hvor ynkeligt."

Krigeren trak knæene op mod hovedet, og sprang op på fødderne igen i en enkelt bevægelse. "Tro mig," sagde han med løftede øjenbryn. "Du behøver slet ikke de andre - jeg er alene allerede mere end du kan magte." Koss kastede sit lysende spyd ud mod djævlen, der trådte til side så det fløj forbi og ud i røgen, hvor det eksploderede kort efter i et lysglimt. Djævlen spildte ingen tid, og sprang frem med hale, tænder og kløer i en hvirvelvind af giftige syle og arrighed. Koss løftede sit ovale skjold, men flere af angrebene nåede forbi hans forsvar, og han kunne mærke den overnaturlige gift fra djævlen begynde at dræne hans styrke. Med et gyldent skær dukkede Solspyddet op i hans hånd igen, og djævlen trak sig et skridt tilbage idet Koss igen langede ud efter den.

Lyden af krigstrommer holdt sin rytme og sit niveau idet de to modstandere gik rundt i en cirkel over for hinanden på platformen.

"For mig at se er du bare endnu et ynkeligt menneske fra denne gudsforladte verden," lød djævlens stemme i menneskets sind. Koss kastede sit spyd fra sig igen, og denne gang prellede det af på djævlens skæl inden det fløj videre ud i tågen og forsvandt i endnu et lysglimt.

Djævlen gjorde en håndbevægelse, og en mur af flammer rejste sig bag Koss, hvorefter djævlen igen sprang mod ham. Denne gang trådte Koss til side, og djævlen landede blandt sine egne flammer. Spyddet dukkede op i krigerens hånd igen, og han spyttede på platformen foran djævlen. Han smilede og stillede sig klar igen, med skjoldt klar til at parere djævlens angreb. "Sjovt hvordan et ynkeligt menneske kan være så svært at dræbe."

Djævlen gjorde endnu et håndtegn, og en ny mur af flammer sprang op bag Koss. Platformen var nu afskærmet selv fra luften over magmaen omkring den af ildmurene. Den stemme lød i menneskets sind: "Så vidt jeg har hørt, har selv de af jeres guder, som engang var mennesker, forladt jer."

Koss' ansigtsudtryk tabte sit smil, og han kastede sit spyd imod djævlens hoved. Den trak hovedet væk fra spyddets bane - om end ikke hurtigt nok til at undgå en rift af lys der blev trukket på tværs af dens skællede kind. Dens øjne lyste op med en rødglødende vrede, og den kastede sig selv fremad - dens højre klo flåede skjoldet ud af hånden på Koss, og et stik med dens hale ramte ham i ryggen. Imens Koss stadig var i en krampetrækning af smerte, greb djævlen fat om hans hals med sin venstre klo og løftede ham i vejret.

"Hvordan føles det når jeres eget kød og blod giver op og vender jer ryggen imens jeres verden går under?" Djævlen smilede bredt og satte sit hoved en smule på skrå imens den strammede sit greb.

Koss' øjne lyste op med et blåhvidt skær idet hans stemme lød i djævlens tanker: "Hvordan føltes det da du forlod din post, Sharaxel? Da du forrådte dit kød og blod, for at styrte din egen skaber?" Djævlen greb fat med sin anden klo i vrede og afmagt idet den så de brændemærkede infernalske runer forsvinde fra panden på mennesket.

"Flere segl!" brølede djævlen på sit eget sprog ud i røgen, men der var intet svar.

Menneskets stemme lød igen i djævlens sind: "Du har ingen tjenere tilbage. Ormazd fandt sit mål ved hvert eneste kast."

"Dette er umuligt," fortsatte djævlen imens den ruskede løs i en krop der tydeligvis var mere holdbar end et dødeligt menneske havde ret til at være. "Hvorfor kan du ikke bare dø? Hvem er du?!"

Det blåhvide skær forsvandt fra krigerens øjne, erstattet af et skinnende gyldent lys fra Solspyddet der dukkede op i hans hånd. Glitrende sølvernt blod løb ud mellem tænderne på ham imens han smilede.

Lyden af krigstrommer brølede i ørerne på modstanderne, men blev stadig overdøvet af svaret, der lød som hvis et tordenbrag og et jordskælv blev enige om at finde sted på samme tid.

"JEG ER KOSS!"

Det gyldne skær fyldte hele helligdommen idet Koss strakte sin arm ud og lod Solspyddet gennembore djævlens hoved, der eksploderede som et nyt morgengry.

De rødskællede kløer faldt slapt væk fra menneskets - nej, englens - hals, men han faldt ikke ned, idet et par gyldne halvgennemsigtige vinger foldede sig pludselig ud fra hans ryg, og lod ham svæve i luften et øjeblik inden han landede.

Stilheden fyldte helligdommen, og det gyldne lys blev indskrænket til platformen midt i magmasøen. Koss vendte sig mod statuen af Balthazar, der nu lod til at brænde med en ekstrem og uslukkelig ild indefra. Han gav et kort nik mod statuen, og bevægede sig væk fra platformen og mod en af portalerne.

søndag den 21. april 2019

A - Mellemspil: Slaget ved Pinslens Mund

Dhuum vs. Orcus

Dhuum



Fortiden: Den omvendte stavenes dronning - Kaptajn Ellen Kiel. Bedrag og manipulation.

Nutiden: Den omvendte femtakkernes konge - Evon Gnisseklinge. Stædighed og materialisme.

Fremtiden: Den omvendte sværdenes knægt - Kaptajn Mai Trin. Impulsivitet og ekstrem energi.

Samlet læsning: Manipulation af andre har ført til en situation hvor Dhuum nu stoler for meget på sin egen styrke og sine egne mål. Han er blind over for de trusler han står over for, og tager ikke hensyn til hvad han risikerer.

Orcus


Fortiden: Fem kalke - spøgelsesmonstret Gorseval. Vedvarende tab og smerte.

Nutiden: Omvendte otte sværd - Krigsmester Forgal Kernsson. Visdom opnået igennem prøvelser.

Fremtiden: Ti stave - nekromantikeren Livia. Besættelse og vilje til at gøre hvad end der skal til for at opnå mål.

Samlet læsning: Orcus, Udødens Dæmonfyrste, har levet på tværs af utallige nederlag i sin eksistens. Han var en af de første dæmoner der opstod i dette multivers, og har længe søgt selv at opnå guddommelige kræfter over en dødsguds domæne. Det er ikke lykkedes ham at sejre over Ravnedronningen, så nu vender han sig mod en anden dødsgud som Ravnedronningen ikke kan eller ikke vil hjælpe.

Resultat

Dhuum og Orcus kæmper mod hinanden, og Orcus vil vinde over Dhuum medmindre der sker noget drastisk.

Balthazar vs. Kralkatorrik


Balthazar


Fortiden: Den omvendte stavenes konge - Fyrst Faren. Nådesløs maskulinitet der går ud over andre.

Nutiden: Den omvendte tåbe - den ansigtsløse Kommandant. Mangel på planlægning eller forberedelse.

Fremtiden: Stjernen - Aurene. Autenticitet og sand identitet.

Samlet læsning: Krigsguden Balthazar er vendt tilbage til Tyria efter lang tids isolation, og hans nådesløshed har skabt ham mange fjender - selv blandt hans tilbedere. Han har ikke hvad der skal til for at besejre Kralkatorrik, men uanset udfaldet af dette slag vil han vende tilbage til hvem og hvad han engang var. Dette kan betyde en tilbagevenden til Balthazars tidligere personlighed, eller at han opnår fornyet fokus på årsagen til at han kom til verden til at begynde med.

Kralkatorrik


Fortiden: Omvendte seks kalke - den røde irisblomst. Skadelig nostalgi; at være fanget i fortiden.

Nutiden: Eneboeren - kentauren Ventari. Behov for at trække sig tilbage og opnå større selvindsigt.

Fremtiden: Styrke - Dronning Jennah. Et væld af energi.

Samlet læsning: Kralkatorrik har længe været fokuseret på de samme mål, hvilket har gjort urdragen forudsigelig. For at den kan sejre og opnå større styrke, er den nødt til at separere sig fra de nuværende stridigheder.

Resultat

Ingen af de to stridende parter i slaget er tilstrækkeligt forberedt til at sejre let over den anden. Kralkatorrik er blevet lokket i en fælde, men selv om Balthazar har såret urdragen, er han ikke i stand til at holde den fra at flygte. Urdragen har nu været i direkte kamp med både krigsguden og hans allierede, og vil forsøge at trække sig tilbage, oplade sine kræfter, og tage ved lære af sine fejl.

Løsgængerne

Zhaitron (Palawa Joko)



Fortiden: Sværdenes es - elementalisten Zojja. Præcis planlægning, klare mål, absolut kontrol.

Nutiden: Omvendt styrke - Dronning Jennah. For store begær og for lidt overbevisning.

Fremtiden: Dommen - menneskeguden Kormir. Alle handlinger har konsekvenser.

Samlet læsning: Palawa Joko har været ekstremt skarp i sin planlægning, men gaber nu over mere end han kan sluge. Han er begrænset i hvad han kan opdage, og hans handlinger har langt større konsekvenser end han selv kender til. Joko ser at både Dhuum, Orcus, Balthazar og Kralkatorrik begynder at være svækkede, og men han kan ikke være alle steder på samme tid - han trækker et yderligere kort for at afgøre hvilket mål han vælger. Hans mål vil være det der bedst tilsvarer kortet.


Vejledende kort: Sekstende vildkort - asuraen Snaff, der forsøgte at dræbe Kralkatorrik, men selv blev dræbt af urdragen. Et valg bør træffes så man ikke fortryder det, uanset udfaldet.

Mark III (Mark, Podaboo)


Fortiden: Den omvendte eneboer - kentauren Ventari. Skadelig isolation.

Nutiden: Omvendte fem femtakker - skrittkongen. Positiv forandring og tilbagevendende styrke.

Fremtiden: Den omvendte kejserinde - Det Blege Træ. Uselvisk adfærd der ofrer for meget.

Samlet læsning: Skibet har fået repareret de værste skader, og Zhaitron lader til at slutte sig til kampen, hvilket betyder at dens mund ikke længere er et sikkert sted. Skibet forlader Zhaitrons mund. Skibets blandede besætning er enige om at Kralkatorrik er den største trussel. Men både skibet og besætningen kommer i fare. Der trækkes et yderligere kort for at afgøre de negative konsekvenser for skibet. Hvis der trækkes et positivt kort, bliver dette opnået på bekostning af yderligere kort (etc.).


Vejledende kort: Dommen - menneskeguden Kormir. Handlinger har konsekvenser.

Tåbernes Dronning (Canach, Dunkoro, Rytlock)



Fortiden: Tiende vildkort - springeren. Hjælp mod de største forhindringer.

Nutiden: Tre kalke - De Fire Vindes Bazaar. Venskab, sammenhold, sikkerhed.

Fremtiden: Den omvendte verden - Den Evige Alkymi. Manglende plads i verden.

Samlet læsning: Spøgelsesskibet dukkede op på et tidspunkt hvor det formåede at hjælpe Balthazar en smule i kampen mod Kralkatorrik, men har ikke været stærkt nok til at gøre en forskel mod Zhaitron alene, og har ikke vist tegn på at ville blande sig i kampen mellem Dhuum og Orcus.

Resultat

Zhaitron angriber Balthazar, imens både Mark III og Tåbernes Dronning forsøger at hjælpe Balthazar mod Kralkatorrik.

Urdragen forsøger at trække sig tilbage, og opnår sin mulighed for det idet Zhaitron angriber krigsguden direkte.

De to skibe forfølger Kralkatorrik imens Balthazar bliver angrebet og holdt tilbage af Zhaitron.
  • Tåbernes Dronning bliver fanget i krydsilden mellem Zhaitron og Balthazar, og da skibet når hen til Kralkatorrik, pulserer dragens storm så stærkt omkring den at skibet bliver destrueret.
  • Mark III flyver ned for at redde de af besætningsmedlemmerne på Tåbernes Dronning som kan reddes. Det lykkes at få fat på Canach og Rytlock, men spøgelserne er tabt, og nærheden til Kralkatorrik betyder at urdragens krystalstorm rammer Mark III. Skibet er skadet, delvist dækket af dragekrystal, og flyver langsomt væk.
  • Balthazars Smedne drage er skabt udelukkende for at dræbe Kralkatorrik. Selv om Balthazar bliver holdt tilbage, forfølger Vlastenzaal den flygtende Kralkatorrik.

Aurene


Relevant fortid: Omvendte to sværd - tenguen. Ubeslutsomhed og forvirring.

Relevant nutid: Omvendte syvende vildkort - verdens udforskning. Mangel på anerkendelse af egne succeser.

Relevant fremtid: Omvendte tre sværd - sylvarien Wynnes død. At nå forbi en svær periode, og at give slip på fortidens smerter.

Relevant sindstilstand: Syv stave - Pyre Fierceshot. En stor udfordring venter, men sejr er mulig ved at være bedre end tidligere, og ved at sætte et eksempel som andre kan følge.

Eksterne indflydelser: Den omvendte stjerne - Aurene. Mistet selvsikkerhed på grund af udfordringer der er større end hvad man kan magte.

Hindring: Den omvendte dom - menneskeguden Kormir. Hævngerrighed.

Udfald: Eneboeren - kentauren Ventari. Isolation fra andre og omverdenen generelt.

Samlet læsning: Aurene er stadig plaget af sin moders og sin broders død - den ene dræbt af Kralkatorrik og den anden dræbt af Balthazar. Hun mistede Kommandanten - sin forkæmper - og har svært ved at finde sin identitet og sin kerne.

Ved sin forvandling i Verdensdragens Æg har hun opnået ny tro på sig selv, og ny tro på at hun kan opnå sine mål. Slaget ved Pinslens Mund er dog for stort til at hun vil deltage, så hun holder sig væk fra slaget.

I sin forvandling bliver Aurene desuden påvirket af Verdensdragens ønske efter gengældelse. Balthazar har skænket hendes broder Vlast nyt liv som en af sine Smedne, men udelukkende med formålet at bekæmpe Kralkatorrik - deres fælles fjende. Hermed lader krigsguden til at have gjort op for nogle af sine tidligere forbrydelser mod hende. Men Kralkatorrik har ikke vist noget tegn på at ville gøre godt for sine tidligere ugerninger, og er nu såret og på flugt fra Slaget ved Pinslens Mund.

Resultat

Opslugt af hævnlyst flyver Aurene afsted for at gøre det af med Kralkatorrik alene. Hun vil blive genforenet med sin Smedne broder, fortsætte den kamp som Balthzar ikke har kunnet afslutte, og sammen vil Aurene og Vlastenzaal hævne deres moder, Glint.

Tre drager mødes.
Men kun én drage overlever slaget.

mandag den 15. april 2019

A - Mellemspil: Sandhed om det Skjulte

I en af Zhaitrons helligdomme, under slaget ved Pinslens Mund...


"Kort skabt som denne verden vil: Vis mig noget skjult der vil blive sat i spil."


Fortiden: Den omvendte Kejserinde - symboliseret ved Det Blege Træ. Uselviske handlinger, overdrevet til der ikke er mere at give, eller indtil andre er ude af stand til at handle for sig selv.

Nutiden: Styrke - symboliseret ved Dronning Jennah af Kryta. Et uforudset væld af energi og magt, der kan vendes til godt såvel som skidt.

Fremtiden: Ni stave - symboliseret ved den knuste dværg Rhoban. Udmattelse og en mangel på de ressourcer der er påkrævet.

Den spående trak sin hånd tilbage og beskuede kortene.

"Helte eller en heltemodig kraft, der allerede har givet meget for at redde andre, har fundet ny styrke, men den vil ikke være nok. De er ikke forberedt på hvad der venter dem, og vil enten flygte, miste alt, eller finde en ny vej der kræver en alt for høj pris."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig skæbnen for drageprofetens ætlinger."


Fortiden: Omvendte to femtakker - symboliseret ved kodanerne. Ubalance og udfordringer, der er større end hvad man kan overkomme.

Nutiden: Fjerde vildkort - Grenth, menneskeguden for død, mørke og kulde. Succes og respekt der er fortjent, ikke givet.

Fremtiden: Den omvendte Djævel - symboliseret ved Saul D'Alessio. Separation fra det fysiske, og anerkendelse af forandring og en ny plads i verden.

Den spående nikkede forstående.

"Skabt til en opgave de ikke kan magte, fortalt hele livet at de ville redde verden. Men deres succes kan kun opnås ved hårde prøvelser, og de vil skilles fra hvad de troede var af betydning for dem."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig hvad der sker for Prinsen af det Vindblæste Blad."


Fortiden: Omvendte trettende vildkort - Ugleåndens død. Selvopfrelse for andre der går galt, og leder til større vanskeligheder.

Nutiden: Fem stave - symboliseret ved den indespærrede Samarog. Konflikt og spænding; konkurrence og splid. Forandring og modstridende synspunkter der er svære at forstå.

Fremtiden: Styrke - symboliseret ved Dronning Jennah af Kryta. Et uforudset væld af energi og magt, der kan vendes til godt såvel som skidt.

Den spående sukkede sagte.

"Borkas udslettelse kræver stadig sine ofre, og ikke engang de utallige døde kan hvile så længe Prinsen bærer dem med sig i sit hjerte. Men for at hans styrke kan vendes mod den sande fjende, er han nødt til at forstå sandheden bag den løgn han baserer sine handlinger på."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig konsekvenserne af de nuværende begivenheder for Tyrias folk."


Fortiden: Tre kalke - symboliseret ved De Fire Vindes Bazaar. Sammenhold, venskab, familie og sikkerhed.

Nutiden: Ni sværd - symboliseret ved Storhertuginde Faolain af Mareridtshoffet. Løgn og frygt der holder et stort potentiale tilbage.

Fremtiden: Otte sværd - symboliseret ved Krigsmester Forgal Kernsson af Nattevagten. De stærkeste våben er smedet i den varmeste ild, og den største konflikt er en mulighed for stor lærdom.

Den spående nikkede.

"Længe har denne verdens folk troet at de var sikre. Deres interne stridigheder forhindrer dem nu i at gøre hvad der skal til uden hjælp udefra. Men de vil passere igennem denne prøvelse, og blive stærkere hinsides."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig Verdensdragen - Den Søndrede Orm - Alle Dragers Fader - Verdensformeren Asgorath..."

"Vis mig... Io."


Vejleder: Io.

Situationen: Dommen - symboliseret ved Kormir, menneskeguden for sandhed og viden. Alle handlinger har konsekvenser. Det der sker nu og her vil sende bølger ud på tværs af Multiverset.

Gode eller dårlige påvirkninger: Femtakkernes page - symboliseret ved Riannoc, bærer af Caladbolg og den første døde sylvari. Mangel på viden og overblik, men stort potentiale.

Mulige veje: Sjette vildkort - Dhuum, den faldne menneskelige dødsgud. Et valg mellem at dømme hårdt baseret på faste principper og dermed miste allierede, eller at acceptere fremmede synsvinkler og dermed opnå nye allierede.

Skjulte faktorer: Stavenes konge - symboliseret ved Fyrst Faren af Kryta. En ubemærket hjælpende lederskikkelse vejleder fra det skjulte.

FortidenSværdenes ridder - symboliseret ved Kaptajn Mai Trin af Æterklingerne. Ambition og mangel på overblik og viden om fjenden førte til den nuværende svaghed og irrelevans.

Den nære fremtid: Første vildkort - Dwayna, menneskeguden for luft, lys og liv. Mulighed for frelse og håb for fremtiden.

Pladsen i verden: Månen - symboliseret ved Braham Eirsson af Dragevogterne. Inaktivitet og tålmodighed. Lys der vejleder, men gemmer på sine egne hemmeligheder. Månen bliver mørk, men vender tilbage med tiden.

Eksterne indflydelser: Seks sværd - symboliseret ved Kommandantens Bortgang. Verden er i konstant forandring, og skæbnen hviler på hvad der foregår i dette øjeblik.

Håb eller frygt: Omvendte tre sværd - symboliseret ved den myrdede sylvari Wynne. Fortidens smerte og sorg er overstået. Det er tid til fremgang og forandring.

Udfald: Omvendte stavenes knægt - symboliseret ved Arkk, en asura fanget i Tågerne. Forsinkelser og frustrationer. Mangel på kontrol. Forhindringer der ikke kan overkommes ved impulsivitet, men kun med tålmodighed.

Den spående klukkede til sig selv.

"Selv i din storhed var du ikke i stand til at besejre Skrækkongen alene. Du faldt, og er frustreret i din magtesløshed. Åh, jeg husker tydeligt vores fjender: De truede selve Multiversets byggesten, og vi kæmpede bravt. Og hvor har det ført dig hen? Vi vandt, men du... du tabte."

Den spående rystede smilende på hovedet.

"Din indflydelse er ikke gået ubemærket, og er muligvis hvad der skal til for at vinde din krig på længere sigt. Du er ikke uden velgørere, men risikerer at miste dem ved at kræve for meget. Giv tid, O Drage af Verden, og tiden vil give igen."

Den spående begyndte at samle kortene sammen et ad gangen.

"Gengældelse behøver ikke at være øjeblikkelig, og Nerath blev ikke bygget på én dag. Verden omkring dig forandres, og tiden vil komme for din tilbagevenden."

Kun Dommen og Io selv lå tilbage.

"Glem din smerte. Giv slip på din vrede."

En knortet hånd lagde resten af kortbunken oven på Dommen i midten, og samlede Io op.

"Din storhed vil vende tilbage. Men lad os først bruge denne dag på at styrte vor vildfarne børn."

lørdag den 13. april 2019

A - Mellemspil: Solspyd og Skygger, Sandhed og Skæbne

I munden på Zhaitron, ved det gode skib Mark III...

Ordene gav genlyd på tværs af afstanden mellem Pinslens Mund og skibet:

"SKÆLV, TYRIA, OG FORTVIVL! DHUUM ER KOMMET TIL VERDEN!"

Efter få øjeblikke blev den kolossale dæmoniske græshoppekrop tilsyneladende flået i to, som om en skyggeagtig klon af den blev hevet væk og kondenseret i en mindre kutteklædt skikkelse med en frønligt skinnende le.

Den dæmoniske græshoppekrop vendte blikket mod Dhuums skyggekrop og udstødte en skrigende, kaglende latter, idet den løftede sin le og dirigerede sine utallige udøde tjenere op ad tentakeltræet og mod dødsgudens avatar. Dhuums kutteklædte skikkelse løftede sin egen le og for i raseri mod græshoppeguden.

De fleste øjne i området var vendt mod slaget mellem de to guddommelige skikkelser, mod Zhaitron, eller mod kampen mellem Balthazar og Kralkatorrik. Koss Dejarin var hoppet af skibet og stod ved en af Zhaitrons tænder, idet han havde overladt roret til quagganen Podaboo, der ligesom ham selv var berørt af noget guddommeligt. Mens han selv havde været midlertidig styrmand for et par fartøjer da han var i live, havde Podaboo ikke kun tilbragt sit liv som kaptajn - han var bogstaveligt talt født i havet.

Ingen Brændte truede herinde i gabet, og der var ikke dukket flere af Jokos tjenere op heller. Koss skuede rastesløst ud over slagmarken, i håbet om at finde et sted han kunne gøre en forskel. Jorden forneden var en krigszone mellem Smedne, Brændte, Vækkede og Dhuums skyggeagtige dæmoner, imens himlen var fyldt med torden, ild og død. Intet sted kunne han ansvarligt føre Mark III hen uden at risikere at heltene i Zhaitron ville miste deres udvej fra Tyria, foruden en god ven. Og intet sted var sikkert nok til at han alene ville kunne være med til at vende kampen - selv om han også var usikker på hvilke sider han håbede på ville vinde.

Koss så op, og lagde mærke til bevægelse bag Pinslens Mund: Et spøgelsesagtigt skib bevægede sig fra et sted hinsides denne verden ind i himlen, omgivet af tåge og et blåligt skær. Lysende bogstaver langt skroget forkyndte skibets navn: Tåbernes Dronning.

Spøgelsesskibet var fyldt med fortabte sjæle - tilsyneladende smuglet direkte ud af Underverdenen, at dømme efter Dhuums rasende reaktion:

"HVAD SKAL DETTE FORESTILLE - ENDNU ET AF JOKOS TRICKS? SÅ SNART DHUUM ER FÆRDIG MED DENNE OPKOMLING, VIL JERES DOM BLIVE FÆLDET."

Koss havde begrænset interesse for den faldne (og nu genoprejste) dødsguds brøl - han havde personligt været med til at forsegle Dhuum tidligere, da han selv var i live, og vidste at Stemmen i Tomheden var en af de tønder der buldrede mest. Hans opmærksomhed var dog rettet mod besætningen på Tåbernes Dronning: Mange af dem lod til at have været menneskelige korsarer da de var i live, selv om flere tydeligvis var sluttet sig til skibets besætning i Underverdenen - Koss kendte sin korsarhistorie, og vidste at Tåbernes Dronning engang sejlede under Orrs flag. Og det havde været århundreder siden Orr gik under i Kataklysmen, foruden de spektakulære apokalyptiske begivenheder der var foregået siden.

Et par af besætningsmedlemmerne skilte sig desuden endnu skarpere ud: En charr der tydeligvis ikke var et spøgelse, og som bar et flammende dragesværd; en nyligt afdød planteperson der lod til at være i gang med at placere alkymistiske sprængstoffer ved skibets front; og et skaldet, midaldrende spøgelse der lod til at fungere som skibets kaptajn, selv om hans kåber vidnede om at han havde været en præst da han var i live. Koss genkendte dette spøgelse som Dunkoro - hans tidligere kammerat, der havde været med ham gennem tykt og tyndt, havde tjent under de to største spydmarskaller Elona havde set, og som havde været med til både at dræbe Abaddon, forsegle Dhuum, og knuse den Store Ødelægger - den første aktive drageforkæmper som verden havde set i tusinder af år.

Dunkoro vendte sig mod Zhaitron, kneb øjnene sammen, og hans og Koss' blikke mødtes. I et åndedrat mellem befalinger til spøgelsesbesætningen lod Dunkoro til kort at give et anerkendende smil, og at bukke hovedet i retning af sin gamle ven. Koss gav et skævt smil tilbage, og bukkede selv hovedet let. Dunkoro vendte sig bort, og fortsatte med at give befalinger til sin besætning, tydeligvis stadig med den kølige fatning og det overmenneskelige overblik som han altid havde haft da han var i live.

Koss så sin gamle kammerat, der trods død - og nu risiko for sin sjæls fuldkomne udslettelse - gjorde alt hvad der var i hans magt for at gøre en forskel. Han så ned på sine hænder, der lod til at lyse indefra med det kølige hvide skær fra en navnløs guddom fra en anden verden - og han skammede sig over sin ubeslutsomhed og hjælpeløshed. Han smilede og grinede let af sig selv, imens han funderede over ironien i situationen: Han var stærkere end han nogensinde havde været da han var i live, og i stand til at kanalisere guddommelige kræfter på en måde som han aldrig havde set dødelige gøre - stærk nok til at føle et ansvar for at hjælpe, men ikke stærk nok til at påtage sig en værdig kamp og vinde.

Kasmeer Meade lod til at have forladt sin post ved skibsvåbnet da der ikke var flere trusler i nærheden, og stod med armene på rælingen over Koss' venstre skulder. "Jeg ved godt at det virker selvisk, og jeg ville virkelig ikke ønske at flere folk befandt sig i denne her situation, men jeg har en følelse af at vi ikke kan klare det her alene," sagde hun. Koss så op mod hende. "Ah ja, du er en del af et laug? Dragevogterne, ikke sandt?" Hun smilede let og nikkede imens hun vendte blikket ned mod ham. "Vi nåede aldrig at blive flere end en håndfuld," fortsatte hun, "men vi komplementerede altid hinanden så godt." Hun rystede en smule på hovedet. "Snindividuelt lader til at være stærke, men stærke nok til at besejre både Joko og hans løjtnanter? Hvis ikke det var fordi guderne enten har forladt verden eller lader til at være opsat på at ødelægge den, ville jeg nok være i gang med at bede lige nu." I det øjeblik lød et brøl fra den dæmoniske græshoppegud idet Dhuum trak sin le på tværs af et af dens ben.

"TÅBELIGE DÆMON! DIN FALSKE MAGT OVER UDØDE VIDNER BLOT OM DINE FORBRYDELSER - OG DHUUM VIL VÆRE BÅDE DIN DOMMER OG DIN BØDDEL!"

Koss vendte sig mod Kasmeer med et sæt, imens en sandhed lød i hans sind: Jeg er med jer alle dage. "Ikke alle guderne," sagde han. "Men den eneste der vil hjælpe os er ikke stærk nok til at gøre en forskel." Kasmeer så eftertænkt på ham. "Du mener Abaddon? Jeg kan forstå at en del af Hans kræfter blev lagt i Sirenehavnen? Havde Snindividuelt ikke tænkt sig at bruge dem?"

Nej, lød en trist stemme i begge deres sind. De frygter at Joko ikke ville blive imponeret af at de blot fremviste en guds kræfter i stedet for deres egne. Joko har trods alt udtalt sig om at han ikke stoler på andre guder end sig selv. Men uden min hjælp frygter jeg selv for deres sikkerhed.

"Kunne vi mon snige os ind i en af helligdommene alligevel, i tilfælde af at det går dem rædsomt?" spurgte Kasmeer. "Joko har nok sin opmærksomhed rettet mod Snindividuelt eller kampene udenfor. Jeg kan i hvert fald forestille mig at kræfter der er gemt i for eksempel Lyssas eller Dwaynas helligdomme kunne være mindre... opmærksomhedsskabende..."

En rund skikkelse svævede op ved siden af Kasmeer. "Foo!" udtalte Podaboo. "Helligdommene er ikke rare steder. Quaggan ville ikke have efterladt de kloge børn derinde hvis ikke kuttemanden havde været der."

Koss og Kasmeer stirrede begge uforstående på Podaboo. "De kloge børn?" spurgte Kasmeer. "Kuttemanden?" spurgte Koss, og kiggede kort ud mod kampen mellem Dhuum og den dæmoniske græshoppegud. Podaboo nikkede. "Et af børnene kunne ikke gå selv, og quaggan tror at hun havde mistet sin bamse. Hun kaldte den Hr. Snuske."

Kasmeer nærmest råbte "Åh nej, Taimi! Hvor så du dem henne? Hvordan fandt du ud derfra?" Podaboo blinkede et par gange imens han trak på skuldrene. "Vingel-helligdommen. Quaggan fløj gennem luftrøret." Kasmeer vendte blikket mod Koss, og opdagede at han allerede var hoppet op ved siden af hende, imens luften omkring ham glitrede med et gyldent skær. "Vis os dette luftrør med det samme," sagde han. Podaboo kiggede tilbage mod styrhjulet hvorefter Koss fortsatte: "Du bliver her på skibet - du er en langt bedre styrmand for Mark end jeg kunne være." Quagganen vendte sig tilbage og kiggede nedad imens en let violet farve sneg sig op i hans kinder. "Foo..." mumlede han akavet.

"Men jeg tror..." begyndte Koss, hvorefter han standsede og rystede på hovedet imens en glorie af gylden Sandhed strålede omkring ham. "Nej, jeg ved at der er noget i Dwaynas - Vinglens - helligdom som kan hjælpe Snindividuelt." Han vendte sig mod Kasmeer, hvis øjne et øjeblik lyste op med et lyselilla skær imens hendes ansigtsudtryk blev slapt. Hendes øjne vendte tilbage til deres tidligere udseende, og hun stirrede på Koss med et stålsat men samtidigt sørgeligt blik. "Ja," sagde hun. "Jeg ved ikke hvordan, men... jeg tror at jeg lige har haft endnu en vision, som da jeg trak fra de kort der også påkaldte Dhuum?" Hun sank en klump i sin hals og kiggede bekymret rundt. "Det vil kræve meget af dig," sagde hun til Koss, med et glimt af tårer i øjnene, "men jeg tror at det kan være vores eneste mulighed hvis det ikke lykkes for Snindividuelt at besejre Joko på deres måde."

Koss så på Kasmeer i et par sekunder, hvorefter han nikkede en enkelt gang. "Intet offer jeg kan give er for stort til at frelse andre fra den levende Pinsel som det er at være en af Jokos Vækkede." De vendte sig begge mod Podaboo, der var rynket med bekymring. "Foo... Quaggan viser vej til luftrøret," sagde han og nikkede energisk rynkerne væk. "Det er også godt for quaggan at være lidt væk fra skibet," fortsatte han idet de tre skyndte sig mod hullet i ismuren. "Quaggan ved ikke om han kan lide Marks stemme."