B: Opsummering for 26/10 2017 til 16/8 2018

Situationen nu...

Gruppen - nu kendt som "Fimirerne" - er brudt ind hos Ildprofeten Vanifer og har stjålet en ritualbog. Nu gælder det om at komme væk, idet byen Natarum bliver angrebet af jordkultister og aberrations!

Vent, hvad?!

En kort opsummering af gruppens eventyr siden sidst blogindlæg:

• Man nåede ned til bunden af Kheproths Bibliotek og mødte Kheproth.
• Man befriede Regnbuekejseren Kotzelkan, en mægtig titan, og angiveligvis alle titaners fader, fra dens indespærring hos Det Røde Dynasti.
• Zennar er åbenbart efterkommer af Storvesir Atenvorax?
• Titaner, dæmoner og dæmonisk påvirkede tjenere af dæmonfyrsten Masvirik angreb Tordendalen, og gruppen forsvarede den - i samarbejde med både Kotzelkan, Sophylla, dinosaurflokke og udsendinge af Det Røde Dynasti.
• Efter slaget lod der til fortsat at være en usikker alliance mellem Dynastiet og Kotzelkan - med Sophylla som mægler mellem dem.
• Gruppen vendte tilbage til Krezent, og mødte en warforged ved navn T0M på vejen. De var vidne til øglekapløb, de opsporede en kult af udøde, fandt spøgelset af Alaric d'Cannith indespærret i en magisk krystaldisk, og rejste til mørkets plan, Mabar, Den Endeløse Nat, sammen med Obet, en tjener af Dødens Dronning.
• Efter at have rejst lidt sammen med Obet, mødte gruppen en arcanaloth ved navn Amarezen, og dens mæcen, en sort drage ved navn Barunahk (Der Hvisker I mørket)
• Kellark fik en ny armbrøst. Obet blev efterladt hos Amarezen, og man trodsede flere af Dødens Dronnings tjenere. Så tog gruppen tilbage til Krezent, hvor kun få øjeblikke var passeret.
• Forstyrrelser østpå ved vulkanen kendt som Onatars Næve fik gruppen til at tage derhen. På vejen mødtes de med Zeruthosis, Hvis Flammer Fortærer De Vantro - lederen af de ryttere der havde hjulpet gruppen ved slaget om Tordendalen, og den nuværende bærer af Akhetsefet, Horisontens Flammende Klinge.
• Onatars Næve var ikke bare en aktiv vulkan - der var bygget en by inde i bjerget, hvor folk var begyndt at tilbede den røde dragetitan Rathivar. På vejen derhen blev gruppen flere gange angrebet af aberrations, og mødte også Rathivar selv.
• Gruppen blev velsignet af dragen, og fortsatte hen til Natarum - byen inde i Onatars Næve. Her mødte Kellark sin far, grandonkel og hidtil ukendte søster, og der blev lagt planer for den nære fremtid.
• Rygter om gruppens heltegerninger i kamp mod aberrations var blevet spredt til Natarum, hvor særligt Den Evige Flammes Kult (tilbedere af Rathivar) nu kaldte dem for "Fimirerne". Ingen ved helt hvorfor.
• Det blev besluttet at turen skulle gå til Dhog Thoram, for at finde Kong Karkanaks Kædekrone, og gamle hemmeligheder og skatte fra det tabte dværgrige. Doldarun-klanen havde finansieret en ekspedition til Dhog Thoram for nyligt, og de havde måske viden som kunne bruges her.
• Gruppen tog ud på en kort mission og befriede dværgen Durnark Doldarun, som var blevet kidnappet af orker. Durnark var glad for gruppens hjælp, og fortalte dem hvordan de kunne finde indgangen til Dhog Thoram ved Goradra-kløften.
• Tilbage ved Natarum blev gruppen mødt af elverpræstinden Dagrana - tilsyneladende et medlem af Den Evige Flammes Kult og Det Røde Dynasti, og præstinde af solguden Ra. Hun ville have gruppens hjælp til at plyndre en vigtig ritualbog fra Ildprofeten Vanifer (lederen af Den Evige Flammes Kult), og sagde at hun ville kunne bruge denne til at befri Thaelindar Galanodel fra dæmonfyrsten Masviriks indflydelse.
• Gruppen indvilgede i at hjælpe, og et par dage senere begyndte de operationen: T0M og Urzuk distraherede Vanifer ved Smeltediglen, imens Kellark, Zennar og Dagrana brød ind i ildprofetens gemakker.

B: Opsummering for 12/10 + 19/10 2017

Opsummering

Gruppen tilbragte den efterfølgende dag med at hjælpe Sophyllas tjenere. Arbejdet med at restaurere ruiner var problematisk og i nogen grad ligefrem farligt - men i løbet af dagen imponerede gruppens medlemmer de lokale på flere måder med deres kreative former for problemløsning.

Efter endnu at have hvilet sig, begav gruppen sig ned i det såkaldte "bibliotek".

Det første indtryk var basrelieffer og udhugninger med kreativ brug af negativt rum, samt en række statuer, der ikke brød sig om graffiti.

Fire ud af i alt tolv statuer i kælderen på bygningen angreb gruppen, og ikke nok med at de kun kunne såres ved magi eller magiske våben - hver gang en statue blev knust, vågnede en ny for at slutte sig til kampen!

Statuerne gemte på talrækker skrevet med drageruner, på den modsatte væg var fire stenhjul - lavet af samme stenarter som søjlerne, og ligeledes udfyldt med drageruner for tal. Det lod til at hjulene kunne drejes så et enkelt tal var markeret med en pil, men gruppen fokuserede på statuerne.

Efterhånden som kampen skred frem, vågnede statuerne hurtigere uden at være blevet provokeret til det - og både Ravishana og Xarmash var på dødens rand i løbet af kampen. Heldigvis var statuerne nogenlunde forudsigelige i deres adfærd, hvilket gjorde det muligt for gruppen at overleve længe nok til at knuse dem alle til stumper af ikkemagisk sten.

Efter at have hvilet sig og tilset hinandens sår, gav gruppen sig til at undersøge stenhjulene og tallene på søjlerne. Talrækkerne lod ikke til blot at være en rækkefølge af tal som de tilsvarende hjul skulle drejes til. Urzuk lagde dog mærke til, at der manglede et af tallene fra 1-9 på hver af de fire søjler. Da hjulene blev drejet til de "manglende" tal, åbnedes en hemmelig dør i væggen til højre i kammeret.

Lynhurtigt sprang en sulten ghoul ud af den nye korridor, og den gav sig til at bide i gruppens medlemmer inden den opdagede at de var i flertal. Den forsøgte at løbe ud af rummet, men gruppen dræbte den inden den nåede ud i sikkerhed.

Den hemmelige korridor viste sig at indeholde kradsemærker fra ghoulen, der lod til at have været indespærret der i ugevis - hvis ikke ligefrem måneder. Korridoren endte ved en trappegang, der førte længere ned, til et stort kammer med kuppel i loftet. Otte store menneskelige statuer med hoveder fra sjakaler stod langs siderne af rummet, og imens der et sted lod til at være et hul i gulvet, så der ud til et andet sted at være en stor stenblok. Igen var der ingen tydelig udvej.

Kellark tog et skridt ind i lokalet, og en af statuerne sprang ned fra sin placering, på vej direkte mod dværgen...

B: Opsummering for 14/9 + 21/9 2017

Opsummering

Gruppen besluttede sig for at bevæge sig igennem junglen, der lod til at blive lavere og dybere jo længere de begav sig ind. De fandt hurtigt en flod, og fulgte den indtil de kom frem til en lysning med usædvanligt lidt bevoksning og rester efter syre og kamp. Efter en kort hvileperiode blev gruppen pludselig angrebet af animerede skeletter fra en klingetand og en sværdtand!

"Sværdtand" er Common, og tilsvarer det latinske "Tyrannosaurus".

Efter en hård kamp lykkedes det gruppen at knuse skeletterne og lægge dem til hvile igen. De fulgte floden videre, og kom snart til et tårn, som var beboet af blodbavianer og glidevinger. Blodbavianerne informerede dem om at der var foregået en kamp ved lysningen hvor gruppen havde været tidligere - og at Dronning Sophylla havde grebet ind ved at flyve op over lysningen og bade de kæmpende i syre.

Glidevingerne var ikke den store hjælp, men fortalte dog, at Sophyllas palads var på tværs af floden.

Gruppen begav sig snart videre, og nåede til en forseglet grav der mindede om hvad gruppen tidligere havde set af ruiner fra Deshirik, det Røde Dynasti. De brød forseglingen og begav sig inden for. Væggene var dekoreret med dyremotiver, og dybest inde i graven var en sarkofag og en stor statue med dragonshards som øjne. At klatre op på statuen med intentionen om at fjerne dens øjne lod til at være kriteriet for at vække den til live, og den angreb gruppen - ledsaget af en mekanisk stenskorpion, der gik på loftet og skød stråler af ild ud af sin hale.

Inden længe blev både statuen og skorpionen knust, og gruppen fandt i sarkofagen et mumificeret lig. Liget knugede i sine hænder en skrøbelig skriftrulle der lod til at beskrive en form for rune, der krævede kendskab til både Draconic og Elvish.

• Navn: Shukho ("Vind")
• Påkrævet dragonshard: Khyber
• Våben: +1/2/3d6 slashing damage.
• Rustning:
• 1/2/3:
• If your walking speed is less than 30/40/50 ft., it is increased to 30/40/50 ft.
• Your walking speed cannot be reduced to less than 30/40/50 ft.
• 2/3:
• You can jump up to 20/25 ft. as part of movement during your turn.
• 3:
• +1 AC

Det skulle desuden vise sig, at et par af gruppens medlemmer her var blevet forbandet med Mummy Rot.

Resten af dagen brugte gruppen på at følge floden videre, og den lod til at flyde i en stor ring eller spiral i Tordendalen, ind mod midten.

Om natten fik gruppen besøg af en gigantisk metallisk-rød drage, der introducerede sig selv som Glauvanchrysophylaxis - forkortet "Sophylla". Hun forklarede at gruppen var begivet sig ind på hendes territorium og havde begået indbrud i en ruin der tilhørte hende. Hun gav dem muligheden mellem at lide en smertefuld død eller at tjene hende. Gruppen valgte mulighed nummer 2, og dragen samlede dem op for at flyve dem til sit palads.

På ryggen af dragen nåede gruppen hurtigt over flodens resterende bugtninger, og nåede ud på natten til Sophyllas palads - en ældgammel bygning, der var blevet restaureret og dekoreret med bladguld og ædelstene. Andre (mindre prangende) istandsatte bygninger stod omkring paladset, og gruppen fik tildelt et sted at sove.

Næste morgen fandt gruppen ud af, at spejderne, som var taget ud for at finde Kheproths Bibliotek før dem selv, nu tjente Sophylla. Man havde fundet et såkaldt "bibliotek", som var bevogtet med fælder og mekaniske vogtere, og som Sophyllas tjenere endnu ikke havde udforsket - og dermed var man heller ikke sikker på om dette var Kheproths Bibliotek.

Der blev desuden indgået følgende aftale med dragedronningen:

• Sophylla ville sørge for at fjerne en forbandelse fra et af gruppens medlemmer med det samme, og endnu en forbandelse dagen efter.
• Resten af denne dag skulle gruppen hjælpe til i arbejdet med at restaurere ruinerne i Tordendalen.
• Dagen efter skulle gruppen begive sig ind i ruinerne efter det såkaldte "bibliotek". Gruppen skulle sørge for at medbringe hvad end det var for værdigenstande der måtte befinde sig nede i "biblioteket" til Sophylla, og var herefter frie til at forlade Tordendalen.

B: Opsummering for 7/9 2017

Opsummering

Ravishana og Urzuk indhentede resten af gruppen tidsnok til at se den sidste jordelemental falde livløs sammen i en bunke sten. Yderligere udforskning af kammeret viste at den ovale stensarkofag hverken kunne ødelægges med køller af træ eller knytnæver af kød og knogler.

Magiske adamantinsværd var dog åbenbart dens svage punkt.

Inde i den knuste sarkofag lå et skrøbeligt dragonborn-skelet, der knugede en kugle af rød-gyldent metal i sine knoglefingre. Ravishanas finnehorn dukkede op i rummet med en anden stump lignende metal. Begge stumperne så ud til at være bygget på samme måde, og hver stump var tydeligvis blevet flået fra en større genstand, men stumperne passede ikke sammen.

Gruppen begav sig videre til det sidste uudforskede rum i ruinerne, som var fyldt med afbrændte skeletter fra dragonborn, der alle var sorte og forkullede. Et enkelt sted på bagvæggen (formet som en stående dragonborn) var fri for sod, og i bunken af knogler foran det væggen var den sidste stump rød-gyldent metal som gruppen ledte efter. Den passede sammen med begge stykkerne de allerede havde fundet, og udgjorde tilsammen et scepter (om end ikke et der hang særlig godt sammen).

Dragonborn-spøgelset (der hed Arshak) forklarede at scepteret sandsynligvis ikke havde meget magi tilbage efter at have været knust i tusindvis af år, og at man var nødt til at kende til den rette håndtering af scepterets mange knapper og bevægelige dele for at åbne en portal til et sikkert sted der rent faktisk eksisterede på Eberrons overflade. Han tilbød at besætte et medlem af gruppen for selv at kunne betjene scepteret og få det til at åbne en portal til den sidste destination for glasporten, men kendte ikke til specifikke destinationskombinationer for scepteret ellers.

Xarmash indvilgede i at blive besat, og manipulerede scepteret imens Ravishana holdt det fast i hænderne. Dette åbnede en magisk portal i midten af glasporten, og gruppens medlemmer sprang igennem én efter én. Ravishana selv forsøgte at medbringe scepteret, men det blev knust og sprængt i utallige skår så snart hun var nået ud på den anden side.

Den anden side af portalen viste sig at være på en bakketop - på den ene side var det enorme hav af kviksand, som gruppen var stødt på tidligere, og på den anden var en kæmpemæssig jungle, der strakte sig ud til horisonten. Noget gyldent glimtede langt væk i trætoppene, og Urzuk fik at vide fra et par forbipasserende glidevinger, at dette var "Sophyllas Palads". Junglen selv var fyldt med liv: Planter som ikke burde eksistere på Khorvaire dækkede hver en kvadratcentimeter af jorden, og fjerede øgler af forskellige størrelser lod til at trives i bevoksningen.

Efter at have samlet lidt forråd, slog gruppen lejr for natten. Den efterfølgende morgen modtog de en sending-besked fra Maddan, men kunne ikke bekræfte at de var nået til biblioteket endnu.

Sessionen sluttede med et spørgsmål: Hvad er den næste del af handleplanen? Skal gruppen forsøge at begive sig igennem junglen for at finde ud af hvad den gemmer på? Er den bedste ide at forsøge at finde en vej på tværs af kviksandet væk igen? Eller måske at søge sydpå mod Endworld-Bjergene (hvis det da er dem man kunne se mod syd)?

B: Opsummering for 17/8 + 24/8 + 31/8 2017

Opsummering

Efter en dags forberedelse tog gruppen afsted mod Kheproths Bibliotek - nu assisteret af Ravishana, en kvinde med psioniske evner. Aherion havde advaret gruppen imod kviksand i et området af ukendt størrelse mellem Krezent og deres destination. På vej derhen oplevede gruppen blandt andet følgende:

• Viznalim dukkede op på ryggen af en titanisk rød drage, og bad gruppen om Ras Øje. Han blev jaget væk af Thaelindar, som dukkede op på en anden titan, og som lod til at være ekstremt fjendtlige på grænsen til det morderiske - men med Viznalim som sit singulære fokus.
• På vejen mod biblioteket så gruppen en stor bue af glas, men gik selv i en stor bue uden om den.
• En række kløfter i høje klipper viste sig at være et hjemsted for små mimic-agtige væsener. Gruppen fandt her en ikkemagisk tryllestav, en hat og en pisk, der havde tilhørt en uheldig rejsende.
• En tynd skorpe dækkede det øverste lag af kviksand, men gruppen mistede to finnehorn i forsøget på at gå på tværs af skorpen.
• Kviksandet spredte sig over store områder af land, og ude på sandbølgerne så gruppen blandt andet store dødsorme og obelisker der gravede sig ned i sandet.

Efter at have patuljeret langs kanten fandt gruppen endelig hvad der lod til at være en sti på tværs af kviksandet, hvor de kunne gå uden at synke ned. På vejen ad denne rute blev de kort angrebet af insektagtige væsener, der fangede vinden med udfoldelige "sejl" på ryggen og gled langs toppen af sandbølgerne, men efter at havde mistet et finnehorn til dem, blev samtlige af væsenerne brændt væk eller skræmt væk.

Et enkelt sted langs stien fandt gruppen en oval plads af tyk skorpe, som de kunne gå på - men midten af denne skorpe dækkede over et dybt hul i stedet for mere kviksand. Gruppen slog lejr undervejs, men opdagede snart at den sikre sti var ved at forsvinde bag dem - og at skorpen de gik på muligvis var i opløsning.

Gruppen skyndte sig videre, og nåede til en opdeling af stien, hvor de begav sig mod syd. Videre ad stien fandt gruppen endnu en oval mængde skorpe - men uden videre stier væk. Også her var skorpen i midten af pladsen tynd, og den dækkede ligeså over et dybt hul. Med en forsvindende sti bag sig sprang gruppen ned i hullet efter at have udforsket det kortvarigt, om end ude af stand til at få et af deres to sidste finnehorn med sig.

Hullet førte til en form for tunnel der førte ned i nogle underjordiske stenrum. Drageruner nær ved loftet erklærede at stedet var "Den Endelige Prøvelses Kammer", og videre udforskning vækkede spøgelset af en dragonborn, som havde været bundet til stedet i over 10.000 år, undervejs kun forstyrret enkelte gange, og nu temmelig gnaven.

Spøgelset informerede gruppen om at en "glasport" væk fra Kammeret kunne aktiveres med et "orium-scepter," der var blevet knust og spredt i de forskellige rum. I et af disse rum var en stor ring af glas, og i et andet var vægge og loft dækket af store stenpigge - med den eneste undtagelse i form af en oval sten langs bagvæggen, som spøgelset kaldte for en sarkofag. Kellark begav sig ind i kammeret, men blev angrebet af et par vrede væsener, som bestod af stenpigge fra væggene. Med Xarmash som distrahering formåede Kellark og Zennar tilsammen at ødelægge et af væsenerne inden sessionen sluttede...

B: Opsummering for 8/6-10/8 2017

Opsummering

Gruppen takkede nej til Ringols tilbud om at fortælle dem mere.

De begav sig snart ud med kurs mod et nedstyrtet luftskib - og, i samme retning, Marzarutens Grav. På vejen overnattede de under en stor bue af glas. Luftskibet viste sig at være hjemsøgt af skyggevæsener, og efter at have besejret dem lod det til at gruppen var i stand til at løsne det bånd der bandt dem til verden. De gav besked til en gruppe folk i Krezent om hvilke dele af luftskibet der var brugbare, og begav sig videre.

På vejen stødte gruppen først på en eneboer ved navn Nikos, der lod til at have psioniske kræfter. De snakkede med ham, og han indvilgede i at hjælpe gruppen med deres færd ved at begive sig mod Zeruthosis' Helligdom.

Videre på færden fandt gruppen en oase der ikke var på deres kort. Oasen var muligvis hvilestedet for en sovende titan ved navn Vrakundo, Den Begravede Torden. Gruppen rejste videre uden yderligere interaktion.

Snart efter fandt gruppen frem til Marzarutens Grav, der var bevogtet af både forbandede vindstød, fælder, udøde, antimagiske skarabæer, og monstrøse mumier fyldt med skarabæer. Der var desuden en djinn ved navn Effasaia indespærret i graven, og Roanar slap hende fri. Gruppen havde på det tidspunkt fundet frem til en indre helligdom hvor Ras Øje svævede mellem to spejlvendte zigguratter i midten af rummet. Her var det bevogtet af mumiepræsten Marzaruten, en række mindre præster, og nogle magmavæsener. Effasaia hjalp gruppen i kamp kortvarigt, hvorefter hun tog Ras Øje og stormede ud fra graven. Resten af gruppen fulgte med efter hende - med undtagelse af Xarmash, som var blevet dræbt i bunden af graven.

Uden for graven hjalp Effasaia gruppen yderligere ved at genoplive Xarmash, og byttede Ras Øje til dem mod et løfte om hver at gøre hende en tjeneste senere.

Gruppen nåede kort at se sig omkring før Tar - en af Sharns Frelsere - dukkede op forfulgt af morderiske halflings på øgler. Både ryttere og gangere lod til at være grebet af en form for blodrus - men en enkelt blev befriet da hendes øgle blev dræbt. Gruppen dræbte resten, inklusiv den rytterløse klingetand.

Kvindens navn var Tatha, og gruppen tog både hende og Tar med tilbage mod Krezent. På vejen fandt de igen buen af glas - men nu stod buen over en dyb kløft, hvor planter voksede ned langs kløftens vægge og en død isbjørn lå på bunden. Der blev talt med fugle, og gruppen var på vej videre da et gigantisk væsen gravede sig igennem jorden hen til kløften. Den snusede ind, og bevægede sig i retning af de fugle som gruppen havde talt med i stedet for gruppen selv. Tatha kommenterede at hun havde hørt om en titan kendt som "Det Hadefulde Jordskælv," hvis beskrivelse kunne passe på dette væsen.

Resten af rejsen foregik forholdsvis uproblematisk, og tilbage i Krezent igen gik folk hver til sit:

• Tar (som åbenbart ikke var Tar) ville tage vestpå for at finde Tar (som angiveligvis var Tar).
• Ringol og Roanar ville tage videre på deres færd - måske mod The Mournland eller måske mod Karrnath.
• Tatha ville tale med Femtand-stammen og finde ud af hvordan hun var blevet grebet af blodrus. Hendes eget folk - Ildblod-stammen - var efter sigende blevet udryddet af titanangreb.
• Maddan (som havde brækket sit ene ben i Marzarutens Grav) ønskede at blive i Krezent og hjælpe gruppen derfra.
• Magisk kontakt med Nikos informerede gruppen om at Zeruthosis' Helligdom var en tabt sag, og Aherion fortalte at en rød drage var set ved Kheproths Bibliotek. Aherion sendte desuden en kvinde ved navn Ravishana for at assistere gruppen med deres yderligere rejser, idet de nu var i mangel på rejsekammerater.

B: Opsummering for 18/5 + 25/5 + 1/6

Opsummering

Gruppen besejrede langt om længe skarabæ-mumierne, og slap væk fra Viznalims Grav med viden om tre lokationer og en række kryptiske vers. På vej ud ad graven fandt de ud af, at en gruppe riddere af Smaragdkloens Orden også var i gang med at udforske graven, men den eneste overlevende af disse viste sig at være en mekanisk soldat, som gruppen hurtigt dræbte.

Efter et hvil rejste gruppen videre mod Krezent, og de ankom efter fire dages rejse.

Efter at have fundet sig en smule til rette i Krezent (inkl. tid til at bygge rustning og våben), blev gruppen inviteret af Roanar til at følge med på en tur ind til Lysets Råd. Gruppen besluttede sig for at følge med ind i zigguratten.

På vej derind var gruppen nødt til at passere forbi en vagtpost, hvor kun de med "rene hjerter" kunne passere igennem. En kvinde, der boede i zigguratten med sin familie, havde problemer med at passere forbi, men med gruppens hjælp nåede hun igennem (om end en dusk shard-halskæde fattigere). Gruppen passerede forbi uden problemer.

Det lod til at zigguratten havde forskellige former for vagter og præster af shulassakar-folket - de fleste var bevæbnet med langbuer, og havde enten farvestrålende tatoveringer eller slangetræk dækket af fjer i alle regnbuens farver.

Efter en tids vandren i zigguratten (og venten i et ventekammer) nåede gruppen frem til Lysets Råd, der bestod af fem individer:

• En unavngiven elvisk skikkelse, der lod til næsten at være et omvandrende lig med en gylden ansigtsmaske.
• Aherion Lanharath, som gruppen havde mødt forleden dag.
• Chlaire ir'Aiska, en half-drow som nogle i gruppen havde set i Sharn da byen blev belejret af tarrasquen.
• Inavissa'tassalyn, en shulassakar-præst der talte for couatlen Ishkayossikalliar.
• General Tovaash, en gylden dragonborn fra Q'barra.

Elverskikkelsen ved Lysets Råd.

Aherion Lanharath.

Chlaire ir'Aiska.

Der blev udvekslet information, og gruppen blev rådet til at tale med Krezents udviste bibliotikar: Zuhesh'itehan, den Faldne Lærde.

Efterfølgende forsøgte Xarmash at finde en funktionel smedje, Urzuk hjalp igen kvinden som gruppen mødte ved indgangen til zigguratten, og Maddan havde en samtale med Zuhesh'itehan - en stor, slangeagtig skikkelse med fjerløse vingestumper, der tilsyneladende var indespærret i et bibliotek i teltbyen.

Da gruppen sidenhen talte med Ringol om hans identitet og planer, sagde gnomen at han ikke havde ondt i sinde for verden eller gruppen selv, men at han heller ikke havde tænkt sig at blive længe i Krezent. Hvis gruppen ønskede det, ville han invilge i at fortælle dem hvem han var - men kun hvis de virkelig ønskede det, da det ville være viden som ikke kunne trækkes tilbage...

B: Opsummering for 20/4 + 4/5 + 11/5

Opsummering

Det viste sig at Belladonna, Sciroccoens Fyrstinde, Den Evige Latters Emira, Sheikha af Solens Dans, var en fe der herskede over den lille oase. Gruppen talte kort med hende, men Syldran valgte at blive i oasen da gruppen tog videre.

Snart nåede gruppen frem til Rødhorn-stammen igen, og hvilede en nat før de tog ind til oasen for at kæmpe mod den titan, som forhindrede stammen i at rejse derind. Friske og veludhvilede drog de afsted den næste morgen, og titanen viste sig at være en tidligere hammerhale kendt som Tandorok, Der Tramper Jorden Flad.

Kort forinden kampen mod titanen så gruppen en skikkelse højt på en klippetinde, der lod til at kalde på Tandorok på en blanding af elvisk og dragesprog. Skikkelsen vækkede titanen fra oasen, og fløj derefter væk på en blå wyvern, ledsaget af en lille rød drake.

Tandorok viste sig at være i stand til ikke blot at vælte de høje klippetinder i oasen, men også påkalde en storm af lyn og torden omkring sig. Ikke desto mindre lykkedes det gruppen at dræbe titanen, og de nåede at plyndre en del af dens naturlige rustning og våben inden liget sank ned i jorden og gjorde landet sort.

Maskevæveren Shenta dukkede op, og fortalte gruppen, at Tandoroks korruption og død havde gjort de lokale naturånder vrede. Hun bad om gruppens hjælp til at udføre et ritual, som ville stilne deres vrede og rense oasen igen. Gruppen indvilgede i at hjælpe, og snart måtte de beskytte Shenta fra de vrede og fornærmede naturånder, imens de hjalp til med at berolige dem. Det lykkedes dem at gøre det uden de helt store konsekvenser, og kun en lille sort plet var tilbage på jorden hvor Tandorok var faldet.

Rødhorn-stammen nåede ind til oasen, og den næste uge var præget af fred og ro. Gruppen fandt ud af fra elveren Thaelindar Galanodel, at kombinationen af dragesprog og elvisk var set før - som inskription på en grav, som hun havde opdaget (men ikke åbnet) for en måned eller to siden. Gruppen fik markeret stedet på deres kort, og besluttede sig for at rejse direkte mod denne "Viznalims Grav" imens Rødhorn-stammen foretog det sidste stykke af rejsen mod Krezent uden dem (om end med Thaelindar som livvagt). Planen var derefter at gruppen ville rejse fra graven og direkte til Krezent, for at nå frem omkring samme tid som Rødhorn-stammen.

Efter nogle forberedelser tog gruppen afsted mod graven. På vejen opdagede de et område af sort sand, der lod til at bevæge sig i løbet af natten, og senere mødte de en besynderlig rejsende, der var indhyllet i sort stof og stod ved en gigantisk bue af glas. De nåede frem efter planen til graven, der viste sig at være et kælderniveau under en for længst ødelagt bygning, på toppen af et stort plateau. Der var spor efter nogle få rejsende op til plateauet og på væk ud fra graven - og graven lod til at være blevet åbnet efter Thaelindars besøg.

Gruppen begav sig ind i graven, hvor de fandt væg og gulv skabt af wall of force-formularer dækket med illusioner, og da gulvet forsvandt, faldt de ned i et forseglet kammer hvor utallige skarabæer kravlede ud fra huller i væggene. Det lykkedes dem at åbne for en udgang fra rummet ved at påkalde en eksplosion af ild oppe ved indgraveringen af en sol på væggen, hvilket fik en del af væggen til at glide ned i gulvet.

På den anden side var en korridor, hvor stråler af brændende lys skød ud af hullet i væggene, og lidt adgangen flygtede gruppens medlemmer fra skarabæerne på tværs af de brændende stråler. Hinsides strålerne nåede de ind bag en illusion som skjulte dem, og skarabæerne trak sig tilbage til deres rum hvorefter den hemmelige dør lukkede sig igen. Med usikkerheden om klogskaben i at tage sig et egentligt hvil i graven drog gruppen videre efter en kort omgang helende magi og eliksirer.

Oppe ad en trappe fandt gruppen et kammer, hvor de blev angrebet af besynderlige mumier fyldt med skarabæer - og da man skulle tro, at de var ved at have overhånd i kampen, dukkede endnu en mumie op igennem en væg, der åbenbart også var en illusion.

Et lille stykke inde i kampen blev Roanar voldsomt såret, men i stedet for at besvime fra smerten lod han til at forvandle sig til en antropomorf ræv med sølvpels, som brød ud i et grin da den opdagede sin egen forvandling...

B: Opsummering for 30/3 + 6/4 + 13/4

Opsummering

Rødhorn-stammen slog sig ned ved oasen, og Ringol begyndte at oplære de forskellige gruppemedlemmer i forskellige typer af håndværk.

Efter en håndfuld dage dukkede endnu en stamme op: Femtand-stammen, en gruppe af mennesker, elvere og halflings, der identificerede sig som Stormløbere (hvorimod Rødhorn-stammen identificerede sig som Sandskæl). Femtand-stammen sejlede på tværs af ørkenen på "sandskiffer" - fladbundede både og skibe, der blev drevet fremad af magisk forstærket vindkraft. Hvor Rødhorn-stammen havde en flok af planteædende finnehorn med sig, havde Femtand-stammen kødædende fastiether, snittere og klingetænder.

Gruppen byttede sig her blandt andet til tegninger og lidt materialer til at kunne bygge sig et fartøj i stil med en større sandskif (med planer om at lave en sandskif i "sværdtand"-størrelse).

Rødhorn-stammen drog snart videre, og gruppen tog med. Planen var at nå frem til den næste oase efter nogle dages rejse, men spejdere vendte snart tilbage til stammen med nyt om, at oasen var opholdsstedet for en titan. En anden spejder fortalte om nyligt afdækkede ruiner, og gruppen begav sig ud for at undersøge ruinerne, i håbet om at kunne mødes med stammen senere og så tage hen til oasen for at håndtere titanen.

Halvvejs til ruinen så gruppen hvad der kunne være en ukendt oase eller et synsbedrag i horisonten, men besluttede sig for at rejse videre og undersøge det senere.

Ruinen i ørkenen viste sig at være fra dragonborn-imperiet, der eksisterede et sted mellem 10.000 og 14.000 år siden, og drageruner beskrev stedet som "Den Tredje Prøvelses Kammer". Ruinen var forseglet, men gruppen opnåede adgang ved at sværge over for en aftegnelse af den blå drage Ourelonastrix, at de ville beskytte drageprofetien.

Inde i ruinen var en korridor med et gulv dækket af fliser farvet som kromatiske drager. Man var nødt til at betræde fliserne i en særlig sekvens for at nå frem til den anden side og åbne døren for enden af korridoren, da forkerte trin blev straffet med efterligninger af drageånde fra udskårne dragehovedet langs vægge og loft.

På dette tidspunkt dukkede både Urzuk og Xarmash op - foruden elveren Syldran, en skattejæger og tidligere kunde på Kellarks gamle kro, der var i området for at lede efter netop Den Tredje Prøvelses Kammer.

Efter at være nået frem til en løsning på sekvensen, begyndte gruppen at begive sig igennem korridoren - men da de var halvvejs over fliserne, dukkede dragonborn-spøgelser op for at bekæmpe gruppen. Med nød og næppe nåede alle gruppens medlemmer dog over på den anden side i sikkerhed, hvor kun en person der havde svoret at beskytte drageprofetien kunne passere videre.

Videre inde i ruinen fandt gruppen en dragestatue med fem hoveder - i de samme fem farver som fliserne i korridoren forinden. Syldran skyndte sig her at indlede Den Tredje Prøvelse inden gruppen nåede at se sig omkring - og statuen sprang til livs og begyndte at angribe alle i rummet!

Statuen havde fem forskellige typer af dødbringende ånde, men disse lod til at kunne blive forhindret ved at ramme særlige lysende ædelstene på de forskellige hoveder. Statuen bestod desuden af hærdet sten, der var resistent over for almindelige våben - men i sidste ende, efter en lang og hård kamp, var Urzuk i stand til at kappe alle fem hoveder af med et enkelt hug, ved hjælp af adamantium-sværdet fra Hafrazens grav.

Dragonborn-spøgelser dukkede op igen, men denne gang for at hylde gruppen som nye beskyttere af drageprofetien, og et kammer i midten af lokalet blev åbnet. Her fandt gruppen en bog af sølv og guld, et siberys dragonshard til at læse teksten i bogen igennem, og en magisk amulet farvet som de fem typer af kromatiske drager.

Straks da gruppen var kommet ud af ruinen igen, så de en lille rød drake, som hurtigt fløj væk over dem.

Gruppen hvilede sig kort, hvorefter de drog videre igen, med planer om at forlænge turen en smule for at undersøge oasen/synsbedraget. Da de kom nærmere, viste det sig rigtignok at være en oase - befolket af letpåklædte og udsmykkede mænd og kvinder, der lod til at holde til i store flamboyant farvede telte. Et par af folkene mødtes med gruppen da de var nær oasen, og det blev her fortalt, at oasen blev styret af en fyrstinde ved navn Belladonna - ifølge nogle folk betegnet som en fe - der ønskede at mødes med gruppen og høre om deres eventyr.

B: Opsummering for 16/3 + 23/3

Opsummering

De to animerede rustninger fortsatte deres kamp mod gruppen, men selv assisteret af animerede våben kunne de ikke holde længe ud, og blev snart besejret, hvorefter de faldt fra hinanden i bunker af fragmenter.

Videre udforskning af graven afslørede en række skatte, inklusiv en pæn sum penge og ædelstene, foruden nogle lerflasker med ukendt væske og en pose med besynderlige frø.

Efter en del diskussion endte gruppen med at hive sværdet ud af sarkofagen i midten af rummet - og straks efter begyndte bygningen at styrte sammen. Gruppen nåede ud, men hvad end der var begravet i sarkofagen var også på vej op, og de gjorde sig klar på at møde det i nattens mulm og mørke.

Væsenet var en oldgammel og indtørret vampyr, der hurtigt gjorde Urzuk til sin slave og begyndte at flygte da gruppen angreb ham. Efter en kort samtale (og lidt af Urzuks og Xarmashs blod) viste det sig at vampyren var General Faril Hafrazen, en paladin af solgudinden Dol Arrah, som var blevet indespærret af Karrn Erobreren for omkring 2000 år siden. Han hævede sin kontrol over Urzuk, og rejste videre mod Karrnath i form af en flagermus.

Gruppen rejste videre mod den oase, hvor de efter planen skulle mødes med Rødhorn-stammen igen, men stammen havde slået midlertidig lejr et par timer væk fra oasen fordi spejdere havde rapporteret, at den var beboet af wyverns. Efter en god nats søvn drog gruppen videre mod oasen for at løse wyvern-problemet, og ved vandhullet fandt de en enkelt wyvern, som var blevet efterladt af to andre.

På vej igennem det høje græs mod wyvernen var gruppen dog så fokuserede på det store dyr, at de først i sidste øjeblik lagde mærke til en flok snittere - dinosaurer dækket af både skæl og fjer, med lange bagklør - der lod til at være lige så overraskede over at være stødt på gruppen som vice versa.

Både snitterne og wyvernen besad den samme ætsende effekt som den blå wyvern gruppen havde mødt tilbage i Seawall-bjergene, men imens snitterne i en form for bærsærkergang angreb gruppen uden tanke på eget helbred, var wyvernen snu nok til at søge ly i palmetræers blade efter hvert angreb.

Selv ikke dette var dog nok til at redde den, da Zennar udmattede væsenet med sine konstante eldritch blasts og pile, og kampen blev afsluttet da Kellark med nærmest overnaturlig præcision sendte en pil igennem hvert af væsenets øjne.

Crafting

Ringol tilbød at lære forskellige gruppemedlemmer forskellige håndværk til bedre at kunne overleve fremtidige udfordringer, og folk endte med at vælge følgende håndværk:

• Kellark: Magiske nipsting (fx smykker og magiske runer til at forstærke våben)
• Maddan: Mekanismer (fx tekniske forbedringer af armbrøste og Sara)
• Urzuk: Rustninger
• Xarmash: Våben
• Zennar: Alkymi (fx gifte og eliksirer)

Ringol er en dygtig mentor, og kan på en måneds tid give en karakter følgende:

• Expertise i et værktøj som karakteren allerede er proficient i, eller proficiency i et nyt værktøj.
• Proficiency betyder at man kan lægge sin proficiency bonus oven i et check hvor man bruger værktøjet, og tillader personen at udøve håndværk med det værktøj.
• Expertise betyder at man kan fordoble sin proficiency bonus i et check hvor man bruger værktøjet, og giver personen advantage på slag med en proficiency die med det valgte værktøj.
• Kendskab til basale "opskrifter" inden for et håndværk.

B: Opsummering for 2/3 + 9/3

Opsummering

Ved en nærliggende oase mødte gruppen Rødhorn-stammen, som de besluttede sig for at rejse med.

Gruppen stødte på følgende nævneværdige personer:

• Donubu, mandlig halfling og lath af Rødhorn-stammen.
• Shenta, ældre kvindelig halfling, tidligere maskevæver af Rødhorn-stammen. Bruger sine magiske kræfter til at fremmane mad og vand til stammen. Har en særlig sten, som hun lader til at spørge om råd.
• Devra Stålkæbe, kvindelig half-orc der handler med mindre magiske genstande.
• Gralmar Doldarun, mandlig dværg der handler med dragonshards.

Ringol og Roanar informerede gruppen om, at de planlagde at rejse med stammen hele vejen til tempelbyen Krezent - en tur, der nok ville tage et par uger.

Halvvejs mellem denne oase og den næste på stammens rejseplan vendte en spejder tilbage med nyt om, at han havde fundet underlig ruin i ørkenen, der lod til at være blevet afdækket af vinden. Han havde nogle aftegninger med fra tekst på ruinen, som Maddan genkendte som Infernal.

Gruppen tog afsted mod ruinen, og nåede dertil et par timer før solnedgang. Det viste sig at være en oldgammel bygning, der stadig var halvt begravet af sandet, og som stadig var forseglet med stendøre. Urzuk åbnede dørene, og gruppen begav sig indenfor - hvor de blev angrebet af ørkenkrigere med krumsabler, en djævel med et farligt skæg, og animerede våben.

De to ørkenkrigere, der viste sig at kunne forvandle sig til søjler af ild.

Djævlen med skægget.

Efter at have besejret fjenderne, begyndte gruppen at undersøge rummet. Inskriptioner på dørene og bagvæggen fortalte om en General Hafrazen, der efter sigende havde forrådt Karrn Erobreren og efterfølgende var blevet placeret her i bygningen. Sammen med Kellarks vurdering af den arkitektoniske stil tydede alt dette på, at bygningen var i hvert fald 2000 år gammel.

Inskriptionen på bagvæggen indeholdt desuden tre drager, der lod til at symbolisere guderne Dol Arrah, Dol Dorn og Dol Azur (sidstnævnte bedre kendt som Hånen), og efter at have reflekteret sollys på Dol Arrah, dækket Dol Azur med blod, og slået hårdt på Dol Dorn, åbnedes der for en trappegang, der førte videre under jorden.

Længere fremme fandt gruppen et kammer, hvor der lå massevis af gamle skatte rundt om en form for sarkofag i midten af rummet. Sarkofagen lod ikke til at have et låg, der kunne tages af, toppen var gennemboret af et mørkt sværd, der prydet med khyber dragonshards. På hver side af sarkofagen stod rustninger på pedestaler - og så snart Zennar satte en fod i rummet, lyste rustningerne op med et rødlilla skær, hvorefter de greb fat i langsværd og skjolde og gik til angreb mod gruppen.

B - Mellemspil: Thaelindar Galanodel

De lærde fortalte om, hvordan der i fordums tid, i hvad man kaldte for "Dæmonernes Tidsalder", var almægtige onde kræfter løs på Eberron. Disse kræfter var så onde og så magtfulde, at de var manifestering af al den ondskab, som var muligt i verden, og hver regerede sit eget område - nogle på størrelser med nationer eller kongeriger, andre hele kontinenter. I legenderne hører vi om, hvor grufulde denne tids væsener var: Udødelige tankelæsende formskiftere, omvandrende pestepidemier, og kolossale monstre, hvis blotte fodtrin jævnede al konstruktion med jorden. Historikere og teologer er enige om, at den Sølverne Flamme opstod for at bekæmpe denne ondskab, selv om den kun var i stand til at forsegle den - aldrig udslette den fuldkomment. Og selv om nogle enkelte dæmonfyrster har brudt igennem deres bånd hist og her igennem historien, har agenter af Drageprofetien eller den Sølverne Flamme altid bragt dem tilbage i fangenskab.

Vi lever i dag i en tid, hvor op til flere dæmonfyrster er sluppet fri fra de fængsler, der har indespærret dem i årtusinder. De, der bevarer håbet, påstår, at det er en mellemperiode - en midlertidig fase i det større billede, der kun varer indtil den Sølverne Flamme sender sine forkæmpere for atter at bringe lys til verden. Men ikke alle bevarer håbet. Mod vest kæmper Bel Shalors fanatiske tilbedere for at sprede mørket til resterne af Breland, Aundair og Thrane. Mod nord regerer Erandis d'Vol fra sin knogletrone i den evige nats land. Og her i Talenta-ørkenen er vi tvunget til at være evigt på flugt fra det vanhellige avl af Den Kolde Sol og Khybers Datter, der jager os på tværs af sandet. Så hvorfor bevare håbet?

Skønt dæmonerne har frarøvet landet dets liv, bringer Maskevæverne og Hestevogterne livet tilbage hvor end de drager hen. Skønt mørkets kræfter har tvunget tjenerne af den Sølverne Flamme tilbage til tempelbyen Krezent, arbejder præster og lærde utrætteligt på at finde en udvej igennem Drageprofetien. Jeg selv er blot en jæger, der fastholder mit folks traditioner, og bringer fordums helte tilbage i nutiden igennem mine handlinger. Dagon frarøvede mig mit hjemland. Bel Shalor frarøvede mig min ganger. Men så nåede jeg til Talenta-ørkenen, og de vanskabte børn af Tiamat - titaner med drageblod. Jeg er Tairnadal, af Draleus Tairn. I mine årer løber blodet fra utallige generationer af dragejægere. Jeg er udvalgt af min forfader Telnias Shaereth, den Kløvede Klinge - han som brød belejringen af Taer Senadal, hvorefter han jagede og dræbte ormen Nosgarix.

De andre dæmonfyrster dømte mig til en lang og lidelsesfuld død. Da Tiamat forsøgte at give mig nådestødet, gav hun mig i stedet livet tilbage. Derfor bevarer jeg håbet. Derfor kæmper jeg stadig. Og med hver titan, der ligger død for mine fødder, nærmer jeg mig dagen, hvor jeg selv eller min udvalgte efterkommer bryder belejringen af Eberron. Og når dæmonfyrsterne flygter tilbage mod de huler, hvor de har gemt sig på tværs af årtusinderne, vil de ikke finde hvile - for selv i døden og med kløvet klinge vil jeg jage dem for evigt.

B: Opsummering for 16/2 + 23/2

Opsummering

Gruppen stod over for et rundt væsen af sten, der havde animeret stenskåle med syre som tjenere, og som nu brølede højt med samme lyd som et jordskælv.

Det viste sig at være et elementalt væsen ved navn Flint, der tjente Orlassk, en daelkyr med domæne over sten. Efter lidt diskussion hjalp gruppen Flint med at fjerne nogle nedfaldne sten, og fik til gengæld lov til at passere videre.

Ringol fandt længere inde i grotten en inaktiv portal, som han aktiverede - denne gang under mere kontrollerede omstændigheder, som han påstod ville føre dem tættere på deres mål.

Gruppen begav sig igennem, og nåede frem til nogle underjordiske ruiner, hvor de stødte på et kutteklædt væsen med et hoved som en tiger og omvendte pote-hænder, der stod bøjet over et alter.

Gruppen skyndte sig hurtigt videre igennem et hul i væggen til en cylindrisk korridor, der viste sig at være en del af et netværk, hvor store syrespyttende insekter holdt til.

De kæmpede sig forbi insekterne og løb videre op ad gangene indtil de nåede ud til udgang - hvor en sandørken strakte sig så langt øjet kunne se i alle retninger. Men de var endelig ude af Khyber, og kunne nu se himlen.

Efter at have vandret resten af dagen, overnattede gruppen i ørkenen. De så undervejs en skikkelse i det fjerne i ørkenen, som en silhuet på toppen af sandbanker. Med tiden lod det desuden til, at Kyrzins sindssyge fortog sig. Da natten faldt på, brugte de stjernernes positioner til at finde ud af, at de måtte være et sted på de vestlige Talenta-Sletter - selv om det område burde være dækket af græs.

Den efterfølgende morgen var gruppen ved at pakke sammen for at rejse, da de blev angrebet af et gigantisk dragelignende væsen - tydeligvis ikke en "sand" drage, da den kun havde vinger og ikke forben, men stadig et kolossalt væsen, der var i stand til at flyve og til at spy gift.

Gruppen forsøgte først at flygte, men dragen indhentede dem hurtigt. Da den gjorde det, fik de uventet hjælp i form af en elver på en klingetand-dinosaur. Elveren sprang over på dragens ryg og begyndte at angribe den med to korte sværd, som blev separeret fra en enkelt double scimitar (et kendt våben blandt Valenar-elverne).

Der var en lang og hektisk kamp med dragen før elveren endelig gjorde det af med den, og hun introducerede sig selv som Thaelindar Galanodel. Der var en kort, anspændt diskussion omkring et drageskår i dragens pande, der endte med at Xarmash vandrede alene ud i ørkenen. Derefter begyndte gruppen at fjerne brugbare dele af dragen, som Thaelindar kaldte for "Turkanaar". De rejste derefter videre østpå, ledt af Thaelindar, i retning af Rødhorn-stammens lejr.