A - Mellemspil: Sandhed om det Skjulte

I en af Zhaitrons helligdomme, under slaget ved Pinslens Mund...

"Kort skabt som denne verden vil: Vis mig noget skjult der vil blive sat i spil."

Fortiden: Den omvendte Kejserinde - symboliseret ved Det Blege Træ. Uselviske handlinger, overdrevet til der ikke er mere at give, eller indtil andre er ude af stand til at handle for sig selv.

Nutiden: Styrke - symboliseret ved Dronning Jennah af Kryta. Et uforudset væld af energi og magt, der kan vendes til godt såvel som skidt.

Fremtiden: Ni stave - symboliseret ved den knuste dværg Rhoban. Udmattelse og en mangel på de ressourcer der er påkrævet.

Den spående trak sin hånd tilbage og beskuede kortene.

"Helte eller en heltemodig kraft, der allerede har givet meget for at redde andre, har fundet ny styrke, men den vil ikke være nok. De er ikke forberedt på hvad der venter dem, og vil enten flygte, miste alt, eller finde en ny vej der kræver en alt for høj pris."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig skæbnen for drageprofetens ætlinger."

Fortiden: Omvendte to femtakker - symboliseret ved kodanerne. Ubalance og udfordringer, der er større end hvad man kan overkomme.

Nutiden: Fjerde vildkort - Grenth, menneskeguden for død, mørke og kulde. Succes og respekt der er fortjent, ikke givet.

Fremtiden: Den omvendte Djævel - symboliseret ved Saul D'Alessio. Separation fra det fysiske, og anerkendelse af forandring og en ny plads i verden.

Den spående nikkede forstående.

"Skabt til en opgave de ikke kan magte, fortalt hele livet at de ville redde verden. Men deres succes kan kun opnås ved hårde prøvelser, og de vil skilles fra hvad de troede var af betydning for dem."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig hvad der sker for Prinsen af det Vindblæste Blad."

Fortiden: Omvendte trettende vildkort - Ugleåndens død. Selvopfrelse for andre der går galt, og leder til større vanskeligheder.

Nutiden: Fem stave - symboliseret ved den indespærrede Samarog. Konflikt og spænding; konkurrence og splid. Forandring og modstridende synspunkter der er svære at forstå.

Fremtiden: Styrke - symboliseret ved Dronning Jennah af Kryta. Et uforudset væld af energi og magt, der kan vendes til godt såvel som skidt.

Den spående sukkede sagte.

"Borkas udslettelse kræver stadig sine ofre, og ikke engang de utallige døde kan hvile så længe Prinsen bærer dem med sig i sit hjerte. Men for at hans styrke kan vendes mod den sande fjende, er han nødt til at forstå sandheden bag den løgn han baserer sine handlinger på."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig konsekvenserne af de nuværende begivenheder for Tyrias folk."

Fortiden: Tre kalke - symboliseret ved De Fire Vindes Bazaar. Sammenhold, venskab, familie og sikkerhed.

Nutiden: Ni sværd - symboliseret ved Storhertuginde Faolain af Mareridtshoffet. Løgn og frygt der holder et stort potentiale tilbage.

Fremtiden: Otte sværd - symboliseret ved Krigsmester Forgal Kernsson af Nattevagten. De stærkeste våben er smedet i den varmeste ild, og den største konflikt er en mulighed for stor lærdom.

Den spående nikkede.

"Længe har denne verdens folk troet at de var sikre. Deres interne stridigheder forhindrer dem nu i at gøre hvad der skal til uden hjælp udefra. Men de vil passere igennem denne prøvelse, og blive stærkere hinsides."

Den spående samlede kortene sammen og blandede igen.

...

"Vis mig Verdensdragen - Den Søndrede Orm - Alle Dragers Fader - Verdensformeren Asgorath..."

"Vis mig... Io."

Vejleder: Io.

Situationen: Dommen - symboliseret ved Kormir, menneskeguden for sandhed og viden. Alle handlinger har konsekvenser. Det der sker nu og her vil sende bølger ud på tværs af Multiverset.

Gode eller dårlige påvirkninger: Femtakkernes page - symboliseret ved Riannoc, bærer af Caladbolg og den første døde sylvari. Mangel på viden og overblik, men stort potentiale.

Mulige veje: Sjette vildkort - Dhuum, den faldne menneskelige dødsgud. Et valg mellem at dømme hårdt baseret på faste principper og dermed miste allierede, eller at acceptere fremmede synsvinkler og dermed opnå nye allierede.

Skjulte faktorer: Stavenes konge - symboliseret ved Fyrst Faren af Kryta. En ubemærket hjælpende lederskikkelse vejleder fra det skjulte.

Fortiden: Sværdenes ridder - symboliseret ved Kaptajn Mai Trin af Æterklingerne. Ambition og mangel på overblik og viden om fjenden førte til den nuværende svaghed og irrelevans.

Den nære fremtid: Første vildkort - Dwayna, menneskeguden for luft, lys og liv. Mulighed for frelse og håb for fremtiden.

Pladsen i verden: Månen - symboliseret ved Braham Eirsson af Dragevogterne. Inaktivitet og tålmodighed. Lys der vejleder, men gemmer på sine egne hemmeligheder. Månen bliver mørk, men vender tilbage med tiden.

Eksterne indflydelser: Seks sværd - symboliseret ved Kommandantens Bortgang. Verden er i konstant forandring, og skæbnen hviler på hvad der foregår i dette øjeblik.

Håb eller frygt: Omvendte tre sværd - symboliseret ved den myrdede sylvari Wynne. Fortidens smerte og sorg er overstået. Det er tid til fremgang og forandring.

Udfald: Omvendte stavenes knægt - symboliseret ved Arkk, en asura fanget i Tågerne. Forsinkelser og frustrationer. Mangel på kontrol. Forhindringer der ikke kan overkommes ved impulsivitet, men kun med tålmodighed.

Den spående klukkede til sig selv.

"Selv i din storhed var du ikke i stand til at besejre Skrækkongen alene. Du faldt, og er frustreret i din magtesløshed. Åh, jeg husker tydeligt vores fjender: De truede selve Multiversets byggesten, og vi kæmpede bravt. Og hvor har det ført dig hen? Vi vandt, men du... du tabte."

Den spående rystede smilende på hovedet.

"Din indflydelse er ikke gået ubemærket, og er muligvis hvad der skal til for at vinde din krig på længere sigt. Du er ikke uden velgørere, men risikerer at miste dem ved at kræve for meget. Giv tid, O Drage af Verden, og tiden vil give igen."

Den spående begyndte at samle kortene sammen et ad gangen.

"Gengældelse behøver ikke at være øjeblikkelig, og Nerath blev ikke bygget på én dag. Verden omkring dig forandres, og tiden vil komme for din tilbagevenden."

Kun Dommen og Io selv lå tilbage.

"Glem din smerte. Giv slip på din vrede."

En knortet hånd lagde resten af kortbunken oven på Dommen i midten, og samlede Io op.

"Din storhed vil vende tilbage. Men lad os først bruge denne dag på at styrte vor vildfarne børn."

A: Opsummering for 7/4 til 18/8 2018

Situationen nu...

Gruppen (undtagen Dak) befinder sig i Sandhedens Bibliotek, hvor de forbereder sig på opgør med Abaddon og muligvis urdragen Kralkatorrik.

Sandhedens Bibliotek er en afdeling af planet kendt som Tågerne, hvor Kormir (Sandhedens Gudinde på Tyria) tidligere befandt sig. Det er teknisk set en afdeling af Pinslens Rige - den del af Tågerne hvor Abaddon (Hemmelighedernes Gud) var indespærret indtil hans død for ~250 år siden.

Sandhedens Bibliotek er dog i relativ sikkerhed, og her er både dødeliges sjæle, og de sidste af de Glemte - en art af slangevæsener der lader til at have været på Tyria længere end menneskehedens guder.

Blandt de Glemte har fire været af interesse indtil videre:

• Sharissh er ekspert i Ødelæggelsens skole, og er i stand til at skabe stærke magiske genstande.
• Kaptajn Sulahresh er ekspert i Bevaringens skole, og koordinerer guerilla-krigen mod den udøde gud Abaddons styrker.
• Ypperstepræst Zhellix er ekspert i Nægtelsens skole, og ved mest blandt de Glemte om magi, Abaddon, Sandhedens Lys, og Tyrias historie.
• Aurus Trevess er ekspert i Aggressionens skole, og holder sig for sig selv imens han forsker i at give liv til magiske konstrukter (de Ophøjede, de Smedne, golem'er, etc.).

Sharissh er i stand til at skabe mægtige genstande af materiale fra Tågerne - med gruppens hjælp ligefrem nogle der har stærke forbindelser til Himlens Arsenal!

Disse er skabt med Pinslens Ædelsten - som indtil videre lader til at være blevet brugt til at skabe Abaddons dæmoner. Hver ædelsten er 1 point værd i Simple Essence Crafting.

• Hvor normale genstande der bliver craftet kan indeholde op til 5 points af magiske effekter, kan genstande skabt med Pinslens Ædelsten indeholde op til 6 points.
• Genstande med Astral Regalia kan indeholde op til 10 points af magiske effekter, men er bundet til en bestemt del af Himlens Arsenal, og man kan maksimalt bruge lige så mange af dem som antallet af item slots man har mistet til riter for den genstand.

Husk at Pinslens Ædelsten er opdelt i farver, med særlige associationer til hver farve:

• Gylden: Bevaring, beskyttelse, liv, force/radiant.
• Himlens Arsenal: Ormazd, Excalibur, Hamayumi, Ouroboros.
• Eksempler på effekter: Bonus til defenses, healing, resistance eller saving throws; selvopofrende effekter såsom at tage skade eller conditions i stedet for allierede.
• Lilla: Nægtelse, sindet, luft, force/lightning/psychic.
• Himlens Arsenal: Kotharlosvir, Ahriman, Eonius.
• Eksempler på effekter: Bonus til saves mod charm/fear/daze/dominate, fly speed, blinded/dazed, teleport, insubstantial, phasing.
• Rød: Ødelæggelse, elementerne (særligt ild), acid/cold/fire/lightning/thunder.
• Himlens Arsenal: Molokaz, Ahriman.
• Eksempler på effekter: Bonus til damage rolls, ekstra ongoing damage, knock prone, increase size of blast/burst.
• Grøn: Aggression, afstraffelse, svækkelse, dræning af liv, døden, cold/necrotic/poison.
• Himlens Arsenal: Alsvart, Karpana.
• Eksempler på effekter: Attacker takes damage, bonus vs. bloodied eller når bloodied, weakened/restrained, lose healing surge to deal surge value in necrotic damage and regain same amount of hit points.

Her i biblioteket er desuden blevet opdaget gamle ædelsten der indeholder tabte evner fra fortidige helte. Den letteste metode til at forbinde sig til disse evner og lære af dem er ved at studere dem sammen med en ekspert inden for feltet - for Gray var dette Turai Ossa, og for Luna var det Kaptajn Sulahresh.

Turai Ossas kendte sværdteknik, som han brugte til at besejre Palawa Joko ved Slaget om Jahai.

Efter Dak begav sig ud på egen hånd fra biblioteket sammen med en tilbeder af Abaddon, blev han lokket i en fælde - og han dukkede op hos hvad der lod til at være Abaddon selv. Den udøde gud præsenterede en anden vinkel, og tilbød et samarbejde med gruppen...

Drama Points!

Alle får 5 drama points.

Victor har allerede brugt 2 af disse.

Hvordan kom vi hertil?

Gigacererak åbnede en portal til Tyrias Underverden fra Pluton, igennem den Sorte Malstrøm. Han havde tidligere brugt denne malstrøm til at sende breve til sin penneven, "Kadaver-Jokum".

Den gigantiske tempel-mech dukkede op foran Tyrias tidligere dødsgud, Dhuum, som lod til at være en form for aspekt af Nerull. Med Gigacereraks tilstedeværelse blev Dhuum sluppet fri fra sin indespærring, og mech'en fortsatte ud og op til den dødelige verden.

På Tyrias overflade trampede Gigacererak fra indgangen til Underverdenen, på tværs af en bjergkæde og igennem et hav, for at nå frem til Krystalørkenen langt mod sydøst. Gigacererak tog vestpå, og gruppen satte afsted for at mødes med Balthazar.

Gruppen fandt Balthazars tjenere, men undervejs i deres påkaldelse af krigsguden blev de alle angrebet af Abaddons dæmoniske tjenere! Balthazar selv dukkede op, og med hans hjælp blev de let besejret.

Der blev lagt en slagplan for at angribe både Abaddon og urdragen Kralkatorrik - urdragen var til stor fare for verden, da den var påvirket voldsomt af Ragnorras korrupte livsenergi. Urdragens død ville endda muligvis være nok til at hjælpe Mark med ikke længere at være en aberration - en stor hjælp til senere kampe!

I løbet af det næste stykke tid blev der gjort en del opdagelser og forberedelser:

• Gruppen hjalp med at forsvare Vestenvindens Helligdom - et flyvende djinn-palads - mod Abaddons dæmoner.
• Podaboo dukkede op. Så forsvandt han igen.
• Gruppen mødtes med Dragevogterne - nogle lokale helte - og der blev både lagt planer for forberedelse og trukket alt for mange kort fra et Deck of Major Arcana.
• Herbert von Westgaard var blevet indespærret af Abaddon ved Pinslens Mund, hvor det lod til at guden forsøgte at bringe sin egen krop fuldt ind i de dødeliges verden. Når dette ritual var tæt ved at blive færdiggjort, ville det være en mulighed for endeligt at udslette Abaddon, og opnå Ahriman samtidigt!
• Vejen gik nordpå, til fribyen Amnoon og til Urkongernes Grav. Her blev gruppen mødt af Turai Ossa, et spøgelse der ville hjælpe dem.
• Turen gik videre ind i Tågerne, til De Kvalte Skrigs Brønd, og endelig til Sandhedens Bibliotek.

A: Opsummering for 23/9-18/11 2017

Opsummering

Gruppen aktiverede den sorte runesten, der førte dem til Mørkets Katedral.

I katedralen fandt de et hvilested blandt Forrædernes Urner. Kort efter at have sovet og genvundet deres kræfter, blev de kontaktet af Vecna, den Hviskende og Lemlæstede, den Døende og Udøende Konge, gud af hemmeligheder og udøde.

Vecna lavede en aftale med gruppen: De ville hjælpe Vecna ved at fjerne hans øje fra Acererak, en af Vecnas forræderiske lærlinge, som for nyligt havde stjålet øjet fra Hades' Bankboks. Til gengæld ville Vecna hjælpe gruppen ved at vejlede dem til at finde de dele af Himlens Arsenal, som de var taget til Pluton for at finde.

Guden "velsignede" Daks Ioun Stone, hvilket gav ham store mængder viden om Mørkets Katedral omkring dem. Derefter forsvandt hemmelighedernes gud.

Gruppen besluttede sig for at de ville begive sig igennem katedralen ved gradvist, langsomt og ubemærket at dræbe vagterne på deres patruljer.

Det gik mindre godt.

Heldigvis skete det her at Victor igen hørte Tira Mirons stemme, der fortalte ham om en mulighed for at åbne en sort runestens portal på afstand, igennem sjælekanalerne der løb igennem hele Mørkets Katedral. Det drænede en lille smule af gruppens kræfter, men de formåede at slippe væk på denne måde - og befandt sig nu ved foden af Necromanteion, den Døde Høsters Palads.

Omringet af tåge, og med knitrende sjæleenergi i luften over sig, nåede gruppen ubemærket frem til den gigantiske kranieformede ruin. Oppe på en niche i siden på ruinen fandt de Herbert von Westgaarde, som var i gang med at fremmane nogle udøde tjenere.

Herbert fortalte gruppen om farerne der lurede i Necromanteions dybder: Helligdomme til ære for døde guder var blevet vansiret af Fortæreren Acererak, der nu var blevet ladet med deres kræfter og nærmest var usårlig. Kun ved at indsamle guddommelige gnister fra døde guder ville gruppen selv være i stand til at såre Acererak.

Det blev desuden nævnt at Fortæreren på dette tidspunkt havde haft succes med at genopvække guden Abaddon, og at Herbert havde et hemmeligt våben klar, hvis der skulle kæmpes mod denne fremmede gud.

På dette tidspunkt dukkede englen Qarathon op. Vecna havde åbenbart fortalt ham at der var brug for hans hjælp.

Gruppen skulle til at bevæge sig ind i Necromanteions åbninger da pludselig bevægelse og lyd fyldte luften langt ude i tågen: Kaptajn Kirian, om bord på det kejserlige arvandoriske stjerneskib Lassalagos, var dukket op for at kæmpe mod Fortæreren - og de havde medbragt en tarrasque!

Skibet blev hurtigt angrebet af hvad gruppen sluttede sig til var en kolossal dracolich, der hurtigt kom i nærkamp med tarrasquen. Dusinvis af elviske tropper dukkede op i tågen, hvorefter de begyndte at angribe Fortærerens styrker, der var udstationeret ved vagtposter omkring Necromanteion.

Gruppen brugte dette som en afledning til at få adgang til Necromanteion. Begge kraniets to "øjenhuler" viste sig at være falske indgange med fælder, som gruppen heldigvis undslap uskadte. "Munden" viste sig dog at være en faktisk indgang, der førte dybt under jorden, til en gigantisk tronsal.

I midten af tronsalen var en trone af sort sten, med et kranie på tronens ryg. Kraniet havde en række ædelstene som tænder og øjne, som viste sig at indeholde en magisk fælde. Efter at have afmonteret fælden var gruppen blevet lidt rigere i ædelstene, men de måtte undervejs døje med Fortærerens stemme, der remsede en eller anden form for digteri op i deres sind.

Diverse sidekamre til tronsalen havde blandt andet følgende højdepunkter:

• Et rum uden tyngdekraft, men med De Vises Sten?
• En portal der førte levende materiale til ét rum, og ikkelevende materiale (inkl. tøj) til et andet rum.
• En stor humlebi.

Tronsalen selv havde en række nicher med plads til portaler, men kun tre ud af seks nicher havde rent faktisk aktive portaler. Disse var endda låst fast, så det ikke var muligt at rejse igennem dem fra denne side, og et forsøg på at bryde låsen ville aktivere en alarm. Gruppen tog chancen, og der dukkede hurtigt en række af Fortærerens undersåtter op for at standse dem - inklusiv en form for engle-konstrukter, der lod til at være bygget ved hjælp af sjæle fra den Grå Legion og de seksøjede dæmoner der tjente Abaddon. Flere af dem havde kræfter der mindede om effekten af en sphere of annihilation, men på trods af dette var det dog muligt at ødelægge dem. Med en enkelt fjende tilbage i tronsalen lykkedes det Walnan at bryde låsen på portalerne, og gruppen rejste igennem til den anden side.

De dukkede op i hvad der skulle vise sig at være en helligdom til ære for Han Som Var. Helligdommen var fyldt med tåge, og havde en pit fiend som vogter.

Djævlen lod til at kende Qarathon, og de to kom hurtigt op at slås i nærkamp, imens djævlen fortsatte med at påkalde mure af ild og udøde tjenere. Gruppen opdagede en række apparater i lokalet der lod til at kunne manipulere sjælekanalerne, som Vecna tidligere havde fortalt dem om, og ved hjælp af disse var det muligt at kontrollere flere dele af rummet - og til sidst at rense et bassin med månelys, der befandt sig i midten af helligdommen.

Denne sejr var dog ikke uden bekostning, for Qarathon blev dræbt af djævlen, og hans essens flød ind i månebassinet. Djævlen indså at dens opgave ikke længere var mulig at udføre, og forlod rummet igennem en af de portaler der stod langs væggene. I månebassinet fandt gruppen liget af Tak'cha, en thri-kreen som de havde haft med sig på deres rejser for længe siden. Over liget svævede et par ædelsten, som Dak knyttede til sig selv, hvorefter de begyndte at svæve om hans hoved.

Månebassinet viste sig at være en form for scrying pool, og gruppen brugte den til at skue på forskelle steder. Luna modtog her en guddommelig gnist der havde tilhørt Han Som Var, og Gray trak nogle af bassinets kræfter ind i Excalibur, hvis rite Amorrachius i forvejen forbandt sværdet til helligdommens gud.

Gruppen rejste videre herfra til en helligdom til ære for Tuern, en krigsgud der var blevet dræbt af Jerngeneralen Bane i tidernes morgen. Tuerns velsignelse lod til at blive givet til hvem end der kunne holde stand i midten af lokalet i længst tid, og en strid strøm af nye fjender fra lokalets portaler gjorde ikke dette til nogen nem opgave.

Og så dukkede Fortæreren Acererak op.

Fortæreren lod ikke til specifikt at være kommet for at udslette gruppen, og havde egentlig ikke den store interesse for dem. Han spurgte dem ind til nogle forskellige emner, og brugte sin mørke magi til blandt andet at låse nogle af gruppens medlemmer midlertidigt fast og få dem til at rådne.

Til sidst lykkedes det Gray at opnå Tuerns guddommelige gnist, og fyldt op med krigsgudens selvsikkerhed udfordrede han Fortæreren til en armlægningskonkurrence. Acererak lod til at være glad for dette, og efter lidt forhandling nåede man frem til at gruppen havde en times forberedelse imens Acererak selv havde to timers forberedelse, hvorefter armlægningen ville finde sted i midten af Tuerns helligdom. Acererak forlod derefter gruppen for at forberede sig.

Luna lod til at være blevet forbandet af Acererak i kampens hede, og hendes sår var ikke længere i stand til at blive helet. Hun og Gray begyndte at udføre et rensende ritual på Luna imens resten af gruppen tog videre for at udforske andre dele af Necromanteion.

De dukkede snart op i hvad der skulle vise sig at være helligdommen til ære for Aurom, dødsguden der havde regeret før Nerull, den Døde Høster. I midten af helligdommen var en mørk slimpøl med endnu en ædelsten svævende over den. Ved siden af stod en dødstitan - et væsen hvis art gruppen også var stødt på i Mørkets Katedral - der lod til at kanalisere sjæleenergi ind i ædelstenen over pølen.

Til højre: Dødstitan.

En løsreven stemme og et skelet dukkede pludselig op, og advarede gruppen mod at bevæge sig videre ind i rummet, hvorefter begge forsvandt igennem portalen hvorfra gruppen var kommet. De begav sig alligevel ind i rummet, hvor dødstitanen snart opdagede dem - men i stedet for at tale eller kæmpe, begyndte den at flygte, idet en gigantisk isnende kold vanskabning dukkede op: Et væsen der lod til at være blevet skabt ved at skille to enkelte engle ad, for derefter at sammensætte det hele til et enkelt væsen. Englevæsenet talte med to stemmer - stemmer der enkeltvis kunne genkendes som dem tilhørende Elemiah (en engel af Khala som gruppen for længe siden havde kæmpet mod i Zerlannas drømme) og Reshephion (Vogteren af Lazamian, der var blevet "erstattet" af Lunas "børn", Beskytteren).

"Elshephion" vendte al sit kolde raseri mod gruppens medlemmer, imens dødstitanen ikke kunne formå at flygte fra rummet. Ved at trække på alle deres egne resurser, og ved at Gray pludselig dukkede op fra en portal for at hjælpe dem, lykkedes det dog gruppen at udslette Elshephion, der blev forvandlet til en søjle af koldt mørke.

Hvorefter de to enkelte engle - kun mere rasende end før - dukkede op fra søjlen, og fortsatte med at angribe gruppen.

Drama Points

Der er sket meget siden sidste generelle omgang uddeling af drama points, og det er ikke ligefrem et "hvilepunkt" i øjeblikket, men med de nye houserules for Intuition Check og Preparation Points er det alligevel et godt tidspunkt at dele drama points ud.

• Dak: +3 (Ny relation til Vecna, generel problemløsning og kreativitet)
• Gray: +4 (Gnist, kreativt rollespil, og godt samarbejde med gruppen)
• Luna: +4 (Gnist, kreativt rollespil, og godt samarbejde med gruppen)
• Victor: +5 (Gnist, personlig quest, og godt samarbejde med gruppen)
• Walnan: +4 (Gnist, generel problemløsning og kreativitet)

B: Opsummering for 12/10 + 19/10 2017

Opsummering

Gruppen tilbragte den efterfølgende dag med at hjælpe Sophyllas tjenere. Arbejdet med at restaurere ruiner var problematisk og i nogen grad ligefrem farligt - men i løbet af dagen imponerede gruppens medlemmer de lokale på flere måder med deres kreative former for problemløsning.

Efter endnu at have hvilet sig, begav gruppen sig ned i det såkaldte "bibliotek".

Det første indtryk var basrelieffer og udhugninger med kreativ brug af negativt rum, samt en række statuer, der ikke brød sig om graffiti.

Fire ud af i alt tolv statuer i kælderen på bygningen angreb gruppen, og ikke nok med at de kun kunne såres ved magi eller magiske våben - hver gang en statue blev knust, vågnede en ny for at slutte sig til kampen!

Statuerne gemte på talrækker skrevet med drageruner, på den modsatte væg var fire stenhjul - lavet af samme stenarter som søjlerne, og ligeledes udfyldt med drageruner for tal. Det lod til at hjulene kunne drejes så et enkelt tal var markeret med en pil, men gruppen fokuserede på statuerne.

Efterhånden som kampen skred frem, vågnede statuerne hurtigere uden at være blevet provokeret til det - og både Ravishana og Xarmash var på dødens rand i løbet af kampen. Heldigvis var statuerne nogenlunde forudsigelige i deres adfærd, hvilket gjorde det muligt for gruppen at overleve længe nok til at knuse dem alle til stumper af ikkemagisk sten.

Efter at have hvilet sig og tilset hinandens sår, gav gruppen sig til at undersøge stenhjulene og tallene på søjlerne. Talrækkerne lod ikke til blot at være en rækkefølge af tal som de tilsvarende hjul skulle drejes til. Urzuk lagde dog mærke til, at der manglede et af tallene fra 1-9 på hver af de fire søjler. Da hjulene blev drejet til de "manglende" tal, åbnedes en hemmelig dør i væggen til højre i kammeret.

Lynhurtigt sprang en sulten ghoul ud af den nye korridor, og den gav sig til at bide i gruppens medlemmer inden den opdagede at de var i flertal. Den forsøgte at løbe ud af rummet, men gruppen dræbte den inden den nåede ud i sikkerhed.

Den hemmelige korridor viste sig at indeholde kradsemærker fra ghoulen, der lod til at have været indespærret der i ugevis - hvis ikke ligefrem måneder. Korridoren endte ved en trappegang, der førte længere ned, til et stort kammer med kuppel i loftet. Otte store menneskelige statuer med hoveder fra sjakaler stod langs siderne af rummet, og imens der et sted lod til at være et hul i gulvet, så der ud til et andet sted at være en stor stenblok. Igen var der ingen tydelig udvej.

Kellark tog et skridt ind i lokalet, og en af statuerne sprang ned fra sin placering, på vej direkte mod dværgen...

A: Opsummering for 16/9 2017

Opsummering

En bodak er ikke et rart væsen.

Gruppens angreb på illithid-skibet var hurtigt og uden de store problemer. Gray besluttede sig tidligt i kampen for at møde bodakkens blik, og hvis han ikke havde været beskyttet af Excalibur, ville han efter al sandsynlighed have været død af skræk.

Andre highlights fra sessionen inkluderede:

• En grå legionær, en dæmon med seksøjet maske, og en illithid, der næsten helt dræbte hinanden på Walnans befaling.
• Forresten på skibet svævede et kugleformet hul i virkeligheden.
• En fuld illithid ved navn Ilix'tul, der spredte sin fuldskab til andre aberrations inden for 4½ meter.
• Astralskibet havde en mængde af magisk udstyr, som Gray "fragtede" til Walnans "hemmelige lund".

Illithid-skibet var fortøjet ved hvad der viste sig at være en sort runesten. Victor kunne bekræfte, at denne runesten kunne skabe en portal, der kunne føre gruppen ad den hurtige rute mod Nekromanteion.

Loot

NB: Dette gælder ulige/lige naturlige slag på terningen.

[TE] = Total Energi; i øjeblikket vil dette for Mark II være 12.

Ikke bedre end den nuværende motor på Mark II.

Langt bedre end det nuværende sekundære sejl på Mark II.

B: Opsummering for 14/9 + 21/9 2017

Opsummering

Gruppen besluttede sig for at bevæge sig igennem junglen, der lod til at blive lavere og dybere jo længere de begav sig ind. De fandt hurtigt en flod, og fulgte den indtil de kom frem til en lysning med usædvanligt lidt bevoksning og rester efter syre og kamp. Efter en kort hvileperiode blev gruppen pludselig angrebet af animerede skeletter fra en klingetand og en sværdtand!

"Sværdtand" er Common, og tilsvarer det latinske "Tyrannosaurus".

Efter en hård kamp lykkedes det gruppen at knuse skeletterne og lægge dem til hvile igen. De fulgte floden videre, og kom snart til et tårn, som var beboet af blodbavianer og glidevinger. Blodbavianerne informerede dem om at der var foregået en kamp ved lysningen hvor gruppen havde været tidligere - og at Dronning Sophylla havde grebet ind ved at flyve op over lysningen og bade de kæmpende i syre.

Glidevingerne var ikke den store hjælp, men fortalte dog, at Sophyllas palads var på tværs af floden.

Gruppen begav sig snart videre, og nåede til en forseglet grav der mindede om hvad gruppen tidligere havde set af ruiner fra Deshirik, det Røde Dynasti. De brød forseglingen og begav sig inden for. Væggene var dekoreret med dyremotiver, og dybest inde i graven var en sarkofag og en stor statue med dragonshards som øjne. At klatre op på statuen med intentionen om at fjerne dens øjne lod til at være kriteriet for at vække den til live, og den angreb gruppen - ledsaget af en mekanisk stenskorpion, der gik på loftet og skød stråler af ild ud af sin hale.

Inden længe blev både statuen og skorpionen knust, og gruppen fandt i sarkofagen et mumificeret lig. Liget knugede i sine hænder en skrøbelig skriftrulle der lod til at beskrive en form for rune, der krævede kendskab til både Draconic og Elvish.

• Navn: Shukho ("Vind")
• Påkrævet dragonshard: Khyber
• Våben: +1/2/3d6 slashing damage.
• Rustning:
• 1/2/3:
• If your walking speed is less than 30/40/50 ft., it is increased to 30/40/50 ft.
• Your walking speed cannot be reduced to less than 30/40/50 ft.
• 2/3:
• You can jump up to 20/25 ft. as part of movement during your turn.
• 3:
• +1 AC

Det skulle desuden vise sig, at et par af gruppens medlemmer her var blevet forbandet med Mummy Rot.

Resten af dagen brugte gruppen på at følge floden videre, og den lod til at flyde i en stor ring eller spiral i Tordendalen, ind mod midten.

Om natten fik gruppen besøg af en gigantisk metallisk-rød drage, der introducerede sig selv som Glauvanchrysophylaxis - forkortet "Sophylla". Hun forklarede at gruppen var begivet sig ind på hendes territorium og havde begået indbrud i en ruin der tilhørte hende. Hun gav dem muligheden mellem at lide en smertefuld død eller at tjene hende. Gruppen valgte mulighed nummer 2, og dragen samlede dem op for at flyve dem til sit palads.

På ryggen af dragen nåede gruppen hurtigt over flodens resterende bugtninger, og nåede ud på natten til Sophyllas palads - en ældgammel bygning, der var blevet restaureret og dekoreret med bladguld og ædelstene. Andre (mindre prangende) istandsatte bygninger stod omkring paladset, og gruppen fik tildelt et sted at sove.

Næste morgen fandt gruppen ud af, at spejderne, som var taget ud for at finde Kheproths Bibliotek før dem selv, nu tjente Sophylla. Man havde fundet et såkaldt "bibliotek", som var bevogtet med fælder og mekaniske vogtere, og som Sophyllas tjenere endnu ikke havde udforsket - og dermed var man heller ikke sikker på om dette var Kheproths Bibliotek.

Der blev desuden indgået følgende aftale med dragedronningen:

• Sophylla ville sørge for at fjerne en forbandelse fra et af gruppens medlemmer med det samme, og endnu en forbandelse dagen efter.
• Resten af denne dag skulle gruppen hjælpe til i arbejdet med at restaurere ruinerne i Tordendalen.
• Dagen efter skulle gruppen begive sig ind i ruinerne efter det såkaldte "bibliotek". Gruppen skulle sørge for at medbringe hvad end det var for værdigenstande der måtte befinde sig nede i "biblioteket" til Sophylla, og var herefter frie til at forlade Tordendalen.

A: Opsummering for 9/9 2017

Opsummering

Én efter én nåede gruppens medlemmere mere eller mindre helskindede ned i Kong Phenelorns skattekammer. De fandt hurtigt den sorte runesten, åbnede en portal, og efterlod en lille fælde til Phraxena og hendes udøde horde.

På den anden side af portalen var gruppen nu på et tågeindhyllet hav af knoglestøv, der kun blev afbrudt af enkelt øer af upulveriserede knogler - og en gigantisk sort malstrøm af intethed der kunne ses selv igennem den tykke tåge, og som langsomt lod til at være i færd med at fortære havet og øerne.

Victor tog ud for at spejde efter andre runesten, og fandt snart spøgelset af en ung pige ved navn Grella. Hun fortalte at hendes onkel Viliam var i fare, og Victor satte afsted for at redde ham imens han sendte Grella tilbage til resten af gruppen. Snart nåede han til nogle mere sammenhængende knogleøer, hvor et par grå legionærer var ved at ekskortere en række lænkede sjæle - heriblandt ånden af en gammel søulk, der bandede og svovlede højt nok til at tågen kun udgjorde et mindre problem hvis man havde i sinde at lokalisere ham.

I løbet af kort tid havde Victor distraheret legionærerne længe nok til at bryde spøgelsernes kæder, og de spredtes alle ud i tågerne - med undtagelse af den gamle søulk Viliam, som ikke var i stand til at bevæge sig synderligt hurtigt. Victor samlede spøgelset op, fremkaldte et blændende lys, og forsvandt tilbage i tågen inden legionærerne kunne indhente ham.

Grella dukkede op hos gruppen, men lod til at have svært ved at stole på dem indtil Victor dukkede op hos dem med hendes onkel. Det viste sig at Viliam desuden var den samme, som gruppen havde mødt på Neglen, en astralsplint med tilhørende kro, for længe siden (næsten præcis to år i virkeligheden). Han lod til at have en lidt anderledes hukommelse om begivenhederne ved hans og gruppens sidste møde - inklusiv mindet om at have nævnt en forbindelse mellem astralkortet og Kaptajn Ildskæg. Viliam fortalte også at han og Frella havde fundet hvad der lod til at være et illithid-skib i nærheden af en sort runesten. Skibet lod til at være omringet af både mind flayers, grå legionærer og væsenerne med de seksøjede masker - foruden noget han kaldte en "bodak".

En bodak er ikke et rart væsen.

Gray bød Viliam på en flaske Ravnetåge, hvilket lod til at hele hans spirituelle sår og genskabe hans evne til at bevæge sig. Med endnu en flaske - og et løfte om hævn - var Victor i stand til at påkalde en strøm af vrede ånder, som samlede gruppen op ledte dem til illithid-skibet, imens Viliam og Grella tog afsted i den anden retning.

Gruppen var netop nået frem til skibet (og Dak havde udslettet en enkelt grå legionær imens Gray var stormet i nærkamp) da sessionen sluttede).

A: Opsummering af 19/8 + 26/8 + 2/9 2017

Opsummering

Den sidste legionær blev hurtigt afskaffet, men det tog længere tid at besejre de andre to fjender, som faldt sammen og blev til et enkelt.

Efter at have påkaldt sig sin gud, endte væsenet dog også med at blive destrueret - og det eneste der var tilbage efter fjenderne var deres seksøjede masker, foruden nogle få rester af dæmonisk kød og rustning.

Imens gruppen hvilede sig, fandt de stedets "ejer" - en sær, bleg skabning ved navn Dimitrios. Det viste sig at gruppen befandt sig i Phraxenas Nekropolis, en by beboet af døde og udøde, og efter lidt forhandlinger gik Dimitrios med til at vejlede gruppen til Kong Phenelorn den Syvendes Mausoleum.

Mausoleet var den største bygning i dødebyen, og gruppen havde sandsynligvis fundet det selv uden Dimitrios' hjælp, men han fungerede dog som tour-guide og fortalte om seværdighederne i byen, hvoraf der ikke var mange. Nogle få fortabte sjæle og omvandrende lig befolkede stedet, men de holdt sig alle fra både gruppen og mausoleet.

Kong Phenelorns Mausoleum viste sig at være blevet ransaget for nyligt - og af folk som tydeligvis ikke var kunstelskere. Dimitrios kunne bekræfte at den Grå Legion havde invaderet stedet for kort tid siden (om end det præcise tidspunkt var svært at bestemme). Massevis af sarkofager var stablet op og ned langs rummene i mausoleet, og der var brudt ind i dem alle. Dimitrios ledte gruppen ned i et kælderniveau som tilsyneladende var en labyrint (men kun tilsyneladende).

I den dybeste del af mausoleet fandt gruppen en kæmpemæssig sarkofag, bevogtet med mægtige besværgelser - både i form af forsvar mod invasion, forsvar mod forsøg på at slippe ud, og flere niveauer af hævnformularer mod enhver der forsøgte at bryde igennem de førnævnte forsvar.

I sidste ende lykkedes det gruppen at bryde igennem næsten alle sarkofagens værn - og samtidigt med at knoglerne i sarkofagen rejste sig som en gigantisk vogter, dukkede den Grå Legion op igennem en håndfuld portaler fordelt i lokalet.

Legionen fik hjælp fra en række af væsenerne med seksøjede masker, men titanskelettet viste sig ikke at udgøre den store trussel - så snart det netop befriede spøgelse af Kong Phenelorn den Syvende vågnede og knuste sine egne knogler. Han lovede gruppen en skat som belønning for deres hjælp, og gik selv i gang med at forsegle portalerne som den Grå Legion fortsatte med at begive sig ud fra.

Det var en lang og hård kamp, men endelig blev den sidste portal forseglet - lige i tide til at mausoleet selv begyndte at lukke sig sammen om både gruppen og de tilbageværende fjender. To seksøjede magikere flygtede som de sidste levende fjender igennem en portal, imens gruppen spænede ud igennem de øvrige begravelseskamre (der nu for alvor var blevet en labyrint).

I sidste øjeblik lykkedes det gruppen at lave og finde sig vej ud af mausoleet inden det rejste sig op på ben og gik sin vej. Spøgelseskongen forklarede, at mausoleet var en rest efter en død urtitan, som han havde formet som sit eget gravkammer da han selv levede. Mausoleet havde efterladt hvad der så ud som et gigantisk krater, fyldt med tåge. Kong Phenelorn viste gruppen igennem tågen et kammer i bunden som indeholdt "de bedrøvende rester" af hans skat - hvilket viste sig at inkludere ekstremt mægtige rustninger og amuletter, en bog han selv havde skrevet om de dødes magi, og 87 astraldiamanter.

Gruppen tog skattene med sig, tog afsked med kongen, og trak sig tilbage til Dimitrios' krypt. Her hvilede de sig imens de ændrede de titaniske rustninger til noget i deres egen størrelsesorden. Kongen havde givet Victor viden om to forskellige ruter til Nekromanteion, der begge gik igennem portaler skabt ved de "Sorte Runesten" som de allerede havde rejst igennem én gang. Med denne viden ville de være i stand til at rejse ad indirekte veje der måske ville tiltrække lidt mindre opmærksomhed end bare at begive sig direkte mod den Døde Høsters palads.

Kongen havde desuden informeret om en skjult Sort Runesten i hans egen skattekammer, men da gruppen vendte tilbage, var stedet omringet af udøde. De kæmpede sig vej igennem mængderne, og var netop nået til kanten af krateret da sessionen sluttede...

A: Opsummering for 10/6-12/8 2017

Opsummering

Glaskuben i havets dyb viste sig at være en narrestreg som Mark havde fundet på, og gruppen dukkede snart igen op på skibet ved Lazamian - uskadte.

I Lazamian begav gruppen sig til byen for at indsamle lidt information, og det lod til at der var gået en del tid siden de sidst var her. Den nærliggende sø viste sig at bestå af slim, som var en del af "Beskytteren" - en konglomeration af Lunas "børn" der var vokset sammen og havde gjort det til en prioritet at beskytte fængslet.

I ruinerne mødte gruppen igen Forvalteren, og fik yderligere information om Himlens Arsenal. Dette er nu hvad gruppen har fået at vide:

• Excalibur: Gruppen besidder dette sværd.
• Ahriman: Denne trefork befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
• Hamayumi: Denne bue befinder sig ved solnedgangen for enden af Åndernes Flod. (NB! Radim informerede gruppen om at dette var forkert, og at han havde flyttet buen til verdenen Thyria, hvor den nu var i hænderne på en lich i Krystalørkenen.)
• Alsvart: Dette ki focus befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
• Eonius: Dette sværd befinder sig hos Kaptajn Kirian af den Kejserlige Arvandoriske Flåde.
• Ormazd: Dette spyd befinder sig i hænderne på Podaboo, i Thyrias Krystalørken.
• Karpana: Denne le vender altid tilbage til Ravnedronningen, og den sidste kendte bærer var heksedronningen Baba Yaga.
• Kotharlosvir: Gruppen besidder dette sværd.
• Molokaz: Dette scepter befinder sig i en svækket tilstand hos herskeren af Messingbyen.
• Ouroboros: Dette våben vil dukke op hos en tredjepart når Ahriman og Ormazd atter strides.

Baseret på denne information besluttede gruppen sig for at tage til Pluton, astraldomænet hvor den tidligere dødsgud Nerull herskede. De fandt en navigatør i form af Ratislav Acharius, en udød herre som nogle af dem tidligere havde mødt på astralsplinten Ostopos, og som desuden kendte Alaric d'Cannith.

Gruppen begav sig ud på astralhavet og satte sejl mod Pluton. På vejen stødte de først på skibet Shengzu ("Den Guddommelige Forfader"), hvis besætning var erstattet af yuan-ti der forsøgte at dræbe gruppen. De blev hurtigt overmandet, og blev forvandlet til sort slam ved døden - med undtagelse af kaptajnen som de havde taget som gidsel. Han døde som enhver anden dødelig.

Astrale hajer dukkede op kort tid efter, med kurs mod skibet. Gruppen fik dræbt dyrene uden de store forhindringer, men det viste sig at hajerne var på flugt fra en astral dreadnought - et uendeligt langt væsen med enorme knusende klør og evnen til at dræne områder for al magi.

Heldigvis f͕̺̊̓͆ͤͮ̍̚͟͠a̖͖̙̥̳̭̫̮̋̈́ͣͣ͐͆n̶͚̣̭ͨ́͂̎̏͊ͦ̚d̺͓͈͇̃͛ͯ͐ͫ́͡t̡͚̩̞͚̻̬ͤe̔ͩ͠͏̬͔̹̬̬̱̹̭s̥̼̬̣̞̖̤̑ͥ̇ͨͩ̐̉ ̫̩̺̜̗̰̬̱͗̑͆͂ͤ͜v̼̞̗͕̞͙͒ͦ̊̈͘͝æ̫͖̫̓̅̇̀̀ͦͥs̡̪̙͖̺ͣ͟ȅ̴̢̖͎͈̼̻̬͊ͭ͌̇ͤn̨͚͖̄̐̎e̋͊̒ͪ͏͙ț̷͓̻͙̘͊̉ͯ̃̀ ̵͙̪͂̇ͮ̒͢͠ş̧̧͙̘̜ͣ̐̎̑n͙̖̱͉͔ͦͩ̊̈̏ͬa̢̯͇͇̭͖͙̬͍͖͒̐̑̌͒̒͢r̨̛̻̳̰̲̘̈́̀ͫ̽̇̊ṯ͍͙̭̗̗͈͙ͫ͊ͨ̈́̅̍̽̆̔ ̶̖̼͓̖͕̮̪̥ͯͥͤͨͮ̿̓ͥi̵͚͓̓̉͘k̳̖͊̃͐ķ̧͚̣̬̃͒͑ͭͨͪ̚͜ȅ̜̦͓̍͢ ̵͎͚̤̯͙͚̞̺ͪ͆̊͌̎̆ͧ͘͞l̪̰̘̥͚̻̝̜̈́ͦ́͑͗ͪ͋̕æ̡̧̼͚ͮ͐͐̇̆̈͒́ṇ̪ͭ͊͆̉̏̒͘͡g̅͑̿ͫ̊̌̈́͏̺͉̯͍̻̺̘̞e͐̌ͤ͂̚̚͟͡͏͓̼̬͉ͅr̵̨̖̻͙͐ͮͦͭͨe̓̿̅҉̴̭͍̳͙͚͕,̢̖̍͑̎͛̑̑̾͋ ̶̗̜̦̭̯̯ͪ̀̀̋ͪͯͯ́͢i̛̠͓ͭ͐̓͒̀̃͟͞d͙͇͇̞̯̰ͫẻ̝̥̙ͧ̂ͯͨ̆͘t͙͖͚̬͕̓̅͜ ̗̩͙͂ͩ́͟͢Y̽̐̎͋ͫ̾͑͟͏̼͔̥o̥̝̤̱̳͙̪̤̎̃̑̒̄̕͢g̶̨͓̦̺̥̥̤̠͖̍ͩͬͮ͆̽ͫ͛͡-̤̱̘͓̯̋ͯ̆S̅ͣ͝҉͈͚̯̬̕o̺̙͍̎̽͜t͊̏͋̇ͦ͏̷̼͇̯͎͍̩̥͉͟ȟ̵̻͎̿̇̏ó̶͊͟҉̲͍͇̻̖͓tͬͬ͏̤͙͚͓͇̩̞h̢̜̫̲̲͖͎͒̏͊̌̌͆̓ͬͫ ̴͔̜̣̀ͤ͛ͪ̆e̗̘̟̝͚̩͗̈̇r̶̠͓̱͙͒̃ͥ̓̂ͦ̌́͠ ̦͔̐͌̇̋̾͊ͯP̴̲̩̖͇̜̋̎͊̽͂ͤo̪ͯ͑ͅr̰̒̓͋̓̇̐ͧ̆̾ẗ̗͚͚̭̹̻̟̔ͤ͋ͥ͊̊́͢e̡̻̥̻͉ͬͬͣ͌͐̋̀̌͞ͅn̵̗̺ͪ̈́ͅ ̵͇̦̺̻̰̮͉͒͂͒ͅo̸̵͔͚͈͉̤͖͒͂́̂̎̐ͦ̅g̞͚͙͚ͩͦ͘͢͜ͅ ̵̜̦͕̺͌͐ͤ́̾ͮN̠̗̝̗̰͓ͪ͋͡ø̛̱͎̮̳͙̣̳̮̔̍̂̏͒ͭ̅͞g̩͈͉̳̱̦̞͗͐ͨ͒͊ͪͬ̒́̚̕ͅḷ̶͉̘̯͙̣̳̘͗̌ͥ̍̊͘͢é͕̦͊̾͑͢n̵͖̙̬ͮ̒̒̈́ ̨̞̩̳͓̩̯͖̻͎ͧͧͫ͒o̰̩͉̞̒ͯ̇̾̚̕g͚͉͛̄ͭ͘ ͨͭ̀͏̱͕͓V̵̻͛͒̎ͫ̇̊́ȩ̺̲̘̪̳̙ͯ̇̆̿̏̀͠j̶̴̱̗͋͐ͨͣͩͯ͑ͬ͞ȩ̵̻̻̱͖̬͊́͋̓̎̿͛͡n̙̙̖̪̩̳̬ͮͦͬ̚̚.͙͕͛͒̾ͦ͛͠

Noget tid senere opdagede gruppen et nedstyrtet baatoriansk skib på en astralsplint, hvorfra der lod til at komme en form for nødråb. Da de undersøgte sagen, viste der sig at være djævle i det forliste skib. Gruppen kæmpede bravt, og endte med at forfølge den sidste djævel ned i skibets lastrum, hvor skibets sidste levende fange - en engel - gjorde det af med den sidste overlevende djævel.

Englens navn var Qarathon, og han viste sig at være en tidligere engel af Han Som Var, den gud som oprindeligt skabte mennesket og sidenhen blev dræbt af Asmodeus. Qarathon besluttede sig for at følge med gruppen på deres rejse mod Pluton.

Overraskende nok informerede Ratislav snart besætningen om at en mulig åbning til Pluton var inden for rækkevidde, og det lykkedes Walnan at udnytte muligheden for at sende Mark II sikkert til den Døde Høsters astraldomæne.

Plutons tema:

(Bonustema til Pluton: Here's To The Fall af Kamelot.)

Den første oplevelse gruppen havde på Pluton var en følelse af mørk energi der lod til at sænke sig over det i forvejen dystre domæne, idet en strøm af stærke kræfter begyndte at svæve om et fjernt, kranieformet objekt. Qarathon informerede gruppen om at det ikke blot havde spredt sig på tværs af domænet, men på tværs af hele astralhavet - eller muligvis hele multiverset.

Efter at have hvilet sig opdagede Victor og Walnan at være udsat for en sær form for forbandelse der drænede deres livskraft.

Gruppen begav sig væk fra skibet mod den store klippe omringet af stærke kræfter, men lod ikke til at komme synderligt nærmere. De nåede dog snart til en forladt og ødelagt by, med en nærliggende villa på en høj. De begav sig op til villaen, hvor medlemmer af den Grå Legion vogtede over en kanariefugl.

Den Grå Legion.

Snart blev villaen angrebet af en kæmpemæssig rød drage, der ønskede at legionen løsgav kanariefuglen i Bahamuts navn. Gruppen skiftede side efter at have set dragen indhylle en håndfuld legionærer i hvidblå flammer, og sammen fik de hurtigt udslettet de sidste legionærer.

Dragen var Chariturivix, Den Som Brænder Himlen I Sin Flugt, Exarch af Platindragen Bahamut. Han var kommet til Pluton for at finde Tozamarodax (som Dak kendte bedre som "Tommax"), en gulddrage der var forvandlet til en kanariefugl. Efter at have talt med gruppen, fløj dragerne væk mod Celestia - og sørgede for at lave en afledning for de legionærer der stadig måtte befinde sig i området.

Gruppen begav sig videre, og nåede snart til et dystert kapel hvor de fandt et uhyre med et stort fuglekranie som hoved, og vinger dækket af sorte fjer. Væsenet kaldte ud med en parodi på en stemme, og angreb gruppen så snart de kom inden for rækkevidde. De skaffede sig dog hurtigt af med den, og begav sig ind i det dystre kapel hvorfra uhyret var kommet.

Kapellet var en ruin, og begravet i murbrokker fandt gruppen snart en nedgang til en underetage med en stor sort sten. Victor gav stenen af sin livskraft, og var i stand til at kaste sit blik ud på tværs af Pluton. Båndet til stenen gav ham desuden muligheden for at åbne en portal der ville sende gruppen tættere på deres mål, og de greb muligheden.

På den anden side af portalen var en række korridorer hvor en håndfuld folk var i gang med at udføre en form for ritual. Nogle af dem var grå legionærer imens andre var væsener med kroppe bestående af arret hud og hvid-lilla energi, hvis ansigter var skjult af masker med seks øjenhuler.

Væsenernes masker.

Gruppen forsøgte et bagholdsangreb på en af de grå legionærer, men blev opdaget før de kunne nå at udføre planen til ende. Legionæren kaldte på hjælp, og snart dukkede flere af fjenderne op - inklusiv et væsen bestående af stenskår der var i stand til at tage form af forskellige væsener. På trods af fjendernes selvsikkerhed og arrogance var gruppen i stand til at udslette flere af dem relativt hurtigt, men ritualisten, stenvæsenet og en enkelt legionær stod stadig tilbage ved sessionens afslutning...

Drama Points

(Denne omgang af belønninger er vage, og en generel vurdering af drama-værdige handlinger i løbet af ovenstående begivenheder.)

Dak: +2

Gray: +1

Luna: +2

Victor: +2

Walnan: +1

B: Opsummering for 18/5 + 25/5 + 1/6

Opsummering

Gruppen besejrede langt om længe skarabæ-mumierne, og slap væk fra Viznalims Grav med viden om tre lokationer og en række kryptiske vers. På vej ud ad graven fandt de ud af, at en gruppe riddere af Smaragdkloens Orden også var i gang med at udforske graven, men den eneste overlevende af disse viste sig at være en mekanisk soldat, som gruppen hurtigt dræbte.

Efter et hvil rejste gruppen videre mod Krezent, og de ankom efter fire dages rejse.

Efter at have fundet sig en smule til rette i Krezent (inkl. tid til at bygge rustning og våben), blev gruppen inviteret af Roanar til at følge med på en tur ind til Lysets Råd. Gruppen besluttede sig for at følge med ind i zigguratten.

På vej derind var gruppen nødt til at passere forbi en vagtpost, hvor kun de med "rene hjerter" kunne passere igennem. En kvinde, der boede i zigguratten med sin familie, havde problemer med at passere forbi, men med gruppens hjælp nåede hun igennem (om end en dusk shard-halskæde fattigere). Gruppen passerede forbi uden problemer.

Det lod til at zigguratten havde forskellige former for vagter og præster af shulassakar-folket - de fleste var bevæbnet med langbuer, og havde enten farvestrålende tatoveringer eller slangetræk dækket af fjer i alle regnbuens farver.

Efter en tids vandren i zigguratten (og venten i et ventekammer) nåede gruppen frem til Lysets Råd, der bestod af fem individer:

• En unavngiven elvisk skikkelse, der lod til næsten at være et omvandrende lig med en gylden ansigtsmaske.
• Aherion Lanharath, som gruppen havde mødt forleden dag.
• Chlaire ir'Aiska, en half-drow som nogle i gruppen havde set i Sharn da byen blev belejret af tarrasquen.
• Inavissa'tassalyn, en shulassakar-præst der talte for couatlen Ishkayossikalliar.
• General Tovaash, en gylden dragonborn fra Q'barra.

Elverskikkelsen ved Lysets Råd.

Aherion Lanharath.

Chlaire ir'Aiska.

Der blev udvekslet information, og gruppen blev rådet til at tale med Krezents udviste bibliotikar: Zuhesh'itehan, den Faldne Lærde.

Efterfølgende forsøgte Xarmash at finde en funktionel smedje, Urzuk hjalp igen kvinden som gruppen mødte ved indgangen til zigguratten, og Maddan havde en samtale med Zuhesh'itehan - en stor, slangeagtig skikkelse med fjerløse vingestumper, der tilsyneladende var indespærret i et bibliotek i teltbyen.

Da gruppen sidenhen talte med Ringol om hans identitet og planer, sagde gnomen at han ikke havde ondt i sinde for verden eller gruppen selv, men at han heller ikke havde tænkt sig at blive længe i Krezent. Hvis gruppen ønskede det, ville han invilge i at fortælle dem hvem han var - men kun hvis de virkelig ønskede det, da det ville være viden som ikke kunne trækkes tilbage...

A: Opsummering for 29/4 + 6/5 + 13/5

Opsummering

Gruppen kæmpede ihærdigt mod Kloppervokken, men en efter en endte de bevidstløse på jorden. Da håbet var på nippet til at være brugt op, løb en dreng og en pige, som bar Excalibur, ind fra skoven og tog kampen op mod uhyret. Det gav gruppen tid og pusterum til at omgruppere, men de to unge nyankomne var ikke trænede krigere, og selv en skræmt Kloppervok var en voldsom udfordring for dem - og drengen, som kaldte sig for "Den Blege Prins", blev snart slugt levende af Kloppervokken. Med lidt hjælp fra gruppen endte det dog med at pigen "Alice" huggede hovedet af uhyret - og efter hovedet var hoppet væk, forsvandt begge de unge (inkl. Excalibur).

Gruppen påkaldte Jårkræ, den Røde Middagsridder, for at hjælpe de sårede under kampen.

Efter at have brugt den livgivende kalk fra Fiskerkongen til at genoplive Gray, drog gruppen videre, indtil de kom til en lysning hvor den Grønne Ridder udfordrede dem. Først var han for hurtig til at kunne blive såret, men de sænkede hans hastighed og Gray taklede ham ned fra hans hest. Så påkaldte han hjælp i form af de døde riddere Myrail og Grigori Yuri - begge krigere som nogle af gruppens medlemmer havde set dø. Da de begge havde brugt deres livskraft til at beskytte Ridderen, udfordrede han gruppen til at stille op med en enkeltperson til en duel. Gray tog udfordringen op, og selv om han var den eneste der rent faktisk kæmpede mod Ridderen, fik han hjælp, heling og opmuntrende ord fra de andre i gruppen, der konstant stod klar til at gribe ham hvis han faldt om. Inden længe var Ridderen besejret, og Gray kappede hovedet af ham hvorefter han ærede Ridderen ved at hælde alkohol ud over stedet hvor han faldt.

Gruppen påkaldte Araellon, den Hvide Morgengrysridder, for at holde Grigori Yuris opmærksomhed under kampen.

Ved at bruge det tredje horn til at påkalde den sidste af Baba Yagas ryttere, sikrede gruppen sig passage tilbage til Urskoven, hvorfra gruppen fik yderligere hjælp fra vinterulven Fraga til at nå tilbage til deres pram. Herfra rejste de tilbage ad Tidens Flod til Senaliesse, og dukkede op få øjeblikke inden de tog afsted.

Den Sorte Midnatsridder.

Dak var død under kampen mod den Grønne Ridder, så gruppen fik hjælp fra Herbert von Westgaarde til at genoplive ham. De nåede derefter at få en god omgang søvn inden fortællingerne skulle fortælles og Stjernernes Spil afsluttes.

Her er en kortfattet version af hvad der skete:

• Victor havde nægtet at betale sin gæld til mosekonen Helga, og ved at bryde sit ord var han ikke længere i stand til at deltage på vegne af Koralhoffet. Mark tog hans plads, både som væbner og som fortæller.
• Vinterskæg tvang alle hofferne til at give en enkelt belønning videre til et andet hof, hvorefter belønningerne blev vurderet. Det Grønne Hof stod til at vinde, med Sommerhoffet på andenpladsen, Koralhoffet på tredjepladsen, og Tusmørke- og Vinterhofferne på en delt sidsteplads.
• Den Grønne Ridder afslørede sin egen identitet: Nuadar Shavian, første bærer af Claoímh Solais, og for evigt forvist fra Stjernernes Spil. Dette ugyldiggjorde alle belønninger som han havde været med til at optjene, inklusiv hvad hoffet havde givet i gave til Sommerhoffet.
• Den Grønne Ridder inviterede desuden Gray til at træne med Ridderen ved den Hvide Brønd, da han havde et par ting at lære ham om Excalibur.
• Med denne rokering (og Flyndrals efterfølgende påkaldelse af Kvældslotstraktaten) faldt det Grønne Hof til en sidsteplads og Sommerhoffet til en næstsidsteplads. Vinterhoffet lå nu på en andenplads, Tusmørkehoffet på en halvandenplads, og Koralhoffet stod endelig som vindere af Stjernernes Spil.
• Belønningerne dukkede op i luften fra en besynderlig sfære med en ildevarslende besked: "Det syvende segl er knust. Det ottende segl er smedet af sølv og knogle. Allabar vil åbne vejen for Moderen til Den Midterste Drage."
• Lettere fornærmet lod Sommerdronning Tiandra sværdet Caladbolg falde ned i stengulvet, hvor det lod sig begrave halvvejs op ad klingen.
• Gray påkaldte Radim, som dukkede op bag gruppen.

Drama Points

Alle

• +1 for at have gennemført Stjernernes Spil, og yderligere +1 for at have vundet Spillet.
• +1 for at have vundet Excalibur, en del af Himlens Arsenal.

Gray

• +1 for duellen med den Grønne Ridder.

Victor

• +1 for godt rollespil af navneløshed.
• +1 for godt rollespil af aftalen med Helga.

Walnan

• +1 for god planlægning ved Kloppervokken.

Fortællingerne

Sommerhoffet (Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje)

Fra Hvide Tårn vi vidste hvor ku' findes tumtum-træ;

Som vokser på en massegrav for tabte og fortabte.

Placeret lavt på himlen, under navnet kært Fantasia;

Og ud vi drog med fønikssejl mod det som vanvid skabte.

En stjerne lå på horisonten, lilla, lav og klar;

Det Falske Håb der lurede og lokkede med lys.

Men ej vi sejled' mod den, for vi vidste hvem den var;

I stedet anden stjerne væk, til højre, åh så tys.

På Nattehavet sejled' vi, igennem mulm og mørke;

Som blindt og magtesløst ej kunne række ud mod skibet.

Vi ankom snart til Flammehavet, gjort af ild og tørke;

Som bød os op til dans, og vi tog mod hvad var os givet.

På tværs af ild vi stod i skov af knuste drømme;

Som søgte ly hos Hvide Tårn, og viste os til smutvej.

Vi graved' under rødder, hvor vi snart fandt gange tomme;

En labyrint af tid og rum, som ofre for en drageleg.

Trods dragen hvisked' til os for at lede vild med løgne;

Ukueligt vi drog igennem labyrintens lag.

Med sind beskyttet og med syn der ikke brugte øjne;

Og snart vi stod ved rødder af det sagnomspundne træ.

Vi plukked' frugten straks, og tog den med os væk derfra;

Igennem labyrint hvor vinger basker uden fjer.

Igennem hav af flammer, til vor Føniks som stod klar;

Igennem nat til feers rige, igen iblandt jer her.

Tusmørkehoffet (Flyndral)

En lille pige blev forvist af alle sine kære / Til at leve sit liv nede i mørket / Så hun om alle verdens grufuldheder kunne lære / Til hendes hjerte gav op og hendes blod var størknet.

Familien smed pigen ned i et hul / Og lod hende falde, langt ned i dybet / Hvor alt var mørkt og sort som kul / Men hendes sjæl bevarede lyset.

For pigen fandt en dør til mørket under os / Hvor vanvid presser sig ind / Og Månen viste hende vej ud af sin trods / For mørket i familiens sind.

Hinsides vanvid blev hun vejledt vel af Parsifal / Og Chester invitered' begge til at drikke te / Med syvsover og hare, en træt og den anden gal / Og jeg selv, sendt for at sikre hvad der måtte ske.

Min herre havde udset pigen, ung hun var / Som elsker til en elverprins, forvist fra is og sne / Snart Alice mødte bleg en prins; de danned' kønt et par / Imens de listed' væk, ej mere i humør til te.

I latter og i galskab længe leged' de i haven / Og hvis det stod til mig, således til dages ende / Men skæbnen ville andetsteds, og Kloppervok så gnaven / Snart tvang dem til at vågne op, til liv tilbagevende.

Men under kampens hede så vi tumtum-træets skat / Dets vogter travl i kamp, om end tyran eller kustode / Og frugten lod da til at svæve ned, med smilet fra en kat / Mens Alice proklamered' Kloppervokkens tab af hoved.

På Neraths Vinger fløj de unge elskere snart hjem / Med husked' ej hinanden, da de mødtes snart igen / De rejste vider' i et hold af eventyrer' fem / Kun minded' svagt om drømmen om en barndomsven.

Jeg står foran jer nu, og skønt jeg ikke nævner navne / Er det dog sandt at Alice snart blev blodig en grevinde / Og elverprinsen ville i en lignende skæbne havne / Med titlen fra sin far, ført hid med kolde vinde.

Kun få vi var før denne dag, som kendte til fortælling / Om Alice og den Blege Prins, om kamp med Kloppervokken / Men selv om deres liv tog mørk og grum en vending / Var historien dog sand, så hold lidt igen med brokken.

Vinterhoffet (Zerlanna)

• Med Nordenvinden i ryggen rejste vi ud på Nattehavet, for at nå frem til stjernen Fantasia. Fuyalvin ledte an, og havet frøs under os. Mørke kræfter lurede under overfladen, men da de slog ud efter os, hylede Garm, og mørket fortærede sig selv.
• Vi nåede snart frem til Flammehavet, og med Fuyalvins magi blev vi beskyttet med kulde længe nok til at nå uskadte igennem. På den anden side var en skov berørt af vanvid, omringet af tåge, og Garm snart fik færten af tumtum-træet.
• Vi satte straks til vejrs med Nordenvinden, men blev belejret af pile fra skoven, og var tvunget til at lande og finde vej igen.
• Dybt i skoven lød snart stemmer, og mareridt fra vores egne sind tog form i skyggerne. Selv så jeg en hærskare af den døde gudinde Khalas engle, men dette var tredje gang jeg stod imod dem, og de var snart ikke mere end et dårligt minde.
• Resten af mit hold havde desværre ikke held med at bryde igennem mareridtet, så jeg fortsatte alene til den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod på en bakketop, som et sidste værn mod galskaben på den anden side.
• Jeg bønfaldt træet om en frugt, og i bytte for et løfte var det villigt til at lade mig få den sidste af dets frugter. Jeg vendte tilbage til mit hold, og skønt de endnu var i kamp mod skyggerne, formåede vi at forlade skoven igen.
• Tågen om skoven formede jeg til et skib, som vi brugte til at gennemtrænge Flammehavet, igen gjort hastigt af Nordenvinden. Under Nattehavet var mørket nu mæt, og gjorde ikke engang tegn til at angribe os imens vi passerede over det.
• Og nu står vi her igen foran jer, såret i stolthed om end med frugten fra tumtum-træet i favnen.