A: Opsummering for 25/3

Opsummering

Efter en kort samtale med Markus von Überwald og Nimhir Anorethel fra det gyldne skib Exterminatus rejste gruppen tilbage til Senaliesse, hvor der blev fortalt historier om både Koralhoffets prøvelse og om hvordan resten af Stjernernes Hof havde udryddet de dæmoner, der havde været tåbelige nok til at begive sig ind i Feriget.

Den nuværende stilling i Stjernernes Spil er som følger:

• Det Grønne Hof kan nu ikke opnå flere belønninger, men folk lader til at anse dem for at have en god position.
• Sommerhoffet og Tusmørkehoffet ligger begge i midten.
• Vinterhoffet har en risikabel position.
• Koralhoffet har en risikabel position, men anses generelt for at være foran Vinterhoffet.

Vinterhoffets deltagere er nu følgende, efter en rokade:

• Ridder Zerlanna
• Væbner Nordenvinden
• Væbner Garm
• Væbner Fuyalvin

Victor er ikke længere påvirket af kærlighedseliksiren.

Der blev diskuteret mulighederne for at love belønninger væk, men intet blev besluttet med sikkerhed. Zerlanna ville dog finde ud af nærmere efter en samtale med Vinterskæg.

Drama Points

Vi besluttede en ny regel for Drama Points, der indføres så snart Stjernernes Spil er overstået:

• Man kan betale 1 Drama Point for at få en betinget "favor", hvor man mod en handel introducerer et nyt narrativt aspekt i kampagnen (fx "Jeg kender nogen her"), eller overkommer en narrativ udfordring (fx "Min gud giver mig en vision der kan hjælpe os med at finde hvad vi søger").
• Man kan betale 2 Drama Points for at få ovenstående fordel uden at behøve at gøre noget til gengæld.
• Mellem eventyr kan man fortsat bruge Drama Points til at købe Drama Cards.

Drama Point rewards:

• Dak +2:
• +1 quest
• +1 RP af insanity
• Gray +2:
• +1 quest
• +1 cool
• Luna +3:
• +1 quest
• +1 svanemøer
• +1 Koliada
• Victor +4:
• +1 quest
• +1 Takazhuna
• +1 Flyndral
• +1 Koliada
• Walnan +2:
• +1 quest
• +1 beskrivelser

Fortællinger

Fortællingen om krigen i Femørket/"Hvordan kaninen narrede dæmonerne" (Abekongen)

• En kanin ved navn Matigwess drog ud til Femørket, hvor dæmoner havde brudt igennem fra den dødelige verden, og med sin snuhed stjal han deres opmærksomhed. Dæmonerne fulgte efter kaninen, der ledte dem igennem tunnellerne efterladt af rødderne på det Sølverne Takstræ i tidernes morgen.
• Tunnellerne var fyldt med sølvernt månelys, og Månemøen erklærede, at det var dæmonsæson, hvorefter den Vilde Jagt (ledt af Lucan, Drizzt Do'Urden og Minsc) nådesløst slagtede en tredjedel af dæmonerne.
• Matigwess ledte resten af dæmonerne videre til Tårehavet, som var fyldt med tårer af is fra Frostprinsens fort. Kaninen løb op derfra igennem tunneller til overfladen, som var for små til de fleste af dæmonerne.
• Elias Alastai bød Tårehavet op til dans, og havet løb over sine bredder. Endnu en tredjedel af dæmonerne blev enten knust af havet eller gennemboret af de frosne tårer.
• Matigwess ledte den sidste rest af dæmonerne op til overfladen, som var dækket af slyngplanter. Dæmonerne indhentede langt om længe Matigwess og dræbte ham. De blev endelig opmærksomme på, at kaninen havde ledt dem ind i et eventyr, men da var det alt for sent.
• Grønherre Oran sang til slyngplanterne, der voksede omkring dæmonerne og holdt dem fast imens Sommerdronning Tiandra førte en steppebrand på tværs af jorden der brændte den sidste rest af dæmonerne væk.
• Da flammerne var døet hen, var det blevet nat, og idet fuldmånen skinnede ned fra himlen, genopstod Matigwess og løb op ad månelyset til sit palads.
• For Matigwess er blot et af Kaninfyrstens mange navne, og Kaninfyrsten kan aldrig i sandhed dø så længe der er snuhed i et dødeligt sind eller latter på et barns læber.

Det Grønne Hofs fortælling (Penelope)

• Med det gode skib Galifars Arv under Kaptajn Loralyssa af Shae Loralyndar fik vi passage til et land af is, sne og dæmonbesatte have. Snart stod vi over for fartøjer af utæmmede elementale kræfter, ledsaget af utallige dæmoner. Skønt Gwynlens sirenesang fik fjenderne til at fare på hinanden, og Kyrios holdt dæmoner fra kontakt med skibets dæk i mere end et øjeblik, lykkedes det os ikke at slippe i land med vort skib i behold, og Galifars Arv gik under.
• Længe ledte vi efter kilden til kræfterne der var ankommet fra Afgrunden, og inden længe drev vi et væsen af skygger og flammer til at fortælle os, at de var ledt af Balor, den første af sit navn, tidligere kendt som den fomorianske konge, Baloch Dúnlang.
• Igennem is, sne og dæmonisk slam sporede vi snart Balor til en arena af frossent blod, hvor den store dæmonherre morede sig med at slagte sine undersåtter, fanger og allierede. Ledt an af mig selv sneg vi os ind i arenaen, hvor Den Grønne Ridder udfordrede Balor selv til en duel til døden. Leende tog Balor imod udfordringen, men blev snart overvældet af vor ridder, der gennemhullede dæmonen med spyddet Rhongomyniad - det våben, som Kong Baloch Dúnlang selv engang havde båret!
• Såret af spyddet brød Balor duellens ord, og beordrede sine dæmoner til at dræbe os. Men han havde brudt sit ord i en del af Feriget, og hans undersåtters styrke svandt ind som var de ikke mere end en sværm af rotter, der snart blev knust under klør og spiddet af pile. Dæmonherren indså ikke hvor han havde fejlet, og forsøgte at flygte fra duellen. Uden et ord på læberne kastede Ridderen sit spyd, der gennemborede Balor og sendte ham tilbage til Afgrunden, indhyllet flammer og lidelse.
• Vi står derfor foran jer i dag, ikke blot som Balors banemænd, men som udryddere af hans utallige undersåtter, og bevis på båndet af ord der ikke bør brydes.

Sommerhoffets fortælling (Kaptajn Sotlan)

• Med vinden i sejlene bar Den Grædende Føniks os ud på Nivalirs smeltede hav, hvor vi håbede på at finde den Mørke Jagt, tjenere af Luftens og Mørkets Dronning. Først fandt vi is, der gemte på dæmoner, og vi vidste, at det var Il'navins værk. Dernæst fandt vi tåge, der gemte på dæmoner, og vidste, at det var Seldoreths værk. Til sidst fandt vi mørke, der gemte på dæmoner, og vidste, at Corgoran var nær.
• Ubegribelige uhyrer fra dybet var hurtigt i hælene på os, og forude var kun tåge og mørke, der gemte på rev af is. Men båret på ildfuglens flammende vinger overkom vi revet og slap væk fra dæmonerne.
• Snart befandt vi os over en dal af sne, der endnu var urørt af smeltningen, og vi landede i skyggen af et isbjerg for at genfinde sporet. Isbjerget brød sig ikke om det, da også det viste sig at være en tjener af Luftens og Mørkets Dronning. Men selv det største isbjerg kan smelte, og imens Aherion og jeg selv sejlede Føniksen i cirkler om uhyret, hvirvlede Prinsesse Gwendarnorlind og Prins Saif-al-Shula i en flammende dans om dets ben - og snart faldt isbjerget ned over os, ude af stand til at holde sig selv oppe. Føniksen, med alle dens fire master, kæntrede og blev dækket af sne.
• Begravet var vi ubevægelige i blot et øjeblik, inden håbets flamme brændte sig vej igennem isbjergets lig, og Den Grædende Føniks atter spredte sine flammende vinger på tværs af himlen. Vi havde nedlagt en mægtig tjener af Luftens og Mørkets Dronning, om end ikke den vi havde ventet. Og med sejren i behold drog vi atter tilbage til Senaliesse, hvor ingen kulde i sandhed bliver længe.

Tusmørkehoffets fortælling (Flyndral)

• På Den Syvende Stjerne sejlede vi stærkt mod fjerne, fagre kyster. Ude i det dybe astralhav fandt vi domænet Nivalir, hvor den grusomme gudinde Khala engang regerede, men som nu var i færd med at smelte!
• Stærkt vi sejlede i kamp mod Kaosflåden, og overvældede dem med vores klinger, klør, klogskab og overlegne sans for æstetik! De var snart på flugt, men selv Admiral Magwroth, Kaosflådens korrupte og knirkende kejser, kunne ikke gemme sig længe fra os, for både vinden og vandet var på vor side!
• Dette havde dog vist sig at være en fælde, for så snart Den Syvende Stjerne sejlede spektakulært igennem skyerne mod Magwroths frygtsomme fartøj, fokuserede flåden deres drabelige dødsinstrumenter i vores retning, og mit kære skib blev skudt ned fra himlen!
• Med eksplosioner i ryggen sprang vi stilfuldt over på flådens flagskib, Fortærerens Hånd, hvor Parsifals penumbrale parti parterede de fæle fomorianere, hvis følgeskab med flåden viste sig at være en fabelagtig fejl. Drabelige dæmoner blokerede bastant vor vej, og Mathghamhain blæste til jagt mens Chester sprang usynligt mellem udyrene! Ulv og kat imellem var min rute ryddet redeligt, og jeg udfordrede Magwroth til duel!
• Den dystre admiral lo blot af mig, men ved synet af sværdet i min hånd og stålet i mit blik, blev hans latter tavs, og gnisterne føg fra vores klinger idet de mødtes! Min fægtning var fuldendt, men Magwroth brugte beskidte kneb i en ellers ærefuld duel, og kombineret med hans råstyrke var jeg snart på retræte. Da hørte jeg Månemøens horn gjalde gevaldigt, og et sølvernt skær skinnede ned fra himlen som symbol på skæbne og sejr! Med vinden i håret knejsede jeg atter højt, men det samme kunne ikke siges om Magwroth, der i et øjeblik blev overvældet af lyset! Jeg så mit øjeblik og slog ud, og med sværd skinnende i stjernernes skær blev admiralen sandelig slagen!
• Som triumferende trofæ tog jeg flådens flagskib for mig selv - men ej mere vil det være kendt som Fortærerens Hånd! Fra nu og for evigt vil skibet sejle under det noble og notoriske navn "Stjerneklingen"!

Vinterhoffets fortælling (Shareth, den Underjordiske Konge)

• Afsted på skibet Naglfar, vi sejled' ud på nordlys;
• Til Nivalir, hvor legenden si'r, at guden Khala hersked'.
• Belejret af dæmoner, og infiltreret af mørke feer;
• Hvor snart vi fandt tre jægere, i luft og mørke smedet.
• Vor ridder spildte ingen tid, og gav dem straks vort skib;
• I bytte for mørke sjæle, der skulle ofres til et bæst.
• Men dette var et trick, for snart stod Jagten blot alene;
• Og tjenerne af dronningen de løb i skræk fra Vinter.
• Nu vi, med vores cryorasque, tog kampen op med Dagon;
• For havdæmoners fyrste vented' dybt i mørke vande.
• Men ej han lagde mere end et blik på vores bæst;
• Før også han blev ført med strømmen hjem til Skyggehavet.
• Skønt stor det var en sejr, flere af os nu står ændret;
• Jeg selv ej længer' tynd og hvid, og konge mer' end hertug.
• Og Koliada Aurilsdottir, Ridderheks af Vinter;
• Er atter nu fyrstinde af den første faldne sne.
• Derfor vi begge trækker os fra Spillet nu vi spiller;
• Og kalder da på blodets bånd for at hele hvad vi splintrer.
• Vor kære Vinterridder genfandt ikke blot sin titel;
• Men også kær en søster, som nu kaldes op til dåd.
• Og engang mit blod blev udgydt af en klinge sort og kold;
• Så min bror af blandet blod vil fylde mine sko som væbner.
• Det er mig nu en ære for jer at erklære disse;
• Væbner Nordenvinden, og Ridderen Zerlanna!