Opsummering
De to store insektagtige konstrukter lod til at begynde med ikke til at være fjendtlige, men kun beskyttende over for krystallen i midten af rummet - de forsøgte både at gribe fat i hvem end der bar krystallen, og at holde indtrængende ude af rummet. De mystiske røde væsener blev hurtigt taget ud af kampen under angrebene fra både gruppen og konstrukterne.
Flere dukkede op fra den anden indgang til rummet, men da de faldt til jorden opdagede gruppen, at korridoren, som de tidligere var kommet fra, var begyndt at snøre sig sammen som en kæmpemæssig ringmuskel.
På dette tidspunkt havde Lucan vundet en del kontrol over konstrukterne ved at overbevise dem om, at han var sendt af de samme folk, der havde placeret dem i ruinerne - og selv om de ikke lystrede alle hans befalinger, fulgte de med ham.
Gruppen begyndte at flygte ad den korridor, som de endnu ikke havde udforsket, for at komme så langt væk fra den sammensnørende tunnel som muligt. I en sidekorridor lagde de mærke til en kæmpemæssig spiralplante med hvirvlende blomsterblade der var skarpe nok til at gøre korridoren til en enorm blender. Planten var på vej mod gruppen, og Tar skyndte sig at mase sig igennem det lille mellemrum, der var mellem planten og væggen, for at komme om på den anden side. Han nåede uskadt igennem, men gruppen mistede derefter al kontakt med ham. Efter kort tid havde sammensnøringen af gangen bag gruppen indhentet sidekorridoren, og vejen var lukket af.
Imens dette skete, flygtede gruppen videre igennem gangene, og nåede til et rundt lokale hvor hvide insektagtige pladerustninger eller konstrukter kæmpede mod de tynde røde væsener.
Gruppen dræbte næsten alle de restende røde væsener, men den sidste forsvandt sporløst. Med hjælp fra konstrukterne blev de hvide rustninger dog hurtigt ryddet af vejen, og flere af dem lod til at have været besat af spøgelser. Sammensnøringen bag gruppen lod til at ske hurtigere og hurtigere, og gruppen skyndte sig videre, stadig med krystallen i armene.
Korridoren ledte videre i en bue, der endte i det T-kryds, hvor gruppen tidligere var gået til venstre. Her var væggenes bevoksning mindre organ-agtig - men plantematerialet og svampene, der førhen dækkede væggene, var nu blevet til sod og sort slim. En åbning førte videre til det kammer, hvor gruppen havde kæmpet mod sfinksen, og her blev det tydeligt, at hele stedet var ved at styrte sammen.
Med krystallen i slæb og konstrukterne i hælene skyndte gruppen sig igennem kammeret, og videre op ad trapperne, der førte tilbage til rummet, hvor de havde kæmpet mod Korian og hans kumpaner. Konstrukterne havde lidt problemer med at bevæge sig op ad de smalle gange ved trapperne, og loftet begyndte at styrte sammen da gruppen bevægede sig videre igennem rummet og op ad det næste sæt trapper.
For enden af disse trapper var korridoren, hvor gulvet tidligere var styrtet sammen så snart gruppen satte vægt på fliserne. De af gruppen, der kunne flyve, skyndte sig igennem korridoren, men nedstyrtende sten fra loftet gjorde det problematisk at navigere igennem luften. Da Podaboo nåede et stykke ud i korridoren med krystallen i armene, blev han ramt af murbrokker fra loftet, og blev tvunget ned på fliserne - med uden at fliserne faldt sammen. Dér, hvor det svage lys fra krystallen ramte gulvet, skiftede fliserne farve til en marmorlignende hvid, hvilket gjorde det sikkert at bevæge sig på en smule af gulvet ad gangen.
På trods af denne positive overraskelse var loftet stadig ved at styrte sammen om ørene på gruppen, og konstrukternes passage op ad trapperne lod ikke til ligefrem at have gjort stedet mere stabilt. Efter stadig at have været påvirket af sporene igennem hele turen, hvor han blev båret af et af de store konstrukter, blev han endelig frisk nok til at forlade den kæmpemæssige hånd, og skyndte sig frem for at hjælpe Podaboo med at bære krystallen. Gray og Luna blev på den fjerne side, hvor de forsøgte at skyde de faldende sten væk fra Lucan, Podaboo og Sapristi, og da de alle var nået over, gav Lucan en befaling til konstrukterne om at følge med dem. Her fandt man så ud af, at konstrukterne også var i stand til at flyve, da de på få sekunder krydsede den lange gang.
I samlet flok begav gruppen sig op ad den sidste trappe ud af ruinerne, hvor loftet nu var ustabilt nok til at falde ned i store stykker og true med at blokere vejen - gruppen nåede op ad trappen og ud i lyset i tide til at undgå at blive ramt af det sammenstyrtede loft, men et at konstrukterne blev dækket af murbrokker.
Efter et øjeblik brød det fri, stadig stort set uskadt på trods af alle strabadserne.
Gruppen begyndte at ånde lettet op, men opdagede nu, at de var omringet af omkring 100 eladrin-soldater i sølverne uniformer, der alle stod og tog sigte med bue og pil mod gruppen. Midt i mængden af soldaterne, på nogle murbrokker fra det tempel, der tidligere havde været her, stod Kaptajn Kirian af den Kejserlige Arvandoriske flåde, og klappede ironisk, med hans højre hånd, Sarok, ved siden af sig.
Kaptajnen forklarede, at gruppen havde brudt ind i et af den Kejserlige Arvandoriske Flådes hemmelige og private områder, og at de havde ødelagt og forsøgt at stjæle flådens ejendom - ud over tidligere at have myrdet og berøvet flåden da de kæmpede mod Kaptajn Tahlemar, der bevidnede kampen ude på astralhavet. Disse forbrydelser fortjente en øjeblikkelig henrettelse, men kaptajnen var villig til at se igennem fingre med det og allernådigst lade gruppen leve, hvis de overdrog "krystalhjertet" til flåden. Dette gik gruppen med til, og et par af elverne tog krystallen fra dem. Kaptajn Kirian kaldte desuden på de to konstrukter, der øjeblikkeligt lystrede ham og fløj hen til hans side.
På dette tidspunkt dukkede en grå tågebanke op ved tinderne af den bjergkæde, som ruinerne var bygget ned i, og ud af denne tåge dukkede et enormt skib op - et skib med sorte, rådne planker, hvis iturevne sejl lyste med en spøgelsesagtig glød. Falmede bogstaver langs siden på skibet afslørede det navn: Den Flyvende Brelænder.
Skibet fløj ned ved siden af plateauet, hvor gruppen befandt sig, og Kaptajn Ildskæg gik ned ad en planke imens hans udøde besætning tøjlede skibet og forhindrede det i at fortsætte.
Efter en kort samtale overtog Kaptajn Ildskægs besætning krystallen fra elverne, og begge kaptajner advarede gruppen mod at forfølge dem, da det sandsynligvis ville medføre gruppemedlemmernes endeligt. Da de blev spurgt om, hvad de burde undgå, sagde Kaptajn Ildskæg, at de skulle sige til Dak, at de skulle "holde sig væk fra Thandirs herskerinde."
Kort efter vendte Kaptajn Ildskæg tilbage til Brelænderen og fløj væk - og så snart skibet var nået tilbage til tågebanken ved bjergtinderne, bød Kaptajn Kirian gruppen farvel, hvorefter samtlige medlemmer af den Kejserlige Arvandoriske Flåde, samt de to konstrukter, forsvandt i blå lysglimt.
Straks efter dukkede en forstyrrelse af luften op et stykke væk fra gruppen, og efter et øjeblik stod Abraxus, Adran, Dak og Erywarn på plateauet - og kentauren bar Tars livløse lig på ryggen.
Servidemeddelelse
Zander forlader gruppen, da han rejser til Jylland for at tage et level i en prestige class der har at gøre med spildesign.
Jeg er nu flyttet til Roskilde, og vi kommer fremover til at standse sessionerne regelmæssigt omkring 21:45-22:00 så alle kan nå at være med til at pakke sammen inden folk skal nå deres toge.
Min bærbare brød sammen henimod slutningen af sessionen, og jeg har først fået den op at køre igen ordentligt i dag. Jeg regner dog med at få løst mine problemer med den inden på lørdag.
