A: Opsummering for 7/1 2017

Opsummering

Gruppen hilste på Zerlanna, og fløj med på hendes isfugl tilbage til Senaliesse. På vejen delte hun gaver fra Nivalir ud til gruppen.

Der blev fortalt fortællinger (se længere nede i opslaget her), hvilket Kaptajn Flyndral brugte som optakt til at udnævne Vinterheksen Koliada som Snefyrstinden - den selv samme Snefyrstinde, hvis minder hoffernes hold var blevet sendt ud for at finde. Hun lod ikke til at blive synderligt påvirket, ud over en omgang dårligt skuespil, der kulminerede i at hun gennemborede Nordenvindens hjerte med en kniv af sort is.

"Frostprinsen sender sine hilsener!"

Der blev påbegyndt en pause på et døgn og et minut, hvorefter Luna narrede Victor til at blive påvirket af midlertidig kærlighedseliksir.

Derefter begyndte gruppen at lægge planer for, hvad Koralhoffets prøvelse skulle blive...

Koralhoffets autoritet

Så længe Koralhoffets prøvelse finder sted i et domæne hvor Koralhoffet selv har en form for indflydelse, opnår gruppen en række særlige evner under prøvelsen. En oversigt kan findes her:

https://docs.google.com/document/d/1eG-bwqDgBxmiOExWu8KXvRofdxA37kmBtM57_721F8s

Print evt. oversigten ud, hvis du vil have din egen reminder med de evner, du får ud af det!

Hoffernes fortællinger

Sommer (Gwendarnorlind)

Afsted imellem drømme drog vi ud ad blodets bånd;
Langs evig mark og skov og hav, hvor ligger fjerne lande.
En drøm af is passered' vi, hvor natten ej blev længer';
Men snart vi undslap kulden, og min blege broders hånd.
Vi landed' da blandt hvide sky'r, og syn af stille vande;
Hvor regned' dybe ekkosang, der stod i stive stænger. 

Fra ét Hvidt Tårn til andet, vi sprang da i regnen vild;
Med Kærligheden i vor' sind, som vejleder og kort.
Nu spindlere omringed' os, forfulgt igennem drømme.
Og skabte da vor Kongesøn en hvirvelvind af ild.
Vi sprang til tops af hvide tårn, med nattehimlen sort;
Hvor stod tre monstre blomstrende, i Rosendronnings lomme. 

Men bag hin rosenvogtere der skimtet jeg en snekugl';
Og sprang imellem væs'nerne, der vildt slog ud med arme.
Jeg fæstned' sind og hånd om glas, der indeholdt' et minde.
Da Sotlan sang og svaret kom fra grædende en ildfugl;
Og rosenvæsner brændte op, forfulgt af fuglens harme.
Vi fløj da alle bort, fra drøm af Dronning og Fyrstinde. 

Og mindet, kære publikum, i måske ej vil fatte;
For Rosendronning og Fyrstinde var hinandens skatte.
Fra første øjeblik de lagde øjne på hinanden;
Da fløj hin hjerter op til vejrs, og ville aldrig lande.
Kun én nat for hver syv'nde år, og syvende en dag;
De kunne hvile hos en elsked', fyldt med ro og mag.
De svor da, at de ville vente altid på den nat;
Og ville leve hver dag ellers ensom og forladt.
Da undrer det mig ej, hvis disse børn af sne og varme;
Selv efter liv vil danse evigt i hinandens arme.

Tusmørke (Chester)

Vi sejled' ud på nattens hav, hvor Lukøje regerer;
Vor glumre skib ved Jægers hånd skød ud mod fjerne drømme.
Det flog på slyge stjerneskud, indtil det ej ku' mere;
Og landed' flidt i land langt bort, hvor ender alle strømme. 

I land vi gak ved rosenranker, snedigt i en lund;
Og jog vor florne vej igennem oktopodisk kryb.
Ved rosenport vi stod i uffisk tanke blot en stund;
Mens Parsifal en vej os skabte ind i drømmen dyb. 

De døde og fortabte lå her knuget mellem ranker;
Forbi vi lod os vejlede af Snefyrstindens Frygt.
Vi endte på en mark der øde lå foruden tanker;
Tom for tegn på mindet vi så knigent havde søgt. 

Men Flyndral sang om de, der skønt hinanden havde glemt;
Igen med livet bag sig fandt sand kærlighed igen.
Og op fra sorten muld der spired' rosenbuske nemt;
Med kroppe fyldt med lig, der ikke så ham som en ven. 

Imens de andre kæmped' bravt mod rosenvogt're fæle;
Jeg sneg mig gennem skyggen, bag en fjende høj som tinde.
Og blandt dens kroneblade, hvad mon fandt jeg dér at dvæle;
Hvis ej et funklende snekugleindekapslet minde? 

Og ud igen fra bladene igen, med mindet mellem klør;
Jeg sprang, og gjorde tegn til at vi alle burde bukke.
Og tage vores afsked med den mark så grum og tør;
Samt de syv buskadser, hver blot Rosendronnings dukke. 

Da graved' Parsifal en grav der førte gennem mulden;
Og ud på anden side, fødder plantet fast på jorden.
Og mindet slæbte katten ind, fra drømmen og fra kulden;
Om frygt og om forræderi, om Vinden stærk fra Norden. 

For Dronning og Fyrstinde elsked' ej med hofs accept;
Og bestak da hver en fugl og blomst, der kendte deres last.
Men sol-øst, måne-vest der fared' intet flyvsk koncept;
Men Nordenvinden derimod, der arrogant stod fast. 

Og Blæsten Kold han søgte da den Prins af Frost, der hersker;
I Dalen af den Lange Nat, i Fort af Frosne Tårer.
Han lærte da om kærlighed der brød årstiders tærskler;
Og kold en vrede greb ham, thi de elskende han sårer. 

Han sendte straks en gave ud, til dronningen af roser;
Hvis hjerte snart blev sort som kul der ud i skoven oser.
Vi undres derfor ej, hvis blod i jeres årer isne;
Men om Dronning og Fyrstindes skæbne kan vi dog kun gisne.

Grønne (Kyrios)

Ved kyst af sø i måneskær, vi mødtes med en orm;
Der hvisked' os en hem'lighed, og gav os hjælp med søgen.
På Kyndelsletten, ledt af hind, vi rejste til et hav;
Hvor vilde vinde vores vej blokered' uden tøven. 

Først Kauros den Distræte ænsede ej vor passage;
Opmærksomheden var da fæstned' fast mod himlen høj.
Da Kaikias den Stædige os blæste stærkt i ansigt;
Vi vendte ryggen mod vort mål, og baglæns mod det fløj. 

Thraskias med Arrogance stod til sidst imod os;
Vi bukked' da i sneen for ham, hoved vendt mod havet.
Med fine ord da roste Gwenlyn vinden op til skyerne;
Og vi passered' under, i den åbning der var lavet. 

Ved Himmeltinden mødte vi en roc med lyse drømme;
Om fjernt palads der dog af fuglen aldrig var beskuet.
Vi drog igennem drømmen, og kom snart til rosenranker;
Spindlervævet tæt, det var da klart at vi blev truet. 

Men araknider faldt da snart for spyddet Rhongomyniad;
I Ridders hånd, ledsaget grumt af pil og klo og tand.
Nu vider', vi af Glæden vejledt fandt en spejlklar sø;
Hvor stod fem rosenvogt're om et minde, længst fra land. 

Med pile Penelope pådrog modigt sig opmærksomhed;
Mens vinger, spredt for vinden, førte Gwenlyn tæt ved mindet.
Belejret af uhyrer, dog med snekuglen i sikkerhed;
Vi brugte hjælp fra Hviske-Orm, der førte os fra sindet. 

Og hvad vi bragte med os vil jeg dele, kære publikum;
Det vidner muligvis om en undsluppen skæbne grum.
I ro og mag på spejlblank sø der dansede en kvinde;
Så yndefuld, så bleg og smuk, den kære Snefyrstinde. 

Snart dyrene de samledes, langs ved søens kant;
Bange først, de så Fyrstinden, og al frygt forsvandt.
De sprang nu ud på søen, hver en grævling og hver kat;
Og måske de endnu danser under månens lys hver nat.