A - Mellemspil: Solspyd og Skygger, Sandhed og Skæbne

I munden på Zhaitron, ved det gode skib Mark III...

Ordene gav genlyd på tværs af afstanden mellem Pinslens Mund og skibet:

"SKÆLV, TYRIA, OG FORTVIVL! DHUUM ER KOMMET TIL VERDEN!"

Efter få øjeblikke blev den kolossale dæmoniske græshoppekrop tilsyneladende flået i to, som om en skyggeagtig klon af den blev hevet væk og kondenseret i en mindre kutteklædt skikkelse med en frønligt skinnende le.

Den dæmoniske græshoppekrop vendte blikket mod Dhuums skyggekrop og udstødte en skrigende, kaglende latter, idet den løftede sin le og dirigerede sine utallige udøde tjenere op ad tentakeltræet og mod dødsgudens avatar. Dhuums kutteklædte skikkelse løftede sin egen le og for i raseri mod græshoppeguden.

De fleste øjne i området var vendt mod slaget mellem de to guddommelige skikkelser, mod Zhaitron, eller mod kampen mellem Balthazar og Kralkatorrik. Koss Dejarin var hoppet af skibet og stod ved en af Zhaitrons tænder, idet han havde overladt roret til quagganen Podaboo, der ligesom ham selv var berørt af noget guddommeligt. Mens han selv havde været midlertidig styrmand for et par fartøjer da han var i live, havde Podaboo ikke kun tilbragt sit liv som kaptajn - han var bogstaveligt talt født i havet.

Ingen Brændte truede herinde i gabet, og der var ikke dukket flere af Jokos tjenere op heller. Koss skuede rastesløst ud over slagmarken, i håbet om at finde et sted han kunne gøre en forskel. Jorden forneden var en krigszone mellem Smedne, Brændte, Vækkede og Dhuums skyggeagtige dæmoner, imens himlen var fyldt med torden, ild og død. Intet sted kunne han ansvarligt føre Mark III hen uden at risikere at heltene i Zhaitron ville miste deres udvej fra Tyria, foruden en god ven. Og intet sted var sikkert nok til at han alene ville kunne være med til at vende kampen - selv om han også var usikker på hvilke sider han håbede på ville vinde.

Koss så op, og lagde mærke til bevægelse bag Pinslens Mund: Et spøgelsesagtigt skib bevægede sig fra et sted hinsides denne verden ind i himlen, omgivet af tåge og et blåligt skær. Lysende bogstaver langt skroget forkyndte skibets navn: Tåbernes Dronning.

Spøgelsesskibet var fyldt med fortabte sjæle - tilsyneladende smuglet direkte ud af Underverdenen, at dømme efter Dhuums rasende reaktion:

"HVAD SKAL DETTE FORESTILLE - ENDNU ET AF JOKOS TRICKS? SÅ SNART DHUUM ER FÆRDIG MED DENNE OPKOMLING, VIL JERES DOM BLIVE FÆLDET."

Koss havde begrænset interesse for den faldne (og nu genoprejste) dødsguds brøl - han havde personligt været med til at forsegle Dhuum tidligere, da han selv var i live, og vidste at Stemmen i Tomheden var en af de tønder der buldrede mest. Hans opmærksomhed var dog rettet mod besætningen på Tåbernes Dronning: Mange af dem lod til at have været menneskelige korsarer da de var i live, selv om flere tydeligvis var sluttet sig til skibets besætning i Underverdenen - Koss kendte sin korsarhistorie, og vidste at Tåbernes Dronning engang sejlede under Orrs flag. Og det havde været århundreder siden Orr gik under i Kataklysmen, foruden de spektakulære apokalyptiske begivenheder der var foregået siden.

Et par af besætningsmedlemmerne skilte sig desuden endnu skarpere ud: En charr der tydeligvis ikke var et spøgelse, og som bar et flammende dragesværd; en nyligt afdød planteperson der lod til at være i gang med at placere alkymistiske sprængstoffer ved skibets front; og et skaldet, midaldrende spøgelse der lod til at fungere som skibets kaptajn, selv om hans kåber vidnede om at han havde været en præst da han var i live. Koss genkendte dette spøgelse som Dunkoro - hans tidligere kammerat, der havde været med ham gennem tykt og tyndt, havde tjent under de to største spydmarskaller Elona havde set, og som havde været med til både at dræbe Abaddon, forsegle Dhuum, og knuse den Store Ødelægger - den første aktive drageforkæmper som verden havde set i tusinder af år.

Dunkoro vendte sig mod Zhaitron, kneb øjnene sammen, og hans og Koss' blikke mødtes. I et åndedrat mellem befalinger til spøgelsesbesætningen lod Dunkoro til kort at give et anerkendende smil, og at bukke hovedet i retning af sin gamle ven. Koss gav et skævt smil tilbage, og bukkede selv hovedet let. Dunkoro vendte sig bort, og fortsatte med at give befalinger til sin besætning, tydeligvis stadig med den kølige fatning og det overmenneskelige overblik som han altid havde haft da han var i live.

Koss så sin gamle kammerat, der trods død - og nu risiko for sin sjæls fuldkomne udslettelse - gjorde alt hvad der var i hans magt for at gøre en forskel. Han så ned på sine hænder, der lod til at lyse indefra med det kølige hvide skær fra en navnløs guddom fra en anden verden - og han skammede sig over sin ubeslutsomhed og hjælpeløshed. Han smilede og grinede let af sig selv, imens han funderede over ironien i situationen: Han var stærkere end han nogensinde havde været da han var i live, og i stand til at kanalisere guddommelige kræfter på en måde som han aldrig havde set dødelige gøre - stærk nok til at føle et ansvar for at hjælpe, men ikke stærk nok til at påtage sig en værdig kamp og vinde.

Kasmeer Meade lod til at have forladt sin post ved skibsvåbnet da der ikke var flere trusler i nærheden, og stod med armene på rælingen over Koss' venstre skulder. "Jeg ved godt at det virker selvisk, og jeg ville virkelig ikke ønske at flere folk befandt sig i denne her situation, men jeg har en følelse af at vi ikke kan klare det her alene," sagde hun. Koss så op mod hende. "Ah ja, du er en del af et laug? Dragevogterne, ikke sandt?" Hun smilede let og nikkede imens hun vendte blikket ned mod ham. "Vi nåede aldrig at blive flere end en håndfuld," fortsatte hun, "men vi komplementerede altid hinanden så godt." Hun rystede en smule på hovedet. "Snindividuelt lader til at være stærke, men stærke nok til at besejre både Joko og hans løjtnanter? Hvis ikke det var fordi guderne enten har forladt verden eller lader til at være opsat på at ødelægge den, ville jeg nok være i gang med at bede lige nu." I det øjeblik lød et brøl fra den dæmoniske græshoppegud idet Dhuum trak sin le på tværs af et af dens ben.

"TÅBELIGE DÆMON! DIN FALSKE MAGT OVER UDØDE VIDNER BLOT OM DINE FORBRYDELSER - OG DHUUM VIL VÆRE BÅDE DIN DOMMER OG DIN BØDDEL!"

Koss vendte sig mod Kasmeer med et sæt, imens en sandhed lød i hans sind: Jeg er med jer alle dage. "Ikke alle guderne," sagde han. "Men den eneste der vil hjælpe os er ikke stærk nok til at gøre en forskel." Kasmeer så eftertænkt på ham. "Du mener Abaddon? Jeg kan forstå at en del af Hans kræfter blev lagt i Sirenehavnen? Havde Snindividuelt ikke tænkt sig at bruge dem?"

Nej, lød en trist stemme i begge deres sind. De frygter at Joko ikke ville blive imponeret af at de blot fremviste en guds kræfter i stedet for deres egne. Joko har trods alt udtalt sig om at han ikke stoler på andre guder end sig selv. Men uden min hjælp frygter jeg selv for deres sikkerhed.

"Kunne vi mon snige os ind i en af helligdommene alligevel, i tilfælde af at det går dem rædsomt?" spurgte Kasmeer. "Joko har nok sin opmærksomhed rettet mod Snindividuelt eller kampene udenfor. Jeg kan i hvert fald forestille mig at kræfter der er gemt i for eksempel Lyssas eller Dwaynas helligdomme kunne være mindre... opmærksomhedsskabende..."

En rund skikkelse svævede op ved siden af Kasmeer. "Foo!" udtalte Podaboo. "Helligdommene er ikke rare steder. Quaggan ville ikke have efterladt de kloge børn derinde hvis ikke kuttemanden havde været der."

Koss og Kasmeer stirrede begge uforstående på Podaboo. "De kloge børn?" spurgte Kasmeer. "Kuttemanden?" spurgte Koss, og kiggede kort ud mod kampen mellem Dhuum og den dæmoniske græshoppegud. Podaboo nikkede. "Et af børnene kunne ikke gå selv, og quaggan tror at hun havde mistet sin bamse. Hun kaldte den Hr. Snuske."

Kasmeer nærmest råbte "Åh nej, Taimi! Hvor så du dem henne? Hvordan fandt du ud derfra?" Podaboo blinkede et par gange imens han trak på skuldrene. "Vingel-helligdommen. Quaggan fløj gennem luftrøret." Kasmeer vendte blikket mod Koss, og opdagede at han allerede var hoppet op ved siden af hende, imens luften omkring ham glitrede med et gyldent skær. "Vis os dette luftrør med det samme," sagde han. Podaboo kiggede tilbage mod styrhjulet hvorefter Koss fortsatte: "Du bliver her på skibet - du er en langt bedre styrmand for Mark end jeg kunne være." Quagganen vendte sig tilbage og kiggede nedad imens en let violet farve sneg sig op i hans kinder. "Foo..." mumlede han akavet.

"Men jeg tror..." begyndte Koss, hvorefter han standsede og rystede på hovedet imens en glorie af gylden Sandhed strålede omkring ham. "Nej, jeg ved at der er noget i Dwaynas - Vinglens - helligdom som kan hjælpe Snindividuelt." Han vendte sig mod Kasmeer, hvis øjne et øjeblik lyste op med et lyselilla skær imens hendes ansigtsudtryk blev slapt. Hendes øjne vendte tilbage til deres tidligere udseende, og hun stirrede på Koss med et stålsat men samtidigt sørgeligt blik. "Ja," sagde hun. "Jeg ved ikke hvordan, men... jeg tror at jeg lige har haft endnu en vision, som da jeg trak fra de kort der også påkaldte Dhuum?" Hun sank en klump i sin hals og kiggede bekymret rundt. "Det vil kræve så meget af dig," sagde hun til Koss, med et glimt af tårer i øjnene, "men jeg tror at det kan være vores eneste mulighed hvis det ikke lykkes for Snindividuelt at besejre Joko på deres måde."

Koss så på Kasmeer i et par sekunder, hvorefter han nikkede en enkelt gang. "Intet offer jeg kan give er for stort til at frelse andre fra den levende Pinsel som det er at være en af Jokos Vækkede." De vendte sig begge mod Podaboo, der var rynket med bekymring. "Foo... Quaggan viser vej til luftrøret," sagde han og nikkede energisk rynkerne væk. "Det er også godt for quaggan at være lidt væk fra skibet," fortsatte han idet de tre skyndte sig mod hullet i ismuren. "Quaggan ved ikke om han kan lide Marks stemme."