A: Opsummering for 29/4 + 6/5 + 13/5

Opsummering

Gruppen kæmpede ihærdigt mod Kloppervokken, men en efter en endte de bevidstløse på jorden. Da håbet var på nippet til at være brugt op, løb en dreng og en pige, som bar Excalibur, ind fra skoven og tog kampen op mod uhyret. Det gav gruppen tid og pusterum til at omgruppere, men de to unge nyankomne var ikke trænede krigere, og selv en skræmt Kloppervok var en voldsom udfordring for dem - og drengen, som kaldte sig for "Den Blege Prins", blev snart slugt levende af Kloppervokken. Med lidt hjælp fra gruppen endte det dog med at pigen "Alice" huggede hovedet af uhyret - og efter hovedet var hoppet væk, forsvandt begge de unge (inkl. Excalibur).

Gruppen påkaldte Jårkræ, den Røde Middagsridder, for at hjælpe de sårede under kampen.

Efter at have brugt den livgivende kalk fra Fiskerkongen til at genoplive Gray, drog gruppen videre, indtil de kom til en lysning hvor den Grønne Ridder udfordrede dem. Først var han for hurtig til at kunne blive såret, men de sænkede hans hastighed og Gray taklede ham ned fra hans hest. Så påkaldte han hjælp i form af de døde riddere Myrail og Grigori Yuri - begge krigere som nogle af gruppens medlemmer havde set dø. Da de begge havde brugt deres livskraft til at beskytte Ridderen, udfordrede han gruppen til at stille op med en enkeltperson til en duel. Gray tog udfordringen op, og selv om han var den eneste der rent faktisk kæmpede mod Ridderen, fik han hjælp, heling og opmuntrende ord fra de andre i gruppen, der konstant stod klar til at gribe ham hvis han faldt om. Inden længe var Ridderen besejret, og Gray kappede hovedet af ham hvorefter han ærede Ridderen ved at hælde alkohol ud over stedet hvor han faldt.

Gruppen påkaldte Araellon, den Hvide Morgengrysridder, for at holde Grigori Yuris opmærksomhed under kampen.

Ved at bruge det tredje horn til at påkalde den sidste af Baba Yagas ryttere, sikrede gruppen sig passage tilbage til Urskoven, hvorfra gruppen fik yderligere hjælp fra vinterulven Fraga til at nå tilbage til deres pram. Herfra rejste de tilbage ad Tidens Flod til Senaliesse, og dukkede op få øjeblikke inden de tog afsted.

Den Sorte Midnatsridder.

Dak var død under kampen mod den Grønne Ridder, så gruppen fik hjælp fra Herbert von Westgaarde til at genoplive ham. De nåede derefter at få en god omgang søvn inden fortællingerne skulle fortælles og Stjernernes Spil afsluttes.

Her er en kortfattet version af hvad der skete:

• Victor havde nægtet at betale sin gæld til mosekonen Helga, og ved at bryde sit ord var han ikke længere i stand til at deltage på vegne af Koralhoffet. Mark tog hans plads, både som væbner og som fortæller.
• Vinterskæg tvang alle hofferne til at give en enkelt belønning videre til et andet hof, hvorefter belønningerne blev vurderet. Det Grønne Hof stod til at vinde, med Sommerhoffet på andenpladsen, Koralhoffet på tredjepladsen, og Tusmørke- og Vinterhofferne på en delt sidsteplads.
• Den Grønne Ridder afslørede sin egen identitet: Nuadar Shavian, første bærer af Claoímh Solais, og for evigt forvist fra Stjernernes Spil. Dette ugyldiggjorde alle belønninger som han havde været med til at optjene, inklusiv hvad hoffet havde givet i gave til Sommerhoffet.
• Den Grønne Ridder inviterede desuden Gray til at træne med Ridderen ved den Hvide Brønd, da han havde et par ting at lære ham om Excalibur.
• Med denne rokering (og Flyndrals efterfølgende påkaldelse af Kvældslotstraktaten) faldt det Grønne Hof til en sidsteplads og Sommerhoffet til en næstsidsteplads. Vinterhoffet lå nu på en andenplads, Tusmørkehoffet på en halvandenplads, og Koralhoffet stod endelig som vindere af Stjernernes Spil.
• Belønningerne dukkede op i luften fra en besynderlig sfære med en ildevarslende besked: "Det syvende segl er knust. Det ottende segl er smedet af sølv og knogle. Allabar vil åbne vejen for Moderen til Den Midterste Drage."
• Lettere fornærmet lod Sommerdronning Tiandra sværdet Caladbolg falde ned i stengulvet, hvor det lod sig begrave halvvejs op ad klingen.
• Gray påkaldte Radim, som dukkede op bag gruppen.

Drama Points

Alle

• +1 for at have gennemført Stjernernes Spil, og yderligere +1 for at have vundet Spillet.
• +1 for at have vundet Excalibur, en del af Himlens Arsenal.

Gray

• +1 for duellen med den Grønne Ridder.

Victor

• +1 for godt rollespil af navneløshed.
• +1 for godt rollespil af aftalen med Helga.

Walnan

• +1 for god planlægning ved Kloppervokken.

Fortællingerne

Sommerhoffet (Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje)

Fra Hvide Tårn vi vidste hvor ku' findes tumtum-træ;

Som vokser på en massegrav for tabte og fortabte.

Placeret lavt på himlen, under navnet kært Fantasia;

Og ud vi drog med fønikssejl mod det som vanvid skabte.

En stjerne lå på horisonten, lilla, lav og klar;

Det Falske Håb der lurede og lokkede med lys.

Men ej vi sejled' mod den, for vi vidste hvem den var;

I stedet anden stjerne væk, til højre, åh så tys.

På Nattehavet sejled' vi, igennem mulm og mørke;

Som blindt og magtesløst ej kunne række ud mod skibet.

Vi ankom snart til Flammehavet, gjort af ild og tørke;

Som bød os op til dans, og vi tog mod hvad var os givet.

På tværs af ild vi stod i skov af knuste drømme;

Som søgte ly hos Hvide Tårn, og viste os til smutvej.

Vi graved' under rødder, hvor vi snart fandt gange tomme;

En labyrint af tid og rum, som ofre for en drageleg.

Trods dragen hvisked' til os for at lede vild med løgne;

Ukueligt vi drog igennem labyrintens lag.

Med sind beskyttet og med syn der ikke brugte øjne;

Og snart vi stod ved rødder af det sagnomspundne træ.

Vi plukked' frugten straks, og tog den med os væk derfra;

Igennem labyrint hvor vinger basker uden fjer.

Igennem hav af flammer, til vor Føniks som stod klar;

Igennem nat til feers rige, igen iblandt jer her.

Tusmørkehoffet (Flyndral)

En lille pige blev forvist af alle sine kære / Til at leve sit liv nede i mørket / Så hun om alle verdens grufuldheder kunne lære / Til hendes hjerte gav op og hendes blod var størknet.

Familien smed pigen ned i et hul / Og lod hende falde, langt ned i dybet / Hvor alt var mørkt og sort som kul / Men hendes sjæl bevarede lyset.

For pigen fandt en dør til mørket under os / Hvor vanvid presser sig ind / Og Månen viste hende vej ud af sin trods / For mørket i familiens sind.

Hinsides vanvid blev hun vejledt vel af Parsifal / Og Chester invitered' begge til at drikke te / Med syvsover og hare, en træt og den anden gal / Og jeg selv, sendt for at sikre hvad der måtte ske.

Min herre havde udset pigen, ung hun var / Som elsker til en elverprins, forvist fra is og sne / Snart Alice mødte bleg en prins; de danned' kønt et par / Imens de listed' væk, ej mere i humør til te.

I latter og i galskab længe leged' de i haven / Og hvis det stod til mig, således til dages ende / Men skæbnen ville andetsteds, og Kloppervok så gnaven / Snart tvang dem til at vågne op, til liv tilbagevende.

Men under kampens hede så vi tumtum-træets skat / Dets vogter travl i kamp, om end tyran eller kustode / Og frugten lod da til at svæve ned, med smilet fra en kat / Mens Alice proklamered' Kloppervokkens tab af hoved.

På Neraths Vinger fløj de unge elskere snart hjem / Med husked' ej hinanden, da de mødtes snart igen / De rejste vider' i et hold af eventyrer' fem / Kun minded' svagt om drømmen om en barndomsven.

Jeg står foran jer nu, og skønt jeg ikke nævner navne / Er det dog sandt at Alice snart blev blodig en grevinde / Og elverprinsen ville i en lignende skæbne havne / Med titlen fra sin far, ført hid med kolde vinde.

Kun få vi var før denne dag, som kendte til fortælling / Om Alice og den Blege Prins, om kamp med Kloppervokken / Men selv om deres liv tog mørk og grum en vending / Var historien dog sand, så hold lidt igen med brokken.

Vinterhoffet (Zerlanna)

• Med Nordenvinden i ryggen rejste vi ud på Nattehavet, for at nå frem til stjernen Fantasia. Fuyalvin ledte an, og havet frøs under os. Mørke kræfter lurede under overfladen, men da de slog ud efter os, hylede Garm, og mørket fortærede sig selv.
• Vi nåede snart frem til Flammehavet, og med Fuyalvins magi blev vi beskyttet med kulde længe nok til at nå uskadte igennem. På den anden side var en skov berørt af vanvid, omringet af tåge, og Garm snart fik færten af tumtum-træet.
• Vi satte straks til vejrs med Nordenvinden, men blev belejret af pile fra skoven, og var tvunget til at lande og finde vej igen.
• Dybt i skoven lød snart stemmer, og mareridt fra vores egne sind tog form i skyggerne. Selv så jeg en hærskare af den døde gudinde Khalas engle, men dette var tredje gang jeg stod imod dem, og de var snart ikke mere end et dårligt minde.
• Resten af mit hold havde desværre ikke held med at bryde igennem mareridtet, så jeg fortsatte alene til den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod på en bakketop, som et sidste værn mod galskaben på den anden side.
• Jeg bønfaldt træet om en frugt, og i bytte for et løfte var det villigt til at lade mig få den sidste af dets frugter. Jeg vendte tilbage til mit hold, og skønt de endnu var i kamp mod skyggerne, formåede vi at forlade skoven igen.
• Tågen om skoven formede jeg til et skib, som vi brugte til at gennemtrænge Flammehavet, igen gjort hastigt af Nordenvinden. Under Nattehavet var mørket nu mæt, og gjorde ikke engang tegn til at angribe os imens vi passerede over det.
• Og nu står vi her igen foran jer, såret i stolthed om end med frugten fra tumtum-træet i favnen.

B: Opsummering for 20/4 + 4/5 + 11/5

Opsummering

Det viste sig at Belladonna, Sciroccoens Fyrstinde, Den Evige Latters Emira, Sheikha af Solens Dans, var en fe der herskede over den lille oase. Gruppen talte kort med hende, men Syldran valgte at blive i oasen da gruppen tog videre.

Snart nåede gruppen frem til Rødhorn-stammen igen, og hvilede en nat før de tog ind til oasen for at kæmpe mod den titan, som forhindrede stammen i at rejse derind. Friske og veludhvilede drog de afsted den næste morgen, og titanen viste sig at være en tidligere hammerhale kendt som Tandorok, Der Tramper Jorden Flad.

Kort forinden kampen mod titanen så gruppen en skikkelse højt på en klippetinde, der lod til at kalde på Tandorok på en blanding af elvisk og dragesprog. Skikkelsen vækkede titanen fra oasen, og fløj derefter væk på en blå wyvern, ledsaget af en lille rød drake.

Tandorok viste sig at være i stand til ikke blot at vælte de høje klippetinder i oasen, men også påkalde en storm af lyn og torden omkring sig. Ikke desto mindre lykkedes det gruppen at dræbe titanen, og de nåede at plyndre en del af dens naturlige rustning og våben inden liget sank ned i jorden og gjorde landet sort.

Maskevæveren Shenta dukkede op, og fortalte gruppen, at Tandoroks korruption og død havde gjort de lokale naturånder vrede. Hun bad om gruppens hjælp til at udføre et ritual, som ville stilne deres vrede og rense oasen igen. Gruppen indvilgede i at hjælpe, og snart måtte de beskytte Shenta fra de vrede og fornærmede naturånder, imens de hjalp til med at berolige dem. Det lykkedes dem at gøre det uden de helt store konsekvenser, og kun en lille sort plet var tilbage på jorden hvor Tandorok var faldet.

Rødhorn-stammen nåede ind til oasen, og den næste uge var præget af fred og ro. Gruppen fandt ud af fra elveren Thaelindar Galanodel, at kombinationen af dragesprog og elvisk var set før - som inskription på en grav, som hun havde opdaget (men ikke åbnet) for en måned eller to siden. Gruppen fik markeret stedet på deres kort, og besluttede sig for at rejse direkte mod denne "Viznalims Grav" imens Rødhorn-stammen foretog det sidste stykke af rejsen mod Krezent uden dem (om end med Thaelindar som livvagt). Planen var derefter at gruppen ville rejse fra graven og direkte til Krezent, for at nå frem omkring samme tid som Rødhorn-stammen.

Efter nogle forberedelser tog gruppen afsted mod graven. På vejen opdagede de et område af sort sand, der lod til at bevæge sig i løbet af natten, og senere mødte de en besynderlig rejsende, der var indhyllet i sort stof og stod ved en gigantisk bue af glas. De nåede frem efter planen til graven, der viste sig at være et kælderniveau under en for længst ødelagt bygning, på toppen af et stort plateau. Der var spor efter nogle få rejsende op til plateauet og på væk ud fra graven - og graven lod til at være blevet åbnet efter Thaelindars besøg.

Gruppen begav sig ind i graven, hvor de fandt væg og gulv skabt af wall of force-formularer dækket med illusioner, og da gulvet forsvandt, faldt de ned i et forseglet kammer hvor utallige skarabæer kravlede ud fra huller i væggene. Det lykkedes dem at åbne for en udgang fra rummet ved at påkalde en eksplosion af ild oppe ved indgraveringen af en sol på væggen, hvilket fik en del af væggen til at glide ned i gulvet.

På den anden side var en korridor, hvor stråler af brændende lys skød ud af hullet i væggene, og lidt adgangen flygtede gruppens medlemmer fra skarabæerne på tværs af de brændende stråler. Hinsides strålerne nåede de ind bag en illusion som skjulte dem, og skarabæerne trak sig tilbage til deres rum hvorefter den hemmelige dør lukkede sig igen. Med usikkerheden om klogskaben i at tage sig et egentligt hvil i graven drog gruppen videre efter en kort omgang helende magi og eliksirer.

Oppe ad en trappe fandt gruppen et kammer, hvor de blev angrebet af besynderlige mumier fyldt med skarabæer - og da man skulle tro, at de var ved at have overhånd i kampen, dukkede endnu en mumie op igennem en væg, der åbenbart også var en illusion.

Et lille stykke inde i kampen blev Roanar voldsomt såret, men i stedet for at besvime fra smerten lod han til at forvandle sig til en antropomorf ræv med sølvpels, som brød ud i et grin da den opdagede sin egen forvandling...