Zhaitron, i Balthazars helligdom
Et korn af sort sten flød oven på magmastrømmen, ud af det magisk forstærkede rør, og ud i den fri luft. Strømmen af magma forsvandt ikke, men blev grebet af tyngdekraften og faldt ned som et vandfald mod en flod forneden. Idet stenkornet ramte magmafloden forneden, afgav det en hvæsende lyd, hvorefter det flød videre med strømmen. Luften var fyldt med en tyk hvidlig røg, i sagte bevægelse fra magmaen og op.
Noget sort og skællet penetrerede først den hvide røg og dernæst selve magmafaldet: Hovedet på en hornet djævel, holdt på afstand af et gyldent, lysende spyd, der havde gennemboret djævelens hals.
Djævelens krop standsede i magmafaldet, i krampetrækninger der var forårsaget mere af de lysende sår på dens krop end af magmaen der vældede den over den. Koss Dejarin - tre meter væk på en platform midt i magmaen - trak sin knyttede højre hånd tilbage, og spyddet fløj ud af halsen på den udøde djævel og tilbage i menneskets hånd. Djævelen eksploderede i en sky af svovlgas, delvist opslugt af magmafaldet. Koss var ved at dække sin mund mod svovlgassen med sin skjoldarm, da han kom i tanke om at han ikke længere behøvede at ånde. Han trak på skuldrene, vendte sig om, og idet han løftede den guddommelige replika af Ormazd op, pulserede spyddet med et gyldent skær. Bag ham stod en statue der forestillede krigsguden Balthazar, med begge hænder om grebet på et nedadvendt tohåndssværd, en hund ved hver side, og flammer i øjnene.
Lyden af krigstrommer lød sagte.
"Jeg ved at du gemmer dig i mørket og i røgen," lød Koss' stemme ud i tågen - ikke anstrængt, men højt nok til at den ville kunne høres på den anden side af en slagmark. "Dine undersåtter holdt ikke længe. Det er klart, når nu deres leder er en kryster der ikke vover at vise sit ansigt."
Det eneste svar i røgen var en lav hvislende lyd, som af ild der fortærer stof, og det næste øjeblik var tre cirler af infernalske runer brændemærket ind i krigerens pande. Der var et splitsekund af stilhed inden en stor rød skikkelse med spredte vinger dykkede ud af den hvide røg og ned på platformen, med kløerne fremme og blodtørst i øjnene. Skikkelsen landede med en enkelt fod på platformen inden den hvirvelede rundt og slog ud med sin hale efter krigeren - den greb fat om benet på Koss og trak ham omkuld så han landede på sin ryg med lyden af knust sten.
Lyden af krigstrommer blev mere intens.
Djævlen skulede olmt ned mod mennesket, med et udtryk af skuffelse og vrede malet i ansigtet. Den stemme lød i Koss' tanker idet den rystede på hovedet: "Her forbereder man sig på et større selskab, og alt hvad de sender er lokal spise. Hvor ynkeligt."
Krigeren trak knæene op mod hovedet, og sprang op på fødderne igen i en enkelt bevægelse. "Tro mig," sagde han med løftede øjenbryn. "Du behøver slet ikke de andre - jeg er alene allerede mere end du kan magte." Koss kastede sit lysende spyd ud mod djævlen, der trådte til side så det fløj forbi og ud i røgen, hvor det eksploderede kort efter i et lysglimt. Djævlen spildte ingen tid, og sprang frem med hale, tænder og kløer i en hvirvelvind af giftige syle og arrighed. Koss løftede sit ovale skjold, men flere af angrebene nåede forbi hans forsvar, og han kunne mærke den overnaturlige gift fra djævlen begynde at dræne hans styrke. Med et gyldent skær dukkede Solspyddet op i hans hånd igen, og djævlen trak sig et skridt tilbage idet Koss igen langede ud efter den.
Lyden af krigstrommer holdt sin rytme og sit niveau idet de to modstandere gik rundt i en cirkel over for hinanden på platformen.
"For mig at se er du bare endnu et ynkeligt menneske fra denne gudsforladte verden," lød djævlens stemme i menneskets sind. Koss kastede sit spyd fra sig igen, og denne gang prellede det af på djævlens skæl inden det fløj videre ud i tågen og forsvandt i endnu et lysglimt.
Djævlen gjorde en håndbevægelse, og en mur af flammer rejste sig bag Koss, hvorefter djævlen igen sprang mod ham. Denne gang trådte Koss til side, og djævlen landede blandt sine egne flammer. Spyddet dukkede op i krigerens hånd igen, og han spyttede på platformen foran djævlen. Han smilede og stillede sig klar igen, med skjoldt klar til at parere djævlens angreb. "Sjovt hvordan et ynkeligt menneske kan være så svært at dræbe."
Djævlen gjorde endnu et håndtegn, og en ny mur af flammer sprang op bag Koss. Platformen var nu afskærmet selv fra luften over magmaen omkring den af ildmurene. Den stemme lød i menneskets sind: "Så vidt jeg har hørt, har selv de af jeres guder, som engang var mennesker, forladt jer."
Koss' ansigtsudtryk tabte sit smil, og han kastede sit spyd imod djævlens hoved. Den trak hovedet væk fra spyddets bane - om end ikke hurtigt nok til at undgå en rift af lys der blev trukket på tværs af dens skællede kind. Dens øjne lyste op med en rødglødende vrede, og den kastede sig selv fremad - dens højre klo flåede skjoldet ud af hånden på Koss, og et stik med dens hale ramte ham i ryggen. Imens Koss stadig var i en krampetrækning af smerte, greb djævlen fat om hans hals med sin venstre klo og løftede ham i vejret.
"Hvordan føles det når jeres eget kød og blod giver op og vender jer ryggen imens jeres verden går under?" Djævlen smilede bredt og satte sit hoved en smule på skrå imens den strammede sit greb.
Koss' øjne lyste op med et blåhvidt skær idet hans stemme lød i djævlens tanker: "Hvordan føltes det da du forlod din post, Sharaxel? Da du forrådte dit kød og blod, for at styrte din egen skaber?" Djævlen greb fat med sin anden klo i vrede og afmagt idet den så de brændemærkede infernalske runer forsvinde fra panden på mennesket.
"Flere segl!" brølede djævlen på sit eget sprog ud i røgen, men der var intet svar.
Menneskets stemme lød igen i djævlens sind: "Du har ingen tjenere tilbage. Ormazd fandt sit mål ved hvert eneste kast."
"Dette er umuligt," fortsatte djævlen imens den ruskede løs i en krop der tydeligvis var mere holdbar end et dødeligt menneske havde ret til at være. "Hvorfor kan du ikke bare dø? Hvem er du?!"
Det blåhvide skær forsvandt fra krigerens øjne, erstattet af et skinnende gyldent lys fra Solspyddet der dukkede op i hans hånd. Glitrende sølvernt blod løb ud mellem tænderne på ham imens han smilede.
Lyden af krigstrommer brølede i ørerne på modstanderne, men blev stadig overdøvet af svaret, der lød som hvis et tordenbrag og et jordskælv blev enige om at finde sted på samme tid.
"JEG ER KOSS!"
Det gyldne skær fyldte hele helligdommen idet Koss strakte sin arm ud og lod Solspyddet gennembore djævlens hoved, der eksploderede som et nyt morgengry.
De rødskællede kløer faldt slapt væk fra menneskets - nej, englens - hals, men han faldt ikke ned, idet et par gyldne halvgennemsigtige vinger foldede sig pludselig ud fra hans ryg, og lod ham svæve i luften et øjeblik inden han landede.
Stilheden fyldte helligdommen, og det gyldne lys blev indskrænket til platformen midt i magmasøen. Koss vendte sig mod statuen af Balthazar, der nu lod til at brænde med en ekstrem og uslukkelig ild indefra. Han gav et kort nik mod statuen, og bevægede sig væk fra platformen og mod en af portalerne.
