Gruppen takkede nej til Ringols tilbud om at fortælle dem mere.
De begav sig snart ud med kurs mod et nedstyrtet luftskib - og, i samme retning, Marzarutens Grav. På vejen overnattede de under en stor bue af glas. Luftskibet viste sig at være hjemsøgt af skyggevæsener, og efter at have besejret dem lod det til at gruppen var i stand til at løsne det bånd der bandt dem til verden. De gav besked til en gruppe folk i Krezent om hvilke dele af luftskibet der var brugbare, og begav sig videre.
På vejen stødte gruppen først på en eneboer ved navn Nikos, der lod til at have psioniske kræfter. De snakkede med ham, og han indvilgede i at hjælpe gruppen med deres færd ved at begive sig mod Zeruthosis' Helligdom.
Videre på færden fandt gruppen en oase der ikke var på deres kort. Oasen var muligvis hvilestedet for en sovende titan ved navn Vrakundo, Den Begravede Torden. Gruppen rejste videre uden yderligere interaktion.
Snart efter fandt gruppen frem til Marzarutens Grav, der var bevogtet af både forbandede vindstød, fælder, udøde, antimagiske skarabæer, og monstrøse mumier fyldt med skarabæer. Der var desuden en djinn ved navn Effasaia indespærret i graven, og Roanar slap hende fri. Gruppen havde på det tidspunkt fundet frem til en indre helligdom hvor Ras Øje svævede mellem to spejlvendte zigguratter i midten af rummet. Her var det bevogtet af mumiepræsten Marzaruten, en række mindre præster, og nogle magmavæsener. Effasaia hjalp gruppen i kamp kortvarigt, hvorefter hun tog Ras Øje og stormede ud fra graven. Resten af gruppen fulgte med efter hende - med undtagelse af Xarmash, som var blevet dræbt i bunden af graven.
Uden for graven hjalp Effasaia gruppen yderligere ved at genoplive Xarmash, og byttede Ras Øje til dem mod et løfte om hver at gøre hende en tjeneste senere.
Gruppen nåede kort at se sig omkring før Tar - en af Sharns Frelsere - dukkede op forfulgt af morderiske halflings på øgler. Både ryttere og gangere lod til at være grebet af en form for blodrus - men en enkelt blev befriet da hendes øgle blev dræbt. Gruppen dræbte resten, inklusiv den rytterløse klingetand.
Kvindens navn var Tatha, og gruppen tog både hende og Tar med tilbage mod Krezent. På vejen fandt de igen buen af glas - men nu stod buen over en dyb kløft, hvor planter voksede ned langs kløftens vægge og en død isbjørn lå på bunden. Der blev talt med fugle, og gruppen var på vej videre da et gigantisk væsen gravede sig igennem jorden hen til kløften. Den snusede ind, og bevægede sig i retning af de fugle som gruppen havde talt med i stedet for gruppen selv. Tatha kommenterede at hun havde hørt om en titan kendt som "Det Hadefulde Jordskælv," hvis beskrivelse kunne passe på dette væsen.
Resten af rejsen foregik forholdsvis uproblematisk, og tilbage i Krezent igen gik folk hver til sit:
Tar (som åbenbart ikke var Tar) ville tage vestpå for at finde Tar (som angiveligvis var Tar).
Ringol og Roanar ville tage videre på deres færd - måske mod The Mournland eller måske mod Karrnath.
Tatha ville tale med Femtand-stammen og finde ud af hvordan hun var blevet grebet af blodrus. Hendes eget folk - Ildblod-stammen - var efter sigende blevet udryddet af titanangreb.
Maddan (som havde brækket sit ene ben i Marzarutens Grav) ønskede at blive i Krezent og hjælpe gruppen derfra.
Magisk kontakt med Nikos informerede gruppen om at Zeruthosis' Helligdom var en tabt sag, og Aherion fortalte at en rød drage var set ved Kheproths Bibliotek. Aherion sendte desuden en kvinde ved navn Ravishana for at assistere gruppen med deres yderligere rejser, idet de nu var i mangel på rejsekammerater.
Glaskuben i havets dyb viste sig at være en narrestreg som Mark havde fundet på, og gruppen dukkede snart igen op på skibet ved Lazamian - uskadte.
I Lazamian begav gruppen sig til byen for at indsamle lidt information, og det lod til at der var gået en del tid siden de sidst var her. Den nærliggende sø viste sig at bestå af slim, som var en del af "Beskytteren" - en konglomeration af Lunas "børn" der var vokset sammen og havde gjort det til en prioritet at beskytte fængslet.
I ruinerne mødte gruppen igen Forvalteren, og fik yderligere information om Himlens Arsenal. Dette er nu hvad gruppen har fået at vide:
Excalibur: Gruppen besidder dette sværd.
Ahriman: Denne trefork befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
Hamayumi: Denne bue befinder sig ved solnedgangen for enden af Åndernes Flod. (NB! Radim informerede gruppen om at dette var forkert, og at han havde flyttet buen til verdenen Thyria, hvor den nu var i hænderne på en lich i Krystalørkenen.)
Alsvart: Dette ki focus befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
Eonius: Dette sværd befinder sig hos Kaptajn Kirian af den Kejserlige Arvandoriske Flåde.
Ormazd: Dette spyd befinder sig i hænderne på Podaboo, i Thyrias Krystalørken.
Karpana: Denne le vender altid tilbage til Ravnedronningen, og den sidste kendte bærer var heksedronningen Baba Yaga.
Kotharlosvir: Gruppen besidder dette sværd.
Molokaz: Dette scepter befinder sig i en svækket tilstand hos herskeren af Messingbyen.
Ouroboros: Dette våben vil dukke op hos en tredjepart når Ahriman og Ormazd atter strides.
Baseret på denne information besluttede gruppen sig for at tage til Pluton, astraldomænet hvor den tidligere dødsgud Nerull herskede. De fandt en navigatør i form af Ratislav Acharius, en udød herre som nogle af dem tidligere havde mødt på astralsplinten Ostopos, og som desuden kendte Alaric d'Cannith.
Gruppen begav sig ud på astralhavet og satte sejl mod Pluton. På vejen stødte de først på skibet Shengzu ("Den Guddommelige Forfader"), hvis besætning var erstattet af yuan-ti der forsøgte at dræbe gruppen. De blev hurtigt overmandet, og blev forvandlet til sort slam ved døden - med undtagelse af kaptajnen som de havde taget som gidsel. Han døde som enhver anden dødelig.
Astrale hajer dukkede op kort tid efter, med kurs mod skibet. Gruppen fik dræbt dyrene uden de store forhindringer, men det viste sig at hajerne var på flugt fra en astral dreadnought - et uendeligt langt væsen med enorme knusende klør og evnen til at dræne områder for al magi.
Noget tid senere opdagede gruppen et nedstyrtet baatoriansk skib på en astralsplint, hvorfra der lod til at komme en form for nødråb. Da de undersøgte sagen, viste der sig at være djævle i det forliste skib. Gruppen kæmpede bravt, og endte med at forfølge den sidste djævel ned i skibets lastrum, hvor skibets sidste levende fange - en engel - gjorde det af med den sidste overlevende djævel.
Englens navn var Qarathon, og han viste sig at være en tidligere engel af Han Som Var, den gud som oprindeligt skabte mennesket og sidenhen blev dræbt af Asmodeus. Qarathon besluttede sig for at følge med gruppen på deres rejse mod Pluton.
Overraskende nok informerede Ratislav snart besætningen om at en mulig åbning til Pluton var inden for rækkevidde, og det lykkedes Walnan at udnytte muligheden for at sende Mark II sikkert til den Døde Høsters astraldomæne.
Plutons tema:
(Bonustema til Pluton: Here's To The Fall af Kamelot.)
Den første oplevelse gruppen havde på Pluton var en følelse af mørk energi der lod til at sænke sig over det i forvejen dystre domæne, idet en strøm af stærke kræfter begyndte at svæve om et fjernt, kranieformet objekt. Qarathon informerede gruppen om at det ikke blot havde spredt sig på tværs af domænet, men på tværs af hele astralhavet - eller muligvis hele multiverset.
Efter at have hvilet sig opdagede Victor og Walnan at være udsat for en sær form for forbandelse der drænede deres livskraft.
Gruppen begav sig væk fra skibet mod den store klippe omringet af stærke kræfter, men lod ikke til at komme synderligt nærmere. De nåede dog snart til en forladt og ødelagt by, med en nærliggende villa på en høj. De begav sig op til villaen, hvor medlemmer af den Grå Legion vogtede over en kanariefugl.
Den Grå Legion.
Snart blev villaen angrebet af en kæmpemæssig rød drage, der ønskede at legionen løsgav kanariefuglen i Bahamuts navn. Gruppen skiftede side efter at have set dragen indhylle en håndfuld legionærer i hvidblå flammer, og sammen fik de hurtigt udslettet de sidste legionærer.
Dragen var Chariturivix, Den Som Brænder Himlen I Sin Flugt, Exarch af Platindragen Bahamut. Han var kommet til Pluton for at finde Tozamarodax (som Dak kendte bedre som "Tommax"), en gulddrage der var forvandlet til en kanariefugl. Efter at have talt med gruppen, fløj dragerne væk mod Celestia - og sørgede for at lave en afledning for de legionærer der stadig måtte befinde sig i området.
Gruppen begav sig videre, og nåede snart til et dystert kapel hvor de fandt et uhyre med et stort fuglekranie som hoved, og vinger dækket af sorte fjer. Væsenet kaldte ud med en parodi på en stemme, og angreb gruppen så snart de kom inden for rækkevidde. De skaffede sig dog hurtigt af med den, og begav sig ind i det dystre kapel hvorfra uhyret var kommet.
Kapellet var en ruin, og begravet i murbrokker fandt gruppen snart en nedgang til en underetage med en stor sort sten. Victor gav stenen af sin livskraft, og var i stand til at kaste sit blik ud på tværs af Pluton. Båndet til stenen gav ham desuden muligheden for at åbne en portal der ville sende gruppen tættere på deres mål, og de greb muligheden.
På den anden side af portalen var en række korridorer hvor en håndfuld folk var i gang med at udføre en form for ritual. Nogle af dem var grå legionærer imens andre var væsener med kroppe bestående af arret hud og hvid-lilla energi, hvis ansigter var skjult af masker med seks øjenhuler.
Væsenernes masker.
Gruppen forsøgte et bagholdsangreb på en af de grå legionærer, men blev opdaget før de kunne nå at udføre planen til ende. Legionæren kaldte på hjælp, og snart dukkede flere af fjenderne op - inklusiv et væsen bestående af stenskår der var i stand til at tage form af forskellige væsener. På trods af fjendernes selvsikkerhed og arrogance var gruppen i stand til at udslette flere af dem relativt hurtigt, men ritualisten, stenvæsenet og en enkelt legionær stod stadig tilbage ved sessionens afslutning...
Drama Points
(Denne omgang af belønninger er vage, og en generel vurdering af drama-værdige handlinger i løbet af ovenstående begivenheder.)
