Opsummering
Rødhorn-stammen slog sig ned ved oasen, og Ringol begyndte at oplære de forskellige gruppemedlemmer i forskellige typer af håndværk.
Efter en håndfuld dage dukkede endnu en stamme op: Femtand-stammen, en gruppe af mennesker, elvere og halflings, der identificerede sig som Stormløbere (hvorimod Rødhorn-stammen identificerede sig som Sandskæl). Femtand-stammen sejlede på tværs af ørkenen på "sandskiffer" - fladbundede både og skibe, der blev drevet fremad af magisk forstærket vindkraft. Hvor Rødhorn-stammen havde en flok af planteædende finnehorn med sig, havde Femtand-stammen kødædende fastiether, snittere og klingetænder.
Gruppen byttede sig her blandt andet til tegninger og lidt materialer til at kunne bygge sig et fartøj i stil med en større sandskif (med planer om at lave en sandskif i "sværdtand"-størrelse).
Rødhorn-stammen drog snart videre, og gruppen tog med. Planen var at nå frem til den næste oase efter nogle dages rejse, men spejdere vendte snart tilbage til stammen med nyt om, at oasen var opholdsstedet for en titan. En anden spejder fortalte om nyligt afdækkede ruiner, og gruppen begav sig ud for at undersøge ruinerne, i håbet om at kunne mødes med stammen senere og så tage hen til oasen for at håndtere titanen.
Halvvejs til ruinen så gruppen hvad der kunne være en ukendt oase eller et synsbedrag i horisonten, men besluttede sig for at rejse videre og undersøge det senere.
Ruinen i ørkenen viste sig at være fra dragonborn-imperiet, der eksisterede et sted mellem 10.000 og 14.000 år siden, og drageruner beskrev stedet som "Den Tredje Prøvelses Kammer". Ruinen var forseglet, men gruppen opnåede adgang ved at sværge over for en aftegnelse af den blå drage Ourelonastrix, at de ville beskytte drageprofetien.
Inde i ruinen var en korridor med et gulv dækket af fliser farvet som kromatiske drager. Man var nødt til at betræde fliserne i en særlig sekvens for at nå frem til den anden side og åbne døren for enden af korridoren, da forkerte trin blev straffet med efterligninger af drageånde fra udskårne dragehovedet langs vægge og loft.
På dette tidspunkt dukkede både Urzuk og Xarmash op - foruden elveren Syldran, en skattejæger og tidligere kunde på Kellarks gamle kro, der var i området for at lede efter netop Den Tredje Prøvelses Kammer.
Efter at være nået frem til en løsning på sekvensen, begyndte gruppen at begive sig igennem korridoren - men da de var halvvejs over fliserne, dukkede dragonborn-spøgelser op for at bekæmpe gruppen. Med nød og næppe nåede alle gruppens medlemmer dog over på den anden side i sikkerhed, hvor kun en person der havde svoret at beskytte drageprofetien kunne passere videre.
Videre inde i ruinen fandt gruppen en dragestatue med fem hoveder - i de samme fem farver som fliserne i korridoren forinden. Syldran skyndte sig her at indlede Den Tredje Prøvelse inden gruppen nåede at se sig omkring - og statuen sprang til livs og begyndte at angribe alle i rummet!
Statuen havde fem forskellige typer af dødbringende ånde, men disse lod til at kunne blive forhindret ved at ramme særlige lysende ædelstene på de forskellige hoveder. Statuen bestod desuden af hærdet sten, der var resistent over for almindelige våben - men i sidste ende, efter en lang og hård kamp, var Urzuk i stand til at kappe alle fem hoveder af med et enkelt hug, ved hjælp af adamantium-sværdet fra Hafrazens grav.
Dragonborn-spøgelser dukkede op igen, men denne gang for at hylde gruppen som nye beskyttere af drageprofetien, og et kammer i midten af lokalet blev åbnet. Her fandt gruppen en bog af sølv og guld, et siberys dragonshard til at læse teksten i bogen igennem, og en magisk amulet farvet som de fem typer af kromatiske drager.
Straks da gruppen var kommet ud af ruinen igen, så de en lille rød drake, som hurtigt fløj væk over dem.
Gruppen hvilede sig kort, hvorefter de drog videre igen, med planer om at forlænge turen en smule for at undersøge oasen/synsbedraget. Da de kom nærmere, viste det sig rigtignok at være en oase - befolket af letpåklædte og udsmykkede mænd og kvinder, der lod til at holde til i store flamboyant farvede telte. Et par af folkene mødtes med gruppen da de var nær oasen, og det blev her fortalt, at oasen blev styret af en fyrstinde ved navn Belladonna - ifølge nogle folk betegnet som en fe - der ønskede at mødes med gruppen og høre om deres eventyr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar