A - Mellemspil: Solspyd og Skygger, Sandhed og Skæbne

I munden på Zhaitron, ved det gode skib Mark III...

Ordene gav genlyd på tværs af afstanden mellem Pinslens Mund og skibet:

"SKÆLV, TYRIA, OG FORTVIVL! DHUUM ER KOMMET TIL VERDEN!"

Efter få øjeblikke blev den kolossale dæmoniske græshoppekrop tilsyneladende flået i to, som om en skyggeagtig klon af den blev hevet væk og kondenseret i en mindre kutteklædt skikkelse med en frønligt skinnende le.

Den dæmoniske græshoppekrop vendte blikket mod Dhuums skyggekrop og udstødte en skrigende, kaglende latter, idet den løftede sin le og dirigerede sine utallige udøde tjenere op ad tentakeltræet og mod dødsgudens avatar. Dhuums kutteklædte skikkelse løftede sin egen le og for i raseri mod græshoppeguden.

De fleste øjne i området var vendt mod slaget mellem de to guddommelige skikkelser, mod Zhaitron, eller mod kampen mellem Balthazar og Kralkatorrik. Koss Dejarin var hoppet af skibet og stod ved en af Zhaitrons tænder, idet han havde overladt roret til quagganen Podaboo, der ligesom ham selv var berørt af noget guddommeligt. Mens han selv havde været midlertidig styrmand for et par fartøjer da han var i live, havde Podaboo ikke kun tilbragt sit liv som kaptajn - han var bogstaveligt talt født i havet.

Ingen Brændte truede herinde i gabet, og der var ikke dukket flere af Jokos tjenere op heller. Koss skuede rastesløst ud over slagmarken, i håbet om at finde et sted han kunne gøre en forskel. Jorden forneden var en krigszone mellem Smedne, Brændte, Vækkede og Dhuums skyggeagtige dæmoner, imens himlen var fyldt med torden, ild og død. Intet sted kunne han ansvarligt føre Mark III hen uden at risikere at heltene i Zhaitron ville miste deres udvej fra Tyria, foruden en god ven. Og intet sted var sikkert nok til at han alene ville kunne være med til at vende kampen - selv om han også var usikker på hvilke sider han håbede på ville vinde.

Koss så op, og lagde mærke til bevægelse bag Pinslens Mund: Et spøgelsesagtigt skib bevægede sig fra et sted hinsides denne verden ind i himlen, omgivet af tåge og et blåligt skær. Lysende bogstaver langt skroget forkyndte skibets navn: Tåbernes Dronning.

Spøgelsesskibet var fyldt med fortabte sjæle - tilsyneladende smuglet direkte ud af Underverdenen, at dømme efter Dhuums rasende reaktion:

"HVAD SKAL DETTE FORESTILLE - ENDNU ET AF JOKOS TRICKS? SÅ SNART DHUUM ER FÆRDIG MED DENNE OPKOMLING, VIL JERES DOM BLIVE FÆLDET."

Koss havde begrænset interesse for den faldne (og nu genoprejste) dødsguds brøl - han havde personligt været med til at forsegle Dhuum tidligere, da han selv var i live, og vidste at Stemmen i Tomheden var en af de tønder der buldrede mest. Hans opmærksomhed var dog rettet mod besætningen på Tåbernes Dronning: Mange af dem lod til at have været menneskelige korsarer da de var i live, selv om flere tydeligvis var sluttet sig til skibets besætning i Underverdenen - Koss kendte sin korsarhistorie, og vidste at Tåbernes Dronning engang sejlede under Orrs flag. Og det havde været århundreder siden Orr gik under i Kataklysmen, foruden de spektakulære apokalyptiske begivenheder der var foregået siden.

Et par af besætningsmedlemmerne skilte sig desuden endnu skarpere ud: En charr der tydeligvis ikke var et spøgelse, og som bar et flammende dragesværd; en nyligt afdød planteperson der lod til at være i gang med at placere alkymistiske sprængstoffer ved skibets front; og et skaldet, midaldrende spøgelse der lod til at fungere som skibets kaptajn, selv om hans kåber vidnede om at han havde været en præst da han var i live. Koss genkendte dette spøgelse som Dunkoro - hans tidligere kammerat, der havde været med ham gennem tykt og tyndt, havde tjent under de to største spydmarskaller Elona havde set, og som havde været med til både at dræbe Abaddon, forsegle Dhuum, og knuse den Store Ødelægger - den første aktive drageforkæmper som verden havde set i tusinder af år.

Dunkoro vendte sig mod Zhaitron, kneb øjnene sammen, og hans og Koss' blikke mødtes. I et åndedrat mellem befalinger til spøgelsesbesætningen lod Dunkoro til kort at give et anerkendende smil, og at bukke hovedet i retning af sin gamle ven. Koss gav et skævt smil tilbage, og bukkede selv hovedet let. Dunkoro vendte sig bort, og fortsatte med at give befalinger til sin besætning, tydeligvis stadig med den kølige fatning og det overmenneskelige overblik som han altid havde haft da han var i live.

Koss så sin gamle kammerat, der trods død - og nu risiko for sin sjæls fuldkomne udslettelse - gjorde alt hvad der var i hans magt for at gøre en forskel. Han så ned på sine hænder, der lod til at lyse indefra med det kølige hvide skær fra en navnløs guddom fra en anden verden - og han skammede sig over sin ubeslutsomhed og hjælpeløshed. Han smilede og grinede let af sig selv, imens han funderede over ironien i situationen: Han var stærkere end han nogensinde havde været da han var i live, og i stand til at kanalisere guddommelige kræfter på en måde som han aldrig havde set dødelige gøre - stærk nok til at føle et ansvar for at hjælpe, men ikke stærk nok til at påtage sig en værdig kamp og vinde.

Kasmeer Meade lod til at have forladt sin post ved skibsvåbnet da der ikke var flere trusler i nærheden, og stod med armene på rælingen over Koss' venstre skulder. "Jeg ved godt at det virker selvisk, og jeg ville virkelig ikke ønske at flere folk befandt sig i denne her situation, men jeg har en følelse af at vi ikke kan klare det her alene," sagde hun. Koss så op mod hende. "Ah ja, du er en del af et laug? Dragevogterne, ikke sandt?" Hun smilede let og nikkede imens hun vendte blikket ned mod ham. "Vi nåede aldrig at blive flere end en håndfuld," fortsatte hun, "men vi komplementerede altid hinanden så godt." Hun rystede en smule på hovedet. "Snindividuelt lader til at være stærke, men stærke nok til at besejre både Joko og hans løjtnanter? Hvis ikke det var fordi guderne enten har forladt verden eller lader til at være opsat på at ødelægge den, ville jeg nok være i gang med at bede lige nu." I det øjeblik lød et brøl fra den dæmoniske græshoppegud idet Dhuum trak sin le på tværs af et af dens ben.

"TÅBELIGE DÆMON! DIN FALSKE MAGT OVER UDØDE VIDNER BLOT OM DINE FORBRYDELSER - OG DHUUM VIL VÆRE BÅDE DIN DOMMER OG DIN BØDDEL!"

Koss vendte sig mod Kasmeer med et sæt, imens en sandhed lød i hans sind: Jeg er med jer alle dage. "Ikke alle guderne," sagde han. "Men den eneste der vil hjælpe os er ikke stærk nok til at gøre en forskel." Kasmeer så eftertænkt på ham. "Du mener Abaddon? Jeg kan forstå at en del af Hans kræfter blev lagt i Sirenehavnen? Havde Snindividuelt ikke tænkt sig at bruge dem?"

Nej, lød en trist stemme i begge deres sind. De frygter at Joko ikke ville blive imponeret af at de blot fremviste en guds kræfter i stedet for deres egne. Joko har trods alt udtalt sig om at han ikke stoler på andre guder end sig selv. Men uden min hjælp frygter jeg selv for deres sikkerhed.

"Kunne vi mon snige os ind i en af helligdommene alligevel, i tilfælde af at det går dem rædsomt?" spurgte Kasmeer. "Joko har nok sin opmærksomhed rettet mod Snindividuelt eller kampene udenfor. Jeg kan i hvert fald forestille mig at kræfter der er gemt i for eksempel Lyssas eller Dwaynas helligdomme kunne være mindre... opmærksomhedsskabende..."

En rund skikkelse svævede op ved siden af Kasmeer. "Foo!" udtalte Podaboo. "Helligdommene er ikke rare steder. Quaggan ville ikke have efterladt de kloge børn derinde hvis ikke kuttemanden havde været der."

Koss og Kasmeer stirrede begge uforstående på Podaboo. "De kloge børn?" spurgte Kasmeer. "Kuttemanden?" spurgte Koss, og kiggede kort ud mod kampen mellem Dhuum og den dæmoniske græshoppegud. Podaboo nikkede. "Et af børnene kunne ikke gå selv, og quaggan tror at hun havde mistet sin bamse. Hun kaldte den Hr. Snuske."

Kasmeer nærmest råbte "Åh nej, Taimi! Hvor så du dem henne? Hvordan fandt du ud derfra?" Podaboo blinkede et par gange imens han trak på skuldrene. "Vingel-helligdommen. Quaggan fløj gennem luftrøret." Kasmeer vendte blikket mod Koss, og opdagede at han allerede var hoppet op ved siden af hende, imens luften omkring ham glitrede med et gyldent skær. "Vis os dette luftrør med det samme," sagde han. Podaboo kiggede tilbage mod styrhjulet hvorefter Koss fortsatte: "Du bliver her på skibet - du er en langt bedre styrmand for Mark end jeg kunne være." Quagganen vendte sig tilbage og kiggede nedad imens en let violet farve sneg sig op i hans kinder. "Foo..." mumlede han akavet.

"Men jeg tror..." begyndte Koss, hvorefter han standsede og rystede på hovedet imens en glorie af gylden Sandhed strålede omkring ham. "Nej, jeg ved at der er noget i Dwaynas - Vinglens - helligdom som kan hjælpe Snindividuelt." Han vendte sig mod Kasmeer, hvis øjne et øjeblik lyste op med et lyselilla skær imens hendes ansigtsudtryk blev slapt. Hendes øjne vendte tilbage til deres tidligere udseende, og hun stirrede på Koss med et stålsat men samtidigt sørgeligt blik. "Ja," sagde hun. "Jeg ved ikke hvordan, men... jeg tror at jeg lige har haft endnu en vision, som da jeg trak fra de kort der også påkaldte Dhuum?" Hun sank en klump i sin hals og kiggede bekymret rundt. "Det vil kræve så meget af dig," sagde hun til Koss, med et glimt af tårer i øjnene, "men jeg tror at det kan være vores eneste mulighed hvis det ikke lykkes for Snindividuelt at besejre Joko på deres måde."

Koss så på Kasmeer i et par sekunder, hvorefter han nikkede en enkelt gang. "Intet offer jeg kan give er for stort til at frelse andre fra den levende Pinsel som det er at være en af Jokos Vækkede." De vendte sig begge mod Podaboo, der var rynket med bekymring. "Foo... Quaggan viser vej til luftrøret," sagde han og nikkede energisk rynkerne væk. "Det er også godt for quaggan at være lidt væk fra skibet," fortsatte han idet de tre skyndte sig mod hullet i ismuren. "Quaggan ved ikke om han kan lide Marks stemme."

A: Opsummering for 7/4 til 18/8 2018

Situationen nu...

Gruppen (undtagen Dak) befinder sig i Sandhedens Bibliotek, hvor de forbereder sig på opgør med Abaddon og muligvis urdragen Kralkatorrik.

Sandhedens Bibliotek er en afdeling af planet kendt som Tågerne, hvor Kormir (Sandhedens Gudinde på Tyria) tidligere befandt sig. Det er teknisk set en afdeling af Pinslens Rige - den del af Tågerne hvor Abaddon (Hemmelighedernes Gud) var indespærret indtil hans død for ~250 år siden.

Sandhedens Bibliotek er dog i relativ sikkerhed, og her er både dødeliges sjæle, og de sidste af de Glemte - en art af slangevæsener der lader til at have været på Tyria længere end menneskehedens guder.

Blandt de Glemte har fire været af interesse indtil videre:

• Sharissh er ekspert i Ødelæggelsens skole, og er i stand til at skabe stærke magiske genstande.
• Kaptajn Sulahresh er ekspert i Bevaringens skole, og koordinerer guerilla-krigen mod den udøde gud Abaddons styrker.
• Ypperstepræst Zhellix er ekspert i Nægtelsens skole, og ved mest blandt de Glemte om magi, Abaddon, Sandhedens Lys, og Tyrias historie.
• Aurus Trevess er ekspert i Aggressionens skole, og holder sig for sig selv imens han forsker i at give liv til magiske konstrukter (de Ophøjede, de Smedne, golem'er, etc.).

Sharissh er i stand til at skabe mægtige genstande af materiale fra Tågerne - med gruppens hjælp ligefrem nogle der har stærke forbindelser til Himlens Arsenal!

Disse er skabt med Pinslens Ædelsten - som indtil videre lader til at være blevet brugt til at skabe Abaddons dæmoner. Hver ædelsten er 1 point værd i Simple Essence Crafting.

• Hvor normale genstande der bliver craftet kan indeholde op til 5 points af magiske effekter, kan genstande skabt med Pinslens Ædelsten indeholde op til 6 points.
• Genstande med Astral Regalia kan indeholde op til 10 points af magiske effekter, men er bundet til en bestemt del af Himlens Arsenal, og man kan maksimalt bruge lige så mange af dem som antallet af item slots man har mistet til riter for den genstand.

Husk at Pinslens Ædelsten er opdelt i farver, med særlige associationer til hver farve:

• Gylden: Bevaring, beskyttelse, liv, force/radiant.
• Himlens Arsenal: Ormazd, Excalibur, Hamayumi, Ouroboros.
• Eksempler på effekter: Bonus til defenses, healing, resistance eller saving throws; selvopofrende effekter såsom at tage skade eller conditions i stedet for allierede.
• Lilla: Nægtelse, sindet, luft, force/lightning/psychic.
• Himlens Arsenal: Kotharlosvir, Ahriman, Eonius.
• Eksempler på effekter: Bonus til saves mod charm/fear/daze/dominate, fly speed, blinded/dazed, teleport, insubstantial, phasing.
• Rød: Ødelæggelse, elementerne (særligt ild), acid/cold/fire/lightning/thunder.
• Himlens Arsenal: Molokaz, Ahriman.
• Eksempler på effekter: Bonus til damage rolls, ekstra ongoing damage, knock prone, increase size of blast/burst.
• Grøn: Aggression, afstraffelse, svækkelse, dræning af liv, døden, cold/necrotic/poison.
• Himlens Arsenal: Alsvart, Karpana.
• Eksempler på effekter: Attacker takes damage, bonus vs. bloodied eller når bloodied, weakened/restrained, lose healing surge to deal surge value in necrotic damage and regain same amount of hit points.

Her i biblioteket er desuden blevet opdaget gamle ædelsten der indeholder tabte evner fra fortidige helte. Den letteste metode til at forbinde sig til disse evner og lære af dem er ved at studere dem sammen med en ekspert inden for feltet - for Gray var dette Turai Ossa, og for Luna var det Kaptajn Sulahresh.

Turai Ossas kendte sværdteknik, som han brugte til at besejre Palawa Joko ved Slaget om Jahai.

Efter Dak begav sig ud på egen hånd fra biblioteket sammen med en tilbeder af Abaddon, blev han lokket i en fælde - og han dukkede op hos hvad der lod til at være Abaddon selv. Den udøde gud præsenterede en anden vinkel, og tilbød et samarbejde med gruppen...

Drama Points!

Alle får 5 drama points.

Victor har allerede brugt 2 af disse.

Hvordan kom vi hertil?

Gigacererak åbnede en portal til Tyrias Underverden fra Pluton, igennem den Sorte Malstrøm. Han havde tidligere brugt denne malstrøm til at sende breve til sin penneven, "Kadaver-Jokum".

Den gigantiske tempel-mech dukkede op foran Tyrias tidligere dødsgud, Dhuum, som lod til at være en form for aspekt af Nerull. Med Gigacereraks tilstedeværelse blev Dhuum sluppet fri fra sin indespærring, og mech'en fortsatte ud og op til den dødelige verden.

På Tyrias overflade trampede Gigacererak fra indgangen til Underverdenen, på tværs af en bjergkæde og igennem et hav, for at nå frem til Krystalørkenen langt mod sydøst. Gigacererak tog vestpå, og gruppen satte afsted for at mødes med Balthazar.

Gruppen fandt Balthazars tjenere, men undervejs i deres påkaldelse af krigsguden blev de alle angrebet af Abaddons dæmoniske tjenere! Balthazar selv dukkede op, og med hans hjælp blev de let besejret.

Der blev lagt en slagplan for at angribe både Abaddon og urdragen Kralkatorrik - urdragen var til stor fare for verden, da den var påvirket voldsomt af Ragnorras korrupte livsenergi. Urdragens død ville endda muligvis være nok til at hjælpe Mark med ikke længere at være en aberration - en stor hjælp til senere kampe!

I løbet af det næste stykke tid blev der gjort en del opdagelser og forberedelser:

• Gruppen hjalp med at forsvare Vestenvindens Helligdom - et flyvende djinn-palads - mod Abaddons dæmoner.
• Podaboo dukkede op. Så forsvandt han igen.
• Gruppen mødtes med Dragevogterne - nogle lokale helte - og der blev både lagt planer for forberedelse og trukket alt for mange kort fra et Deck of Major Arcana.
• Herbert von Westgaard var blevet indespærret af Abaddon ved Pinslens Mund, hvor det lod til at guden forsøgte at bringe sin egen krop fuldt ind i de dødeliges verden. Når dette ritual var tæt ved at blive færdiggjort, ville det være en mulighed for endeligt at udslette Abaddon, og opnå Ahriman samtidigt!
• Vejen gik nordpå, til fribyen Amnoon og til Urkongernes Grav. Her blev gruppen mødt af Turai Ossa, et spøgelse der ville hjælpe dem.
• Turen gik videre ind i Tågerne, til De Kvalte Skrigs Brønd, og endelig til Sandhedens Bibliotek.

A: Opsummering for 9/12 2017 til 31/3 2018

Situationen nu...

Gruppen befinder sig ved De Glemtes Hule i Ødemarken, en hærget del af Krystalørkenen på verdenen Tyria. Gruppen har forfulgt den faldne og udøde gud Abaddon hertil, da hans profet Varesh Ossa bærer Ahriman - en del af Himlens Arsenal som gruppen søger.

Et stykke mod sydvest ligger Morahs Ruiner, og i midten af dem Pinslens Mund - en portal der fører til Pinslens Rige, hvor Abaddon har genvundet en del af sin tidligere magt. I Pinslens Rige er Abaddon nu nærmest uovervindelig.

For i sandhed at blive en gud igen er Abaddon nødt til at udføre et særligt ritual ved overgangen fra forår til sommer. Der er 18 dage til dette sker, og det lader til at Varesh Ossa, der bærer Ahriman, allerede nu er påbegyndt ritualet. Først på den sidste dag, ved ritualets afslutning, vil Abaddon selv bevæge sig igennem Pinslens Mund og dukke op her, i den dødelige verden. Der vil være en kort periode hvor Abaddon vil være sårbar - efter hans nye krop dukker op i den dødelige verden, men før ritualet afsluttes.

Ritualet siges at kræve en stor kilde til guddommelige kræfter, og Herbert von Westgaarde - som bærer en guddommelig gnist fra Han Som var - er på nuværende tidspunkt taget til fange af Abaddon, muligvis med henblik på at blive brugt i ritualet.

Morahs Ruiner er nu omgivet af en barriere af giftigt svovlsand, som vedligeholdes af dæmoner både inden og uden for barrieren selv. Der er desuden blevet påkaldt en sværm af insektagtige dæmoner inden for barrieren, og landskabet selv er blevet flået i stykker af de stærke magiske kræfter der er under opsejling.

Gruppen har fundet nogle nye bekendtskaber og mulige allierede i kampen mod Abaddon:

• Acererak, en mægtig lich der er rejst til kontinentet Orr i sin gigantiske guddommelige mech. Det er i øjeblikket tvivlsomt om han vil være til nogen hjælp.
• Balthazar, den lokale menneskelige gud for ild og krig. Balthazar kæmper lige nu mod urdragen Kralkatorrik, og mener at Abaddon har lagt et slør over verdens befolkning der får dem til at tro at Balthazar vil dem ondt.
• Dunkoro, et spøgelse der i sin tid var med til at besejre Abaddon. Han har visse helende evner, og handler aldrig uden en plan.
• Aldiya, et spøgelse der indtil for nyligt var et levende medlem af Skyggernes Orden, som blandt andet har for opgave at holde øje med Pinslens Mund. Aldiya har stadig adgang til sine kontakter, og Ordenen har informationskilder selv i Pinslens Rige.
• Rytlock Brimstone, en "charr" (katte-gnoll?) med evnen til at kommunikere med entiteter i Tågerne. Lader til at bære et våben som er skabt ud fra en af Excaliburs riter. En del af Dragevogterne.
• Kasmeer Meade, en menneskelig magiker med speciale inden for illusioner. En del af Dragevogterne.
• Canach, en "sylvari" (plante-elver?) der lader til at være glad for at sprænge ting i stykker. En del af Dragevogterne.

Gruppen er blevet foreslået at gøre følgende:

1. Der er brug for en metode til at forbipassere barrieren omkring Morahs Ruiner.
• Mark III kan i hvert fald flyve hen til barrieren.
• Gruppen har allerede lært at bevæge sig med junundu-orme igennem svovlsandet. Måske kan disse trænes eller bruges til at bryde igennem barrieren.
• Mod nordvest blev Tågernes Stav (også navnet på en rite fra Ormazd) ødelagt for at forhindre at Abaddons tjenere fik fingrene i den. Tågernes Stav havde evnen til at manipulere den fysiske verden, og kunne tillade teleportation igennem barrieren.
• Tidligere hjalp gruppen nogle lokale djinner, som blev angrebet af Abaddons dæmoner. Disse djinner havde trænet sand-sjakaler med evnen til at teleportere korte afstande. Måske kunne man få hjælp fra djinn-magi til at teleportere forbi barrieren.
• I teorien er det muligt at bevæge sig ind i Pinslens Rige fra en anden indgang, og bevæge sig ud igennem Pinslens Mund på den anden side af barrieren. Dette er dog ekstremt farligt, da Abaddon har guddommelig indflydelse på Pinslens Rige.
2. Viden om Abaddon og hans dæmoniske tjenere kan være til stor gavn.
• Kormirs Bibliotek, en nogenlunde sikker del af Pinslens Rige, vil være et godt sted at opnå information om Abaddon. Dragevogterne rejste til Kormirs Bibliotek igennem en portal i Urkongernes Grav, et godt stykke mod nord.
• (Viden om Abaddon og hans dæmoniske tjenere vil give Preparation Points, som man senere kan bruge til at afdække offensive og defensive træk for fjenderne.)
3. Det er muligt at svække Abaddons indflydelse til fordel for gudinden Kormirs indflydelse, der vil kunne hjælpe gruppen i kampe mod Abaddon.
• Hvor end Abaddon har magt, skinner Sandhedens Lys trodsigt. Kun de Glemte ved præcist hvordan Sandhedens Lys fungerer, men det lader til at være en oplysende kraft der kan bruges til at opnå kortvarig guddommelig indsigt i verden omkring én.
• Abaddon og hans dæmoniske tjenere kan ikke bruge Sandhedens Lys.
• Det blev nævnt at følgende steder kunne være mål for Abaddons vanhelligende invasioner:
• Den Sidste Spydmarskals Grav, langt mod syd, hvor Podaboo også er rejst hen.
• En kirkegård for Solspydsordenen, et stykke mod vest.
• Templer der helliger Kormir, Sandhedens Gudinde.
• (Jo mere man erstatter Abaddons indflydelse med Kormirs indflydelse inden kampen, jo mere af Sandhedens Lys vil der være til stede.)

The story so far...

Gigacererak bevægede sig ned i Hades (Plutons underverden), hvor den forstyrrede Mareridtet (et kapløb mellem tjenere af diverse hekse).

Derefter drog Gigacererak hen til Den Faldne, hvor Anti-Gruppen var distraheret af at kæmpe mod Herbert von Westgaardes udøde tjenere. Herbert og Abaddon (med Ahriman) slap væk igennem en portal, men Gigacererak destruerede ellers Anti-Gruppen (inklusiv Krozen, tidligere højkardinal af den Sølverne Flammes Kirke på Eberron).

Efterfølgende begik Gigacererak indbrud i Orpheon, Hades' Bankboks (nu ejet af Vecna), hvor der blev stjålet en række ting (inklusiv Alsvart) og ellers generelt bare forårsaget ravage.

Gruppen fik kontakt til skyggen af Nerull, den døde dødsgud som engang herskede over Pluton, og fik hjælp til at slippe uskadte ud af Orpheon og tilbage på Plutons overflade.

Her ventede krigsguden Kord. De andre guder var taget væk igen da der ikke var noget at kæmpe mod, og Kord havde jaget den Kejserlige Arvandoriske Flåde på flugt da han opdagede hvordan de var påvirket af Ragnorra. Han fortalte gruppen om hvordan han selv ville forfølge flåden til Ravnedronningens palads Letherna, som de planlagde at belejre.

Kord fortalte også gruppen om Mytiske Ritualer.

Kord anbefalede at gruppen tog til enten Eberron eller Thyria.

• Eberron var stedet hvor det Sidste Sejl befandt sig, hvilket skulle beskyttes for at undgå at Ragnorra fik adgang til de dødelige planer.
• Thyria var stedet hvor Abaddon kom fra, og hvor han nok var flygtet hen igen nu. Det var desuden et sted hvor Kords aspekt Balthazar var i gang med at føre krig mod nogle mægtige væsener kaldet "urdrager", for at forhindre at Ragnorra fik adgang til deres enorme mængder af magiske kræfter.

Gruppen valgte at tage til Thyria nu, og Eberron bagefter.

A: Opsummering for 23/9-18/11 2017

Opsummering

Gruppen aktiverede den sorte runesten, der førte dem til Mørkets Katedral.

I katedralen fandt de et hvilested blandt Forrædernes Urner. Kort efter at have sovet og genvundet deres kræfter, blev de kontaktet af Vecna, den Hviskende og Lemlæstede, den Døende og Udøende Konge, gud af hemmeligheder og udøde.

Vecna lavede en aftale med gruppen: De ville hjælpe Vecna ved at fjerne hans øje fra Acererak, en af Vecnas forræderiske lærlinge, som for nyligt havde stjålet øjet fra Hades' Bankboks. Til gengæld ville Vecna hjælpe gruppen ved at vejlede dem til at finde de dele af Himlens Arsenal, som de var taget til Pluton for at finde.

Guden "velsignede" Daks Ioun Stone, hvilket gav ham store mængder viden om Mørkets Katedral omkring dem. Derefter forsvandt hemmelighedernes gud.

Gruppen besluttede sig for at de ville begive sig igennem katedralen ved gradvist, langsomt og ubemærket at dræbe vagterne på deres patruljer.

Det gik mindre godt.

Heldigvis skete det her at Victor igen hørte Tira Mirons stemme, der fortalte ham om en mulighed for at åbne en sort runestens portal på afstand, igennem sjælekanalerne der løb igennem hele Mørkets Katedral. Det drænede en lille smule af gruppens kræfter, men de formåede at slippe væk på denne måde - og befandt sig nu ved foden af Necromanteion, den Døde Høsters Palads.

Omringet af tåge, og med knitrende sjæleenergi i luften over sig, nåede gruppen ubemærket frem til den gigantiske kranieformede ruin. Oppe på en niche i siden på ruinen fandt de Herbert von Westgaarde, som var i gang med at fremmane nogle udøde tjenere.

Herbert fortalte gruppen om farerne der lurede i Necromanteions dybder: Helligdomme til ære for døde guder var blevet vansiret af Fortæreren Acererak, der nu var blevet ladet med deres kræfter og nærmest var usårlig. Kun ved at indsamle guddommelige gnister fra døde guder ville gruppen selv være i stand til at såre Acererak.

Det blev desuden nævnt at Fortæreren på dette tidspunkt havde haft succes med at genopvække guden Abaddon, og at Herbert havde et hemmeligt våben klar, hvis der skulle kæmpes mod denne fremmede gud.

På dette tidspunkt dukkede englen Qarathon op. Vecna havde åbenbart fortalt ham at der var brug for hans hjælp.

Gruppen skulle til at bevæge sig ind i Necromanteions åbninger da pludselig bevægelse og lyd fyldte luften langt ude i tågen: Kaptajn Kirian, om bord på det kejserlige arvandoriske stjerneskib Lassalagos, var dukket op for at kæmpe mod Fortæreren - og de havde medbragt en tarrasque!

Skibet blev hurtigt angrebet af hvad gruppen sluttede sig til var en kolossal dracolich, der hurtigt kom i nærkamp med tarrasquen. Dusinvis af elviske tropper dukkede op i tågen, hvorefter de begyndte at angribe Fortærerens styrker, der var udstationeret ved vagtposter omkring Necromanteion.

Gruppen brugte dette som en afledning til at få adgang til Necromanteion. Begge kraniets to "øjenhuler" viste sig at være falske indgange med fælder, som gruppen heldigvis undslap uskadte. "Munden" viste sig dog at være en faktisk indgang, der førte dybt under jorden, til en gigantisk tronsal.

I midten af tronsalen var en trone af sort sten, med et kranie på tronens ryg. Kraniet havde en række ædelstene som tænder og øjne, som viste sig at indeholde en magisk fælde. Efter at have afmonteret fælden var gruppen blevet lidt rigere i ædelstene, men de måtte undervejs døje med Fortærerens stemme, der remsede en eller anden form for digteri op i deres sind.

Diverse sidekamre til tronsalen havde blandt andet følgende højdepunkter:

• Et rum uden tyngdekraft, men med De Vises Sten?
• En portal der førte levende materiale til ét rum, og ikkelevende materiale (inkl. tøj) til et andet rum.
• En stor humlebi.

Tronsalen selv havde en række nicher med plads til portaler, men kun tre ud af seks nicher havde rent faktisk aktive portaler. Disse var endda låst fast, så det ikke var muligt at rejse igennem dem fra denne side, og et forsøg på at bryde låsen ville aktivere en alarm. Gruppen tog chancen, og der dukkede hurtigt en række af Fortærerens undersåtter op for at standse dem - inklusiv en form for engle-konstrukter, der lod til at være bygget ved hjælp af sjæle fra den Grå Legion og de seksøjede dæmoner der tjente Abaddon. Flere af dem havde kræfter der mindede om effekten af en sphere of annihilation, men på trods af dette var det dog muligt at ødelægge dem. Med en enkelt fjende tilbage i tronsalen lykkedes det Walnan at bryde låsen på portalerne, og gruppen rejste igennem til den anden side.

De dukkede op i hvad der skulle vise sig at være en helligdom til ære for Han Som Var. Helligdommen var fyldt med tåge, og havde en pit fiend som vogter.

Djævlen lod til at kende Qarathon, og de to kom hurtigt op at slås i nærkamp, imens djævlen fortsatte med at påkalde mure af ild og udøde tjenere. Gruppen opdagede en række apparater i lokalet der lod til at kunne manipulere sjælekanalerne, som Vecna tidligere havde fortalt dem om, og ved hjælp af disse var det muligt at kontrollere flere dele af rummet - og til sidst at rense et bassin med månelys, der befandt sig i midten af helligdommen.

Denne sejr var dog ikke uden bekostning, for Qarathon blev dræbt af djævlen, og hans essens flød ind i månebassinet. Djævlen indså at dens opgave ikke længere var mulig at udføre, og forlod rummet igennem en af de portaler der stod langs væggene. I månebassinet fandt gruppen liget af Tak'cha, en thri-kreen som de havde haft med sig på deres rejser for længe siden. Over liget svævede et par ædelsten, som Dak knyttede til sig selv, hvorefter de begyndte at svæve om hans hoved.

Månebassinet viste sig at være en form for scrying pool, og gruppen brugte den til at skue på forskelle steder. Luna modtog her en guddommelig gnist der havde tilhørt Han Som Var, og Gray trak nogle af bassinets kræfter ind i Excalibur, hvis rite Amorrachius i forvejen forbandt sværdet til helligdommens gud.

Gruppen rejste videre herfra til en helligdom til ære for Tuern, en krigsgud der var blevet dræbt af Jerngeneralen Bane i tidernes morgen. Tuerns velsignelse lod til at blive givet til hvem end der kunne holde stand i midten af lokalet i længst tid, og en strid strøm af nye fjender fra lokalets portaler gjorde ikke dette til nogen nem opgave.

Og så dukkede Fortæreren Acererak op.

Fortæreren lod ikke til specifikt at være kommet for at udslette gruppen, og havde egentlig ikke den store interesse for dem. Han spurgte dem ind til nogle forskellige emner, og brugte sin mørke magi til blandt andet at låse nogle af gruppens medlemmer midlertidigt fast og få dem til at rådne.

Til sidst lykkedes det Gray at opnå Tuerns guddommelige gnist, og fyldt op med krigsgudens selvsikkerhed udfordrede han Fortæreren til en armlægningskonkurrence. Acererak lod til at være glad for dette, og efter lidt forhandling nåede man frem til at gruppen havde en times forberedelse imens Acererak selv havde to timers forberedelse, hvorefter armlægningen ville finde sted i midten af Tuerns helligdom. Acererak forlod derefter gruppen for at forberede sig.

Luna lod til at være blevet forbandet af Acererak i kampens hede, og hendes sår var ikke længere i stand til at blive helet. Hun og Gray begyndte at udføre et rensende ritual på Luna imens resten af gruppen tog videre for at udforske andre dele af Necromanteion.

De dukkede snart op i hvad der skulle vise sig at være helligdommen til ære for Aurom, dødsguden der havde regeret før Nerull, den Døde Høster. I midten af helligdommen var en mørk slimpøl med endnu en ædelsten svævende over den. Ved siden af stod en dødstitan - et væsen hvis art gruppen også var stødt på i Mørkets Katedral - der lod til at kanalisere sjæleenergi ind i ædelstenen over pølen.

Til højre: Dødstitan.

En løsreven stemme og et skelet dukkede pludselig op, og advarede gruppen mod at bevæge sig videre ind i rummet, hvorefter begge forsvandt igennem portalen hvorfra gruppen var kommet. De begav sig alligevel ind i rummet, hvor dødstitanen snart opdagede dem - men i stedet for at tale eller kæmpe, begyndte den at flygte, idet en gigantisk isnende kold vanskabning dukkede op: Et væsen der lod til at være blevet skabt ved at skille to enkelte engle ad, for derefter at sammensætte det hele til et enkelt væsen. Englevæsenet talte med to stemmer - stemmer der enkeltvis kunne genkendes som dem tilhørende Elemiah (en engel af Khala som gruppen for længe siden havde kæmpet mod i Zerlannas drømme) og Reshephion (Vogteren af Lazamian, der var blevet "erstattet" af Lunas "børn", Beskytteren).

"Elshephion" vendte al sit kolde raseri mod gruppens medlemmer, imens dødstitanen ikke kunne formå at flygte fra rummet. Ved at trække på alle deres egne resurser, og ved at Gray pludselig dukkede op fra en portal for at hjælpe dem, lykkedes det dog gruppen at udslette Elshephion, der blev forvandlet til en søjle af koldt mørke.

Hvorefter de to enkelte engle - kun mere rasende end før - dukkede op fra søjlen, og fortsatte med at angribe gruppen.

Drama Points

Der er sket meget siden sidste generelle omgang uddeling af drama points, og det er ikke ligefrem et "hvilepunkt" i øjeblikket, men med de nye houserules for Intuition Check og Preparation Points er det alligevel et godt tidspunkt at dele drama points ud.

• Dak: +3 (Ny relation til Vecna, generel problemløsning og kreativitet)
• Gray: +4 (Gnist, kreativt rollespil, og godt samarbejde med gruppen)
• Luna: +4 (Gnist, kreativt rollespil, og godt samarbejde med gruppen)
• Victor: +5 (Gnist, personlig quest, og godt samarbejde med gruppen)
• Walnan: +4 (Gnist, generel problemløsning og kreativitet)

A: Opsummering for 25/3

Opsummering

Efter en kort samtale med Markus von Überwald og Nimhir Anorethel fra det gyldne skib Exterminatus rejste gruppen tilbage til Senaliesse, hvor der blev fortalt historier om både Koralhoffets prøvelse og om hvordan resten af Stjernernes Hof havde udryddet de dæmoner, der havde været tåbelige nok til at begive sig ind i Feriget.

Den nuværende stilling i Stjernernes Spil er som følger:

• Det Grønne Hof kan nu ikke opnå flere belønninger, men folk lader til at anse dem for at have en god position.
• Sommerhoffet og Tusmørkehoffet ligger begge i midten.
• Vinterhoffet har en risikabel position.
• Koralhoffet har en risikabel position, men anses generelt for at være foran Vinterhoffet.

Vinterhoffets deltagere er nu følgende, efter en rokade:

• Ridder Zerlanna
• Væbner Nordenvinden
• Væbner Garm
• Væbner Fuyalvin

Victor er ikke længere påvirket af kærlighedseliksiren.

Der blev diskuteret mulighederne for at love belønninger væk, men intet blev besluttet med sikkerhed. Zerlanna ville dog finde ud af nærmere efter en samtale med Vinterskæg.

Drama Points

Vi besluttede en ny regel for Drama Points, der indføres så snart Stjernernes Spil er overstået:

• Man kan betale 1 Drama Point for at få en betinget "favor", hvor man mod en handel introducerer et nyt narrativt aspekt i kampagnen (fx "Jeg kender nogen her"), eller overkommer en narrativ udfordring (fx "Min gud giver mig en vision der kan hjælpe os med at finde hvad vi søger").
• Man kan betale 2 Drama Points for at få ovenstående fordel uden at behøve at gøre noget til gengæld.
• Mellem eventyr kan man fortsat bruge Drama Points til at købe Drama Cards.

Drama Point rewards:

• Dak +2:
• +1 quest
• +1 RP af insanity
• Gray +2:
• +1 quest
• +1 cool
• Luna +3:
• +1 quest
• +1 svanemøer
• +1 Koliada
• Victor +4:
• +1 quest
• +1 Takazhuna
• +1 Flyndral
• +1 Koliada
• Walnan +2:
• +1 quest
• +1 beskrivelser

Fortællinger

Fortællingen om krigen i Femørket/"Hvordan kaninen narrede dæmonerne" (Abekongen)

• En kanin ved navn Matigwess drog ud til Femørket, hvor dæmoner havde brudt igennem fra den dødelige verden, og med sin snuhed stjal han deres opmærksomhed. Dæmonerne fulgte efter kaninen, der ledte dem igennem tunnellerne efterladt af rødderne på det Sølverne Takstræ i tidernes morgen.
• Tunnellerne var fyldt med sølvernt månelys, og Månemøen erklærede, at det var dæmonsæson, hvorefter den Vilde Jagt (ledt af Lucan, Drizzt Do'Urden og Minsc) nådesløst slagtede en tredjedel af dæmonerne.
• Matigwess ledte resten af dæmonerne videre til Tårehavet, som var fyldt med tårer af is fra Frostprinsens fort. Kaninen løb op derfra igennem tunneller til overfladen, som var for små til de fleste af dæmonerne.
• Elias Alastai bød Tårehavet op til dans, og havet løb over sine bredder. Endnu en tredjedel af dæmonerne blev enten knust af havet eller gennemboret af de frosne tårer.
• Matigwess ledte den sidste rest af dæmonerne op til overfladen, som var dækket af slyngplanter. Dæmonerne indhentede langt om længe Matigwess og dræbte ham. De blev endelig opmærksomme på, at kaninen havde ledt dem ind i et eventyr, men da var det alt for sent.
• Grønherre Oran sang til slyngplanterne, der voksede omkring dæmonerne og holdt dem fast imens Sommerdronning Tiandra førte en steppebrand på tværs af jorden der brændte den sidste rest af dæmonerne væk.
• Da flammerne var døet hen, var det blevet nat, og idet fuldmånen skinnede ned fra himlen, genopstod Matigwess og løb op ad månelyset til sit palads.
• For Matigwess er blot et af Kaninfyrstens mange navne, og Kaninfyrsten kan aldrig i sandhed dø så længe der er snuhed i et dødeligt sind eller latter på et barns læber.

Det Grønne Hofs fortælling (Penelope)

• Med det gode skib Galifars Arv under Kaptajn Loralyssa af Shae Loralyndar fik vi passage til et land af is, sne og dæmonbesatte have. Snart stod vi over for fartøjer af utæmmede elementale kræfter, ledsaget af utallige dæmoner. Skønt Gwynlens sirenesang fik fjenderne til at fare på hinanden, og Kyrios holdt dæmoner fra kontakt med skibets dæk i mere end et øjeblik, lykkedes det os ikke at slippe i land med vort skib i behold, og Galifars Arv gik under.
• Længe ledte vi efter kilden til kræfterne der var ankommet fra Afgrunden, og inden længe drev vi et væsen af skygger og flammer til at fortælle os, at de var ledt af Balor, den første af sit navn, tidligere kendt som den fomorianske konge, Baloch Dúnlang.
• Igennem is, sne og dæmonisk slam sporede vi snart Balor til en arena af frossent blod, hvor den store dæmonherre morede sig med at slagte sine undersåtter, fanger og allierede. Ledt an af mig selv sneg vi os ind i arenaen, hvor Den Grønne Ridder udfordrede Balor selv til en duel til døden. Leende tog Balor imod udfordringen, men blev snart overvældet af vor ridder, der gennemhullede dæmonen med spyddet Rhongomyniad - det våben, som Kong Baloch Dúnlang selv engang havde båret!
• Såret af spyddet brød Balor duellens ord, og beordrede sine dæmoner til at dræbe os. Men han havde brudt sit ord i en del af Feriget, og hans undersåtters styrke svandt ind som var de ikke mere end en sværm af rotter, der snart blev knust under klør og spiddet af pile. Dæmonherren indså ikke hvor han havde fejlet, og forsøgte at flygte fra duellen. Uden et ord på læberne kastede Ridderen sit spyd, der gennemborede Balor og sendte ham tilbage til Afgrunden, indhyllet flammer og lidelse.
• Vi står derfor foran jer i dag, ikke blot som Balors banemænd, men som udryddere af hans utallige undersåtter, og bevis på båndet af ord der ikke bør brydes.

Sommerhoffets fortælling (Kaptajn Sotlan)

• Med vinden i sejlene bar Den Grædende Føniks os ud på Nivalirs smeltede hav, hvor vi håbede på at finde den Mørke Jagt, tjenere af Luftens og Mørkets Dronning. Først fandt vi is, der gemte på dæmoner, og vi vidste, at det var Il'navins værk. Dernæst fandt vi tåge, der gemte på dæmoner, og vidste, at det var Seldoreths værk. Til sidst fandt vi mørke, der gemte på dæmoner, og vidste, at Corgoran var nær.
• Ubegribelige uhyrer fra dybet var hurtigt i hælene på os, og forude var kun tåge og mørke, der gemte på rev af is. Men båret på ildfuglens flammende vinger overkom vi revet og slap væk fra dæmonerne.
• Snart befandt vi os over en dal af sne, der endnu var urørt af smeltningen, og vi landede i skyggen af et isbjerg for at genfinde sporet. Isbjerget brød sig ikke om det, da også det viste sig at være en tjener af Luftens og Mørkets Dronning. Men selv det største isbjerg kan smelte, og imens Aherion og jeg selv sejlede Føniksen i cirkler om uhyret, hvirvlede Prinsesse Gwendarnorlind og Prins Saif-al-Shula i en flammende dans om dets ben - og snart faldt isbjerget ned over os, ude af stand til at holde sig selv oppe. Føniksen, med alle dens fire master, kæntrede og blev dækket af sne.
• Begravet var vi ubevægelige i blot et øjeblik, inden håbets flamme brændte sig vej igennem isbjergets lig, og Den Grædende Føniks atter spredte sine flammende vinger på tværs af himlen. Vi havde nedlagt en mægtig tjener af Luftens og Mørkets Dronning, om end ikke den vi havde ventet. Og med sejren i behold drog vi atter tilbage til Senaliesse, hvor ingen kulde i sandhed bliver længe.

Tusmørkehoffets fortælling (Flyndral)

• På Den Syvende Stjerne sejlede vi stærkt mod fjerne, fagre kyster. Ude i det dybe astralhav fandt vi domænet Nivalir, hvor den grusomme gudinde Khala engang regerede, men som nu var i færd med at smelte!
• Stærkt vi sejlede i kamp mod Kaosflåden, og overvældede dem med vores klinger, klør, klogskab og overlegne sans for æstetik! De var snart på flugt, men selv Admiral Magwroth, Kaosflådens korrupte og knirkende kejser, kunne ikke gemme sig længe fra os, for både vinden og vandet var på vor side!
• Dette havde dog vist sig at være en fælde, for så snart Den Syvende Stjerne sejlede spektakulært igennem skyerne mod Magwroths frygtsomme fartøj, fokuserede flåden deres drabelige dødsinstrumenter i vores retning, og mit kære skib blev skudt ned fra himlen!
• Med eksplosioner i ryggen sprang vi stilfuldt over på flådens flagskib, Fortærerens Hånd, hvor Parsifals penumbrale parti parterede de fæle fomorianere, hvis følgeskab med flåden viste sig at være en fabelagtig fejl. Drabelige dæmoner blokerede bastant vor vej, og Mathghamhain blæste til jagt mens Chester sprang usynligt mellem udyrene! Ulv og kat imellem var min rute ryddet redeligt, og jeg udfordrede Magwroth til duel!
• Den dystre admiral lo blot af mig, men ved synet af sværdet i min hånd og stålet i mit blik, blev hans latter tavs, og gnisterne føg fra vores klinger idet de mødtes! Min fægtning var fuldendt, men Magwroth brugte beskidte kneb i en ellers ærefuld duel, og kombineret med hans råstyrke var jeg snart på retræte. Da hørte jeg Månemøens horn gjalde gevaldigt, og et sølvernt skær skinnede ned fra himlen som symbol på skæbne og sejr! Med vinden i håret knejsede jeg atter højt, men det samme kunne ikke siges om Magwroth, der i et øjeblik blev overvældet af lyset! Jeg så mit øjeblik og slog ud, og med sværd skinnende i stjernernes skær blev admiralen sandelig slagen!
• Som triumferende trofæ tog jeg flådens flagskib for mig selv - men ej mere vil det være kendt som Fortærerens Hånd! Fra nu og for evigt vil skibet sejle under det noble og notoriske navn "Stjerneklingen"!

Vinterhoffets fortælling (Shareth, den Underjordiske Konge)

• Afsted på skibet Naglfar, vi sejled' ud på nordlys;
• Til Nivalir, hvor legenden si'r, at guden Khala hersked'.
• Belejret af dæmoner, og infiltreret af mørke feer;
• Hvor snart vi fandt tre jægere, i luft og mørke smedet.
• Vor ridder spildte ingen tid, og gav dem straks vort skib;
• I bytte for mørke sjæle, der skulle ofres til et bæst.
• Men dette var et trick, for snart stod Jagten blot alene;
• Og tjenerne af dronningen de løb i skræk fra Vinter.
• Nu vi, med vores cryorasque, tog kampen op med Dagon;
• For havdæmoners fyrste vented' dybt i mørke vande.
• Men ej han lagde mere end et blik på vores bæst;
• Før også han blev ført med strømmen hjem til Skyggehavet.
• Skønt stor det var en sejr, flere af os nu står ændret;
• Jeg selv ej længer' tynd og hvid, og konge mer' end hertug.
• Og Koliada Aurilsdottir, Ridderheks af Vinter;
• Er atter nu fyrstinde af den første faldne sne.
• Derfor vi begge trækker os fra Spillet nu vi spiller;
• Og kalder da på blodets bånd for at hele hvad vi splintrer.
• Vor kære Vinterridder genfandt ikke blot sin titel;
• Men også kær en søster, som nu kaldes op til dåd.
• Og engang mit blod blev udgydt af en klinge sort og kold;
• Så min bror af blandet blod vil fylde mine sko som væbner.
• Det er mig nu en ære for jer at erklære disse;
• Væbner Nordenvinden, og Ridderen Zerlanna!

B: Opsummering for 16/3 + 23/3

Opsummering

De to animerede rustninger fortsatte deres kamp mod gruppen, men selv assisteret af animerede våben kunne de ikke holde længe ud, og blev snart besejret, hvorefter de faldt fra hinanden i bunker af fragmenter.

Videre udforskning af graven afslørede en række skatte, inklusiv en pæn sum penge og ædelstene, foruden nogle lerflasker med ukendt væske og en pose med besynderlige frø.

Efter en del diskussion endte gruppen med at hive sværdet ud af sarkofagen i midten af rummet - og straks efter begyndte bygningen at styrte sammen. Gruppen nåede ud, men hvad end der var begravet i sarkofagen var også på vej op, og de gjorde sig klar på at møde det i nattens mulm og mørke.

Væsenet var en oldgammel og indtørret vampyr, der hurtigt gjorde Urzuk til sin slave og begyndte at flygte da gruppen angreb ham. Efter en kort samtale (og lidt af Urzuks og Xarmashs blod) viste det sig at vampyren var General Faril Hafrazen, en paladin af solgudinden Dol Arrah, som var blevet indespærret af Karrn Erobreren for omkring 2000 år siden. Han hævede sin kontrol over Urzuk, og rejste videre mod Karrnath i form af en flagermus.

Gruppen rejste videre mod den oase, hvor de efter planen skulle mødes med Rødhorn-stammen igen, men stammen havde slået midlertidig lejr et par timer væk fra oasen fordi spejdere havde rapporteret, at den var beboet af wyverns. Efter en god nats søvn drog gruppen videre mod oasen for at løse wyvern-problemet, og ved vandhullet fandt de en enkelt wyvern, som var blevet efterladt af to andre.

På vej igennem det høje græs mod wyvernen var gruppen dog så fokuserede på det store dyr, at de først i sidste øjeblik lagde mærke til en flok snittere - dinosaurer dækket af både skæl og fjer, med lange bagklør - der lod til at være lige så overraskede over at være stødt på gruppen som vice versa.

Både snitterne og wyvernen besad den samme ætsende effekt som den blå wyvern gruppen havde mødt tilbage i Seawall-bjergene, men imens snitterne i en form for bærsærkergang angreb gruppen uden tanke på eget helbred, var wyvernen snu nok til at søge ly i palmetræers blade efter hvert angreb.

Selv ikke dette var dog nok til at redde den, da Zennar udmattede væsenet med sine konstante eldritch blasts og pile, og kampen blev afsluttet da Kellark med nærmest overnaturlig præcision sendte en pil igennem hvert af væsenets øjne.

Crafting

Ringol tilbød at lære forskellige gruppemedlemmer forskellige håndværk til bedre at kunne overleve fremtidige udfordringer, og folk endte med at vælge følgende håndværk:

• Kellark: Magiske nipsting (fx smykker og magiske runer til at forstærke våben)
• Maddan: Mekanismer (fx tekniske forbedringer af armbrøste og Sara)
• Urzuk: Rustninger
• Xarmash: Våben
• Zennar: Alkymi (fx gifte og eliksirer)

Ringol er en dygtig mentor, og kan på en måneds tid give en karakter følgende:

• Expertise i et værktøj som karakteren allerede er proficient i, eller proficiency i et nyt værktøj.
• Proficiency betyder at man kan lægge sin proficiency bonus oven i et check hvor man bruger værktøjet, og tillader personen at udøve håndværk med det værktøj.
• Expertise betyder at man kan fordoble sin proficiency bonus i et check hvor man bruger værktøjet, og giver personen advantage på slag med en proficiency die med det valgte værktøj.
• Kendskab til basale "opskrifter" inden for et håndværk.

A: Opsummering for 18/3

Opsummering

Der skete meget denne gang...

1. Zerlanna dukkede op sammen med sin drage og sin kolos og angreb Dagon bagfra.
2. Chester, Eilfenwyn og Roanar blev alle såret tilstrækkeligt til at de forsvandt. Ud over dem omkom ingen nævneværdige NPCer.
3. Det viste sig at Radim (i samarbejde med Eilfenwyn) havde ændret på hvordan historien burde have forløbet ved at bringe alle de allierede til Nivalir for at kæmpe mod dæmonerne. Dagon var ikke glad.
4. Den Gyldne Kejsers flagskib, Exterminatus, dukkede op på himlen (med Sapristi om bord!), og Dagon flygtede ned i dybet.
5. Mark II, Zerlanna og cryorasquen satte efter Dagon, og det lykkedes dem i fællesskab at besejre Dagon - hvis sidste ord lød i stil med "JEG ER ÆLDRE END MULTIVERSET SELV. JEG KAN VENTE," idet Dak udslettede hans fysiske krop.
6. Zerlanna tog kontrol over cryorasquen og satte den til at bevogte Nivalirs kerne, efter hun havde ødelagt portalen til Afgrunden.
7. Radim fortalte gruppen at han selv for længe siden havde stjålet buen Hamayumi fra solguden Terashi på verdenen Kamigawa, men at selv guderne ikke var i stand til at opdage hans snedige tyveri. Han havde placeret den på Podaboos verden, hvor den nu befinder sig i Elona, Den Gyldne Sols Land, i hænderne på en lich. Ikke langt derfra er en portal til en underverden, hvorfra man kan rejse til Hades' Bankboks (hvor Ahriman og Alsvart fra arsenalet er) hvis man skulle ønske det.
8. Den Faldne, Krigvind og Naglfar var alle taget afsted da gruppen vendte tilbage til overfladen. Kaptajn Tarazir af piratskibet Savazio dukkede op, hilste, og forsvandt igen.



Kaptajn Tarazir

9. Radim sendte Podaboo tilbage til quagganens egen verden, Thyria, til et område han kaldte for Krystalørkenen.
10. Flyndral knælede ved Loralyssas ubevægelige krop - hun lod til at være offer for en forbandelse, som kun kunne ophæves af sand kærlighed. Ud fra Loralyssas forbindelse til Rosens og Tornens Dronning i Eberron (og at oversættelsen af Loralyssa fra elvisk til common var "Rosentorn" eller "Tornerose"), konkluderede gruppen, at Koliada var nødt til at kysse Loralyssa for at ophæve forbandelsen.
11. Koliada blev hidkaldt, slog en Natural 20 på sit Will defense roll imod hendes eget forbandede skår af Asmodeus' Sorte Troldspejl, og kyssede Kaptajn Loralyssa. Koliada blev til sne og blæste væk; Luna fangede hendes spejlskår; Loralyssa vågnede og troede at hun havde drømt hele sin deltagelse i Stjernernes Spil; og da Den Tynde Hvide Hertug bevidnede det hele, blev hans egen forbandelse brudt, og han blev igen til Den Underjordiske Konge, som i sin tid selv var blevet forbandet af Vinterhoffet. Han blev til en ugle og fløj væk.



Den Underjordiske Konge

12. Kaptajn Kirian af skibet Lassalagos fortalte, at han havde som plan at udslette Ravnedronningen, en tyrannisk dødsgud, ved hjælp af Eonius fra Himlens Arsenal. Han ønskede at gruppen blandede sig udenom.
13. Kaptajn Ildskæg blev gjort til træl for navigatøren Eva, der viste sig at være Madam Eva, rauni af Zarovan-klanen, og tilsyneladende en gammel heks. Hun forlod Mark II og sejlede væk på Brelænderen.



Madam Eva

14. Kaptajn Flyndral inviterede Loralyssa om bord på Fortærerens Hånd (der "seriøst skal have et nyt navn") da hendes eget skib, Galifars Arv, gik under.

Som preview på næste session:

To skikkelser - den ene en halvelver klædt i fint sort tøj, og den anden en elver i en beige kutte med et stort tohåndssværd på ryggen - teleporterer om bord på Mark II.

"Jeg er Markus von Überwald, og dette er min halvbroder Nimhir," siger halvelveren. Begge lader til at genkende Dak.

"Jeg er blevet informeret om at min datter er et sted på dette domæne," fortsætter han. "Har nogen af jer set Prinsesse Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje?"

A: Opsummering for 4/3 + 11/3

Opsummering

Victor og Luna mødtes med repræsentanter for de andre parter, der havde kæmpet mod Kaosflåden, hvilket inkluderede Kaptajn Kirian af Lassalagos, Kaptajn Ildskæg af Brelænderen, beholderen Quixxellops af De Forfaldne Øjnes Liga, Kaptajn Flyndral af Fortærerens Hånd, Kaptajn Eldur af Den Faldne, Jarl Storvald af frostjætterne og skibet Krigvind, Eilfenwyn af Flodsangen og Alaric der repræsenterede... Eberron?

Det blev slået fast at Luftens og Mørkets Dronning havde taget kontrol over Zerlanna og Koliada, og at hendes tilstedeværen i Nivalir kunne bekæmpes ved at fordrive eller dræbe hendes tjenere - Den Mørke Jagt - eftersom hun kun var manifesteret i Nivalir som en form for avatar. Dronningen ville dog sætte Zerlanna og Koliada efter Den Mørke Jagt hvis en tydelig trussel nærmede sig.

Imens resten af skibene drog ud for at tage Zerlanna og Koliadas opmærksomhed, sejlede Mark II afsted for at tage sig af Den Mørke Jagt, der befandt sig på skibet Naglfar. Eilfenwyn ledte gruppen hen til et tåget område, hvor de stødte ind i det store skib bygget af de dødes negle, og hvor de tre medlemmer af Jagten rigtigt nok ventede.

Il'navin, den Hvide Frost

Corgoran den Sorte

Stormravnen, Seldoreth den Grå

Den Mørke Jagt viste sig at være ekstremt farlige modstandere i kamp, og flere af gruppens medlemmer var hurtigt på dødens rand. Men pludselig dukkede Frostprinsen op, og lederen af Vinterhoffet erklærede, at Nivalir var under hans beskyttelse. Med en vag trussel forsvandt Il'navin og Corgoran - Seldoreth var allerede blevet dræbt af Dak.

Frostprinsen

Gruppen vendte tilbage til deres allierede med Naglfar efter sig. Efter lidt forhandling med Eldur og Koliada, og efter Mark II var blevet opgraderet kort med nye våben, satte de samlede styrker sejl imod midten af Nivalir, hvor man ventede at finde Dagon.

Det første der mødte gruppen i midten af bjergene var ikke Dagon selv, men et hav af mareridtsagtige tentakler, der greb om skibe og truede med at knuse besætningsmedlemmerne sind. Efter galskaben var kæmpet væk, dukkede et kolossalt fiskeagtigt monster op i en gigantisk malstrøm: Dagon.

Dagon sendte stadig tankeknusende bølger af energi ud på tværs af Dæmonhavet, men alle de allierede fortsatte kampen på trods af sår og skader. På kort tid fik gruppen dæmonfyrstens opmærksomhed, og den belønnede deres ihærdighed ved at fremmane gigantiske tentakler, der greb om både for- og agterenden af Mark II og truede med at hive skibet ind til sig.

Koliada teleporterede cryorasquen om bag Dagon imens dette skete, og Zerlanna med hendes kolos og isdrage lod til at være forsvundet...

A: Opsummering for 18/2 + 25/2

Opsummering

Gruppe besluttede sig for at sætte efter cryorasquen imens Alaric og Roanar dækkede det Grønne Hofs retræte og Zerlanna hjalp Sommerhoffet med at kæmpe mod den Levende Gletsjer.

Cryorasquen.

Den Levende Gletsjer.

Victor fik hjælp fra en havhund til at spore cryorasquen, og mødtes med Mark II da sporet ledte ned i havet og under den Blege Gletsjer. Ustabile og dæmon-bevogtede tunneller i isen førte skibet til en del af den smeltende gletsjer, hvor Den Syvende Stjerne og Flodsangen kæmpede bravt mod Kaosflåden. Cryorasquen satte afsted mod et højt isbjerg ved kysten, og Mark II fulgte med - med så høj en hastighed, at skibet overhalede det titaniske monster, og fløj op i tågen ved isbjergets top.

Her viste det sig, at Vinterhoffets hold havde påkaldt cryorasquen, som de ønskede at bruge som våben imod Dagon, som led i Koralhoffets udfordring. Gruppen besluttede sig her for at lade Vinterhoffet gå, da de i stedet selv gled ned ad bjerget med kurs mod Kaosflåden - hvor Admiral Magwroth ventede på sit flagskib, Fortærerens Hånd.

Kampen blev skudt indledt ved at sejle tæt op ad flagskibet kort før Den Syvende Stjerne blev skudt ned fra himlen, hvilket placerede både Victor og Tusmørkehoffets deltagere på det elementale fartøj. Fjendtlige astralskibe dukkede op med forstærkninger, hvilket inkluderede et par balor-dæmoner, der teleporterede om bord på Mark II.

Balor-dæmon.

Det lod til at fjenden havde fordelen i luften, indtil det elviske astralskib Lassalagos og Den Flyvende Brelænder begge dukkede op for at fordrive de fjendtlige astralskibe - åbenbart med hjælp fra et alarmerende højt antal beholders.

Eilfenwyn dukkede desuden op om bord på skibene ved havniveau, assisteret af en række elviske riddere i hvid insektlignende pladerustning. De var bevæbnet med hellebarder, der lod til at være i stand til at affyre stråler af magi (lidt i stil med warlock-formularen eldritch blast), og gik til værks med at rasere kaosskibene hurtigt.

Alaric og Roanars harroc dukkede også op i kampen, samtidigt med en flåde af langskibe sejlet af frostjætter (allieret med Vinterhoffet), hvoraf det største af skibene bar navnet Krigvind. Astralskibet Den Faldne, sejlet af Kaptajn Eldur Darkstar, og med (tidligere) Højkardinal Krozen af den Sølverne Flammes Kirke som passager, nåede senere frem. Samtidigt med at Victor og Flyndral besejrede Admiral Magwroth i nærkamp, lykkedes det Mark II og de nyankomne skibe at udradere resten af Kaosflåden og deres assisterende astralskibe. Alaric og Roanar mistede deres harroc i løbet af kampen, da den blev fanget mellem tre eksploderede kaosskibe.

En anspændt stilhed sænkede sig over slagmarken, da en underskøn elvisk skikkelse dukkede op på himlen over isbjerget, hvor Vinterhoffet tidligere havde befundet sig.

Hun kaldte ud til sine "døtre", hvilket lod til at påvirke både Koliada, Zerlanna og Eilfenwyn - hvoraf Eilfenwyn faldt omkuld, Zerlannas snekugler eksploderede, og Koliada fløj op til den nyankomne.

Et tordenbrag senere dukkede Bjørn op - han kunne fortælle, at kvinden var vintergudinden Auril, kendt i Feriget som Luftens og Mørkets Dronning. Han gav gruppen sin velsignelse og drog videre igen, hvorefter Eilfenwyn vågnede. Inden hun kunne nå at sige meget mere end at Auril var hendes og Zerlannas mor, indkaldte Kaptajn Kirian af Lassalagos til et møde, hvor man kunne få afklaret hvilke årsager folk havde for at være dukket op, og hvordan man kunne nå dem.

A: Opsummering for 4/2 + 11/2 + Bonus!

Opsummering

Gruppen satte ud for at assistere Sommerhoffets hold, hjulpet af gnomen Fendahl (der havde mødt gruppen sidst de var i Nivalir), og befandt sig snart i en tyk tåge, hvor de gigantiske havdæmoner angreb nedefra.

Isenhorven - en kraken som gruppen mødte under Vinterhoffets prøvelse - dukkede op og tog en af dæmonerne med sig, men den anden fik snart hjælp fra et dæmonisk astralskib i nærheden.

En kort og intens kamp senere, og astralskibet var på vej væk, med undtagelse af den fomorianer, som de havde med. Den Grædende Føniks blev reddet fra deres eget havmonster, men det lod til at Gwendarnorlind, Sommerens Flammende Lilje og Tiandras datter, var i en komalignende tilstand efter kampen.

Derefter rejste Mark II mod Tusmørkehoffet, og fandt deres skib Den Syvende Stjerne højt til vers, trukket af Den Vilde Jagts ulve, i kamp med både astralskibe og Kaosflåden.

Gruppens eget skib nærmede sig, og da der udbrød kamp imellem Mark II og de fjendtlige skibe, dukkede en gigantisk skikkelse op på isen i nærheden: En gigantisk skikkelse, der mest af alt lignede en kæmpemæssig warforged, og som var prydet med krystaller. Skikkelsen viste sig snart at være en prototypisk harroc, styret af Alaric d'Cannith og en eller anden person ved navn Roanar, som gruppen ikke havde mødt før.

Sammen fik de ødelagt både Kaosflådens skibe og de fleste af astralskibene i luften, men et enkelt skib nåede at sætte kurs væk derfra med høj hastighed, inden gruppen kunne nå at skyde det ned eller sabotere det.

I mellemtiden...

Victor sænkede sin tryllestav, og der var et kort øjebliks stilhed inden det sidste kaosskib eksploderede. Stanken af stegt dretch blandede sig med den nærmest sødlige lugt af blodet fra de mørke feer, som var sendt dertil af Luftens og Mørkets Dronning, inden Zerlanna landede et par meter væk og blæste den ækle luft væk med et vift af sin hånd.

Eladrinen løftede en krystalkugle op, hvor en mængde af glitrende sne- og glaskrystaller hvirvlede rundt. "Kalder Mark II, Zerlanna her. Den anden bølge af skibe er netop blev endeliggjort. Den Grønne Ridder har netop dræbt Balor i en duel, men holdet er såret og på væk væk fra resten af dæmonerne. Det lader til at Sommerhoffet er på vej mod en samling af feer... men jeg er bange for at de er på vej i et baghold. Tusmørkehoffet ser ud til at have kurs mod den størstetilbageværende koncentration af Kaosflåden."

Hun rynkede sine øjenbryn og fortsatte: "Jeg kan mærke et meget stort væsen i nærheden af jer, men jeg kan ikke genkende det. Er i i fare?"

En stemme kunne høres fra krystalkuglen: "Hej Zerlanna, det er bare mig, Alaric." En anden stemme med let elvisk accent ledsagede den første: "Og jeg, Roanar. Vi har ikke mødtes før, men jeg skulle hilse fra Eilfenwyn."

Zerlanna åndede lettet op, og intensiteten af den bidende vind omkring hende sænkedes en smule idet Alaric fortsatte: "Vi er i gang med at afprøve en 'harroc' - en stor golem-agtig rustning bygget til at kæmpe mod tarrasques og den slags."

"Jeg er glad for al hjælp vi kan få," svarede Zerlanna, nu med et smil på læben. "Selv om jeg inderligt håber på at vi ikke får meget brug for dens intende-"

Hun blev afbrudt af et jordskælv, der var ved at slå både hende selv og Victor omkuld, ledsaget af en øredøvende lyd af splintrende is, og et brøl som tretten tordenbrag.

Victor og Zerlanna kiggede begge bagud imod den tykkeste del af gletsjeren, som indtil nu havde fungeret som fængsel for den titaniske Cryorasque. Der var nu kun et krater af sort is tilbage, og en gigantisk kolonne af vand ud for gletsjeren vidnede om, at noget meget stort netop var sprunget i.

"Glem hvad jeg lige har sagt," fortsatte Zerlanna, nu uden skyggen af et smil. "Cryorasquen er brudt fri."

Til næste gang...

Umiddelbart er der flere steder, der kunne have brug for gruppens tilstedeværen:

1. Det flygtende astralskib.
2. Dækning af det Grønne Hofs retræte.
3. Sommerhoffet er på vej i et baghold.
4. Tusmørkehoffet er på vej mod Kaosflåden, med intention om at dræbe Admiral Magwroth.
5. Cryorasquen er sluppet fri.