Opsummering
Gruppen brugte hele resten af dagen og næste dag på at få fjernet hvad de skulle bruge fra Djilandu, inkassere dusøren, bringe skælplader tilbage til Mark II, og hvile ud.
Om aftenen (et døgn efter at have dræbt ormen) rejste de videre nordpå, mod Shaltiar.
Da de nåede frem til foden af bjergene, fandt de et stort plateau dækket af græs, med enkelte rester efter titaniske bygningsværker rundt omkring på plateauet. En midaldrende mand gik blandt ruinerne og studerede dem. Ved bjergvæggen kunne man se resterne af enorme indhugninger, der for længst var blevet slidt væk af sandet, vinden og vejret. Under indhugningerne var der en åbning, der førte ind i bjerget.
Efter en kort udveksling af ord med manden begav gruppen sig ind i åbningen, med undtagelse af Abraxus og Adran, der stod vagt udenfor. En række trapper førte ned til en mørklagt korridor, hvor væggene var overgroet med rødder og svampe. For enden af korridoren var en trappe, der fortsatte videre nedad, og over trappen var en plade, der bar et budskab på Supernal-sproget - som Tar oversatte:
Vend om, du, der visdom søgte,
hvis du lyset har at frygte.
Derefter gik Tar tilbage for at stå vagt med Abraxus og Adran.
Langs væggene fandt Dak billeder af folk, der lod til at krydse på tværs af lokalet. Nogle var ledsaget af en lysende engel, og begav sig uden problemer over. Andre udskæringer forestillede folk uden engle, og de styrtede ned og blev gennemboret af pigge.
Gruppen fandt hurtigt ud af, at fliserne faldt ned i et dybt hul så snart man lagde vægt på dem. Med en kombination af flyveevner, holdarbejde og kreativ brug af reb endte hele gruppen med undtagelse af Abraxus, Adran og Tar på den anden side af korridoren.
De fortsatte derefter nedad, og trappen endte i en kort korridor før et stort rum - 16 meter til bagvæggen, 14 meter bredt, og med 8 meter til loftet. I hver side stod en række af søjler, og imellem søjlerne hang fakler på væggene. For enden af rummet var en forhøjet platform, med trapper på hver side. Midt på platformen, ud mod resten af rummet, var en hvid rektangulær blok sten, som en form for talerstol, og oven på denne blok var et rindende timeglas. Bag talerstolen stod et menneske, som flere i gruppen havde set før - Alaric d'Cannith! - med ryggen til indgangen, og han lod til at stå og arbejde på en form for mekanisk person af metal og træ (der oprindeligt havde været med om bord på Mark II men blev efterladt i Ostopos). Langs væggene lå hvad der så ud til at være afbrændte lig af både lejesoldater fra House Deneith i Eberron og kæmpemæssige væsener med blå hud (de få steder, hvor huden ikke var brændt af) - muligvis de astralkæmper, som nogle af gruppens medlemmer havde hørt om før. Mellem gruppen og Alaric stod desuden en kvindelig kriger med kort lyst hår, iført kæderustning, og bevæbnet med et langsværd. De af gruppens medlemmer, der havde været med til at forsvare Sharn mod Tarrasquen, genkendte hende som Liera - en af de personer, som Alaric havde hidkaldt for at hjælpe til med Projekt Harroc.
I begyndelsen var Liera mistænksom over for gruppen, men Alaric virkede mere positiv. Han forklarede, at en del af hans sjæl og minder var låst fast i det konstrukt, som han arbejdede på, og at stedet her var velegnet til et form for ritual, der skulle gøre ham hel igen. Han sagde desuden, at hans ritual ville blive udløst idet timeglasset rindende ud. Han tog gerne imod hjælp fra gruppen, hvis de havde lyst til at hjælpe ham med ritualet, men han ville ikke kræve det af nogen af dem.
Lucan begyndte at bevæge sig op mod Alaric, men inden han kunne nå frem, stormede Gray fremad mod en del af væggen med sit skattekort i hænderne. På trods af Lieras advarsler om fælder og ild drejede han på faklen, og en afdeling af væggen blev bevæget til siden.
På den anden side af væggen var mørke, som ingen i gruppen kunne se igennem. Der kunne høres et øredøvende brøl fra mørket, samt lyden af utallige små ben, der ramte stengulvet.
Alle i gruppen trak deres våben. Med kun nogle få sekunder tilbage af timeglassets sand forsvandt mørket, og i en korridor bag den hemmelige åbning stod nu et enormt væsen: Fem meter højt, dækket af blå skæl, med hoved og horn som en blå drage, bevæbnet med et kæmpemæssigt dragekranie i den ene hånd, og med et enormt dobbeltklinget sværd i den anden hånd. Elektricitet knitrede mellem væsenets tænder, og langs dets våben.
For fødderne af væsenet kriblede nogle edderkopper på størrelse med halvstore hunde, omgivet af skygge, med røde lysende øjne, og gift dryppende fra deres alt for store tænder.
Initiativ er som følger:
Hvis yderligere spillere er med næste gang, slår i initiativ når vi starter på lørdag.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar