A: Opsummering for 2/12 2017

Opsummering

Kampen mod de to blodige engle fortsatte i al sin intensitet. Snart faldt Reshephion - men en del af hans kræfter blev absorberet af Elemiah, som kun blev endnu stærkere!

Acererak dukkede pludselig op (muligvis påkaldt af den flygtende dødstitan), og han så til imens Elemiah fokuserede sin vrede mod de af gruppens medlemmer der stadig havde guddommelige gnister. Fortæreren bar nu Høsteren Karpana i sin en hånd, som han lod til at have udvundet fra Grays tabte sjæl.

Der blev diskuteret muligheden for at lave en ny aftale, eftersom gruppen ikke længere var i besiddelse af hvad de havde tænkt sig at vædde (Grays tidligere sjæl), og forhandlingerne blev flyttet tilbage til Tuerns helligdom, hvor Luna og Herbert var i færd med et ritual.

Fortæreren påkaldte sin "advokat", der viste sig at være Sora Kell, en legendarisk heks fra Eberron der ikke havde været set på sin hjemverden i lang tid. Der blev diskuteret en del frem og tilbage, og man endte med følgende løsning:

• Acererak kurerede Lunas forbandelse og gav Victor og Walnan deres mistede livskraft tilbage.
• Acererak fik Grays nuværende "discount-sjæl", men sørgede for at han ville fortsætte med at kunne bevæge sig etc.
• Gruppen ville hjælpe Acererak her og nu ved at assistere ham med at styre GIGACERERAK, som åbenbart var navnet på et gigantisk konstrukt som Acererak var i færd med at bygge ud af Necromanteion og dens helligdomme.
• Efter GIGACERERAK var vågnet, ville Sjælestrømmen aftage, og Dødsforbandelsen ville langsomt blive fjernet.
• Acereraks dracolich ville hente Mark.
• Sammen ville Acererak og gruppen tage til Hades og få hævn på "anti-gruppen" (Eldur, Krozen, m.fl.) og tage Ahriman fra dem; derefter bryde ind i Orpheon og indsamle Dødeklingen Alsvart; og så bryde ud fra Pluton - igennem de forenede styrker der nu belejrede stedet (inklusiv Kaptajn Kirian og tre krigsguder).
• Hvis de sammen kunne skaffe Eonius fra Kaptajn Kirian, og Eonius ville kunne manifesteres i hænderne på GIGACERERAK, ville Luna få Karpana.
• GIGACERERAK ville rejse til Eberron og skære lidt ned på den "overflod af liv" (primært onde aberrations) der nu befæstede verdenen, delvist vejledt af gruppen.
• Så ville Acererak sørge for at Gray kunne få en discount-sjæl.
• Efter Eberron var blevet klippet, ville turen gå til en verden ved navn Athas, for at sikre at der ikke også var en infestering af liv dér.
• Til sidst ville Acererak giver gruppen Vecnas Øje.

Gruppen blev givet magiske talismaner der ville tillade dem at bevandre Necromanteion uden at frygte for deres liv, og blev så sendt til forskellige dele:

• Victor tog til Amoths helligdom for at danne højre arm.
• Gray blev i Tuerns helligdom for at danne venstre arm.
• Walnan tog til Ordets Guds helligdom for at danne højre ben.
• Dak tog til Ios helligdom for at danne venstre ben.
• Luna tog til Han Som Vars helligdom for at danne konstruktets lever.

GIGACERERAK rejste sig op, stadig kronet af resterne fra Sjælestrømmen, idet Stormherren Kord, Jerngeneralen Bane, og den Gyldne Kejser dukkede op i himlen. Et stykke væk kravlede Kaptajn Kirian op fra et hul som hans tarrasque havde lavet, og en dracolich med Mark 2½ i kløerne havde kurs mod GIGACERERAK.

Drama Points

• Gray: +1 for at avancere plottet
• Luna: +1 for at avancere plottet
• Victor: +2 for at avancere plottet og sin karakters udvikling

A: Opsummering for 23/9-18/11 2017

Opsummering

Gruppen aktiverede den sorte runesten, der førte dem til Mørkets Katedral.

I katedralen fandt de et hvilested blandt Forrædernes Urner. Kort efter at have sovet og genvundet deres kræfter, blev de kontaktet af Vecna, den Hviskende og Lemlæstede, den Døende og Udøende Konge, gud af hemmeligheder og udøde.

Vecna lavede en aftale med gruppen: De ville hjælpe Vecna ved at fjerne hans øje fra Acererak, en af Vecnas forræderiske lærlinge, som for nyligt havde stjålet øjet fra Hades' Bankboks. Til gengæld ville Vecna hjælpe gruppen ved at vejlede dem til at finde de dele af Himlens Arsenal, som de var taget til Pluton for at finde.

Guden "velsignede" Daks Ioun Stone, hvilket gav ham store mængder viden om Mørkets Katedral omkring dem. Derefter forsvandt hemmelighedernes gud.

Gruppen besluttede sig for at de ville begive sig igennem katedralen ved gradvist, langsomt og ubemærket at dræbe vagterne på deres patruljer.

Det gik mindre godt.

Heldigvis skete det her at Victor igen hørte Tira Mirons stemme, der fortalte ham om en mulighed for at åbne en sort runestens portal på afstand, igennem sjælekanalerne der løb igennem hele Mørkets Katedral. Det drænede en lille smule af gruppens kræfter, men de formåede at slippe væk på denne måde - og befandt sig nu ved foden af Necromanteion, den Døde Høsters Palads.

Omringet af tåge, og med knitrende sjæleenergi i luften over sig, nåede gruppen ubemærket frem til den gigantiske kranieformede ruin. Oppe på en niche i siden på ruinen fandt de Herbert von Westgaarde, som var i gang med at fremmane nogle udøde tjenere.

Herbert fortalte gruppen om farerne der lurede i Necromanteions dybder: Helligdomme til ære for døde guder var blevet vansiret af Fortæreren Acererak, der nu var blevet ladet med deres kræfter og nærmest var usårlig. Kun ved at indsamle guddommelige gnister fra døde guder ville gruppen selv være i stand til at såre Acererak.

Det blev desuden nævnt at Fortæreren på dette tidspunkt havde haft succes med at genopvække guden Abaddon, og at Herbert havde et hemmeligt våben klar, hvis der skulle kæmpes mod denne fremmede gud.

På dette tidspunkt dukkede englen Qarathon op. Vecna havde åbenbart fortalt ham at der var brug for hans hjælp.

Gruppen skulle til at bevæge sig ind i Necromanteions åbninger da pludselig bevægelse og lyd fyldte luften langt ude i tågen: Kaptajn Kirian, om bord på det kejserlige arvandoriske stjerneskib Lassalagos, var dukket op for at kæmpe mod Fortæreren - og de havde medbragt en tarrasque!

Skibet blev hurtigt angrebet af hvad gruppen sluttede sig til var en kolossal dracolich, der hurtigt kom i nærkamp med tarrasquen. Dusinvis af elviske tropper dukkede op i tågen, hvorefter de begyndte at angribe Fortærerens styrker, der var udstationeret ved vagtposter omkring Necromanteion.

Gruppen brugte dette som en afledning til at få adgang til Necromanteion. Begge kraniets to "øjenhuler" viste sig at være falske indgange med fælder, som gruppen heldigvis undslap uskadte. "Munden" viste sig dog at være en faktisk indgang, der førte dybt under jorden, til en gigantisk tronsal.

I midten af tronsalen var en trone af sort sten, med et kranie på tronens ryg. Kraniet havde en række ædelstene som tænder og øjne, som viste sig at indeholde en magisk fælde. Efter at have afmonteret fælden var gruppen blevet lidt rigere i ædelstene, men de måtte undervejs døje med Fortærerens stemme, der remsede en eller anden form for digteri op i deres sind.

Diverse sidekamre til tronsalen havde blandt andet følgende højdepunkter:

• Et rum uden tyngdekraft, men med De Vises Sten?
• En portal der førte levende materiale til ét rum, og ikkelevende materiale (inkl. tøj) til et andet rum.
• En stor humlebi.

Tronsalen selv havde en række nicher med plads til portaler, men kun tre ud af seks nicher havde rent faktisk aktive portaler. Disse var endda låst fast, så det ikke var muligt at rejse igennem dem fra denne side, og et forsøg på at bryde låsen ville aktivere en alarm. Gruppen tog chancen, og der dukkede hurtigt en række af Fortærerens undersåtter op for at standse dem - inklusiv en form for engle-konstrukter, der lod til at være bygget ved hjælp af sjæle fra den Grå Legion og de seksøjede dæmoner der tjente Abaddon. Flere af dem havde kræfter der mindede om effekten af en sphere of annihilation, men på trods af dette var det dog muligt at ødelægge dem. Med en enkelt fjende tilbage i tronsalen lykkedes det Walnan at bryde låsen på portalerne, og gruppen rejste igennem til den anden side.

De dukkede op i hvad der skulle vise sig at være en helligdom til ære for Han Som Var. Helligdommen var fyldt med tåge, og havde en pit fiend som vogter.

Djævlen lod til at kende Qarathon, og de to kom hurtigt op at slås i nærkamp, imens djævlen fortsatte med at påkalde mure af ild og udøde tjenere. Gruppen opdagede en række apparater i lokalet der lod til at kunne manipulere sjælekanalerne, som Vecna tidligere havde fortalt dem om, og ved hjælp af disse var det muligt at kontrollere flere dele af rummet - og til sidst at rense et bassin med månelys, der befandt sig i midten af helligdommen.

Denne sejr var dog ikke uden bekostning, for Qarathon blev dræbt af djævlen, og hans essens flød ind i månebassinet. Djævlen indså at dens opgave ikke længere var mulig at udføre, og forlod rummet igennem en af de portaler der stod langs væggene. I månebassinet fandt gruppen liget af Tak'cha, en thri-kreen som de havde haft med sig på deres rejser for længe siden. Over liget svævede et par ædelsten, som Dak knyttede til sig selv, hvorefter de begyndte at svæve om hans hoved.

Månebassinet viste sig at være en form for scrying pool, og gruppen brugte den til at skue på forskelle steder. Luna modtog her en guddommelig gnist der havde tilhørt Han Som Var, og Gray trak nogle af bassinets kræfter ind i Excalibur, hvis rite Amorrachius i forvejen forbandt sværdet til helligdommens gud.

Gruppen rejste videre herfra til en helligdom til ære for Tuern, en krigsgud der var blevet dræbt af Jerngeneralen Bane i tidernes morgen. Tuerns velsignelse lod til at blive givet til hvem end der kunne holde stand i midten af lokalet i længst tid, og en strid strøm af nye fjender fra lokalets portaler gjorde ikke dette til nogen nem opgave.

Og så dukkede Fortæreren Acererak op.

Fortæreren lod ikke til specifikt at være kommet for at udslette gruppen, og havde egentlig ikke den store interesse for dem. Han spurgte dem ind til nogle forskellige emner, og brugte sin mørke magi til blandt andet at låse nogle af gruppens medlemmer midlertidigt fast og få dem til at rådne.

Til sidst lykkedes det Gray at opnå Tuerns guddommelige gnist, og fyldt op med krigsgudens selvsikkerhed udfordrede han Fortæreren til en armlægningskonkurrence. Acererak lod til at være glad for dette, og efter lidt forhandling nåede man frem til at gruppen havde en times forberedelse imens Acererak selv havde to timers forberedelse, hvorefter armlægningen ville finde sted i midten af Tuerns helligdom. Acererak forlod derefter gruppen for at forberede sig.

Luna lod til at være blevet forbandet af Acererak i kampens hede, og hendes sår var ikke længere i stand til at blive helet. Hun og Gray begyndte at udføre et rensende ritual på Luna imens resten af gruppen tog videre for at udforske andre dele af Necromanteion.

De dukkede snart op i hvad der skulle vise sig at være helligdommen til ære for Aurom, dødsguden der havde regeret før Nerull, den Døde Høster. I midten af helligdommen var en mørk slimpøl med endnu en ædelsten svævende over den. Ved siden af stod en dødstitan - et væsen hvis art gruppen også var stødt på i Mørkets Katedral - der lod til at kanalisere sjæleenergi ind i ædelstenen over pølen.

Til højre: Dødstitan.

En løsreven stemme og et skelet dukkede pludselig op, og advarede gruppen mod at bevæge sig videre ind i rummet, hvorefter begge forsvandt igennem portalen hvorfra gruppen var kommet. De begav sig alligevel ind i rummet, hvor dødstitanen snart opdagede dem - men i stedet for at tale eller kæmpe, begyndte den at flygte, idet en gigantisk isnende kold vanskabning dukkede op: Et væsen der lod til at være blevet skabt ved at skille to enkelte engle ad, for derefter at sammensætte det hele til et enkelt væsen. Englevæsenet talte med to stemmer - stemmer der enkeltvis kunne genkendes som dem tilhørende Elemiah (en engel af Khala som gruppen for længe siden havde kæmpet mod i Zerlannas drømme) og Reshephion (Vogteren af Lazamian, der var blevet "erstattet" af Lunas "børn", Beskytteren).

"Elshephion" vendte al sit kolde raseri mod gruppens medlemmer, imens dødstitanen ikke kunne formå at flygte fra rummet. Ved at trække på alle deres egne resurser, og ved at Gray pludselig dukkede op fra en portal for at hjælpe dem, lykkedes det dog gruppen at udslette Elshephion, der blev forvandlet til en søjle af koldt mørke.

Hvorefter de to enkelte engle - kun mere rasende end før - dukkede op fra søjlen, og fortsatte med at angribe gruppen.

Drama Points

Der er sket meget siden sidste generelle omgang uddeling af drama points, og det er ikke ligefrem et "hvilepunkt" i øjeblikket, men med de nye houserules for Intuition Check og Preparation Points er det alligevel et godt tidspunkt at dele drama points ud.

• Dak: +3 (Ny relation til Vecna, generel problemløsning og kreativitet)
• Gray: +4 (Gnist, kreativt rollespil, og godt samarbejde med gruppen)
• Luna: +4 (Gnist, kreativt rollespil, og godt samarbejde med gruppen)
• Victor: +5 (Gnist, personlig quest, og godt samarbejde med gruppen)
• Walnan: +4 (Gnist, generel problemløsning og kreativitet)

A: Opsummering for 16/9 2017

Opsummering

En bodak er ikke et rart væsen.

Gruppens angreb på illithid-skibet var hurtigt og uden de store problemer. Gray besluttede sig tidligt i kampen for at møde bodakkens blik, og hvis han ikke havde været beskyttet af Excalibur, ville han efter al sandsynlighed have været død af skræk.

Andre highlights fra sessionen inkluderede:

• En grå legionær, en dæmon med seksøjet maske, og en illithid, der næsten helt dræbte hinanden på Walnans befaling.
• Forresten på skibet svævede et kugleformet hul i virkeligheden.
• En fuld illithid ved navn Ilix'tul, der spredte sin fuldskab til andre aberrations inden for 4½ meter.
• Astralskibet havde en mængde af magisk udstyr, som Gray "fragtede" til Walnans "hemmelige lund".

Illithid-skibet var fortøjet ved hvad der viste sig at være en sort runesten. Victor kunne bekræfte, at denne runesten kunne skabe en portal, der kunne føre gruppen ad den hurtige rute mod Nekromanteion.

Loot

NB: Dette gælder ulige/lige naturlige slag på terningen.

[TE] = Total Energi; i øjeblikket vil dette for Mark II være 12.

Ikke bedre end den nuværende motor på Mark II.

Langt bedre end det nuværende sekundære sejl på Mark II.

A: Opsummering for 9/9 2017

Opsummering

Én efter én nåede gruppens medlemmere mere eller mindre helskindede ned i Kong Phenelorns skattekammer. De fandt hurtigt den sorte runesten, åbnede en portal, og efterlod en lille fælde til Phraxena og hendes udøde horde.

På den anden side af portalen var gruppen nu på et tågeindhyllet hav af knoglestøv, der kun blev afbrudt af enkelt øer af upulveriserede knogler - og en gigantisk sort malstrøm af intethed der kunne ses selv igennem den tykke tåge, og som langsomt lod til at være i færd med at fortære havet og øerne.

Victor tog ud for at spejde efter andre runesten, og fandt snart spøgelset af en ung pige ved navn Grella. Hun fortalte at hendes onkel Viliam var i fare, og Victor satte afsted for at redde ham imens han sendte Grella tilbage til resten af gruppen. Snart nåede han til nogle mere sammenhængende knogleøer, hvor et par grå legionærer var ved at ekskortere en række lænkede sjæle - heriblandt ånden af en gammel søulk, der bandede og svovlede højt nok til at tågen kun udgjorde et mindre problem hvis man havde i sinde at lokalisere ham.

I løbet af kort tid havde Victor distraheret legionærerne længe nok til at bryde spøgelsernes kæder, og de spredtes alle ud i tågerne - med undtagelse af den gamle søulk Viliam, som ikke var i stand til at bevæge sig synderligt hurtigt. Victor samlede spøgelset op, fremkaldte et blændende lys, og forsvandt tilbage i tågen inden legionærerne kunne indhente ham.

Grella dukkede op hos gruppen, men lod til at have svært ved at stole på dem indtil Victor dukkede op hos dem med hendes onkel. Det viste sig at Viliam desuden var den samme, som gruppen havde mødt på Neglen, en astralsplint med tilhørende kro, for længe siden (næsten præcis to år i virkeligheden). Han lod til at have en lidt anderledes hukommelse om begivenhederne ved hans og gruppens sidste møde - inklusiv mindet om at have nævnt en forbindelse mellem astralkortet og Kaptajn Ildskæg. Viliam fortalte også at han og Frella havde fundet hvad der lod til at være et illithid-skib i nærheden af en sort runesten. Skibet lod til at være omringet af både mind flayers, grå legionærer og væsenerne med de seksøjede masker - foruden noget han kaldte en "bodak".

En bodak er ikke et rart væsen.

Gray bød Viliam på en flaske Ravnetåge, hvilket lod til at hele hans spirituelle sår og genskabe hans evne til at bevæge sig. Med endnu en flaske - og et løfte om hævn - var Victor i stand til at påkalde en strøm af vrede ånder, som samlede gruppen op ledte dem til illithid-skibet, imens Viliam og Grella tog afsted i den anden retning.

Gruppen var netop nået frem til skibet (og Dak havde udslettet en enkelt grå legionær imens Gray var stormet i nærkamp) da sessionen sluttede).

A: Opsummering af 19/8 + 26/8 + 2/9 2017

Opsummering

Den sidste legionær blev hurtigt afskaffet, men det tog længere tid at besejre de andre to fjender, som faldt sammen og blev til et enkelt.

Efter at have påkaldt sig sin gud, endte væsenet dog også med at blive destrueret - og det eneste der var tilbage efter fjenderne var deres seksøjede masker, foruden nogle få rester af dæmonisk kød og rustning.

Imens gruppen hvilede sig, fandt de stedets "ejer" - en sær, bleg skabning ved navn Dimitrios. Det viste sig at gruppen befandt sig i Phraxenas Nekropolis, en by beboet af døde og udøde, og efter lidt forhandlinger gik Dimitrios med til at vejlede gruppen til Kong Phenelorn den Syvendes Mausoleum.

Mausoleet var den største bygning i dødebyen, og gruppen havde sandsynligvis fundet det selv uden Dimitrios' hjælp, men han fungerede dog som tour-guide og fortalte om seværdighederne i byen, hvoraf der ikke var mange. Nogle få fortabte sjæle og omvandrende lig befolkede stedet, men de holdt sig alle fra både gruppen og mausoleet.

Kong Phenelorns Mausoleum viste sig at være blevet ransaget for nyligt - og af folk som tydeligvis ikke var kunstelskere. Dimitrios kunne bekræfte at den Grå Legion havde invaderet stedet for kort tid siden (om end det præcise tidspunkt var svært at bestemme). Massevis af sarkofager var stablet op og ned langs rummene i mausoleet, og der var brudt ind i dem alle. Dimitrios ledte gruppen ned i et kælderniveau som tilsyneladende var en labyrint (men kun tilsyneladende).

I den dybeste del af mausoleet fandt gruppen en kæmpemæssig sarkofag, bevogtet med mægtige besværgelser - både i form af forsvar mod invasion, forsvar mod forsøg på at slippe ud, og flere niveauer af hævnformularer mod enhver der forsøgte at bryde igennem de førnævnte forsvar.

I sidste ende lykkedes det gruppen at bryde igennem næsten alle sarkofagens værn - og samtidigt med at knoglerne i sarkofagen rejste sig som en gigantisk vogter, dukkede den Grå Legion op igennem en håndfuld portaler fordelt i lokalet.

Legionen fik hjælp fra en række af væsenerne med seksøjede masker, men titanskelettet viste sig ikke at udgøre den store trussel - så snart det netop befriede spøgelse af Kong Phenelorn den Syvende vågnede og knuste sine egne knogler. Han lovede gruppen en skat som belønning for deres hjælp, og gik selv i gang med at forsegle portalerne som den Grå Legion fortsatte med at begive sig ud fra.

Det var en lang og hård kamp, men endelig blev den sidste portal forseglet - lige i tide til at mausoleet selv begyndte at lukke sig sammen om både gruppen og de tilbageværende fjender. To seksøjede magikere flygtede som de sidste levende fjender igennem en portal, imens gruppen spænede ud igennem de øvrige begravelseskamre (der nu for alvor var blevet en labyrint).

I sidste øjeblik lykkedes det gruppen at lave og finde sig vej ud af mausoleet inden det rejste sig op på ben og gik sin vej. Spøgelseskongen forklarede, at mausoleet var en rest efter en død urtitan, som han havde formet som sit eget gravkammer da han selv levede. Mausoleet havde efterladt hvad der så ud som et gigantisk krater, fyldt med tåge. Kong Phenelorn viste gruppen igennem tågen et kammer i bunden som indeholdt "de bedrøvende rester" af hans skat - hvilket viste sig at inkludere ekstremt mægtige rustninger og amuletter, en bog han selv havde skrevet om de dødes magi, og 87 astraldiamanter.

Gruppen tog skattene med sig, tog afsked med kongen, og trak sig tilbage til Dimitrios' krypt. Her hvilede de sig imens de ændrede de titaniske rustninger til noget i deres egen størrelsesorden. Kongen havde givet Victor viden om to forskellige ruter til Nekromanteion, der begge gik igennem portaler skabt ved de "Sorte Runesten" som de allerede havde rejst igennem én gang. Med denne viden ville de være i stand til at rejse ad indirekte veje der måske ville tiltrække lidt mindre opmærksomhed end bare at begive sig direkte mod den Døde Høsters palads.

Kongen havde desuden informeret om en skjult Sort Runesten i hans egen skattekammer, men da gruppen vendte tilbage, var stedet omringet af udøde. De kæmpede sig vej igennem mængderne, og var netop nået til kanten af krateret da sessionen sluttede...

A: Opsummering for 10/6-12/8 2017

Opsummering

Glaskuben i havets dyb viste sig at være en narrestreg som Mark havde fundet på, og gruppen dukkede snart igen op på skibet ved Lazamian - uskadte.

I Lazamian begav gruppen sig til byen for at indsamle lidt information, og det lod til at der var gået en del tid siden de sidst var her. Den nærliggende sø viste sig at bestå af slim, som var en del af "Beskytteren" - en konglomeration af Lunas "børn" der var vokset sammen og havde gjort det til en prioritet at beskytte fængslet.

I ruinerne mødte gruppen igen Forvalteren, og fik yderligere information om Himlens Arsenal. Dette er nu hvad gruppen har fået at vide:

• Excalibur: Gruppen besidder dette sværd.
• Ahriman: Denne trefork befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
• Hamayumi: Denne bue befinder sig ved solnedgangen for enden af Åndernes Flod. (NB! Radim informerede gruppen om at dette var forkert, og at han havde flyttet buen til verdenen Thyria, hvor den nu var i hænderne på en lich i Krystalørkenen.)
• Alsvart: Dette ki focus befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
• Eonius: Dette sværd befinder sig hos Kaptajn Kirian af den Kejserlige Arvandoriske Flåde.
• Ormazd: Dette spyd befinder sig i hænderne på Podaboo, i Thyrias Krystalørken.
• Karpana: Denne le vender altid tilbage til Ravnedronningen, og den sidste kendte bærer var heksedronningen Baba Yaga.
• Kotharlosvir: Gruppen besidder dette sværd.
• Molokaz: Dette scepter befinder sig i en svækket tilstand hos herskeren af Messingbyen.
• Ouroboros: Dette våben vil dukke op hos en tredjepart når Ahriman og Ormazd atter strides.

Baseret på denne information besluttede gruppen sig for at tage til Pluton, astraldomænet hvor den tidligere dødsgud Nerull herskede. De fandt en navigatør i form af Ratislav Acharius, en udød herre som nogle af dem tidligere havde mødt på astralsplinten Ostopos, og som desuden kendte Alaric d'Cannith.

Gruppen begav sig ud på astralhavet og satte sejl mod Pluton. På vejen stødte de først på skibet Shengzu ("Den Guddommelige Forfader"), hvis besætning var erstattet af yuan-ti der forsøgte at dræbe gruppen. De blev hurtigt overmandet, og blev forvandlet til sort slam ved døden - med undtagelse af kaptajnen som de havde taget som gidsel. Han døde som enhver anden dødelig.

Astrale hajer dukkede op kort tid efter, med kurs mod skibet. Gruppen fik dræbt dyrene uden de store forhindringer, men det viste sig at hajerne var på flugt fra en astral dreadnought - et uendeligt langt væsen med enorme knusende klør og evnen til at dræne områder for al magi.

Heldigvis f͕̺̊̓͆ͤͮ̍̚͟͠a̖͖̙̥̳̭̫̮̋̈́ͣͣ͐͆n̶͚̣̭ͨ́͂̎̏͊ͦ̚d̺͓͈͇̃͛ͯ͐ͫ́͡t̡͚̩̞͚̻̬ͤe̔ͩ͠͏̬͔̹̬̬̱̹̭s̥̼̬̣̞̖̤̑ͥ̇ͨͩ̐̉ ̫̩̺̜̗̰̬̱͗̑͆͂ͤ͜v̼̞̗͕̞͙͒ͦ̊̈͘͝æ̫͖̫̓̅̇̀̀ͦͥs̡̪̙͖̺ͣ͟ȅ̴̢̖͎͈̼̻̬͊ͭ͌̇ͤn̨͚͖̄̐̎e̋͊̒ͪ͏͙ț̷͓̻͙̘͊̉ͯ̃̀ ̵͙̪͂̇ͮ̒͢͠ş̧̧͙̘̜ͣ̐̎̑n͙̖̱͉͔ͦͩ̊̈̏ͬa̢̯͇͇̭͖͙̬͍͖͒̐̑̌͒̒͢r̨̛̻̳̰̲̘̈́̀ͫ̽̇̊ṯ͍͙̭̗̗͈͙ͫ͊ͨ̈́̅̍̽̆̔ ̶̖̼͓̖͕̮̪̥ͯͥͤͨͮ̿̓ͥi̵͚͓̓̉͘k̳̖͊̃͐ķ̧͚̣̬̃͒͑ͭͨͪ̚͜ȅ̜̦͓̍͢ ̵͎͚̤̯͙͚̞̺ͪ͆̊͌̎̆ͧ͘͞l̪̰̘̥͚̻̝̜̈́ͦ́͑͗ͪ͋̕æ̡̧̼͚ͮ͐͐̇̆̈͒́ṇ̪ͭ͊͆̉̏̒͘͡g̅͑̿ͫ̊̌̈́͏̺͉̯͍̻̺̘̞e͐̌ͤ͂̚̚͟͡͏͓̼̬͉ͅr̵̨̖̻͙͐ͮͦͭͨe̓̿̅҉̴̭͍̳͙͚͕,̢̖̍͑̎͛̑̑̾͋ ̶̗̜̦̭̯̯ͪ̀̀̋ͪͯͯ́͢i̛̠͓ͭ͐̓͒̀̃͟͞d͙͇͇̞̯̰ͫẻ̝̥̙ͧ̂ͯͨ̆͘t͙͖͚̬͕̓̅͜ ̗̩͙͂ͩ́͟͢Y̽̐̎͋ͫ̾͑͟͏̼͔̥o̥̝̤̱̳͙̪̤̎̃̑̒̄̕͢g̶̨͓̦̺̥̥̤̠͖̍ͩͬͮ͆̽ͫ͛͡-̤̱̘͓̯̋ͯ̆S̅ͣ͝҉͈͚̯̬̕o̺̙͍̎̽͜t͊̏͋̇ͦ͏̷̼͇̯͎͍̩̥͉͟ȟ̵̻͎̿̇̏ó̶͊͟҉̲͍͇̻̖͓tͬͬ͏̤͙͚͓͇̩̞h̢̜̫̲̲͖͎͒̏͊̌̌͆̓ͬͫ ̴͔̜̣̀ͤ͛ͪ̆e̗̘̟̝͚̩͗̈̇r̶̠͓̱͙͒̃ͥ̓̂ͦ̌́͠ ̦͔̐͌̇̋̾͊ͯP̴̲̩̖͇̜̋̎͊̽͂ͤo̪ͯ͑ͅr̰̒̓͋̓̇̐ͧ̆̾ẗ̗͚͚̭̹̻̟̔ͤ͋ͥ͊̊́͢e̡̻̥̻͉ͬͬͣ͌͐̋̀̌͞ͅn̵̗̺ͪ̈́ͅ ̵͇̦̺̻̰̮͉͒͂͒ͅo̸̵͔͚͈͉̤͖͒͂́̂̎̐ͦ̅g̞͚͙͚ͩͦ͘͢͜ͅ ̵̜̦͕̺͌͐ͤ́̾ͮN̠̗̝̗̰͓ͪ͋͡ø̛̱͎̮̳͙̣̳̮̔̍̂̏͒ͭ̅͞g̩͈͉̳̱̦̞͗͐ͨ͒͊ͪͬ̒́̚̕ͅḷ̶͉̘̯͙̣̳̘͗̌ͥ̍̊͘͢é͕̦͊̾͑͢n̵͖̙̬ͮ̒̒̈́ ̨̞̩̳͓̩̯͖̻͎ͧͧͫ͒o̰̩͉̞̒ͯ̇̾̚̕g͚͉͛̄ͭ͘ ͨͭ̀͏̱͕͓V̵̻͛͒̎ͫ̇̊́ȩ̺̲̘̪̳̙ͯ̇̆̿̏̀͠j̶̴̱̗͋͐ͨͣͩͯ͑ͬ͞ȩ̵̻̻̱͖̬͊́͋̓̎̿͛͡n̙̙̖̪̩̳̬ͮͦͬ̚̚.͙͕͛͒̾ͦ͛͠

Noget tid senere opdagede gruppen et nedstyrtet baatoriansk skib på en astralsplint, hvorfra der lod til at komme en form for nødråb. Da de undersøgte sagen, viste der sig at være djævle i det forliste skib. Gruppen kæmpede bravt, og endte med at forfølge den sidste djævel ned i skibets lastrum, hvor skibets sidste levende fange - en engel - gjorde det af med den sidste overlevende djævel.

Englens navn var Qarathon, og han viste sig at være en tidligere engel af Han Som Var, den gud som oprindeligt skabte mennesket og sidenhen blev dræbt af Asmodeus. Qarathon besluttede sig for at følge med gruppen på deres rejse mod Pluton.

Overraskende nok informerede Ratislav snart besætningen om at en mulig åbning til Pluton var inden for rækkevidde, og det lykkedes Walnan at udnytte muligheden for at sende Mark II sikkert til den Døde Høsters astraldomæne.

Plutons tema:

(Bonustema til Pluton: Here's To The Fall af Kamelot.)

Den første oplevelse gruppen havde på Pluton var en følelse af mørk energi der lod til at sænke sig over det i forvejen dystre domæne, idet en strøm af stærke kræfter begyndte at svæve om et fjernt, kranieformet objekt. Qarathon informerede gruppen om at det ikke blot havde spredt sig på tværs af domænet, men på tværs af hele astralhavet - eller muligvis hele multiverset.

Efter at have hvilet sig opdagede Victor og Walnan at være udsat for en sær form for forbandelse der drænede deres livskraft.

Gruppen begav sig væk fra skibet mod den store klippe omringet af stærke kræfter, men lod ikke til at komme synderligt nærmere. De nåede dog snart til en forladt og ødelagt by, med en nærliggende villa på en høj. De begav sig op til villaen, hvor medlemmer af den Grå Legion vogtede over en kanariefugl.

Den Grå Legion.

Snart blev villaen angrebet af en kæmpemæssig rød drage, der ønskede at legionen løsgav kanariefuglen i Bahamuts navn. Gruppen skiftede side efter at have set dragen indhylle en håndfuld legionærer i hvidblå flammer, og sammen fik de hurtigt udslettet de sidste legionærer.

Dragen var Chariturivix, Den Som Brænder Himlen I Sin Flugt, Exarch af Platindragen Bahamut. Han var kommet til Pluton for at finde Tozamarodax (som Dak kendte bedre som "Tommax"), en gulddrage der var forvandlet til en kanariefugl. Efter at have talt med gruppen, fløj dragerne væk mod Celestia - og sørgede for at lave en afledning for de legionærer der stadig måtte befinde sig i området.

Gruppen begav sig videre, og nåede snart til et dystert kapel hvor de fandt et uhyre med et stort fuglekranie som hoved, og vinger dækket af sorte fjer. Væsenet kaldte ud med en parodi på en stemme, og angreb gruppen så snart de kom inden for rækkevidde. De skaffede sig dog hurtigt af med den, og begav sig ind i det dystre kapel hvorfra uhyret var kommet.

Kapellet var en ruin, og begravet i murbrokker fandt gruppen snart en nedgang til en underetage med en stor sort sten. Victor gav stenen af sin livskraft, og var i stand til at kaste sit blik ud på tværs af Pluton. Båndet til stenen gav ham desuden muligheden for at åbne en portal der ville sende gruppen tættere på deres mål, og de greb muligheden.

På den anden side af portalen var en række korridorer hvor en håndfuld folk var i gang med at udføre en form for ritual. Nogle af dem var grå legionærer imens andre var væsener med kroppe bestående af arret hud og hvid-lilla energi, hvis ansigter var skjult af masker med seks øjenhuler.

Væsenernes masker.

Gruppen forsøgte et bagholdsangreb på en af de grå legionærer, men blev opdaget før de kunne nå at udføre planen til ende. Legionæren kaldte på hjælp, og snart dukkede flere af fjenderne op - inklusiv et væsen bestående af stenskår der var i stand til at tage form af forskellige væsener. På trods af fjendernes selvsikkerhed og arrogance var gruppen i stand til at udslette flere af dem relativt hurtigt, men ritualisten, stenvæsenet og en enkelt legionær stod stadig tilbage ved sessionens afslutning...

Drama Points

(Denne omgang af belønninger er vage, og en generel vurdering af drama-værdige handlinger i løbet af ovenstående begivenheder.)

Dak: +2

Gray: +1

Luna: +2

Victor: +2

Walnan: +1

A: Opsummering for 25/3

Opsummering

Efter en kort samtale med Markus von Überwald og Nimhir Anorethel fra det gyldne skib Exterminatus rejste gruppen tilbage til Senaliesse, hvor der blev fortalt historier om både Koralhoffets prøvelse og om hvordan resten af Stjernernes Hof havde udryddet de dæmoner, der havde været tåbelige nok til at begive sig ind i Feriget.

Den nuværende stilling i Stjernernes Spil er som følger:

• Det Grønne Hof kan nu ikke opnå flere belønninger, men folk lader til at anse dem for at have en god position.
• Sommerhoffet og Tusmørkehoffet ligger begge i midten.
• Vinterhoffet har en risikabel position.
• Koralhoffet har en risikabel position, men anses generelt for at være foran Vinterhoffet.

Vinterhoffets deltagere er nu følgende, efter en rokade:

• Ridder Zerlanna
• Væbner Nordenvinden
• Væbner Garm
• Væbner Fuyalvin

Victor er ikke længere påvirket af kærlighedseliksiren.

Der blev diskuteret mulighederne for at love belønninger væk, men intet blev besluttet med sikkerhed. Zerlanna ville dog finde ud af nærmere efter en samtale med Vinterskæg.

Drama Points

Vi besluttede en ny regel for Drama Points, der indføres så snart Stjernernes Spil er overstået:

• Man kan betale 1 Drama Point for at få en betinget "favor", hvor man mod en handel introducerer et nyt narrativt aspekt i kampagnen (fx "Jeg kender nogen her"), eller overkommer en narrativ udfordring (fx "Min gud giver mig en vision der kan hjælpe os med at finde hvad vi søger").
• Man kan betale 2 Drama Points for at få ovenstående fordel uden at behøve at gøre noget til gengæld.
• Mellem eventyr kan man fortsat bruge Drama Points til at købe Drama Cards.

Drama Point rewards:

• Dak +2:
• +1 quest
• +1 RP af insanity
• Gray +2:
• +1 quest
• +1 cool
• Luna +3:
• +1 quest
• +1 svanemøer
• +1 Koliada
• Victor +4:
• +1 quest
• +1 Takazhuna
• +1 Flyndral
• +1 Koliada
• Walnan +2:
• +1 quest
• +1 beskrivelser

Fortællinger

Fortællingen om krigen i Femørket/"Hvordan kaninen narrede dæmonerne" (Abekongen)

• En kanin ved navn Matigwess drog ud til Femørket, hvor dæmoner havde brudt igennem fra den dødelige verden, og med sin snuhed stjal han deres opmærksomhed. Dæmonerne fulgte efter kaninen, der ledte dem igennem tunnellerne efterladt af rødderne på det Sølverne Takstræ i tidernes morgen.
• Tunnellerne var fyldt med sølvernt månelys, og Månemøen erklærede, at det var dæmonsæson, hvorefter den Vilde Jagt (ledt af Lucan, Drizzt Do'Urden og Minsc) nådesløst slagtede en tredjedel af dæmonerne.
• Matigwess ledte resten af dæmonerne videre til Tårehavet, som var fyldt med tårer af is fra Frostprinsens fort. Kaninen løb op derfra igennem tunneller til overfladen, som var for små til de fleste af dæmonerne.
• Elias Alastai bød Tårehavet op til dans, og havet løb over sine bredder. Endnu en tredjedel af dæmonerne blev enten knust af havet eller gennemboret af de frosne tårer.
• Matigwess ledte den sidste rest af dæmonerne op til overfladen, som var dækket af slyngplanter. Dæmonerne indhentede langt om længe Matigwess og dræbte ham. De blev endelig opmærksomme på, at kaninen havde ledt dem ind i et eventyr, men da var det alt for sent.
• Grønherre Oran sang til slyngplanterne, der voksede omkring dæmonerne og holdt dem fast imens Sommerdronning Tiandra førte en steppebrand på tværs af jorden der brændte den sidste rest af dæmonerne væk.
• Da flammerne var døet hen, var det blevet nat, og idet fuldmånen skinnede ned fra himlen, genopstod Matigwess og løb op ad månelyset til sit palads.
• For Matigwess er blot et af Kaninfyrstens mange navne, og Kaninfyrsten kan aldrig i sandhed dø så længe der er snuhed i et dødeligt sind eller latter på et barns læber.

Det Grønne Hofs fortælling (Penelope)

• Med det gode skib Galifars Arv under Kaptajn Loralyssa af Shae Loralyndar fik vi passage til et land af is, sne og dæmonbesatte have. Snart stod vi over for fartøjer af utæmmede elementale kræfter, ledsaget af utallige dæmoner. Skønt Gwynlens sirenesang fik fjenderne til at fare på hinanden, og Kyrios holdt dæmoner fra kontakt med skibets dæk i mere end et øjeblik, lykkedes det os ikke at slippe i land med vort skib i behold, og Galifars Arv gik under.
• Længe ledte vi efter kilden til kræfterne der var ankommet fra Afgrunden, og inden længe drev vi et væsen af skygger og flammer til at fortælle os, at de var ledt af Balor, den første af sit navn, tidligere kendt som den fomorianske konge, Baloch Dúnlang.
• Igennem is, sne og dæmonisk slam sporede vi snart Balor til en arena af frossent blod, hvor den store dæmonherre morede sig med at slagte sine undersåtter, fanger og allierede. Ledt an af mig selv sneg vi os ind i arenaen, hvor Den Grønne Ridder udfordrede Balor selv til en duel til døden. Leende tog Balor imod udfordringen, men blev snart overvældet af vor ridder, der gennemhullede dæmonen med spyddet Rhongomyniad - det våben, som Kong Baloch Dúnlang selv engang havde båret!
• Såret af spyddet brød Balor duellens ord, og beordrede sine dæmoner til at dræbe os. Men han havde brudt sit ord i en del af Feriget, og hans undersåtters styrke svandt ind som var de ikke mere end en sværm af rotter, der snart blev knust under klør og spiddet af pile. Dæmonherren indså ikke hvor han havde fejlet, og forsøgte at flygte fra duellen. Uden et ord på læberne kastede Ridderen sit spyd, der gennemborede Balor og sendte ham tilbage til Afgrunden, indhyllet flammer og lidelse.
• Vi står derfor foran jer i dag, ikke blot som Balors banemænd, men som udryddere af hans utallige undersåtter, og bevis på båndet af ord der ikke bør brydes.

Sommerhoffets fortælling (Kaptajn Sotlan)

• Med vinden i sejlene bar Den Grædende Føniks os ud på Nivalirs smeltede hav, hvor vi håbede på at finde den Mørke Jagt, tjenere af Luftens og Mørkets Dronning. Først fandt vi is, der gemte på dæmoner, og vi vidste, at det var Il'navins værk. Dernæst fandt vi tåge, der gemte på dæmoner, og vidste, at det var Seldoreths værk. Til sidst fandt vi mørke, der gemte på dæmoner, og vidste, at Corgoran var nær.
• Ubegribelige uhyrer fra dybet var hurtigt i hælene på os, og forude var kun tåge og mørke, der gemte på rev af is. Men båret på ildfuglens flammende vinger overkom vi revet og slap væk fra dæmonerne.
• Snart befandt vi os over en dal af sne, der endnu var urørt af smeltningen, og vi landede i skyggen af et isbjerg for at genfinde sporet. Isbjerget brød sig ikke om det, da også det viste sig at være en tjener af Luftens og Mørkets Dronning. Men selv det største isbjerg kan smelte, og imens Aherion og jeg selv sejlede Føniksen i cirkler om uhyret, hvirvlede Prinsesse Gwendarnorlind og Prins Saif-al-Shula i en flammende dans om dets ben - og snart faldt isbjerget ned over os, ude af stand til at holde sig selv oppe. Føniksen, med alle dens fire master, kæntrede og blev dækket af sne.
• Begravet var vi ubevægelige i blot et øjeblik, inden håbets flamme brændte sig vej igennem isbjergets lig, og Den Grædende Føniks atter spredte sine flammende vinger på tværs af himlen. Vi havde nedlagt en mægtig tjener af Luftens og Mørkets Dronning, om end ikke den vi havde ventet. Og med sejren i behold drog vi atter tilbage til Senaliesse, hvor ingen kulde i sandhed bliver længe.

Tusmørkehoffets fortælling (Flyndral)

• På Den Syvende Stjerne sejlede vi stærkt mod fjerne, fagre kyster. Ude i det dybe astralhav fandt vi domænet Nivalir, hvor den grusomme gudinde Khala engang regerede, men som nu var i færd med at smelte!
• Stærkt vi sejlede i kamp mod Kaosflåden, og overvældede dem med vores klinger, klør, klogskab og overlegne sans for æstetik! De var snart på flugt, men selv Admiral Magwroth, Kaosflådens korrupte og knirkende kejser, kunne ikke gemme sig længe fra os, for både vinden og vandet var på vor side!
• Dette havde dog vist sig at være en fælde, for så snart Den Syvende Stjerne sejlede spektakulært igennem skyerne mod Magwroths frygtsomme fartøj, fokuserede flåden deres drabelige dødsinstrumenter i vores retning, og mit kære skib blev skudt ned fra himlen!
• Med eksplosioner i ryggen sprang vi stilfuldt over på flådens flagskib, Fortærerens Hånd, hvor Parsifals penumbrale parti parterede de fæle fomorianere, hvis følgeskab med flåden viste sig at være en fabelagtig fejl. Drabelige dæmoner blokerede bastant vor vej, og Mathghamhain blæste til jagt mens Chester sprang usynligt mellem udyrene! Ulv og kat imellem var min rute ryddet redeligt, og jeg udfordrede Magwroth til duel!
• Den dystre admiral lo blot af mig, men ved synet af sværdet i min hånd og stålet i mit blik, blev hans latter tavs, og gnisterne føg fra vores klinger idet de mødtes! Min fægtning var fuldendt, men Magwroth brugte beskidte kneb i en ellers ærefuld duel, og kombineret med hans råstyrke var jeg snart på retræte. Da hørte jeg Månemøens horn gjalde gevaldigt, og et sølvernt skær skinnede ned fra himlen som symbol på skæbne og sejr! Med vinden i håret knejsede jeg atter højt, men det samme kunne ikke siges om Magwroth, der i et øjeblik blev overvældet af lyset! Jeg så mit øjeblik og slog ud, og med sværd skinnende i stjernernes skær blev admiralen sandelig slagen!
• Som triumferende trofæ tog jeg flådens flagskib for mig selv - men ej mere vil det være kendt som Fortærerens Hånd! Fra nu og for evigt vil skibet sejle under det noble og notoriske navn "Stjerneklingen"!

Vinterhoffets fortælling (Shareth, den Underjordiske Konge)

• Afsted på skibet Naglfar, vi sejled' ud på nordlys;
• Til Nivalir, hvor legenden si'r, at guden Khala hersked'.
• Belejret af dæmoner, og infiltreret af mørke feer;
• Hvor snart vi fandt tre jægere, i luft og mørke smedet.
• Vor ridder spildte ingen tid, og gav dem straks vort skib;
• I bytte for mørke sjæle, der skulle ofres til et bæst.
• Men dette var et trick, for snart stod Jagten blot alene;
• Og tjenerne af dronningen de løb i skræk fra Vinter.
• Nu vi, med vores cryorasque, tog kampen op med Dagon;
• For havdæmoners fyrste vented' dybt i mørke vande.
• Men ej han lagde mere end et blik på vores bæst;
• Før også han blev ført med strømmen hjem til Skyggehavet.
• Skønt stor det var en sejr, flere af os nu står ændret;
• Jeg selv ej længer' tynd og hvid, og konge mer' end hertug.
• Og Koliada Aurilsdottir, Ridderheks af Vinter;
• Er atter nu fyrstinde af den første faldne sne.
• Derfor vi begge trækker os fra Spillet nu vi spiller;
• Og kalder da på blodets bånd for at hele hvad vi splintrer.
• Vor kære Vinterridder genfandt ikke blot sin titel;
• Men også kær en søster, som nu kaldes op til dåd.
• Og engang mit blod blev udgydt af en klinge sort og kold;
• Så min bror af blandet blod vil fylde mine sko som væbner.
• Det er mig nu en ære for jer at erklære disse;
• Væbner Nordenvinden, og Ridderen Zerlanna!

A: Opsummering for 18/3

Opsummering

Der skete meget denne gang...

1. Zerlanna dukkede op sammen med sin drage og sin kolos og angreb Dagon bagfra.
2. Chester, Eilfenwyn og Roanar blev alle såret tilstrækkeligt til at de forsvandt. Ud over dem omkom ingen nævneværdige NPCer.
3. Det viste sig at Radim (i samarbejde med Eilfenwyn) havde ændret på hvordan historien burde have forløbet ved at bringe alle de allierede til Nivalir for at kæmpe mod dæmonerne. Dagon var ikke glad.
4. Den Gyldne Kejsers flagskib, Exterminatus, dukkede op på himlen (med Sapristi om bord!), og Dagon flygtede ned i dybet.
5. Mark II, Zerlanna og cryorasquen satte efter Dagon, og det lykkedes dem i fællesskab at besejre Dagon - hvis sidste ord lød i stil med "JEG ER ÆLDRE END MULTIVERSET SELV. JEG KAN VENTE," idet Dak udslettede hans fysiske krop.
6. Zerlanna tog kontrol over cryorasquen og satte den til at bevogte Nivalirs kerne, efter hun havde ødelagt portalen til Afgrunden.
7. Radim fortalte gruppen at han selv for længe siden havde stjålet buen Hamayumi fra solguden Terashi på verdenen Kamigawa, men at selv guderne ikke var i stand til at opdage hans snedige tyveri. Han havde placeret den på Podaboos verden, hvor den nu befinder sig i Elona, Den Gyldne Sols Land, i hænderne på en lich. Ikke langt derfra er en portal til en underverden, hvorfra man kan rejse til Hades' Bankboks (hvor Ahriman og Alsvart fra arsenalet er) hvis man skulle ønske det.
8. Den Faldne, Krigvind og Naglfar var alle taget afsted da gruppen vendte tilbage til overfladen. Kaptajn Tarazir af piratskibet Savazio dukkede op, hilste, og forsvandt igen.



Kaptajn Tarazir

9. Radim sendte Podaboo tilbage til quagganens egen verden, Thyria, til et område han kaldte for Krystalørkenen.
10. Flyndral knælede ved Loralyssas ubevægelige krop - hun lod til at være offer for en forbandelse, som kun kunne ophæves af sand kærlighed. Ud fra Loralyssas forbindelse til Rosens og Tornens Dronning i Eberron (og at oversættelsen af Loralyssa fra elvisk til common var "Rosentorn" eller "Tornerose"), konkluderede gruppen, at Koliada var nødt til at kysse Loralyssa for at ophæve forbandelsen.
11. Koliada blev hidkaldt, slog en Natural 20 på sit Will defense roll imod hendes eget forbandede skår af Asmodeus' Sorte Troldspejl, og kyssede Kaptajn Loralyssa. Koliada blev til sne og blæste væk; Luna fangede hendes spejlskår; Loralyssa vågnede og troede at hun havde drømt hele sin deltagelse i Stjernernes Spil; og da Den Tynde Hvide Hertug bevidnede det hele, blev hans egen forbandelse brudt, og han blev igen til Den Underjordiske Konge, som i sin tid selv var blevet forbandet af Vinterhoffet. Han blev til en ugle og fløj væk.



Den Underjordiske Konge

12. Kaptajn Kirian af skibet Lassalagos fortalte, at han havde som plan at udslette Ravnedronningen, en tyrannisk dødsgud, ved hjælp af Eonius fra Himlens Arsenal. Han ønskede at gruppen blandede sig udenom.
13. Kaptajn Ildskæg blev gjort til træl for navigatøren Eva, der viste sig at være Madam Eva, rauni af Zarovan-klanen, og tilsyneladende en gammel heks. Hun forlod Mark II og sejlede væk på Brelænderen.



Madam Eva

14. Kaptajn Flyndral inviterede Loralyssa om bord på Fortærerens Hånd (der "seriøst skal have et nyt navn") da hendes eget skib, Galifars Arv, gik under.

Som preview på næste session:

To skikkelser - den ene en halvelver klædt i fint sort tøj, og den anden en elver i en beige kutte med et stort tohåndssværd på ryggen - teleporterer om bord på Mark II.

"Jeg er Markus von Überwald, og dette er min halvbroder Nimhir," siger halvelveren. Begge lader til at genkende Dak.

"Jeg er blevet informeret om at min datter er et sted på dette domæne," fortsætter han. "Har nogen af jer set Prinsesse Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje?"

A: Opsummering for 4/3 + 11/3

Opsummering

Victor og Luna mødtes med repræsentanter for de andre parter, der havde kæmpet mod Kaosflåden, hvilket inkluderede Kaptajn Kirian af Lassalagos, Kaptajn Ildskæg af Brelænderen, beholderen Quixxellops af De Forfaldne Øjnes Liga, Kaptajn Flyndral af Fortærerens Hånd, Kaptajn Eldur af Den Faldne, Jarl Storvald af frostjætterne og skibet Krigvind, Eilfenwyn af Flodsangen og Alaric der repræsenterede... Eberron?

Det blev slået fast at Luftens og Mørkets Dronning havde taget kontrol over Zerlanna og Koliada, og at hendes tilstedeværen i Nivalir kunne bekæmpes ved at fordrive eller dræbe hendes tjenere - Den Mørke Jagt - eftersom hun kun var manifesteret i Nivalir som en form for avatar. Dronningen ville dog sætte Zerlanna og Koliada efter Den Mørke Jagt hvis en tydelig trussel nærmede sig.

Imens resten af skibene drog ud for at tage Zerlanna og Koliadas opmærksomhed, sejlede Mark II afsted for at tage sig af Den Mørke Jagt, der befandt sig på skibet Naglfar. Eilfenwyn ledte gruppen hen til et tåget område, hvor de stødte ind i det store skib bygget af de dødes negle, og hvor de tre medlemmer af Jagten rigtigt nok ventede.

Il'navin, den Hvide Frost

Corgoran den Sorte

Stormravnen, Seldoreth den Grå

Den Mørke Jagt viste sig at være ekstremt farlige modstandere i kamp, og flere af gruppens medlemmer var hurtigt på dødens rand. Men pludselig dukkede Frostprinsen op, og lederen af Vinterhoffet erklærede, at Nivalir var under hans beskyttelse. Med en vag trussel forsvandt Il'navin og Corgoran - Seldoreth var allerede blevet dræbt af Dak.

Frostprinsen

Gruppen vendte tilbage til deres allierede med Naglfar efter sig. Efter lidt forhandling med Eldur og Koliada, og efter Mark II var blevet opgraderet kort med nye våben, satte de samlede styrker sejl imod midten af Nivalir, hvor man ventede at finde Dagon.

Det første der mødte gruppen i midten af bjergene var ikke Dagon selv, men et hav af mareridtsagtige tentakler, der greb om skibe og truede med at knuse besætningsmedlemmerne sind. Efter galskaben var kæmpet væk, dukkede et kolossalt fiskeagtigt monster op i en gigantisk malstrøm: Dagon.

Dagon sendte stadig tankeknusende bølger af energi ud på tværs af Dæmonhavet, men alle de allierede fortsatte kampen på trods af sår og skader. På kort tid fik gruppen dæmonfyrstens opmærksomhed, og den belønnede deres ihærdighed ved at fremmane gigantiske tentakler, der greb om både for- og agterenden af Mark II og truede med at hive skibet ind til sig.

Koliada teleporterede cryorasquen om bag Dagon imens dette skete, og Zerlanna med hendes kolos og isdrage lod til at være forsvundet...

A: Opsummering for 18/2 + 25/2

Opsummering

Gruppe besluttede sig for at sætte efter cryorasquen imens Alaric og Roanar dækkede det Grønne Hofs retræte og Zerlanna hjalp Sommerhoffet med at kæmpe mod den Levende Gletsjer.

Cryorasquen.

Den Levende Gletsjer.

Victor fik hjælp fra en havhund til at spore cryorasquen, og mødtes med Mark II da sporet ledte ned i havet og under den Blege Gletsjer. Ustabile og dæmon-bevogtede tunneller i isen førte skibet til en del af den smeltende gletsjer, hvor Den Syvende Stjerne og Flodsangen kæmpede bravt mod Kaosflåden. Cryorasquen satte afsted mod et højt isbjerg ved kysten, og Mark II fulgte med - med så høj en hastighed, at skibet overhalede det titaniske monster, og fløj op i tågen ved isbjergets top.

Her viste det sig, at Vinterhoffets hold havde påkaldt cryorasquen, som de ønskede at bruge som våben imod Dagon, som led i Koralhoffets udfordring. Gruppen besluttede sig her for at lade Vinterhoffet gå, da de i stedet selv gled ned ad bjerget med kurs mod Kaosflåden - hvor Admiral Magwroth ventede på sit flagskib, Fortærerens Hånd.

Kampen blev skudt indledt ved at sejle tæt op ad flagskibet kort før Den Syvende Stjerne blev skudt ned fra himlen, hvilket placerede både Victor og Tusmørkehoffets deltagere på det elementale fartøj. Fjendtlige astralskibe dukkede op med forstærkninger, hvilket inkluderede et par balor-dæmoner, der teleporterede om bord på Mark II.

Balor-dæmon.

Det lod til at fjenden havde fordelen i luften, indtil det elviske astralskib Lassalagos og Den Flyvende Brelænder begge dukkede op for at fordrive de fjendtlige astralskibe - åbenbart med hjælp fra et alarmerende højt antal beholders.

Eilfenwyn dukkede desuden op om bord på skibene ved havniveau, assisteret af en række elviske riddere i hvid insektlignende pladerustning. De var bevæbnet med hellebarder, der lod til at være i stand til at affyre stråler af magi (lidt i stil med warlock-formularen eldritch blast), og gik til værks med at rasere kaosskibene hurtigt.

Alaric og Roanars harroc dukkede også op i kampen, samtidigt med en flåde af langskibe sejlet af frostjætter (allieret med Vinterhoffet), hvoraf det største af skibene bar navnet Krigvind. Astralskibet Den Faldne, sejlet af Kaptajn Eldur Darkstar, og med (tidligere) Højkardinal Krozen af den Sølverne Flammes Kirke som passager, nåede senere frem. Samtidigt med at Victor og Flyndral besejrede Admiral Magwroth i nærkamp, lykkedes det Mark II og de nyankomne skibe at udradere resten af Kaosflåden og deres assisterende astralskibe. Alaric og Roanar mistede deres harroc i løbet af kampen, da den blev fanget mellem tre eksploderede kaosskibe.

En anspændt stilhed sænkede sig over slagmarken, da en underskøn elvisk skikkelse dukkede op på himlen over isbjerget, hvor Vinterhoffet tidligere havde befundet sig.

Hun kaldte ud til sine "døtre", hvilket lod til at påvirke både Koliada, Zerlanna og Eilfenwyn - hvoraf Eilfenwyn faldt omkuld, Zerlannas snekugler eksploderede, og Koliada fløj op til den nyankomne.

Et tordenbrag senere dukkede Bjørn op - han kunne fortælle, at kvinden var vintergudinden Auril, kendt i Feriget som Luftens og Mørkets Dronning. Han gav gruppen sin velsignelse og drog videre igen, hvorefter Eilfenwyn vågnede. Inden hun kunne nå at sige meget mere end at Auril var hendes og Zerlannas mor, indkaldte Kaptajn Kirian af Lassalagos til et møde, hvor man kunne få afklaret hvilke årsager folk havde for at være dukket op, og hvordan man kunne nå dem.

A: Opsummering for 4/2 + 11/2 + Bonus!

Opsummering

Gruppen satte ud for at assistere Sommerhoffets hold, hjulpet af gnomen Fendahl (der havde mødt gruppen sidst de var i Nivalir), og befandt sig snart i en tyk tåge, hvor de gigantiske havdæmoner angreb nedefra.

Isenhorven - en kraken som gruppen mødte under Vinterhoffets prøvelse - dukkede op og tog en af dæmonerne med sig, men den anden fik snart hjælp fra et dæmonisk astralskib i nærheden.

En kort og intens kamp senere, og astralskibet var på vej væk, med undtagelse af den fomorianer, som de havde med. Den Grædende Føniks blev reddet fra deres eget havmonster, men det lod til at Gwendarnorlind, Sommerens Flammende Lilje og Tiandras datter, var i en komalignende tilstand efter kampen.

Derefter rejste Mark II mod Tusmørkehoffet, og fandt deres skib Den Syvende Stjerne højt til vers, trukket af Den Vilde Jagts ulve, i kamp med både astralskibe og Kaosflåden.

Gruppens eget skib nærmede sig, og da der udbrød kamp imellem Mark II og de fjendtlige skibe, dukkede en gigantisk skikkelse op på isen i nærheden: En gigantisk skikkelse, der mest af alt lignede en kæmpemæssig warforged, og som var prydet med krystaller. Skikkelsen viste sig snart at være en prototypisk harroc, styret af Alaric d'Cannith og en eller anden person ved navn Roanar, som gruppen ikke havde mødt før.

Sammen fik de ødelagt både Kaosflådens skibe og de fleste af astralskibene i luften, men et enkelt skib nåede at sætte kurs væk derfra med høj hastighed, inden gruppen kunne nå at skyde det ned eller sabotere det.

I mellemtiden...

Victor sænkede sin tryllestav, og der var et kort øjebliks stilhed inden det sidste kaosskib eksploderede. Stanken af stegt dretch blandede sig med den nærmest sødlige lugt af blodet fra de mørke feer, som var sendt dertil af Luftens og Mørkets Dronning, inden Zerlanna landede et par meter væk og blæste den ækle luft væk med et vift af sin hånd.

Eladrinen løftede en krystalkugle op, hvor en mængde af glitrende sne- og glaskrystaller hvirvlede rundt. "Kalder Mark II, Zerlanna her. Den anden bølge af skibe er netop blev endeliggjort. Den Grønne Ridder har netop dræbt Balor i en duel, men holdet er såret og på væk væk fra resten af dæmonerne. Det lader til at Sommerhoffet er på vej mod en samling af feer... men jeg er bange for at de er på vej i et baghold. Tusmørkehoffet ser ud til at have kurs mod den størstetilbageværende koncentration af Kaosflåden."

Hun rynkede sine øjenbryn og fortsatte: "Jeg kan mærke et meget stort væsen i nærheden af jer, men jeg kan ikke genkende det. Er i i fare?"

En stemme kunne høres fra krystalkuglen: "Hej Zerlanna, det er bare mig, Alaric." En anden stemme med let elvisk accent ledsagede den første: "Og jeg, Roanar. Vi har ikke mødtes før, men jeg skulle hilse fra Eilfenwyn."

Zerlanna åndede lettet op, og intensiteten af den bidende vind omkring hende sænkedes en smule idet Alaric fortsatte: "Vi er i gang med at afprøve en 'harroc' - en stor golem-agtig rustning bygget til at kæmpe mod tarrasques og den slags."

"Jeg er glad for al hjælp vi kan få," svarede Zerlanna, nu med et smil på læben. "Selv om jeg inderligt håber på at vi ikke får meget brug for dens intende-"

Hun blev afbrudt af et jordskælv, der var ved at slå både hende selv og Victor omkuld, ledsaget af en øredøvende lyd af splintrende is, og et brøl som tretten tordenbrag.

Victor og Zerlanna kiggede begge bagud imod den tykkeste del af gletsjeren, som indtil nu havde fungeret som fængsel for den titaniske Cryorasque. Der var nu kun et krater af sort is tilbage, og en gigantisk kolonne af vand ud for gletsjeren vidnede om, at noget meget stort netop var sprunget i.

"Glem hvad jeg lige har sagt," fortsatte Zerlanna, nu uden skyggen af et smil. "Cryorasquen er brudt fri."

Til næste gang...

Umiddelbart er der flere steder, der kunne have brug for gruppens tilstedeværen:

1. Det flygtende astralskib.
2. Dækning af det Grønne Hofs retræte.
3. Sommerhoffet er på vej i et baghold.
4. Tusmørkehoffet er på vej mod Kaosflåden, med intention om at dræbe Admiral Magwroth.
5. Cryorasquen er sluppet fri.