A: Opsummering for 1/4 + 8/4

Opsummering

Det Grønne Hofs prøvelse blev skudt i gang:

"I en fjern del af Feriget, hinsides Urskoven og dens rædselsfulde have, vokser tumtum-træet ved verdens ende. Bring mig frugten fra tumtum-træet. I har indtil sommerens genkomst."

Flyndral havde allerede frugten, og gav den med det samme til Grønherre Oran, med et løfte om en fortælling når tiden var inde.

Hjulpet af Elias drog gruppen afsted på Tidens Flod, og nåede snart frem til Urskoven. Her gik de i takt med tiden indtil de mødte Baba Yaga - tre gange, i bagvendt rækkefølge, som om de rejste længere og længere tilbage i tiden. De tre Baba Yaga'er insisterede desuden på at være hinandens søstre.

Først hjalp gruppen Baba Yaga med at dekorere hendes have, dernæst hjalp de med at plante hendes have, og til sidst hjalp de hendes hus med at komme ned fra de træer, hvor det havde sat sig fast.

Som tak for hjælpen modtog gruppen tre horn, som kunne bruges til at påkalde hjælp en enkelt gang hver.

På den anden side af Urskoven, da solen var gået ned, nåede gruppen frem til Nattehavet - et mørkt hav, hvor mørket lod til aktivt at hungre efter dem. Tre gange nærmede mørket sig, og tre gange blev det slået tilbage igen, før gruppen nåede frem til Fiskerkongens Slot på grænsen til Flammehavet.

Fiskerkongen var en aldrende elver, der i sin tid havde deltaget i Stjernernes Spil for Det Grønne Hof, men som nu i højere grad var affilieret med Koralhoffet. Gruppen blev budt på middag, hvor de oplevede tre processioner gå igennem middagssalen: Den første med en kandelaber ("Et vejledende lys for den rejsende, der er faret vild"), den anden med en blodig, knækket lanse ("Lansen der engang sårede mig, og som jeg har beholdt for at minde mig selv om mine fejl"), og den sidste med en bulet kalk ("Næring og liv for den rejsende, der sulter og tørster"). Gruppen spurgte ind til alle tre processioner, hvilket viste sig at ophæve en forbandelse, som Baba Yaga havde lagt over Fiskerkongen. Som tak for deres omtanke gav han dem kandelaberen, kalken og hans fiskestang, foruden muligheden for at hvile sig på slottet.

Fiskerkongen fortalte desuden gruppen om hvad der ventede dem på den anden side af Flammehavet, i form af et digt:

I glummert lys den slyge spæg

stod gomrende og glim.

I børkens dyb stod mamren fjæg

og bungrede i skim.

Min søn han så et bæst så stort,

med farlig tand og klo!

Dets vinger var af læder gjort,

med halsen fra en snog!

Og flammeøjne stirred' trumt

fra tomtetræets vånd.

Min søn han gik mod bæstet stumt,

og tog sit sværd i hånd.

Men væk det løb hans hjertes mod,

da bæstet guste spok!

Og dyret sprang ham ret imod,

den kurpe Kloppervok!

Ud han slog med med sværdet vores

men ku' død ej bringe.

For Kloppervokken kun kan såres

med en vorpen klinge.

Fra bæstets galskab, tand og klo

han løb i skræk og jag.

Og aldrig han vil finde ro

fra Kloppervok ved tomtetræ.

Friske og veludhvilede drog gruppen videre - denne gang på tværs af Flammehavet, i en magisk forstærket båd lavet af søstjerner. Med tilstrækkeligt samarbejde var de i stand til at nå frem på den anden side af Flammehavet, og de befandt sig nu i en tåget skov hvor galskab lod til at være normalt: Solen og Månen løb om kap med hinanden på tværs af himlen, blomsterne bagtalte folk der så på dem, vinden var tyk som suppe, og hunde og katte boede sammen.

De fandt her et bord, der var dækket op til teselskab (og som lod til at have været blevet brugt allerede, at dømme efter det brugte service og den kolde te), men hvor ingen var til stede.

Videre inde i skoven fandt gruppen den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod ensomt med sine spiralformede grene på en bakketop. På den anden side af bakken lod selve virkelighedens materiale til at være flosset og give efter...

I tumtum-træet hang dog den eftertragtede frugt, med spiralformet skal om en let lysende kerne. Gruppen begav sig varsomt frem, da væsenet de havde hørt om fra Fiskerkongen lurede i træet - og snart sprang Kloppervokken ned og gik til angreb!

Som i digtet var Kloppervokken et farligt bæst, og den sprang frem og tilbage med klør hvirvlende omkring sig, og øjne der sendte stråler af flammer afsted. Værst var dog dens spokke gusen, der medførte vanvid og især lod til at påvirke de af gruppens medlemmer, der var aberrations.

Med magi, snilde og en lille smule held lykkedes det dog Walnan at få frugten ned fra træet - nu bliver udfordringen blot at slippe væk fra Kloppervokken i live...