Mellemspil: Månebuens kald

(Historien her finder sted efter afrejsen fra Hestavar.)

Stilheden i butikken blev brudt af klokkeklang fra indgangen, og luften omkring halvelveren blev et øjeblik fyldt med glitrende stjerner, idet hans gyldne hår viftede omkring hans ansigt. "Velkommen til Flyndrals Fabelagtige Fund," sagde han, og bukkede let i retning af den nyankomne. "Jeg er Kaptajn Flyndral."

Halvelveren blinkede med øjnene et øjeblik, da han så sin kunde. Hun var en smule under gennemsnitlig højde, iført en rigt dekoreret kåbe, og hendes blegrøde ansigt fik delvist beskrivelsen "hjerteformet" af de to vædderhorn, der bevægede sig op fra hendes pande, hver i en udadgående spiral på siden af hovedet.

Det var ikke hver dag, at en butik i Hestavar, Lysets By, højsædet for godhed og orden i astralhavet, fik besøg af en tiefling. Overraskelsen varede dog kun et øjeblik - situationen lod ikke til at belønne overraskelse, da yderligere fem skikkelser bevægede sig ind i butikken bag hende, hver med mørkerød hud, sorte horn på hovedet, og iført pladerustning, med et langsværd siddende i bæltet, klar til brug. Merregoner. Legiondjævle. Hver stod med hånden klar på sit sværd, og fire kiggede omkring sig i butikken, som om de enten forventede et bagholdsangreb eller ledte efter flugtveje. Den sidste stirrede intenst på Flyndral.

Tieflingen bøjede sig ansigt en smule, med et udtryk der lod til tyde på, at hun havde forventet velkomsten. "Vær hilset, kaptajn. Mit navn er Torment," sagde hun, idet hun gjorde en lille gestus med sin venstre hånd, og tre af de fem djævle trådte ud af butikken igen. De sidste to stillede sig i formation umiddelbart bag tieflingen. "Jeg har hørt, at du kan fremskaffe visse… varer… hurtigere end de fleste andre på Methion," fortsatte hun, imens hendes blik gled rundt på butikkens hylder. De hvide øjne faldt på indehaveren igen, afventende. Halvelveren lod til at have genvundet sin vanlige attitude, og han gav et charmerende smil idet han svarede. "Jamen selvfølgelig, min kære. Sig blot hvad du leder efter, og jeg er sikker på, at vi kan nå frem til en tilfredsstillende løsning." Ved ordet "tilfredsstillende" sendte han et blink i retning af tieflingen, og der kunne høres lyden af raslende metalrustning fra knæene på en af hendes to vagter, imens den anden var nødt til at støtte sig op ad et bord for ikke at falde omkuld.

Torment rullede med øjnene og gik i retning af butikkens indehaver. "Jeg betvivler ikke din evne til at holde et sådant løfte, men jeg er ikke på udkig efter den slags. Ikke i dag, i hvert fald," fortsatte hun, imens hun gav et svirp med sin hale. "Pulveriseret månesten," sagde hun, og hendes stemme blev en anelse køligere, hvis ikke en smule ærbødig. "Jaså," svarede Flyndral, tydeligvis ikke lige så nedslået som tieflingen lod til at ønske. "Nogen særlig variation? Markedet for månesølv er eksploderet for ikke så længe siden, men jeg har vist stadig et lager til loyale kunder." Torment viftede affærdigende med sin ene hånd og svarede, med en anelse af skuffelse i stemmen: "Jeg har godt hørt om den gale ærkeengel, men nej, ikke månesølv. En af mine bekendte har fået et pludseligt behov for hjælp med et projekt, der kræver hvid jade." Tieflingen så Flyndral direkte i øjnene, og lod til at afvente en reaktion fra ham. "Projektet ligger hendes hjerte meget nært," fortsatte hun, og lagde sin højre hånd over sin brystkasse. I et halvt sekund lod det til, at halvelverens øjenbryn var på vej i vejret, men snart efter, næsten ubemærket, kneb han øjnene en smule sammen i stedet, og vrængede kanten af sin mund en smule, som hvis i en mine af afsky. Hans ansigt vendte derefter til dets tidligere charmerende neutralitet.

"Din bekendte skulle vel aldrig have fået ideen til dette i en drøm?" spurgte Flyndral, igen med et smil på læben og et enkelt hævet øjenbryn. Tieflingen brød øjenkontakten og begyndte at samle nipsting op fra nærliggende hylder og undersøge dem henkastet. "Tilfældigvis, jo. Hun nævnte en konkurrence - et spil af en eller anden art - omkring en måned fra nu." Hun var nået til en lille glaskugle, der lod til enten at indeholde lilla årer eller fastfrosne lyn. "Du skulle vel ikke have mulighed for selv at levere varen?" spurgte hun, uden at kigge væk fra glaskuglen. Halvelveren lagde armene over kors og så eftertænksom ud imens han svarede "Jo, det burde være muligt. Hvor ønsker din bekendte varen leveret til?" Torment lagde glaskuglen fra sig, og bevægede sig videre til hvad der så ud til at være en kanin eller hare, udskåret i opal. Hun bevægede sig hen mod disken i midten af butikken med statuetten i hånden. "Det letteste ville nok være, at du leverede det til hendes datter - hun er ikke selv hjemme ofte, men du kan aflevere det til hendes datter i stedet. Det er lettest at finde ved månelys, og der er en kilde i nærheden." Flyndral smilede indforstået og nikkede, idet han svarede "Jeg tror, at jeg kender stedet. Det bør ikke være noget problem." Han gestikulerede i retning af kaninfiguren. "Og denne?" Tieflingen lagde hovedet let på skrå og sagde "Åh, bare en lille ting til mig selv. Mit arbejde her i byen kræver så meget af mig - jeg tvivler på, at jeg vil have tiden til at dukke op igen det næste stykke tid." Hun blinkede og gav Flyndral et smil, der ville have syntes sukkersødt på de fleste andre ansigter, men som kun virkede rovdyragtigt hos tieflingen. "Og al respekt til dig, men hvis jeg ønsker noget at huske dig på, bør det helst vare mere end en enkelt nat - men forblive i en nogenlunde håndterbar størrelse."
Halvelveren lo, tilsyneladende i hvert fald delvist oprigtigt, men også præget af manerer. "Åh, forståeligt nok," sagde han. "Hvid jade bestilles sjældent, og figuren her er ikke noget særligt - bare behold den, som tak for… forretningsforbindelsen." Torment bøjede hovedet let i tak, fiskede en lille håndfuld astraldiamanter op fra en pung og placerede dem på disken, ved siden af figuren. Flyndral bevægede hånden over de værdifulde ædelstene, der forsvandt sporløst, og samlede i samme bevægelse kaninfiguren op. "Hmm," sagde han, og studerede figuren nærmere. "Nogen særlig årsag til netop dette valg af… minde?" spurgte han, idet han rakte figuren frem mod tieflingen. Torment smilede igen, denne gang med i hvert fald en smule latter i øjnene, og samlede figuren op. "Som sagt har jeg ofte følelsen af, ikke at have nok tid. Figuren her minder mig om en anden bekendt, der plejede at have samme problem," sagde hun, og aede figuren let, hvorefter hun lagde den ned i en læderbeholder i sit bælte. Da Flyndral ikke lod til at reagere med andet end et løftet øjenbryn, fortsatte hun. "Du møder ham måske - hils ham hvis du får mulighed for det." Hun vendte sig om og begyndte at bevæge sig mod indgangen igen, hvor de to vagter stod og ventede, den ene med øjnene bevidst rettet væk fra butikkens indehaver, og den anden siddende på en stol ved døråbningen. De gav begge et lille hop idet tieflingen nåede tættere på dem, og stillede sig på hver side af hende, med hænderne på deres våben. "Nå jo," sagde Torment, som om hun pludselig kom i tanke om noget, og vendte sig om mod Flyndral igen. "Held og lykke med spillet."