A: Opsummering for 1/4 + 8/4

Opsummering

Det Grønne Hofs prøvelse blev skudt i gang:

"I en fjern del af Feriget, hinsides Urskoven og dens rædselsfulde have, vokser tumtum-træet ved verdens ende. Bring mig frugten fra tumtum-træet. I har indtil sommerens genkomst."

Flyndral havde allerede frugten, og gav den med det samme til Grønherre Oran, med et løfte om en fortælling når tiden var inde.

Hjulpet af Elias drog gruppen afsted på Tidens Flod, og nåede snart frem til Urskoven. Her gik de i takt med tiden indtil de mødte Baba Yaga - tre gange, i bagvendt rækkefølge, som om de rejste længere og længere tilbage i tiden. De tre Baba Yaga'er insisterede desuden på at være hinandens søstre.

Først hjalp gruppen Baba Yaga med at dekorere hendes have, dernæst hjalp de med at plante hendes have, og til sidst hjalp de hendes hus med at komme ned fra de træer, hvor det havde sat sig fast.

Som tak for hjælpen modtog gruppen tre horn, som kunne bruges til at påkalde hjælp en enkelt gang hver.

På den anden side af Urskoven, da solen var gået ned, nåede gruppen frem til Nattehavet - et mørkt hav, hvor mørket lod til aktivt at hungre efter dem. Tre gange nærmede mørket sig, og tre gange blev det slået tilbage igen, før gruppen nåede frem til Fiskerkongens Slot på grænsen til Flammehavet.

Fiskerkongen var en aldrende elver, der i sin tid havde deltaget i Stjernernes Spil for Det Grønne Hof, men som nu i højere grad var affilieret med Koralhoffet. Gruppen blev budt på middag, hvor de oplevede tre processioner gå igennem middagssalen: Den første med en kandelaber ("Et vejledende lys for den rejsende, der er faret vild"), den anden med en blodig, knækket lanse ("Lansen der engang sårede mig, og som jeg har beholdt for at minde mig selv om mine fejl"), og den sidste med en bulet kalk ("Næring og liv for den rejsende, der sulter og tørster"). Gruppen spurgte ind til alle tre processioner, hvilket viste sig at ophæve en forbandelse, som Baba Yaga havde lagt over Fiskerkongen. Som tak for deres omtanke gav han dem kandelaberen, kalken og hans fiskestang, foruden muligheden for at hvile sig på slottet.

Fiskerkongen fortalte desuden gruppen om hvad der ventede dem på den anden side af Flammehavet, i form af et digt:

I glummert lys den slyge spæg

stod gomrende og glim.

I børkens dyb stod mamren fjæg

og bungrede i skim.

Min søn han så et bæst så stort,

med farlig tand og klo!

Dets vinger var af læder gjort,

med halsen fra en snog!

Og flammeøjne stirred' trumt

fra tomtetræets vånd.

Min søn han gik mod bæstet stumt,

og tog sit sværd i hånd.

Men væk det løb hans hjertes mod,

da bæstet guste spok!

Og dyret sprang ham ret imod,

den kurpe Kloppervok!

Ud han slog med med sværdet vores

men ku' død ej bringe.

For Kloppervokken kun kan såres

med en vorpen klinge.

Fra bæstets galskab, tand og klo

han løb i skræk og jag.

Og aldrig han vil finde ro

fra Kloppervok ved tomtetræ.

Friske og veludhvilede drog gruppen videre - denne gang på tværs af Flammehavet, i en magisk forstærket båd lavet af søstjerner. Med tilstrækkeligt samarbejde var de i stand til at nå frem på den anden side af Flammehavet, og de befandt sig nu i en tåget skov hvor galskab lod til at være normalt: Solen og Månen løb om kap med hinanden på tværs af himlen, blomsterne bagtalte folk der så på dem, vinden var tyk som suppe, og hunde og katte boede sammen.

De fandt her et bord, der var dækket op til teselskab (og som lod til at have været blevet brugt allerede, at dømme efter det brugte service og den kolde te), men hvor ingen var til stede.

Videre inde i skoven fandt gruppen den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod ensomt med sine spiralformede grene på en bakketop. På den anden side af bakken lod selve virkelighedens materiale til at være flosset og give efter...

I tumtum-træet hang dog den eftertragtede frugt, med spiralformet skal om en let lysende kerne. Gruppen begav sig varsomt frem, da væsenet de havde hørt om fra Fiskerkongen lurede i træet - og snart sprang Kloppervokken ned og gik til angreb!

Som i digtet var Kloppervokken et farligt bæst, og den sprang frem og tilbage med klør hvirvlende omkring sig, og øjne der sendte stråler af flammer afsted. Værst var dog dens spokke gusen, der medførte vanvid og især lod til at påvirke de af gruppens medlemmer, der var aberrations.

Med magi, snilde og en lille smule held lykkedes det dog Walnan at få frugten ned fra træet - nu bliver udfordringen blot at slippe væk fra Kloppervokken i live...

B: Opsummering for 30/3 + 6/4 + 13/4

Opsummering

Rødhorn-stammen slog sig ned ved oasen, og Ringol begyndte at oplære de forskellige gruppemedlemmer i forskellige typer af håndværk.

Efter en håndfuld dage dukkede endnu en stamme op: Femtand-stammen, en gruppe af mennesker, elvere og halflings, der identificerede sig som Stormløbere (hvorimod Rødhorn-stammen identificerede sig som Sandskæl). Femtand-stammen sejlede på tværs af ørkenen på "sandskiffer" - fladbundede både og skibe, der blev drevet fremad af magisk forstærket vindkraft. Hvor Rødhorn-stammen havde en flok af planteædende finnehorn med sig, havde Femtand-stammen kødædende fastiether, snittere og klingetænder.

Gruppen byttede sig her blandt andet til tegninger og lidt materialer til at kunne bygge sig et fartøj i stil med en større sandskif (med planer om at lave en sandskif i "sværdtand"-størrelse).

Rødhorn-stammen drog snart videre, og gruppen tog med. Planen var at nå frem til den næste oase efter nogle dages rejse, men spejdere vendte snart tilbage til stammen med nyt om, at oasen var opholdsstedet for en titan. En anden spejder fortalte om nyligt afdækkede ruiner, og gruppen begav sig ud for at undersøge ruinerne, i håbet om at kunne mødes med stammen senere og så tage hen til oasen for at håndtere titanen.

Halvvejs til ruinen så gruppen hvad der kunne være en ukendt oase eller et synsbedrag i horisonten, men besluttede sig for at rejse videre og undersøge det senere.

Ruinen i ørkenen viste sig at være fra dragonborn-imperiet, der eksisterede et sted mellem 10.000 og 14.000 år siden, og drageruner beskrev stedet som "Den Tredje Prøvelses Kammer". Ruinen var forseglet, men gruppen opnåede adgang ved at sværge over for en aftegnelse af den blå drage Ourelonastrix, at de ville beskytte drageprofetien.

Inde i ruinen var en korridor med et gulv dækket af fliser farvet som kromatiske drager. Man var nødt til at betræde fliserne i en særlig sekvens for at nå frem til den anden side og åbne døren for enden af korridoren, da forkerte trin blev straffet med efterligninger af drageånde fra udskårne dragehovedet langs vægge og loft.

På dette tidspunkt dukkede både Urzuk og Xarmash op - foruden elveren Syldran, en skattejæger og tidligere kunde på Kellarks gamle kro, der var i området for at lede efter netop Den Tredje Prøvelses Kammer.

Efter at være nået frem til en løsning på sekvensen, begyndte gruppen at begive sig igennem korridoren - men da de var halvvejs over fliserne, dukkede dragonborn-spøgelser op for at bekæmpe gruppen. Med nød og næppe nåede alle gruppens medlemmer dog over på den anden side i sikkerhed, hvor kun en person der havde svoret at beskytte drageprofetien kunne passere videre.

Videre inde i ruinen fandt gruppen en dragestatue med fem hoveder - i de samme fem farver som fliserne i korridoren forinden. Syldran skyndte sig her at indlede Den Tredje Prøvelse inden gruppen nåede at se sig omkring - og statuen sprang til livs og begyndte at angribe alle i rummet!

Statuen havde fem forskellige typer af dødbringende ånde, men disse lod til at kunne blive forhindret ved at ramme særlige lysende ædelstene på de forskellige hoveder. Statuen bestod desuden af hærdet sten, der var resistent over for almindelige våben - men i sidste ende, efter en lang og hård kamp, var Urzuk i stand til at kappe alle fem hoveder af med et enkelt hug, ved hjælp af adamantium-sværdet fra Hafrazens grav.

Dragonborn-spøgelser dukkede op igen, men denne gang for at hylde gruppen som nye beskyttere af drageprofetien, og et kammer i midten af lokalet blev åbnet. Her fandt gruppen en bog af sølv og guld, et siberys dragonshard til at læse teksten i bogen igennem, og en magisk amulet farvet som de fem typer af kromatiske drager.

Straks da gruppen var kommet ud af ruinen igen, så de en lille rød drake, som hurtigt fløj væk over dem.

Gruppen hvilede sig kort, hvorefter de drog videre igen, med planer om at forlænge turen en smule for at undersøge oasen/synsbedraget. Da de kom nærmere, viste det sig rigtignok at være en oase - befolket af letpåklædte og udsmykkede mænd og kvinder, der lod til at holde til i store flamboyant farvede telte. Et par af folkene mødtes med gruppen da de var nær oasen, og det blev her fortalt, at oasen blev styret af en fyrstinde ved navn Belladonna - ifølge nogle folk betegnet som en fe - der ønskede at mødes med gruppen og høre om deres eventyr.