De lærde fortalte om, hvordan der i fordums tid, i hvad man kaldte for "Dæmonernes Tidsalder", var almægtige onde kræfter løs på Eberron. Disse kræfter var så onde og så magtfulde, at de var manifestering af al den ondskab, som var muligt i verden, og hver regerede sit eget område - nogle på størrelser med nationer eller kongeriger, andre hele kontinenter. I legenderne hører vi om, hvor grufulde denne tids væsener var: Udødelige tankelæsende formskiftere, omvandrende pestepidemier, og kolossale monstre, hvis blotte fodtrin jævnede al konstruktion med jorden. Historikere og teologer er enige om, at den Sølverne Flamme opstod for at bekæmpe denne ondskab, selv om den kun var i stand til at forsegle den - aldrig udslette den fuldkomment. Og selv om nogle enkelte dæmonfyrster har brudt igennem deres bånd hist og her igennem historien, har agenter af Drageprofetien eller den Sølverne Flamme altid bragt dem tilbage i fangenskab.
Vi lever i dag i en tid, hvor op til flere dæmonfyrster er sluppet fri fra de fængsler, der har indespærret dem i årtusinder. De, der bevarer håbet, påstår, at det er en mellemperiode - en midlertidig fase i det større billede, der kun varer indtil den Sølverne Flamme sender sine forkæmpere for atter at bringe lys til verden. Men ikke alle bevarer håbet. Mod vest kæmper Bel Shalors fanatiske tilbedere for at sprede mørket til resterne af Breland, Aundair og Thrane. Mod nord regerer Erandis d'Vol fra sin knogletrone i den evige nats land. Og her i Talenta-ørkenen er vi tvunget til at være evigt på flugt fra det vanhellige avl af Den Kolde Sol og Khybers Datter, der jager os på tværs af sandet. Så hvorfor bevare håbet?
Skønt dæmonerne har frarøvet landet dets liv, bringer Maskevæverne og Hestevogterne livet tilbage hvor end de drager hen. Skønt mørkets kræfter har tvunget tjenerne af den Sølverne Flamme tilbage til tempelbyen Krezent, arbejder præster og lærde utrætteligt på at finde en udvej igennem Drageprofetien. Jeg selv er blot en jæger, der fastholder mit folks traditioner, og bringer fordums helte tilbage i nutiden igennem mine handlinger. Dagon frarøvede mig mit hjemland. Bel Shalor frarøvede mig min ganger. Men så nåede jeg til Talenta-ørkenen, og de vanskabte børn af Tiamat - titaner med drageblod. Jeg er Tairnadal, af Draleus Tairn. I mine årer løber blodet fra utallige generationer af dragejægere. Jeg er udvalgt af min forfader Telnias Shaereth, den Kløvede Klinge - han som brød belejringen af Taer Senadal, hvorefter han jagede og dræbte ormen Nosgarix.
De andre dæmonfyrster dømte mig til en lang og lidelsesfuld død. Da Tiamat forsøgte at give mig nådestødet, gav hun mig i stedet livet tilbage. Derfor bevarer jeg håbet. Derfor kæmper jeg stadig. Og med hver titan, der ligger død for mine fødder, nærmer jeg mig dagen, hvor jeg selv eller min udvalgte efterkommer bryder belejringen af Eberron. Og når dæmonfyrsterne flygter tilbage mod de huler, hvor de har gemt sig på tværs af årtusinderne, vil de ikke finde hvile - for selv i døden og med kløvet klinge vil jeg jage dem for evigt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar