Opsummering
Gruppen satte ud for at assistere Sommerhoffets hold, hjulpet af gnomen Fendahl (der havde mødt gruppen sidst de var i Nivalir), og befandt sig snart i en tyk tåge, hvor de gigantiske havdæmoner angreb nedefra.
Isenhorven - en kraken som gruppen mødte under Vinterhoffets prøvelse - dukkede op og tog en af dæmonerne med sig, men den anden fik snart hjælp fra et dæmonisk astralskib i nærheden.
En kort og intens kamp senere, og astralskibet var på vej væk, med undtagelse af den fomorianer, som de havde med. Den Grædende Føniks blev reddet fra deres eget havmonster, men det lod til at Gwendarnorlind, Sommerens Flammende Lilje og Tiandras datter, var i en komalignende tilstand efter kampen.
Derefter rejste Mark II mod Tusmørkehoffet, og fandt deres skib Den Syvende Stjerne højt til vers, trukket af Den Vilde Jagts ulve, i kamp med både astralskibe og Kaosflåden.
Gruppens eget skib nærmede sig, og da der udbrød kamp imellem Mark II og de fjendtlige skibe, dukkede en gigantisk skikkelse op på isen i nærheden: En gigantisk skikkelse, der mest af alt lignede en kæmpemæssig warforged, og som var prydet med krystaller. Skikkelsen viste sig snart at være en prototypisk harroc, styret af Alaric d'Cannith og en eller anden person ved navn Roanar, som gruppen ikke havde mødt før.
Sammen fik de ødelagt både Kaosflådens skibe og de fleste af astralskibene i luften, men et enkelt skib nåede at sætte kurs væk derfra med høj hastighed, inden gruppen kunne nå at skyde det ned eller sabotere det.
I mellemtiden...
Victor sænkede sin tryllestav, og der var et kort øjebliks stilhed inden det sidste kaosskib eksploderede. Stanken af stegt dretch blandede sig med den nærmest sødlige lugt af blodet fra de mørke feer, som var sendt dertil af Luftens og Mørkets Dronning, inden Zerlanna landede et par meter væk og blæste den ækle luft væk med et vift af sin hånd.
Eladrinen løftede en krystalkugle op, hvor en mængde af glitrende sne- og glaskrystaller hvirvlede rundt. "Kalder Mark II, Zerlanna her. Den anden bølge af skibe er netop blev endeliggjort. Den Grønne Ridder har netop dræbt Balor i en duel, men holdet er såret og på væk væk fra resten af dæmonerne. Det lader til at Sommerhoffet er på vej mod en samling af feer... men jeg er bange for at de er på vej i et baghold. Tusmørkehoffet ser ud til at have kurs mod den størstetilbageværende koncentration af Kaosflåden."
Hun rynkede sine øjenbryn og fortsatte: "Jeg kan mærke et meget stort væsen i nærheden af jer, men jeg kan ikke genkende det. Er i i fare?"
En stemme kunne høres fra krystalkuglen: "Hej Zerlanna, det er bare mig, Alaric." En anden stemme med let elvisk accent ledsagede den første: "Og jeg, Roanar. Vi har ikke mødtes før, men jeg skulle hilse fra Eilfenwyn."
Zerlanna åndede lettet op, og intensiteten af den bidende vind omkring hende sænkedes en smule idet Alaric fortsatte: "Vi er i gang med at afprøve en 'harroc' - en stor golem-agtig rustning bygget til at kæmpe mod tarrasques og den slags."
"Jeg er glad for al hjælp vi kan få," svarede Zerlanna, nu med et smil på læben. "Selv om jeg inderligt håber på at vi ikke får meget brug for dens intende-"
Hun blev afbrudt af et jordskælv, der var ved at slå både hende selv og Victor omkuld, ledsaget af en øredøvende lyd af splintrende is, og et brøl som tretten tordenbrag.
Victor og Zerlanna kiggede begge bagud imod den tykkeste del af gletsjeren, som indtil nu havde fungeret som fængsel for den titaniske Cryorasque. Der var nu kun et krater af sort is tilbage, og en gigantisk kolonne af vand ud for gletsjeren vidnede om, at noget meget stort netop var sprunget i.
"Glem hvad jeg lige har sagt," fortsatte Zerlanna, nu uden skyggen af et smil. "Cryorasquen er brudt fri."
Til næste gang...
Umiddelbart er der flere steder, der kunne have brug for gruppens tilstedeværen:
- Det flygtende astralskib.
- Dækning af det Grønne Hofs retræte.
- Sommerhoffet er på vej i et baghold.
- Tusmørkehoffet er på vej mod Kaosflåden, med intention om at dræbe Admiral Magwroth.
- Cryorasquen er sluppet fri.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar