Opsummering
Det viste sig at Belladonna, Sciroccoens
Fyrstinde, Den Evige Latters Emira, Sheikha af Solens Dans, var en fe der herskede over den lille oase. Gruppen talte kort med hende, men Syldran valgte at blive i oasen da gruppen tog videre.
Snart nåede gruppen frem til Rødhorn-stammen igen, og hvilede en nat før de tog ind til oasen for at kæmpe mod den titan, som forhindrede stammen i at rejse derind. Friske og veludhvilede drog de afsted den næste morgen, og titanen viste sig at være en tidligere hammerhale kendt som Tandorok, Der Tramper Jorden Flad.
Kort forinden kampen mod titanen så gruppen en skikkelse højt på en klippetinde, der lod til at kalde på Tandorok på en blanding af elvisk og dragesprog. Skikkelsen vækkede titanen fra oasen, og fløj derefter væk på en blå wyvern, ledsaget af en lille rød drake.
Tandorok viste sig at være i stand til ikke blot at vælte de høje klippetinder i oasen, men også påkalde en storm af lyn og torden omkring sig. Ikke desto mindre lykkedes det gruppen at dræbe titanen, og de nåede at plyndre en del af dens naturlige rustning og våben inden liget sank ned i jorden og gjorde landet sort.
Maskevæveren Shenta dukkede op, og fortalte gruppen, at Tandoroks korruption og død havde gjort de lokale naturånder vrede. Hun bad om gruppens hjælp til at udføre et ritual, som ville stilne deres vrede og rense oasen igen. Gruppen indvilgede i at hjælpe, og snart måtte de beskytte Shenta fra de vrede og fornærmede naturånder, imens de hjalp til med at berolige dem. Det lykkedes dem at gøre det uden de helt store konsekvenser, og kun en lille sort plet var tilbage på jorden hvor Tandorok var faldet.
Rødhorn-stammen nåede ind til oasen, og den næste uge var præget af fred og ro. Gruppen fandt ud af fra elveren Thaelindar Galanodel, at kombinationen af dragesprog og elvisk var set før - som inskription på en grav, som hun havde opdaget (men ikke åbnet) for en måned eller to siden. Gruppen fik markeret stedet på deres kort, og besluttede sig for at rejse direkte mod denne "Viznalims Grav" imens Rødhorn-stammen foretog det sidste stykke af rejsen mod Krezent uden dem (om end med Thaelindar som livvagt). Planen var derefter at gruppen ville rejse fra graven og direkte til Krezent, for at nå frem omkring samme tid som Rødhorn-stammen.
Efter nogle forberedelser tog gruppen afsted mod graven. På vejen opdagede de et område af sort sand, der lod til at bevæge sig i løbet af natten, og senere mødte de en besynderlig rejsende, der var indhyllet i sort stof og stod ved en gigantisk bue af glas. De nåede frem efter planen til graven, der viste sig at være et kælderniveau under en for længst ødelagt bygning, på toppen af et stort plateau. Der var spor efter nogle få rejsende op til plateauet og på væk ud fra graven - og graven lod til at være blevet åbnet efter Thaelindars besøg.
Gruppen begav sig ind i graven, hvor de fandt væg og gulv skabt af wall of force-formularer dækket med illusioner, og da gulvet forsvandt, faldt de ned i et forseglet kammer hvor utallige skarabæer kravlede ud fra huller i væggene. Det lykkedes dem at åbne for en udgang fra rummet ved at påkalde en eksplosion af ild oppe ved indgraveringen af en sol på væggen, hvilket fik en del af væggen til at glide ned i gulvet.
På den anden side var en korridor, hvor stråler af brændende lys skød ud af hullet i væggene, og lidt adgangen flygtede gruppens medlemmer fra skarabæerne på tværs af de brændende stråler. Hinsides strålerne nåede de ind bag en illusion som skjulte dem, og skarabæerne trak sig tilbage til deres rum hvorefter den hemmelige dør lukkede sig igen. Med usikkerheden om klogskaben i at tage sig et egentligt hvil i graven drog gruppen videre efter en kort omgang helende magi og eliksirer.
Oppe ad en trappe fandt gruppen et kammer, hvor de blev angrebet af besynderlige mumier fyldt med skarabæer - og da man skulle tro, at de var ved at have overhånd i kampen, dukkede endnu en mumie op igennem en væg, der åbenbart også var en illusion.
Et lille stykke inde i kampen blev Roanar voldsomt såret, men i stedet for at besvime fra smerten lod han til at forvandle sig til en antropomorf ræv med sølvpels, som brød ud i et grin da den opdagede sin egen forvandling...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar