A: Opsummering for 20/5 + 27/5 + 3/6

Opsummering

Stjernernes Spil var overstået, og i flere dage varede festlighederne der fejrede spillets afslutning!

Koralhoffet havde i sin første deltagelse vundet Spillet, og dermed cementeret sin plads blandt Stjernernes Hof.

Der blev festet, narret, spist, drukket og endelig hvilet ud.

Som det næste skridt på deres eventyr besluttede gruppen sig for at udforske Cryas Krystalbjerg og vinde "Barzaionax' Klo" - et mægtigt våben som Victor ledte efter.

Gruppen sejlede en time ud på havet, placerede Krystalbjerget, og drog straks derind. De blev hjulpet en tid af historiefortælleren Ellevis, der selv havde hørt lidt om Krystalbjerget.

I bjerget stødte gruppen på en dragestatue, der blev kaldt "Glaustenzaal" af en inskription. Statuen var levende, og vejledte gruppen på deres videre rejse mod midten af Krystalbjerget, hvor de var nødt til at besejre en række krystalvæsener for at bevæge sig videre.

Undervejs så gruppen desuden nogle væsener, der bestod af tentakler, mørke, stjernelys og øje, men de lod til at være travlt beskæftiget med krystalvæsenerne, og Glaustenzaal forsikrede gruppen om at de besynderlige entiteter var der for at beskytte gruppen mod krystalvæsenerne.

I midten af Krystalbjerget fandt gruppen hvad de søgte: Sværdet Kotharlosvir - også kendt som Barzaionax' Klo, Barzais Krumsabel, Måneleen eller Dæmonernes Banemand. Victor trak sværdet ud fra dets hvilested, men var nødt til i den sammenhæng at slippe et ufatteligt stærkt væsen fri: Den største fjende som dragen Barzaionax nogensinde havde indespærret i Krystalbjerget.

Dette viste sig snart at have taget form i dragestatuen Glaustenzaal, og efter en kort udveksling af ord og trusler slap fangen ud af bjerget.

Tilbage ved skibet påkaldte gruppen Radim, og de indvilgede i den aftale han tidligere havde foreslået: Imod betaling i form af Bladet fra det Midterste Træ ville Radim give gruppen et fragment af Sandhedens Bog og sende dem til Krystalørkenen i Thyria - hvorfra i hvert fald tre dele af Himlens Arsenal kunne opnås. På vejen ville han desuden sende dem til Lazamian (på ørkenplanet Shom), så de kunne få mulighed for at bruge deres nye del af Sandhedens Bog og se til Lunas børn.

Da Radim transporterede skibet, dukkede alle gruppemedlemmerne dog op i en terning af glas, tilsyneladende uendeligt dybt nede i et mørkt hav...

A: Opsummering for 29/4 + 6/5 + 13/5

Opsummering

Gruppen kæmpede ihærdigt mod Kloppervokken, men en efter en endte de bevidstløse på jorden. Da håbet var på nippet til at være brugt op, løb en dreng og en pige, som bar Excalibur, ind fra skoven og tog kampen op mod uhyret. Det gav gruppen tid og pusterum til at omgruppere, men de to unge nyankomne var ikke trænede krigere, og selv en skræmt Kloppervok var en voldsom udfordring for dem - og drengen, som kaldte sig for "Den Blege Prins", blev snart slugt levende af Kloppervokken. Med lidt hjælp fra gruppen endte det dog med at pigen "Alice" huggede hovedet af uhyret - og efter hovedet var hoppet væk, forsvandt begge de unge (inkl. Excalibur).

Gruppen påkaldte Jårkræ, den Røde Middagsridder, for at hjælpe de sårede under kampen.

Efter at have brugt den livgivende kalk fra Fiskerkongen til at genoplive Gray, drog gruppen videre, indtil de kom til en lysning hvor den Grønne Ridder udfordrede dem. Først var han for hurtig til at kunne blive såret, men de sænkede hans hastighed og Gray taklede ham ned fra hans hest. Så påkaldte han hjælp i form af de døde riddere Myrail og Grigori Yuri - begge krigere som nogle af gruppens medlemmer havde set dø. Da de begge havde brugt deres livskraft til at beskytte Ridderen, udfordrede han gruppen til at stille op med en enkeltperson til en duel. Gray tog udfordringen op, og selv om han var den eneste der rent faktisk kæmpede mod Ridderen, fik han hjælp, heling og opmuntrende ord fra de andre i gruppen, der konstant stod klar til at gribe ham hvis han faldt om. Inden længe var Ridderen besejret, og Gray kappede hovedet af ham hvorefter han ærede Ridderen ved at hælde alkohol ud over stedet hvor han faldt.

Gruppen påkaldte Araellon, den Hvide Morgengrysridder, for at holde Grigori Yuris opmærksomhed under kampen.

Ved at bruge det tredje horn til at påkalde den sidste af Baba Yagas ryttere, sikrede gruppen sig passage tilbage til Urskoven, hvorfra gruppen fik yderligere hjælp fra vinterulven Fraga til at nå tilbage til deres pram. Herfra rejste de tilbage ad Tidens Flod til Senaliesse, og dukkede op få øjeblikke inden de tog afsted.

Den Sorte Midnatsridder.

Dak var død under kampen mod den Grønne Ridder, så gruppen fik hjælp fra Herbert von Westgaarde til at genoplive ham. De nåede derefter at få en god omgang søvn inden fortællingerne skulle fortælles og Stjernernes Spil afsluttes.

Her er en kortfattet version af hvad der skete:

• Victor havde nægtet at betale sin gæld til mosekonen Helga, og ved at bryde sit ord var han ikke længere i stand til at deltage på vegne af Koralhoffet. Mark tog hans plads, både som væbner og som fortæller.
• Vinterskæg tvang alle hofferne til at give en enkelt belønning videre til et andet hof, hvorefter belønningerne blev vurderet. Det Grønne Hof stod til at vinde, med Sommerhoffet på andenpladsen, Koralhoffet på tredjepladsen, og Tusmørke- og Vinterhofferne på en delt sidsteplads.
• Den Grønne Ridder afslørede sin egen identitet: Nuadar Shavian, første bærer af Claoímh Solais, og for evigt forvist fra Stjernernes Spil. Dette ugyldiggjorde alle belønninger som han havde været med til at optjene, inklusiv hvad hoffet havde givet i gave til Sommerhoffet.
• Den Grønne Ridder inviterede desuden Gray til at træne med Ridderen ved den Hvide Brønd, da han havde et par ting at lære ham om Excalibur.
• Med denne rokering (og Flyndrals efterfølgende påkaldelse af Kvældslotstraktaten) faldt det Grønne Hof til en sidsteplads og Sommerhoffet til en næstsidsteplads. Vinterhoffet lå nu på en andenplads, Tusmørkehoffet på en halvandenplads, og Koralhoffet stod endelig som vindere af Stjernernes Spil.
• Belønningerne dukkede op i luften fra en besynderlig sfære med en ildevarslende besked: "Det syvende segl er knust. Det ottende segl er smedet af sølv og knogle. Allabar vil åbne vejen for Moderen til Den Midterste Drage."
• Lettere fornærmet lod Sommerdronning Tiandra sværdet Caladbolg falde ned i stengulvet, hvor det lod sig begrave halvvejs op ad klingen.
• Gray påkaldte Radim, som dukkede op bag gruppen.

Drama Points

Alle

• +1 for at have gennemført Stjernernes Spil, og yderligere +1 for at have vundet Spillet.
• +1 for at have vundet Excalibur, en del af Himlens Arsenal.

Gray

• +1 for duellen med den Grønne Ridder.

Victor

• +1 for godt rollespil af navneløshed.
• +1 for godt rollespil af aftalen med Helga.

Walnan

• +1 for god planlægning ved Kloppervokken.

Fortællingerne

Sommerhoffet (Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje)

Fra Hvide Tårn vi vidste hvor ku' findes tumtum-træ;

Som vokser på en massegrav for tabte og fortabte.

Placeret lavt på himlen, under navnet kært Fantasia;

Og ud vi drog med fønikssejl mod det som vanvid skabte.

En stjerne lå på horisonten, lilla, lav og klar;

Det Falske Håb der lurede og lokkede med lys.

Men ej vi sejled' mod den, for vi vidste hvem den var;

I stedet anden stjerne væk, til højre, åh så tys.

På Nattehavet sejled' vi, igennem mulm og mørke;

Som blindt og magtesløst ej kunne række ud mod skibet.

Vi ankom snart til Flammehavet, gjort af ild og tørke;

Som bød os op til dans, og vi tog mod hvad var os givet.

På tværs af ild vi stod i skov af knuste drømme;

Som søgte ly hos Hvide Tårn, og viste os til smutvej.

Vi graved' under rødder, hvor vi snart fandt gange tomme;

En labyrint af tid og rum, som ofre for en drageleg.

Trods dragen hvisked' til os for at lede vild med løgne;

Ukueligt vi drog igennem labyrintens lag.

Med sind beskyttet og med syn der ikke brugte øjne;

Og snart vi stod ved rødder af det sagnomspundne træ.

Vi plukked' frugten straks, og tog den med os væk derfra;

Igennem labyrint hvor vinger basker uden fjer.

Igennem hav af flammer, til vor Føniks som stod klar;

Igennem nat til feers rige, igen iblandt jer her.

Tusmørkehoffet (Flyndral)

En lille pige blev forvist af alle sine kære / Til at leve sit liv nede i mørket / Så hun om alle verdens grufuldheder kunne lære / Til hendes hjerte gav op og hendes blod var størknet.

Familien smed pigen ned i et hul / Og lod hende falde, langt ned i dybet / Hvor alt var mørkt og sort som kul / Men hendes sjæl bevarede lyset.

For pigen fandt en dør til mørket under os / Hvor vanvid presser sig ind / Og Månen viste hende vej ud af sin trods / For mørket i familiens sind.

Hinsides vanvid blev hun vejledt vel af Parsifal / Og Chester invitered' begge til at drikke te / Med syvsover og hare, en træt og den anden gal / Og jeg selv, sendt for at sikre hvad der måtte ske.

Min herre havde udset pigen, ung hun var / Som elsker til en elverprins, forvist fra is og sne / Snart Alice mødte bleg en prins; de danned' kønt et par / Imens de listed' væk, ej mere i humør til te.

I latter og i galskab længe leged' de i haven / Og hvis det stod til mig, således til dages ende / Men skæbnen ville andetsteds, og Kloppervok så gnaven / Snart tvang dem til at vågne op, til liv tilbagevende.

Men under kampens hede så vi tumtum-træets skat / Dets vogter travl i kamp, om end tyran eller kustode / Og frugten lod da til at svæve ned, med smilet fra en kat / Mens Alice proklamered' Kloppervokkens tab af hoved.

På Neraths Vinger fløj de unge elskere snart hjem / Med husked' ej hinanden, da de mødtes snart igen / De rejste vider' i et hold af eventyrer' fem / Kun minded' svagt om drømmen om en barndomsven.

Jeg står foran jer nu, og skønt jeg ikke nævner navne / Er det dog sandt at Alice snart blev blodig en grevinde / Og elverprinsen ville i en lignende skæbne havne / Med titlen fra sin far, ført hid med kolde vinde.

Kun få vi var før denne dag, som kendte til fortælling / Om Alice og den Blege Prins, om kamp med Kloppervokken / Men selv om deres liv tog mørk og grum en vending / Var historien dog sand, så hold lidt igen med brokken.

Vinterhoffet (Zerlanna)

• Med Nordenvinden i ryggen rejste vi ud på Nattehavet, for at nå frem til stjernen Fantasia. Fuyalvin ledte an, og havet frøs under os. Mørke kræfter lurede under overfladen, men da de slog ud efter os, hylede Garm, og mørket fortærede sig selv.
• Vi nåede snart frem til Flammehavet, og med Fuyalvins magi blev vi beskyttet med kulde længe nok til at nå uskadte igennem. På den anden side var en skov berørt af vanvid, omringet af tåge, og Garm snart fik færten af tumtum-træet.
• Vi satte straks til vejrs med Nordenvinden, men blev belejret af pile fra skoven, og var tvunget til at lande og finde vej igen.
• Dybt i skoven lød snart stemmer, og mareridt fra vores egne sind tog form i skyggerne. Selv så jeg en hærskare af den døde gudinde Khalas engle, men dette var tredje gang jeg stod imod dem, og de var snart ikke mere end et dårligt minde.
• Resten af mit hold havde desværre ikke held med at bryde igennem mareridtet, så jeg fortsatte alene til den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod på en bakketop, som et sidste værn mod galskaben på den anden side.
• Jeg bønfaldt træet om en frugt, og i bytte for et løfte var det villigt til at lade mig få den sidste af dets frugter. Jeg vendte tilbage til mit hold, og skønt de endnu var i kamp mod skyggerne, formåede vi at forlade skoven igen.
• Tågen om skoven formede jeg til et skib, som vi brugte til at gennemtrænge Flammehavet, igen gjort hastigt af Nordenvinden. Under Nattehavet var mørket nu mæt, og gjorde ikke engang tegn til at angribe os imens vi passerede over det.
• Og nu står vi her igen foran jer, såret i stolthed om end med frugten fra tumtum-træet i favnen.

A: Opsummering for 1/4 + 8/4

Opsummering

Det Grønne Hofs prøvelse blev skudt i gang:

"I en fjern del af Feriget, hinsides Urskoven og dens rædselsfulde have, vokser tumtum-træet ved verdens ende. Bring mig frugten fra tumtum-træet. I har indtil sommerens genkomst."

Flyndral havde allerede frugten, og gav den med det samme til Grønherre Oran, med et løfte om en fortælling når tiden var inde.

Hjulpet af Elias drog gruppen afsted på Tidens Flod, og nåede snart frem til Urskoven. Her gik de i takt med tiden indtil de mødte Baba Yaga - tre gange, i bagvendt rækkefølge, som om de rejste længere og længere tilbage i tiden. De tre Baba Yaga'er insisterede desuden på at være hinandens søstre.

Først hjalp gruppen Baba Yaga med at dekorere hendes have, dernæst hjalp de med at plante hendes have, og til sidst hjalp de hendes hus med at komme ned fra de træer, hvor det havde sat sig fast.

Som tak for hjælpen modtog gruppen tre horn, som kunne bruges til at påkalde hjælp en enkelt gang hver.

På den anden side af Urskoven, da solen var gået ned, nåede gruppen frem til Nattehavet - et mørkt hav, hvor mørket lod til aktivt at hungre efter dem. Tre gange nærmede mørket sig, og tre gange blev det slået tilbage igen, før gruppen nåede frem til Fiskerkongens Slot på grænsen til Flammehavet.

Fiskerkongen var en aldrende elver, der i sin tid havde deltaget i Stjernernes Spil for Det Grønne Hof, men som nu i højere grad var affilieret med Koralhoffet. Gruppen blev budt på middag, hvor de oplevede tre processioner gå igennem middagssalen: Den første med en kandelaber ("Et vejledende lys for den rejsende, der er faret vild"), den anden med en blodig, knækket lanse ("Lansen der engang sårede mig, og som jeg har beholdt for at minde mig selv om mine fejl"), og den sidste med en bulet kalk ("Næring og liv for den rejsende, der sulter og tørster"). Gruppen spurgte ind til alle tre processioner, hvilket viste sig at ophæve en forbandelse, som Baba Yaga havde lagt over Fiskerkongen. Som tak for deres omtanke gav han dem kandelaberen, kalken og hans fiskestang, foruden muligheden for at hvile sig på slottet.

Fiskerkongen fortalte desuden gruppen om hvad der ventede dem på den anden side af Flammehavet, i form af et digt:

I glummert lys den slyge spæg

stod gomrende og glim.

I børkens dyb stod mamren fjæg

og bungrede i skim.

Min søn han så et bæst så stort,

med farlig tand og klo!

Dets vinger var af læder gjort,

med halsen fra en snog!

Og flammeøjne stirred' trumt

fra tomtetræets vånd.

Min søn han gik mod bæstet stumt,

og tog sit sværd i hånd.

Men væk det løb hans hjertes mod,

da bæstet guste spok!

Og dyret sprang ham ret imod,

den kurpe Kloppervok!

Ud han slog med med sværdet vores

men ku' død ej bringe.

For Kloppervokken kun kan såres

med en vorpen klinge.

Fra bæstets galskab, tand og klo

han løb i skræk og jag.

Og aldrig han vil finde ro

fra Kloppervok ved tomtetræ.

Friske og veludhvilede drog gruppen videre - denne gang på tværs af Flammehavet, i en magisk forstærket båd lavet af søstjerner. Med tilstrækkeligt samarbejde var de i stand til at nå frem på den anden side af Flammehavet, og de befandt sig nu i en tåget skov hvor galskab lod til at være normalt: Solen og Månen løb om kap med hinanden på tværs af himlen, blomsterne bagtalte folk der så på dem, vinden var tyk som suppe, og hunde og katte boede sammen.

De fandt her et bord, der var dækket op til teselskab (og som lod til at have været blevet brugt allerede, at dømme efter det brugte service og den kolde te), men hvor ingen var til stede.

Videre inde i skoven fandt gruppen den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod ensomt med sine spiralformede grene på en bakketop. På den anden side af bakken lod selve virkelighedens materiale til at være flosset og give efter...

I tumtum-træet hang dog den eftertragtede frugt, med spiralformet skal om en let lysende kerne. Gruppen begav sig varsomt frem, da væsenet de havde hørt om fra Fiskerkongen lurede i træet - og snart sprang Kloppervokken ned og gik til angreb!

Som i digtet var Kloppervokken et farligt bæst, og den sprang frem og tilbage med klør hvirvlende omkring sig, og øjne der sendte stråler af flammer afsted. Værst var dog dens spokke gusen, der medførte vanvid og især lod til at påvirke de af gruppens medlemmer, der var aberrations.

Med magi, snilde og en lille smule held lykkedes det dog Walnan at få frugten ned fra træet - nu bliver udfordringen blot at slippe væk fra Kloppervokken i live...

A: Opsummering for 25/3

Opsummering

Efter en kort samtale med Markus von Überwald og Nimhir Anorethel fra det gyldne skib Exterminatus rejste gruppen tilbage til Senaliesse, hvor der blev fortalt historier om både Koralhoffets prøvelse og om hvordan resten af Stjernernes Hof havde udryddet de dæmoner, der havde været tåbelige nok til at begive sig ind i Feriget.

Den nuværende stilling i Stjernernes Spil er som følger:

• Det Grønne Hof kan nu ikke opnå flere belønninger, men folk lader til at anse dem for at have en god position.
• Sommerhoffet og Tusmørkehoffet ligger begge i midten.
• Vinterhoffet har en risikabel position.
• Koralhoffet har en risikabel position, men anses generelt for at være foran Vinterhoffet.

Vinterhoffets deltagere er nu følgende, efter en rokade:

• Ridder Zerlanna
• Væbner Nordenvinden
• Væbner Garm
• Væbner Fuyalvin

Victor er ikke længere påvirket af kærlighedseliksiren.

Der blev diskuteret mulighederne for at love belønninger væk, men intet blev besluttet med sikkerhed. Zerlanna ville dog finde ud af nærmere efter en samtale med Vinterskæg.

Drama Points

Vi besluttede en ny regel for Drama Points, der indføres så snart Stjernernes Spil er overstået:

• Man kan betale 1 Drama Point for at få en betinget "favor", hvor man mod en handel introducerer et nyt narrativt aspekt i kampagnen (fx "Jeg kender nogen her"), eller overkommer en narrativ udfordring (fx "Min gud giver mig en vision der kan hjælpe os med at finde hvad vi søger").
• Man kan betale 2 Drama Points for at få ovenstående fordel uden at behøve at gøre noget til gengæld.
• Mellem eventyr kan man fortsat bruge Drama Points til at købe Drama Cards.

Drama Point rewards:

• Dak +2:
• +1 quest
• +1 RP af insanity
• Gray +2:
• +1 quest
• +1 cool
• Luna +3:
• +1 quest
• +1 svanemøer
• +1 Koliada
• Victor +4:
• +1 quest
• +1 Takazhuna
• +1 Flyndral
• +1 Koliada
• Walnan +2:
• +1 quest
• +1 beskrivelser

Fortællinger

Fortællingen om krigen i Femørket/"Hvordan kaninen narrede dæmonerne" (Abekongen)

• En kanin ved navn Matigwess drog ud til Femørket, hvor dæmoner havde brudt igennem fra den dødelige verden, og med sin snuhed stjal han deres opmærksomhed. Dæmonerne fulgte efter kaninen, der ledte dem igennem tunnellerne efterladt af rødderne på det Sølverne Takstræ i tidernes morgen.
• Tunnellerne var fyldt med sølvernt månelys, og Månemøen erklærede, at det var dæmonsæson, hvorefter den Vilde Jagt (ledt af Lucan, Drizzt Do'Urden og Minsc) nådesløst slagtede en tredjedel af dæmonerne.
• Matigwess ledte resten af dæmonerne videre til Tårehavet, som var fyldt med tårer af is fra Frostprinsens fort. Kaninen løb op derfra igennem tunneller til overfladen, som var for små til de fleste af dæmonerne.
• Elias Alastai bød Tårehavet op til dans, og havet løb over sine bredder. Endnu en tredjedel af dæmonerne blev enten knust af havet eller gennemboret af de frosne tårer.
• Matigwess ledte den sidste rest af dæmonerne op til overfladen, som var dækket af slyngplanter. Dæmonerne indhentede langt om længe Matigwess og dræbte ham. De blev endelig opmærksomme på, at kaninen havde ledt dem ind i et eventyr, men da var det alt for sent.
• Grønherre Oran sang til slyngplanterne, der voksede omkring dæmonerne og holdt dem fast imens Sommerdronning Tiandra førte en steppebrand på tværs af jorden der brændte den sidste rest af dæmonerne væk.
• Da flammerne var døet hen, var det blevet nat, og idet fuldmånen skinnede ned fra himlen, genopstod Matigwess og løb op ad månelyset til sit palads.
• For Matigwess er blot et af Kaninfyrstens mange navne, og Kaninfyrsten kan aldrig i sandhed dø så længe der er snuhed i et dødeligt sind eller latter på et barns læber.

Det Grønne Hofs fortælling (Penelope)

• Med det gode skib Galifars Arv under Kaptajn Loralyssa af Shae Loralyndar fik vi passage til et land af is, sne og dæmonbesatte have. Snart stod vi over for fartøjer af utæmmede elementale kræfter, ledsaget af utallige dæmoner. Skønt Gwynlens sirenesang fik fjenderne til at fare på hinanden, og Kyrios holdt dæmoner fra kontakt med skibets dæk i mere end et øjeblik, lykkedes det os ikke at slippe i land med vort skib i behold, og Galifars Arv gik under.
• Længe ledte vi efter kilden til kræfterne der var ankommet fra Afgrunden, og inden længe drev vi et væsen af skygger og flammer til at fortælle os, at de var ledt af Balor, den første af sit navn, tidligere kendt som den fomorianske konge, Baloch Dúnlang.
• Igennem is, sne og dæmonisk slam sporede vi snart Balor til en arena af frossent blod, hvor den store dæmonherre morede sig med at slagte sine undersåtter, fanger og allierede. Ledt an af mig selv sneg vi os ind i arenaen, hvor Den Grønne Ridder udfordrede Balor selv til en duel til døden. Leende tog Balor imod udfordringen, men blev snart overvældet af vor ridder, der gennemhullede dæmonen med spyddet Rhongomyniad - det våben, som Kong Baloch Dúnlang selv engang havde båret!
• Såret af spyddet brød Balor duellens ord, og beordrede sine dæmoner til at dræbe os. Men han havde brudt sit ord i en del af Feriget, og hans undersåtters styrke svandt ind som var de ikke mere end en sværm af rotter, der snart blev knust under klør og spiddet af pile. Dæmonherren indså ikke hvor han havde fejlet, og forsøgte at flygte fra duellen. Uden et ord på læberne kastede Ridderen sit spyd, der gennemborede Balor og sendte ham tilbage til Afgrunden, indhyllet flammer og lidelse.
• Vi står derfor foran jer i dag, ikke blot som Balors banemænd, men som udryddere af hans utallige undersåtter, og bevis på båndet af ord der ikke bør brydes.

Sommerhoffets fortælling (Kaptajn Sotlan)

• Med vinden i sejlene bar Den Grædende Føniks os ud på Nivalirs smeltede hav, hvor vi håbede på at finde den Mørke Jagt, tjenere af Luftens og Mørkets Dronning. Først fandt vi is, der gemte på dæmoner, og vi vidste, at det var Il'navins værk. Dernæst fandt vi tåge, der gemte på dæmoner, og vidste, at det var Seldoreths værk. Til sidst fandt vi mørke, der gemte på dæmoner, og vidste, at Corgoran var nær.
• Ubegribelige uhyrer fra dybet var hurtigt i hælene på os, og forude var kun tåge og mørke, der gemte på rev af is. Men båret på ildfuglens flammende vinger overkom vi revet og slap væk fra dæmonerne.
• Snart befandt vi os over en dal af sne, der endnu var urørt af smeltningen, og vi landede i skyggen af et isbjerg for at genfinde sporet. Isbjerget brød sig ikke om det, da også det viste sig at være en tjener af Luftens og Mørkets Dronning. Men selv det største isbjerg kan smelte, og imens Aherion og jeg selv sejlede Føniksen i cirkler om uhyret, hvirvlede Prinsesse Gwendarnorlind og Prins Saif-al-Shula i en flammende dans om dets ben - og snart faldt isbjerget ned over os, ude af stand til at holde sig selv oppe. Føniksen, med alle dens fire master, kæntrede og blev dækket af sne.
• Begravet var vi ubevægelige i blot et øjeblik, inden håbets flamme brændte sig vej igennem isbjergets lig, og Den Grædende Føniks atter spredte sine flammende vinger på tværs af himlen. Vi havde nedlagt en mægtig tjener af Luftens og Mørkets Dronning, om end ikke den vi havde ventet. Og med sejren i behold drog vi atter tilbage til Senaliesse, hvor ingen kulde i sandhed bliver længe.

Tusmørkehoffets fortælling (Flyndral)

• På Den Syvende Stjerne sejlede vi stærkt mod fjerne, fagre kyster. Ude i det dybe astralhav fandt vi domænet Nivalir, hvor den grusomme gudinde Khala engang regerede, men som nu var i færd med at smelte!
• Stærkt vi sejlede i kamp mod Kaosflåden, og overvældede dem med vores klinger, klør, klogskab og overlegne sans for æstetik! De var snart på flugt, men selv Admiral Magwroth, Kaosflådens korrupte og knirkende kejser, kunne ikke gemme sig længe fra os, for både vinden og vandet var på vor side!
• Dette havde dog vist sig at være en fælde, for så snart Den Syvende Stjerne sejlede spektakulært igennem skyerne mod Magwroths frygtsomme fartøj, fokuserede flåden deres drabelige dødsinstrumenter i vores retning, og mit kære skib blev skudt ned fra himlen!
• Med eksplosioner i ryggen sprang vi stilfuldt over på flådens flagskib, Fortærerens Hånd, hvor Parsifals penumbrale parti parterede de fæle fomorianere, hvis følgeskab med flåden viste sig at være en fabelagtig fejl. Drabelige dæmoner blokerede bastant vor vej, og Mathghamhain blæste til jagt mens Chester sprang usynligt mellem udyrene! Ulv og kat imellem var min rute ryddet redeligt, og jeg udfordrede Magwroth til duel!
• Den dystre admiral lo blot af mig, men ved synet af sværdet i min hånd og stålet i mit blik, blev hans latter tavs, og gnisterne føg fra vores klinger idet de mødtes! Min fægtning var fuldendt, men Magwroth brugte beskidte kneb i en ellers ærefuld duel, og kombineret med hans råstyrke var jeg snart på retræte. Da hørte jeg Månemøens horn gjalde gevaldigt, og et sølvernt skær skinnede ned fra himlen som symbol på skæbne og sejr! Med vinden i håret knejsede jeg atter højt, men det samme kunne ikke siges om Magwroth, der i et øjeblik blev overvældet af lyset! Jeg så mit øjeblik og slog ud, og med sværd skinnende i stjernernes skær blev admiralen sandelig slagen!
• Som triumferende trofæ tog jeg flådens flagskib for mig selv - men ej mere vil det være kendt som Fortærerens Hånd! Fra nu og for evigt vil skibet sejle under det noble og notoriske navn "Stjerneklingen"!

Vinterhoffets fortælling (Shareth, den Underjordiske Konge)

• Afsted på skibet Naglfar, vi sejled' ud på nordlys;
• Til Nivalir, hvor legenden si'r, at guden Khala hersked'.
• Belejret af dæmoner, og infiltreret af mørke feer;
• Hvor snart vi fandt tre jægere, i luft og mørke smedet.
• Vor ridder spildte ingen tid, og gav dem straks vort skib;
• I bytte for mørke sjæle, der skulle ofres til et bæst.
• Men dette var et trick, for snart stod Jagten blot alene;
• Og tjenerne af dronningen de løb i skræk fra Vinter.
• Nu vi, med vores cryorasque, tog kampen op med Dagon;
• For havdæmoners fyrste vented' dybt i mørke vande.
• Men ej han lagde mere end et blik på vores bæst;
• Før også han blev ført med strømmen hjem til Skyggehavet.
• Skønt stor det var en sejr, flere af os nu står ændret;
• Jeg selv ej længer' tynd og hvid, og konge mer' end hertug.
• Og Koliada Aurilsdottir, Ridderheks af Vinter;
• Er atter nu fyrstinde af den første faldne sne.
• Derfor vi begge trækker os fra Spillet nu vi spiller;
• Og kalder da på blodets bånd for at hele hvad vi splintrer.
• Vor kære Vinterridder genfandt ikke blot sin titel;
• Men også kær en søster, som nu kaldes op til dåd.
• Og engang mit blod blev udgydt af en klinge sort og kold;
• Så min bror af blandet blod vil fylde mine sko som væbner.
• Det er mig nu en ære for jer at erklære disse;
• Væbner Nordenvinden, og Ridderen Zerlanna!

A: Opsummering for 18/3

Opsummering

Der skete meget denne gang...

1. Zerlanna dukkede op sammen med sin drage og sin kolos og angreb Dagon bagfra.
2. Chester, Eilfenwyn og Roanar blev alle såret tilstrækkeligt til at de forsvandt. Ud over dem omkom ingen nævneværdige NPCer.
3. Det viste sig at Radim (i samarbejde med Eilfenwyn) havde ændret på hvordan historien burde have forløbet ved at bringe alle de allierede til Nivalir for at kæmpe mod dæmonerne. Dagon var ikke glad.
4. Den Gyldne Kejsers flagskib, Exterminatus, dukkede op på himlen (med Sapristi om bord!), og Dagon flygtede ned i dybet.
5. Mark II, Zerlanna og cryorasquen satte efter Dagon, og det lykkedes dem i fællesskab at besejre Dagon - hvis sidste ord lød i stil med "JEG ER ÆLDRE END MULTIVERSET SELV. JEG KAN VENTE," idet Dak udslettede hans fysiske krop.
6. Zerlanna tog kontrol over cryorasquen og satte den til at bevogte Nivalirs kerne, efter hun havde ødelagt portalen til Afgrunden.
7. Radim fortalte gruppen at han selv for længe siden havde stjålet buen Hamayumi fra solguden Terashi på verdenen Kamigawa, men at selv guderne ikke var i stand til at opdage hans snedige tyveri. Han havde placeret den på Podaboos verden, hvor den nu befinder sig i Elona, Den Gyldne Sols Land, i hænderne på en lich. Ikke langt derfra er en portal til en underverden, hvorfra man kan rejse til Hades' Bankboks (hvor Ahriman og Alsvart fra arsenalet er) hvis man skulle ønske det.
8. Den Faldne, Krigvind og Naglfar var alle taget afsted da gruppen vendte tilbage til overfladen. Kaptajn Tarazir af piratskibet Savazio dukkede op, hilste, og forsvandt igen.



Kaptajn Tarazir

9. Radim sendte Podaboo tilbage til quagganens egen verden, Thyria, til et område han kaldte for Krystalørkenen.
10. Flyndral knælede ved Loralyssas ubevægelige krop - hun lod til at være offer for en forbandelse, som kun kunne ophæves af sand kærlighed. Ud fra Loralyssas forbindelse til Rosens og Tornens Dronning i Eberron (og at oversættelsen af Loralyssa fra elvisk til common var "Rosentorn" eller "Tornerose"), konkluderede gruppen, at Koliada var nødt til at kysse Loralyssa for at ophæve forbandelsen.
11. Koliada blev hidkaldt, slog en Natural 20 på sit Will defense roll imod hendes eget forbandede skår af Asmodeus' Sorte Troldspejl, og kyssede Kaptajn Loralyssa. Koliada blev til sne og blæste væk; Luna fangede hendes spejlskår; Loralyssa vågnede og troede at hun havde drømt hele sin deltagelse i Stjernernes Spil; og da Den Tynde Hvide Hertug bevidnede det hele, blev hans egen forbandelse brudt, og han blev igen til Den Underjordiske Konge, som i sin tid selv var blevet forbandet af Vinterhoffet. Han blev til en ugle og fløj væk.



Den Underjordiske Konge

12. Kaptajn Kirian af skibet Lassalagos fortalte, at han havde som plan at udslette Ravnedronningen, en tyrannisk dødsgud, ved hjælp af Eonius fra Himlens Arsenal. Han ønskede at gruppen blandede sig udenom.
13. Kaptajn Ildskæg blev gjort til træl for navigatøren Eva, der viste sig at være Madam Eva, rauni af Zarovan-klanen, og tilsyneladende en gammel heks. Hun forlod Mark II og sejlede væk på Brelænderen.



Madam Eva

14. Kaptajn Flyndral inviterede Loralyssa om bord på Fortærerens Hånd (der "seriøst skal have et nyt navn") da hendes eget skib, Galifars Arv, gik under.

Som preview på næste session:

To skikkelser - den ene en halvelver klædt i fint sort tøj, og den anden en elver i en beige kutte med et stort tohåndssværd på ryggen - teleporterer om bord på Mark II.

"Jeg er Markus von Überwald, og dette er min halvbroder Nimhir," siger halvelveren. Begge lader til at genkende Dak.

"Jeg er blevet informeret om at min datter er et sted på dette domæne," fortsætter han. "Har nogen af jer set Prinsesse Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje?"

A: Opsummering for 4/3 + 11/3

Opsummering

Victor og Luna mødtes med repræsentanter for de andre parter, der havde kæmpet mod Kaosflåden, hvilket inkluderede Kaptajn Kirian af Lassalagos, Kaptajn Ildskæg af Brelænderen, beholderen Quixxellops af De Forfaldne Øjnes Liga, Kaptajn Flyndral af Fortærerens Hånd, Kaptajn Eldur af Den Faldne, Jarl Storvald af frostjætterne og skibet Krigvind, Eilfenwyn af Flodsangen og Alaric der repræsenterede... Eberron?

Det blev slået fast at Luftens og Mørkets Dronning havde taget kontrol over Zerlanna og Koliada, og at hendes tilstedeværen i Nivalir kunne bekæmpes ved at fordrive eller dræbe hendes tjenere - Den Mørke Jagt - eftersom hun kun var manifesteret i Nivalir som en form for avatar. Dronningen ville dog sætte Zerlanna og Koliada efter Den Mørke Jagt hvis en tydelig trussel nærmede sig.

Imens resten af skibene drog ud for at tage Zerlanna og Koliadas opmærksomhed, sejlede Mark II afsted for at tage sig af Den Mørke Jagt, der befandt sig på skibet Naglfar. Eilfenwyn ledte gruppen hen til et tåget område, hvor de stødte ind i det store skib bygget af de dødes negle, og hvor de tre medlemmer af Jagten rigtigt nok ventede.

Il'navin, den Hvide Frost

Corgoran den Sorte

Stormravnen, Seldoreth den Grå

Den Mørke Jagt viste sig at være ekstremt farlige modstandere i kamp, og flere af gruppens medlemmer var hurtigt på dødens rand. Men pludselig dukkede Frostprinsen op, og lederen af Vinterhoffet erklærede, at Nivalir var under hans beskyttelse. Med en vag trussel forsvandt Il'navin og Corgoran - Seldoreth var allerede blevet dræbt af Dak.

Frostprinsen

Gruppen vendte tilbage til deres allierede med Naglfar efter sig. Efter lidt forhandling med Eldur og Koliada, og efter Mark II var blevet opgraderet kort med nye våben, satte de samlede styrker sejl imod midten af Nivalir, hvor man ventede at finde Dagon.

Det første der mødte gruppen i midten af bjergene var ikke Dagon selv, men et hav af mareridtsagtige tentakler, der greb om skibe og truede med at knuse besætningsmedlemmerne sind. Efter galskaben var kæmpet væk, dukkede et kolossalt fiskeagtigt monster op i en gigantisk malstrøm: Dagon.

Dagon sendte stadig tankeknusende bølger af energi ud på tværs af Dæmonhavet, men alle de allierede fortsatte kampen på trods af sår og skader. På kort tid fik gruppen dæmonfyrstens opmærksomhed, og den belønnede deres ihærdighed ved at fremmane gigantiske tentakler, der greb om både for- og agterenden af Mark II og truede med at hive skibet ind til sig.

Koliada teleporterede cryorasquen om bag Dagon imens dette skete, og Zerlanna med hendes kolos og isdrage lod til at være forsvundet...

A: Opsummering for 18/2 + 25/2

Opsummering

Gruppe besluttede sig for at sætte efter cryorasquen imens Alaric og Roanar dækkede det Grønne Hofs retræte og Zerlanna hjalp Sommerhoffet med at kæmpe mod den Levende Gletsjer.

Cryorasquen.

Den Levende Gletsjer.

Victor fik hjælp fra en havhund til at spore cryorasquen, og mødtes med Mark II da sporet ledte ned i havet og under den Blege Gletsjer. Ustabile og dæmon-bevogtede tunneller i isen førte skibet til en del af den smeltende gletsjer, hvor Den Syvende Stjerne og Flodsangen kæmpede bravt mod Kaosflåden. Cryorasquen satte afsted mod et højt isbjerg ved kysten, og Mark II fulgte med - med så høj en hastighed, at skibet overhalede det titaniske monster, og fløj op i tågen ved isbjergets top.

Her viste det sig, at Vinterhoffets hold havde påkaldt cryorasquen, som de ønskede at bruge som våben imod Dagon, som led i Koralhoffets udfordring. Gruppen besluttede sig her for at lade Vinterhoffet gå, da de i stedet selv gled ned ad bjerget med kurs mod Kaosflåden - hvor Admiral Magwroth ventede på sit flagskib, Fortærerens Hånd.

Kampen blev skudt indledt ved at sejle tæt op ad flagskibet kort før Den Syvende Stjerne blev skudt ned fra himlen, hvilket placerede både Victor og Tusmørkehoffets deltagere på det elementale fartøj. Fjendtlige astralskibe dukkede op med forstærkninger, hvilket inkluderede et par balor-dæmoner, der teleporterede om bord på Mark II.

Balor-dæmon.

Det lod til at fjenden havde fordelen i luften, indtil det elviske astralskib Lassalagos og Den Flyvende Brelænder begge dukkede op for at fordrive de fjendtlige astralskibe - åbenbart med hjælp fra et alarmerende højt antal beholders.

Eilfenwyn dukkede desuden op om bord på skibene ved havniveau, assisteret af en række elviske riddere i hvid insektlignende pladerustning. De var bevæbnet med hellebarder, der lod til at være i stand til at affyre stråler af magi (lidt i stil med warlock-formularen eldritch blast), og gik til værks med at rasere kaosskibene hurtigt.

Alaric og Roanars harroc dukkede også op i kampen, samtidigt med en flåde af langskibe sejlet af frostjætter (allieret med Vinterhoffet), hvoraf det største af skibene bar navnet Krigvind. Astralskibet Den Faldne, sejlet af Kaptajn Eldur Darkstar, og med (tidligere) Højkardinal Krozen af den Sølverne Flammes Kirke som passager, nåede senere frem. Samtidigt med at Victor og Flyndral besejrede Admiral Magwroth i nærkamp, lykkedes det Mark II og de nyankomne skibe at udradere resten af Kaosflåden og deres assisterende astralskibe. Alaric og Roanar mistede deres harroc i løbet af kampen, da den blev fanget mellem tre eksploderede kaosskibe.

En anspændt stilhed sænkede sig over slagmarken, da en underskøn elvisk skikkelse dukkede op på himlen over isbjerget, hvor Vinterhoffet tidligere havde befundet sig.

Hun kaldte ud til sine "døtre", hvilket lod til at påvirke både Koliada, Zerlanna og Eilfenwyn - hvoraf Eilfenwyn faldt omkuld, Zerlannas snekugler eksploderede, og Koliada fløj op til den nyankomne.

Et tordenbrag senere dukkede Bjørn op - han kunne fortælle, at kvinden var vintergudinden Auril, kendt i Feriget som Luftens og Mørkets Dronning. Han gav gruppen sin velsignelse og drog videre igen, hvorefter Eilfenwyn vågnede. Inden hun kunne nå at sige meget mere end at Auril var hendes og Zerlannas mor, indkaldte Kaptajn Kirian af Lassalagos til et møde, hvor man kunne få afklaret hvilke årsager folk havde for at være dukket op, og hvordan man kunne nå dem.

A: Opsummering for 4/2 + 11/2 + Bonus!

Opsummering

Gruppen satte ud for at assistere Sommerhoffets hold, hjulpet af gnomen Fendahl (der havde mødt gruppen sidst de var i Nivalir), og befandt sig snart i en tyk tåge, hvor de gigantiske havdæmoner angreb nedefra.

Isenhorven - en kraken som gruppen mødte under Vinterhoffets prøvelse - dukkede op og tog en af dæmonerne med sig, men den anden fik snart hjælp fra et dæmonisk astralskib i nærheden.

En kort og intens kamp senere, og astralskibet var på vej væk, med undtagelse af den fomorianer, som de havde med. Den Grædende Føniks blev reddet fra deres eget havmonster, men det lod til at Gwendarnorlind, Sommerens Flammende Lilje og Tiandras datter, var i en komalignende tilstand efter kampen.

Derefter rejste Mark II mod Tusmørkehoffet, og fandt deres skib Den Syvende Stjerne højt til vers, trukket af Den Vilde Jagts ulve, i kamp med både astralskibe og Kaosflåden.

Gruppens eget skib nærmede sig, og da der udbrød kamp imellem Mark II og de fjendtlige skibe, dukkede en gigantisk skikkelse op på isen i nærheden: En gigantisk skikkelse, der mest af alt lignede en kæmpemæssig warforged, og som var prydet med krystaller. Skikkelsen viste sig snart at være en prototypisk harroc, styret af Alaric d'Cannith og en eller anden person ved navn Roanar, som gruppen ikke havde mødt før.

Sammen fik de ødelagt både Kaosflådens skibe og de fleste af astralskibene i luften, men et enkelt skib nåede at sætte kurs væk derfra med høj hastighed, inden gruppen kunne nå at skyde det ned eller sabotere det.

I mellemtiden...

Victor sænkede sin tryllestav, og der var et kort øjebliks stilhed inden det sidste kaosskib eksploderede. Stanken af stegt dretch blandede sig med den nærmest sødlige lugt af blodet fra de mørke feer, som var sendt dertil af Luftens og Mørkets Dronning, inden Zerlanna landede et par meter væk og blæste den ækle luft væk med et vift af sin hånd.

Eladrinen løftede en krystalkugle op, hvor en mængde af glitrende sne- og glaskrystaller hvirvlede rundt. "Kalder Mark II, Zerlanna her. Den anden bølge af skibe er netop blev endeliggjort. Den Grønne Ridder har netop dræbt Balor i en duel, men holdet er såret og på væk væk fra resten af dæmonerne. Det lader til at Sommerhoffet er på vej mod en samling af feer... men jeg er bange for at de er på vej i et baghold. Tusmørkehoffet ser ud til at have kurs mod den størstetilbageværende koncentration af Kaosflåden."

Hun rynkede sine øjenbryn og fortsatte: "Jeg kan mærke et meget stort væsen i nærheden af jer, men jeg kan ikke genkende det. Er i i fare?"

En stemme kunne høres fra krystalkuglen: "Hej Zerlanna, det er bare mig, Alaric." En anden stemme med let elvisk accent ledsagede den første: "Og jeg, Roanar. Vi har ikke mødtes før, men jeg skulle hilse fra Eilfenwyn."

Zerlanna åndede lettet op, og intensiteten af den bidende vind omkring hende sænkedes en smule idet Alaric fortsatte: "Vi er i gang med at afprøve en 'harroc' - en stor golem-agtig rustning bygget til at kæmpe mod tarrasques og den slags."

"Jeg er glad for al hjælp vi kan få," svarede Zerlanna, nu med et smil på læben. "Selv om jeg inderligt håber på at vi ikke får meget brug for dens intende-"

Hun blev afbrudt af et jordskælv, der var ved at slå både hende selv og Victor omkuld, ledsaget af en øredøvende lyd af splintrende is, og et brøl som tretten tordenbrag.

Victor og Zerlanna kiggede begge bagud imod den tykkeste del af gletsjeren, som indtil nu havde fungeret som fængsel for den titaniske Cryorasque. Der var nu kun et krater af sort is tilbage, og en gigantisk kolonne af vand ud for gletsjeren vidnede om, at noget meget stort netop var sprunget i.

"Glem hvad jeg lige har sagt," fortsatte Zerlanna, nu uden skyggen af et smil. "Cryorasquen er brudt fri."

Til næste gang...

Umiddelbart er der flere steder, der kunne have brug for gruppens tilstedeværen:

1. Det flygtende astralskib.
2. Dækning af det Grønne Hofs retræte.
3. Sommerhoffet er på vej i et baghold.
4. Tusmørkehoffet er på vej mod Kaosflåden, med intention om at dræbe Admiral Magwroth.
5. Cryorasquen er sluppet fri.

A: Opsummering for 21/1 + 28/1

Opsummering

Koralhoffets prøvelse blev fremsat til de andre hold:

"Vinteren er stadig over os, og mørket står for døren. Dæmonfyrster er brudt ind i de dødeliges verdens Undermørke, og truer med at flyde over til Femørket. I det dybe Astralhav, i gudernes domæne, har dæmonfyrsten Dagon invaderet Nivalir, et gammelt domæne af is og kulde, der tilhørte den gamle gud Khala. Dagon medbringer Kaosflåden, og i spidsen for den står Balor, først blandt alle af sit navn, en dæmonisk reinkarnation af den formorianske konge Baloch Dunlang. Kong Thrumbolg, Første Herre af Mag Tureah, har allieret sig med dæmonerne, og støtter deres invasion imens han selv og andre fomorianske herskere forbereder sig på at angribe Stjernernes Hof. Og ikke nok med det, for selveste Dronningen af Luft og Mørke har også sluttet sig til Dagon, og rytterne Il'navin, Seldoreth og Corgoran sejler nu som kaptajner i Kaosflåden."

"Jeres opgave er som følger: Drag til Nivalir, og dræb dér de invaderende væsener, der er allieret med Dagon. Jeres resultat vil blive bedømt ikke kun på jeres fortælling, men også på styrken og mængden af de fjender, som i har dræbt. Drag ud nu - der er trods alt et begrænset antal dæmoner uden for afgrunden."

I samlet flok drog holdene afsted på skibe, der sejlede langt mod nord og verdens ende, hvorfra de sejlede videre på nordlys til Nivalir.

I Nivalir fik Mark II fart på, og nåede hurtigt frem til vandene kontrolleret af Kaosflåden - skrækindjagende elementale væsener i kroppe stjålet fra dødelige, der brugte kraftfulde våben mod gruppen og deres skib. Med Koralhoffets autoritet var skibene dog ikke nogen særlig trussel, og Mark II nåede videre til kanten af Den Blege Gletsjer, hvor Det Grønne Hofs deltagere om bord på Galifars Arv, under Kaptajn Loralyssa, indhentede dem.

Galifars Arv stormede direkte mod størstedelen af Kaosflådens patrulje ved gletsjeren, imens Mark II kun påkaldte sig opmærksomheden fra nogle få at skibene - foruden et astralskib, der skjulte sig i tågerne ovenfor. Arven vædrede et af de fjendtlige fartøjer, og det lykkedes de Grønne at nå i land på skibets dæk imens resten eksploderede. Galifars Arv endte dog med at gå under.

I mellemtiden blev Mark II både angrebet af en balor, et par hezrouer, og en kolossal havdæmon, hvis størrelse alene var nok til at frarøve dødelige evnen til at tænke.

Balor.

Hezrou.

Havdæmonen.

Samtidigt fik dæmonerne støtte fra luften, hvor et astralskib bemandet af flammende væsener bombarderede Mark II med ild.

Efter en hård kamp fik gruppen dræbt dæmonerne på deres skib, og astralskibet nåede at flygte imens gruppen udraderede de sidste af Kaosflådens skibe i området. De Grønne var nået i land, om end uden deres skib i behold, og fortsatte på tværs af gletsjeren.

Zerlanna kommunikerede til gruppen igennem en snekugle, at der var flere steder, hvor de kunne gøre en forskel:

• Det Grønne Hofs deltagere lod til at være på jagt efter dæmoner på Den Blege Gletsjer, specifikt balor-dæmoner.
• Sommerhoffets deltagere om bord på Den Grædende Føniks var under angreb fra samme typer af havdæmoner, der også havde angrebet gruppen, men de lod ikke til at være i stand til at besejre dem lige så let som besætningen på Mark II.
• Fjendtlige skibe var på vej mod Zerlanna selv, og selv om hun regnede med at kunne håndtere dem selv, ville hun påskønne hjælp.

Victor fløj afsted mod Zerlanna for at hjælpe hende, imens resten af gruppen satte kurs imod Den Grædende Føniks.

Cryorasquen er stadig indespærret i Nivalir... indtil videre...

A: Opsummering for 7/1 2017

Opsummering

Gruppen hilste på Zerlanna, og fløj med på hendes isfugl tilbage til Senaliesse. På vejen delte hun gaver fra Nivalir ud til gruppen.

Der blev fortalt fortællinger (se længere nede i opslaget her), hvilket Kaptajn Flyndral brugte som optakt til at udnævne Vinterheksen Koliada som Snefyrstinden - den selv samme Snefyrstinde, hvis minder hoffernes hold var blevet sendt ud for at finde. Hun lod ikke til at blive synderligt påvirket, ud over en omgang dårligt skuespil, der kulminerede i at hun gennemborede Nordenvindens hjerte med en kniv af sort is.

"Frostprinsen sender sine hilsener!"

Der blev påbegyndt en pause på et døgn og et minut, hvorefter Luna narrede Victor til at blive påvirket af midlertidig kærlighedseliksir.

Derefter begyndte gruppen at lægge planer for, hvad Koralhoffets prøvelse skulle blive...

Koralhoffets autoritet

Så længe Koralhoffets prøvelse finder sted i et domæne hvor Koralhoffet selv har en form for indflydelse, opnår gruppen en række særlige evner under prøvelsen. En oversigt kan findes her:

https://docs.google.com/document/d/1eG-bwqDgBxmiOExWu8KXvRofdxA37kmBtM57_721F8s

Print evt. oversigten ud, hvis du vil have din egen reminder med de evner, du får ud af det!

Hoffernes fortællinger

Sommer (Gwendarnorlind)

Afsted imellem drømme drog vi ud ad blodets bånd;
Langs evig mark og skov og hav, hvor ligger fjerne lande.
En drøm af is passered' vi, hvor natten ej blev længer';
Men snart vi undslap kulden, og min blege broders hånd.
Vi landed' da blandt hvide sky'r, og syn af stille vande;
Hvor regned' dybe ekkosang, der stod i stive stænger. 

Fra ét Hvidt Tårn til andet, vi sprang da i regnen vild;
Med Kærligheden i vor' sind, som vejleder og kort.
Nu spindlere omringed' os, forfulgt igennem drømme.
Og skabte da vor Kongesøn en hvirvelvind af ild.
Vi sprang til tops af hvide tårn, med nattehimlen sort;
Hvor stod tre monstre blomstrende, i Rosendronnings lomme. 

Men bag hin rosenvogtere der skimtet jeg en snekugl';
Og sprang imellem væs'nerne, der vildt slog ud med arme.
Jeg fæstned' sind og hånd om glas, der indeholdt' et minde.
Da Sotlan sang og svaret kom fra grædende en ildfugl;
Og rosenvæsner brændte op, forfulgt af fuglens harme.
Vi fløj da alle bort, fra drøm af Dronning og Fyrstinde. 

Og mindet, kære publikum, i måske ej vil fatte;
For Rosendronning og Fyrstinde var hinandens skatte.
Fra første øjeblik de lagde øjne på hinanden;
Da fløj hin hjerter op til vejrs, og ville aldrig lande.
Kun én nat for hver syv'nde år, og syvende en dag;
De kunne hvile hos en elsked', fyldt med ro og mag.
De svor da, at de ville vente altid på den nat;
Og ville leve hver dag ellers ensom og forladt.
Da undrer det mig ej, hvis disse børn af sne og varme;
Selv efter liv vil danse evigt i hinandens arme.

Tusmørke (Chester)

Vi sejled' ud på nattens hav, hvor Lukøje regerer;
Vor glumre skib ved Jægers hånd skød ud mod fjerne drømme.
Det flog på slyge stjerneskud, indtil det ej ku' mere;
Og landed' flidt i land langt bort, hvor ender alle strømme. 

I land vi gak ved rosenranker, snedigt i en lund;
Og jog vor florne vej igennem oktopodisk kryb.
Ved rosenport vi stod i uffisk tanke blot en stund;
Mens Parsifal en vej os skabte ind i drømmen dyb. 

De døde og fortabte lå her knuget mellem ranker;
Forbi vi lod os vejlede af Snefyrstindens Frygt.
Vi endte på en mark der øde lå foruden tanker;
Tom for tegn på mindet vi så knigent havde søgt. 

Men Flyndral sang om de, der skønt hinanden havde glemt;
Igen med livet bag sig fandt sand kærlighed igen.
Og op fra sorten muld der spired' rosenbuske nemt;
Med kroppe fyldt med lig, der ikke så ham som en ven. 

Imens de andre kæmped' bravt mod rosenvogt're fæle;
Jeg sneg mig gennem skyggen, bag en fjende høj som tinde.
Og blandt dens kroneblade, hvad mon fandt jeg dér at dvæle;
Hvis ej et funklende snekugleindekapslet minde? 

Og ud igen fra bladene igen, med mindet mellem klør;
Jeg sprang, og gjorde tegn til at vi alle burde bukke.
Og tage vores afsked med den mark så grum og tør;
Samt de syv buskadser, hver blot Rosendronnings dukke. 

Da graved' Parsifal en grav der førte gennem mulden;
Og ud på anden side, fødder plantet fast på jorden.
Og mindet slæbte katten ind, fra drømmen og fra kulden;
Om frygt og om forræderi, om Vinden stærk fra Norden. 

For Dronning og Fyrstinde elsked' ej med hofs accept;
Og bestak da hver en fugl og blomst, der kendte deres last.
Men sol-øst, måne-vest der fared' intet flyvsk koncept;
Men Nordenvinden derimod, der arrogant stod fast. 

Og Blæsten Kold han søgte da den Prins af Frost, der hersker;
I Dalen af den Lange Nat, i Fort af Frosne Tårer.
Han lærte da om kærlighed der brød årstiders tærskler;
Og kold en vrede greb ham, thi de elskende han sårer. 

Han sendte straks en gave ud, til dronningen af roser;
Hvis hjerte snart blev sort som kul der ud i skoven oser.
Vi undres derfor ej, hvis blod i jeres årer isne;
Men om Dronning og Fyrstindes skæbne kan vi dog kun gisne.

Grønne (Kyrios)

Ved kyst af sø i måneskær, vi mødtes med en orm;
Der hvisked' os en hem'lighed, og gav os hjælp med søgen.
På Kyndelsletten, ledt af hind, vi rejste til et hav;
Hvor vilde vinde vores vej blokered' uden tøven. 

Først Kauros den Distræte ænsede ej vor passage;
Opmærksomheden var da fæstned' fast mod himlen høj.
Da Kaikias den Stædige os blæste stærkt i ansigt;
Vi vendte ryggen mod vort mål, og baglæns mod det fløj. 

Thraskias med Arrogance stod til sidst imod os;
Vi bukked' da i sneen for ham, hoved vendt mod havet.
Med fine ord da roste Gwenlyn vinden op til skyerne;
Og vi passered' under, i den åbning der var lavet. 

Ved Himmeltinden mødte vi en roc med lyse drømme;
Om fjernt palads der dog af fuglen aldrig var beskuet.
Vi drog igennem drømmen, og kom snart til rosenranker;
Spindlervævet tæt, det var da klart at vi blev truet. 

Men araknider faldt da snart for spyddet Rhongomyniad;
I Ridders hånd, ledsaget grumt af pil og klo og tand.
Nu vider', vi af Glæden vejledt fandt en spejlklar sø;
Hvor stod fem rosenvogt're om et minde, længst fra land. 

Med pile Penelope pådrog modigt sig opmærksomhed;
Mens vinger, spredt for vinden, førte Gwenlyn tæt ved mindet.
Belejret af uhyrer, dog med snekuglen i sikkerhed;
Vi brugte hjælp fra Hviske-Orm, der førte os fra sindet. 

Og hvad vi bragte med os vil jeg dele, kære publikum;
Det vidner muligvis om en undsluppen skæbne grum.
I ro og mag på spejlblank sø der dansede en kvinde;
Så yndefuld, så bleg og smuk, den kære Snefyrstinde. 

Snart dyrene de samledes, langs ved søens kant;
Bange først, de så Fyrstinden, og al frygt forsvandt.
De sprang nu ud på søen, hver en grævling og hver kat;
Og måske de endnu danser under månens lys hver nat.