Opsummering
Ravishana og Urzuk indhentede resten af gruppen tidsnok til at se den sidste jordelemental falde livløs sammen i en bunke sten. Yderligere udforskning af kammeret viste at den ovale stensarkofag hverken kunne ødelægges med køller af træ eller knytnæver af kød og knogler.
Magiske adamantinsværd var dog åbenbart dens svage punkt.
Inde i den knuste sarkofag lå et skrøbeligt dragonborn-skelet, der knugede en kugle af rød-gyldent metal i sine knoglefingre. Ravishanas finnehorn dukkede op i rummet med en anden stump lignende metal. Begge stumperne så ud til at være bygget på samme måde, og hver stump var tydeligvis blevet flået fra en større genstand, men stumperne passede ikke sammen.
Gruppen begav sig videre til det sidste uudforskede rum i ruinerne, som var fyldt med afbrændte skeletter fra dragonborn, der alle var sorte og forkullede. Et enkelt sted på bagvæggen (formet som en stående dragonborn) var fri for sod, og i bunken af knogler foran det væggen var den sidste stump rød-gyldent metal som gruppen ledte efter. Den passede sammen med begge stykkerne de allerede havde fundet, og udgjorde tilsammen et scepter (om end ikke et der hang særlig godt sammen).
Dragonborn-spøgelset (der hed Arshak) forklarede at scepteret sandsynligvis ikke havde meget magi tilbage efter at have været knust i tusindvis af år, og at man var nødt til at kende til den rette håndtering af scepterets mange knapper og bevægelige dele for at åbne en portal til et sikkert sted der rent faktisk eksisterede på Eberrons overflade. Han tilbød at besætte et medlem af gruppen for selv at kunne betjene scepteret og få det til at åbne en portal til den sidste destination for glasporten, men kendte ikke til specifikke destinationskombinationer for scepteret ellers.
Xarmash indvilgede i at blive besat, og manipulerede scepteret imens Ravishana holdt det fast i hænderne. Dette åbnede en magisk portal i midten af glasporten, og gruppens medlemmer sprang igennem én efter én. Ravishana selv forsøgte at medbringe scepteret, men det blev knust og sprængt i utallige skår så snart hun var nået ud på den anden side.
Den anden side af portalen viste sig at være på en bakketop - på den ene side var det enorme hav af kviksand, som gruppen var stødt på tidligere, og på den anden var en kæmpemæssig jungle, der strakte sig ud til horisonten. Noget gyldent glimtede langt væk i trætoppene, og Urzuk fik at vide fra et par forbipasserende glidevinger, at dette var "Sophyllas Palads". Junglen selv var fyldt med liv: Planter som ikke burde eksistere på Khorvaire dækkede hver en kvadratcentimeter af jorden, og fjerede øgler af forskellige størrelser lod til at trives i bevoksningen.
Efter at have samlet lidt forråd, slog gruppen lejr for natten. Den efterfølgende morgen modtog de en sending-besked fra Maddan, men kunne ikke bekræfte at de var nået til biblioteket endnu.
Sessionen sluttede med et spørgsmål: Hvad er den næste del af handleplanen? Skal gruppen forsøge at begive sig igennem junglen for at finde ud af hvad den gemmer på? Er den bedste ide at forsøge at finde en vej på tværs af kviksandet væk igen? Eller måske at søge sydpå mod Endworld-Bjergene (hvis det da er dem man kunne se mod syd)?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar