Selanar Ereniel var døden nær.
Det var ikke første gang - og for Khyber da også, det ville ikke være første gang han omkom, hvis han gjorde! Men han havde alligevel en nagende fornemmelse af, at hvis han faldt her, nu, i dag, så ville det være den sidste gang. Troldmandskongernes magt, selv på deres egen storheds tid, havde endog grænser - og denne form for inkarnering, som han allernådigst var blevet tildelt, kunne ikke trække på Gortash'arans energi alene. Ej heller De Trende Måners Rite, eller et levn af Baltash'ams ypperste bindværk, ville have kunnet skænke ham det liv han nu var så tæt på at miste - ikke så mange årtusinder efter hans død - uden alt for stort et offer.
Siden hans påkaldelse havde han vidst at hans nuværende inkarnation trak på selve den skæbnens kileskrift, med hvilken hans ekko var indgraveret i Eberrons og hendes ydre planers eksistens.
Hvis han faldt her, ville det være slut - for evigt.
Den degenererede stenkæmpe - et levn af drugahnariernes tåbelighed lige så meget som kæmpernes forbandelse - havde knap nået at ramme jorden før Selanar var styrtet videre mod den nordlige af mindst 4 beskyttende sfærer, som opretholdt et abjurerende felt omkring illithiden. Men til trods for gentagne angreb, og sprækker på tværs af sfærens overflade, der afslørede dens skadede tilstand, kunne Selanar mærke en ildevarslende energi i luften - Zedranossks ritual nærmede sig sin fuldbyrdelse med hastige skridt.
Et blik vestpå afslørede at han i det mindste ikke ville være alene i sin tjans - skønt Arobiel var teleporteret bag fjendens rækker, Tristan faldet, Chenzira bortført vestpå, og Dhunnyl døden nær, kunne Selanar mærke at den mabariske ånd Alina stadig var ved nær sin fulde magt, og hun var i hastig flugt mod samme sfære, med beslutsomhed i øjnene og flammer i hænderne.
Med sit Syn Hinsides Syn blev Selanar et øjeblik grebet af frygt, ved Alinas sande form, omgærdet med et slør af selvudslettende fortvivlelse og håb, så skarpt at det ville kunne spalte en sjæl, og så varmt at det ville kunne smelte gennem Risias gletsjere. Med en mental note om at han ville være nødt til at passe mere på omkring succubussen mindede Selanar sig selv om at hun dog - indtil videre - faktisk var på hans side, og vendte sig atter mod sfæren.
"Barzaiem, Sejrherre af det Usynlige Lys," hviskede han lavmælt. "Dette er en kamp for Eberrons fremtid - skænk mig den styrke, der skal til for at sejre."
Det var intet tilfælde at netop Selanar var blevet påkaldt, vidste han godt - hans inkarnation var et tegn på Baltash'ams desperation. Kongernes Bøddel havde de kaldt ham - delvist af foragt, delvist til hans hæder - efter han havde myrdet troldmandskongen Xin'jek, Vindenes Betvinger, på vegne af resten af De Tolv. Han var sendt her som budskab til Zedranossk: Din hersker er død, og død vil han forblive. Og han var sendt som sidste udvej, i tilfælde af at ritualet mod forventning lykkedes - det ville ikke have været første han han havde myrdet en troldmandskonge, trods alt.
"Ud fra min tid på denne verden," sagde Alina med et smil på læben, "er det ikke normen at de tilbageværende guder faktisk besvarer bønner. Men hvis det giver dig trøst, så omfavn den endelig - vi har en lang kamp foran os endnu."
Selanar gengældte hendes smil lidt tilbageholdt, og takkede Barzaiem mentalt for ikke at han blot var skænket Syn Hinsides Syn, og ikke tilsvarende sandfærdig og afslørende hørelse - han turde ikke gætte hvordan hendes stemme ville have lydt. "Barzaiem har allerede skænket mig sin krumsabel - Han findes stadig, så meget er sikkert. Og Hans magt kan gives til de værdige."
"Det er et fint våben, må jeg indrømme," svarede Alina idet hun slyngede ild mod beskyttelsessfæren. Hun pustede et enkelt vildfarent hår væk fra ansigtet idet hun vendte sig halvt mod ham igen med et løftet øjenbryn. "Men er det virkelig en guds værk?" Hendes ord blev ledsaget af en salve af lysende pile fra englen Vixidorus, som på afstand angreb sfæren selv.
En pludselig følelse af vrede blussede op i Selanar - hvad vidste denne succubus om guddommelighed? Om de ofre han måtte gennemgå for at blive indviet i Barzaiems mysterier? Han vidste i sin kerne - med absolut sikkerhed - at Barzaiems Krumsabel var virkelig, og at den var her nu.
Selanar forsøgte at bringe følelsen under kontrol - de havde en fælles fjende, trods alt - men noget forhindrede ham, og han mærkede både visheden og vreden bryde ud i den rest af en sjæl som udgjorde hans kerne.
Han tabte næsten sin stav for at knuge sin brystkasse i ren refleks, og kiggede op omkring sig for at finde ud af han var under magisk belejring. Måske Zedranossk var ved at invadere hans sind?
Selanar kneb øjnene sammen for at fokusere sit Syn Hinsides Syn, og sydpå så han bølger i luften, hvor illithiden og dens tjenere sendte deres forkvaklede budskaber ud mellem hinanden med tankens kraft - men bølgerne var forstyrret af noget som manipulerede med dem, med oprindelse hos en fastfrossen skikkelse på pyramidens platform... Arobiel? En løssluppen tanke fra netværket rakte ud efter Selanar, og i genkendelse - samt en længsel begravet i sine følelser, som han ikke kunne forklare - greb han ud efter den mentalt, hvorefter hans sind eksploderede i stjerneskær og viden og vished.
En vished som han ikke havde følt siden han gennemgik riten for at blive indviet i Barzaiems mysterier, i den hemmelige helligdom i Darosh'an.
Vreden som var blusset op i ham var hans egen, men den tilhørte også noget andet - noget ældre fra årtusinder siden, og dog noget yngre som endnu ikke var skabt; noget som ikke tilhørte Selanar, men som alligevel var skyldt ham - og ord strømmede ud af hans læber; en hemmelig forlængelse af den rite, som han havde gennemgået tidligere for at få tildelt Barzaiems Krumsabel, udtalt af både hans stemme og den andens:
"Med retfærdig vrede i vore hjerter, gennem en himmel afbrændt af had, trækker vi klingen der udsletter ondskab!
Glemt af de levende, og frygtet af de døde; hinsides tid og evighed er du gjort af tretten måners lys, i et hav af uendeligt mørke - det prismatiske værn, der skærmer mod galskaben!
Du er den uskyldige klinge-"
Med udtalen af våbnets sande og hemmelige navn blev samtlige af dets runer lyst op med violet månelys der overstrålede dens stjerneskær, og et gisp lød fra både Alina og Vixidorus.
Selanar følte sig pludselig fyldt med liv og energi igen, som fra øjeblikket for hans påkaldelse - nej, stærkere, som fra hans tid som levende. Han kiggede op på sine følgesvende og så for første gang Alina være målløs - og måske også en smule skræmt - med en sær snert af forargret vantro, kombineret med... sultent begær? Han skubbede hastigt den tanke væk.
"Jeg er ikke tydeligvis den eneste himmelske entitet der vil bringe os til sejr," lød det fra Vixidorus.
"Dette," sagde Selanar bestemt til Alina, "er hvordan Vogteren af den Usynlige Port besvarer sine bønner." Succubussen blinkede et øjeblik, hvorefter hun vendte tilbage til sit afslappede smil og trak på skuldrene. "Tydeligvis," svarede hun sarkastisk og trak på skuldrene.
Selanar vendte sig sydpå, stålsat og fyldt med et håb der atter skubbede enhver frygt for sin død væk. Han var villig til at give sit liv, hvis det var behøvet - men han havde en fornemmelse af, at det ikke var den skæbne, som var skrevet i stjernerne for ham.
