Opsummering
Gruppen blev budt velkommen til landsbyen Nekropolis, der var beboet af udøde, og som var midtpunkt for en mægtig besværgelse, der lod til at forvandle negative følelser og tanker til negativ energi - således at udødes sår blev helet, og at de ikke behøvede næring (blod til vampyrer etc.) så længe de var inden for byens grænser.
I Nekropolis fandt gruppen en række forskellige personer og bygninger - inklusiv et tempel helliget "Borgmesteren" og en ven af Alaric ved navn Ratislav Acharius. Acharius udstyrede gruppens medlemmer med våben, og lod ellers til at få tiden til at gå med at tale med den warforged-agtige krop, som Alaric en gang imellem var i stand til at kommunikere igennem.
Gruppen fandt desuden ud af, at deres skib var styrtet ned et sted i den nærliggende Knogleskov - men de blev advaret mod de mange forskellige uhyrer, der begav sig rundt i skoven.
Nyt skema
I dag var første session i den nye butik, og det var ikke ligefrem optimalt, eftersom jeg var nødt til nærmest konstant at gå op i den forreste del af butikken for at betjene kunder, imens bordet til D&D var i den bagerste halvdel af butikken - og siden de nye lokaler er så meget større (og tiltrækker flere kunder), endte det med at tage meget tid fra spillet og gøre butiksoplevelsen dårligere for kunderne (da de var nødt til at vente på at jeg kom tæt nok på til at de kunne høre mig).
Så fra og med næste lørdag (altså den 21/11) begynder vi på en alternativ tidsplan, der vil sørge for færre afbrydelser og mere tid til rent faktisk at spille D&D.
I øjeblikket har tidsplanen været således:
10:30 - Butikken åbner.
11:00 - Nye karakterer.
11:30 - Ændringer på karakterer.
12:00 - D&D starter.
17:30 - Butikken lukker.
Den nye plan ser således ud:
10:30 - Butikken åbner. I er selvfølgelig velkomne i butikken lige fra vi åbner, og kan evt. tage Magic-kort med, eller spille brætspil imens i venter på D&D.
15:30 - Nye karakterer.
16:00 - Ændringer på karakterer. Duk gerne op omkring 16:00 på lørdag for en god ordens skyld, så kan vi blive færdige med at flytte borde etc. hurtigere.
16:00-17:30 - D&D starter (afhænger af antal kunder i butikken og hvor lang tid der går med at flytte borde etc.)
17:30 - Butikken "lukker" officielt.
20:00-22:00 - D&D vil nok slutte heromkring, alt efter hvornår det nu passer bedst.
Med de nye lokaler er der ganske enkelt ikke plads til at vi kan sidde om et bord, hvor jeg samtidigt kan betjene kunder lige så let som i den gamle butik - særligt fordi butikken er meget mere aflang, hvilket tvinger os til at spille i den bagerste ende af butikken (hvor der til gengæld er meget mere plads, så snart vi får rullet reolerne længere frem i bamse-afdelingen).
Den alternative tidsplan har følgende konsekvenser:
- Vi vil forblive nogenlunde uforstyrrede igennem de 2,5 til 6 timer, som D&D ender med at vare, eftersom det er den sløve del af dagen/et tidspunkt hvor vi egentlig har lukket - så selv de minimale 2,5 timer vil være lige så meget som vi egentlig har nået hver lørdag alligevel.
- Det passer langt bedre at spise aftensmad sammen i butikken. Man kan evt. købe noget pizza sammen, eller tage andet med hvis det passer godt.
- Vi kommer til at have mere end nok bordplads, samt plads til tasker etc.
- For de af spillerne, der var i butikken, da det blev foreslået, passede det generelt godt med folks skemaer (særligt for dem, der regelmæssigt har problemer med at nå klokken 12).
Som jeg skriver ovenfor, er i mere end velkomne til at dukke op tidligere på dagen - jeg anbefaler, at man tager nogle Magic-kort eller andre spil med, hvis man kommer tidligere end 16, så man har noget at lave. Desuden vil det jo passe perfekt, hvis vi kunne hjælpes ad med at få flyttet reoler og borde på plads før lukketid, så det er klaret i god tid.
Jeg håber, at folk (særligt de af jer, der ikke var der, da det blev drøftet i dag) fortsat vil have mulighed for at dukke op og være med - i sidste ende er det noget, som vi er nødt til at gøre på grund af de nye lokalers udformning, og fordi jeg som regel er den eneste, der er på arbejde om lørdagen.
Så vær gerne i butikken omkring 16:00 på lørdag (den 21/11), så ser vi hvordan det går.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar