B: Opsummering for 8/6-10/8 2017

Opsummering

Gruppen takkede nej til Ringols tilbud om at fortælle dem mere.

De begav sig snart ud med kurs mod et nedstyrtet luftskib - og, i samme retning, Marzarutens Grav. På vejen overnattede de under en stor bue af glas. Luftskibet viste sig at være hjemsøgt af skyggevæsener, og efter at have besejret dem lod det til at gruppen var i stand til at løsne det bånd der bandt dem til verden. De gav besked til en gruppe folk i Krezent om hvilke dele af luftskibet der var brugbare, og begav sig videre.

På vejen stødte gruppen først på en eneboer ved navn Nikos, der lod til at have psioniske kræfter. De snakkede med ham, og han indvilgede i at hjælpe gruppen med deres færd ved at begive sig mod Zeruthosis' Helligdom.

Videre på færden fandt gruppen en oase der ikke var på deres kort. Oasen var muligvis hvilestedet for en sovende titan ved navn Vrakundo, Den Begravede Torden. Gruppen rejste videre uden yderligere interaktion.

Snart efter fandt gruppen frem til Marzarutens Grav, der var bevogtet af både forbandede vindstød, fælder, udøde, antimagiske skarabæer, og monstrøse mumier fyldt med skarabæer. Der var desuden en djinn ved navn Effasaia indespærret i graven, og Roanar slap hende fri. Gruppen havde på det tidspunkt fundet frem til en indre helligdom hvor Ras Øje svævede mellem to spejlvendte zigguratter i midten af rummet. Her var det bevogtet af mumiepræsten Marzaruten, en række mindre præster, og nogle magmavæsener. Effasaia hjalp gruppen i kamp kortvarigt, hvorefter hun tog Ras Øje og stormede ud fra graven. Resten af gruppen fulgte med efter hende - med undtagelse af Xarmash, som var blevet dræbt i bunden af graven.

Uden for graven hjalp Effasaia gruppen yderligere ved at genoplive Xarmash, og byttede Ras Øje til dem mod et løfte om hver at gøre hende en tjeneste senere.

Gruppen nåede kort at se sig omkring før Tar - en af Sharns Frelsere - dukkede op forfulgt af morderiske halflings på øgler. Både ryttere og gangere lod til at være grebet af en form for blodrus - men en enkelt blev befriet da hendes øgle blev dræbt. Gruppen dræbte resten, inklusiv den rytterløse klingetand.

Kvindens navn var Tatha, og gruppen tog både hende og Tar med tilbage mod Krezent. På vejen fandt de igen buen af glas - men nu stod buen over en dyb kløft, hvor planter voksede ned langs kløftens vægge og en død isbjørn lå på bunden. Der blev talt med fugle, og gruppen var på vej videre da et gigantisk væsen gravede sig igennem jorden hen til kløften. Den snusede ind, og bevægede sig i retning af de fugle som gruppen havde talt med i stedet for gruppen selv. Tatha kommenterede at hun havde hørt om en titan kendt som "Det Hadefulde Jordskælv," hvis beskrivelse kunne passe på dette væsen.

Resten af rejsen foregik forholdsvis uproblematisk, og tilbage i Krezent igen gik folk hver til sit:

• Tar (som åbenbart ikke var Tar) ville tage vestpå for at finde Tar (som angiveligvis var Tar).
• Ringol og Roanar ville tage videre på deres færd - måske mod The Mournland eller måske mod Karrnath.
• Tatha ville tale med Femtand-stammen og finde ud af hvordan hun var blevet grebet af blodrus. Hendes eget folk - Ildblod-stammen - var efter sigende blevet udryddet af titanangreb.
• Maddan (som havde brækket sit ene ben i Marzarutens Grav) ønskede at blive i Krezent og hjælpe gruppen derfra.
• Magisk kontakt med Nikos informerede gruppen om at Zeruthosis' Helligdom var en tabt sag, og Aherion fortalte at en rød drage var set ved Kheproths Bibliotek. Aherion sendte desuden en kvinde ved navn Ravishana for at assistere gruppen med deres yderligere rejser, idet de nu var i mangel på rejsekammerater.

A: Opsummering for 10/6-12/8 2017

Opsummering

Glaskuben i havets dyb viste sig at være en narrestreg som Mark havde fundet på, og gruppen dukkede snart igen op på skibet ved Lazamian - uskadte.

I Lazamian begav gruppen sig til byen for at indsamle lidt information, og det lod til at der var gået en del tid siden de sidst var her. Den nærliggende sø viste sig at bestå af slim, som var en del af "Beskytteren" - en konglomeration af Lunas "børn" der var vokset sammen og havde gjort det til en prioritet at beskytte fængslet.

I ruinerne mødte gruppen igen Forvalteren, og fik yderligere information om Himlens Arsenal. Dette er nu hvad gruppen har fået at vide:

• Excalibur: Gruppen besidder dette sværd.
• Ahriman: Denne trefork befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
• Hamayumi: Denne bue befinder sig ved solnedgangen for enden af Åndernes Flod. (NB! Radim informerede gruppen om at dette var forkert, og at han havde flyttet buen til verdenen Thyria, hvor den nu var i hænderne på en lich i Krystalørkenen.)
• Alsvart: Dette ki focus befinder sig i Hades' Bankboks, på astraldomænet Pluton.
• Eonius: Dette sværd befinder sig hos Kaptajn Kirian af den Kejserlige Arvandoriske Flåde.
• Ormazd: Dette spyd befinder sig i hænderne på Podaboo, i Thyrias Krystalørken.
• Karpana: Denne le vender altid tilbage til Ravnedronningen, og den sidste kendte bærer var heksedronningen Baba Yaga.
• Kotharlosvir: Gruppen besidder dette sværd.
• Molokaz: Dette scepter befinder sig i en svækket tilstand hos herskeren af Messingbyen.
• Ouroboros: Dette våben vil dukke op hos en tredjepart når Ahriman og Ormazd atter strides.

Baseret på denne information besluttede gruppen sig for at tage til Pluton, astraldomænet hvor den tidligere dødsgud Nerull herskede. De fandt en navigatør i form af Ratislav Acharius, en udød herre som nogle af dem tidligere havde mødt på astralsplinten Ostopos, og som desuden kendte Alaric d'Cannith.

Gruppen begav sig ud på astralhavet og satte sejl mod Pluton. På vejen stødte de først på skibet Shengzu ("Den Guddommelige Forfader"), hvis besætning var erstattet af yuan-ti der forsøgte at dræbe gruppen. De blev hurtigt overmandet, og blev forvandlet til sort slam ved døden - med undtagelse af kaptajnen som de havde taget som gidsel. Han døde som enhver anden dødelig.

Astrale hajer dukkede op kort tid efter, med kurs mod skibet. Gruppen fik dræbt dyrene uden de store forhindringer, men det viste sig at hajerne var på flugt fra en astral dreadnought - et uendeligt langt væsen med enorme knusende klør og evnen til at dræne områder for al magi.

Heldigvis f͕̺̊̓͆ͤͮ̍̚͟͠a̖͖̙̥̳̭̫̮̋̈́ͣͣ͐͆n̶͚̣̭ͨ́͂̎̏͊ͦ̚d̺͓͈͇̃͛ͯ͐ͫ́͡t̡͚̩̞͚̻̬ͤe̔ͩ͠͏̬͔̹̬̬̱̹̭s̥̼̬̣̞̖̤̑ͥ̇ͨͩ̐̉ ̫̩̺̜̗̰̬̱͗̑͆͂ͤ͜v̼̞̗͕̞͙͒ͦ̊̈͘͝æ̫͖̫̓̅̇̀̀ͦͥs̡̪̙͖̺ͣ͟ȅ̴̢̖͎͈̼̻̬͊ͭ͌̇ͤn̨͚͖̄̐̎e̋͊̒ͪ͏͙ț̷͓̻͙̘͊̉ͯ̃̀ ̵͙̪͂̇ͮ̒͢͠ş̧̧͙̘̜ͣ̐̎̑n͙̖̱͉͔ͦͩ̊̈̏ͬa̢̯͇͇̭͖͙̬͍͖͒̐̑̌͒̒͢r̨̛̻̳̰̲̘̈́̀ͫ̽̇̊ṯ͍͙̭̗̗͈͙ͫ͊ͨ̈́̅̍̽̆̔ ̶̖̼͓̖͕̮̪̥ͯͥͤͨͮ̿̓ͥi̵͚͓̓̉͘k̳̖͊̃͐ķ̧͚̣̬̃͒͑ͭͨͪ̚͜ȅ̜̦͓̍͢ ̵͎͚̤̯͙͚̞̺ͪ͆̊͌̎̆ͧ͘͞l̪̰̘̥͚̻̝̜̈́ͦ́͑͗ͪ͋̕æ̡̧̼͚ͮ͐͐̇̆̈͒́ṇ̪ͭ͊͆̉̏̒͘͡g̅͑̿ͫ̊̌̈́͏̺͉̯͍̻̺̘̞e͐̌ͤ͂̚̚͟͡͏͓̼̬͉ͅr̵̨̖̻͙͐ͮͦͭͨe̓̿̅҉̴̭͍̳͙͚͕,̢̖̍͑̎͛̑̑̾͋ ̶̗̜̦̭̯̯ͪ̀̀̋ͪͯͯ́͢i̛̠͓ͭ͐̓͒̀̃͟͞d͙͇͇̞̯̰ͫẻ̝̥̙ͧ̂ͯͨ̆͘t͙͖͚̬͕̓̅͜ ̗̩͙͂ͩ́͟͢Y̽̐̎͋ͫ̾͑͟͏̼͔̥o̥̝̤̱̳͙̪̤̎̃̑̒̄̕͢g̶̨͓̦̺̥̥̤̠͖̍ͩͬͮ͆̽ͫ͛͡-̤̱̘͓̯̋ͯ̆S̅ͣ͝҉͈͚̯̬̕o̺̙͍̎̽͜t͊̏͋̇ͦ͏̷̼͇̯͎͍̩̥͉͟ȟ̵̻͎̿̇̏ó̶͊͟҉̲͍͇̻̖͓tͬͬ͏̤͙͚͓͇̩̞h̢̜̫̲̲͖͎͒̏͊̌̌͆̓ͬͫ ̴͔̜̣̀ͤ͛ͪ̆e̗̘̟̝͚̩͗̈̇r̶̠͓̱͙͒̃ͥ̓̂ͦ̌́͠ ̦͔̐͌̇̋̾͊ͯP̴̲̩̖͇̜̋̎͊̽͂ͤo̪ͯ͑ͅr̰̒̓͋̓̇̐ͧ̆̾ẗ̗͚͚̭̹̻̟̔ͤ͋ͥ͊̊́͢e̡̻̥̻͉ͬͬͣ͌͐̋̀̌͞ͅn̵̗̺ͪ̈́ͅ ̵͇̦̺̻̰̮͉͒͂͒ͅo̸̵͔͚͈͉̤͖͒͂́̂̎̐ͦ̅g̞͚͙͚ͩͦ͘͢͜ͅ ̵̜̦͕̺͌͐ͤ́̾ͮN̠̗̝̗̰͓ͪ͋͡ø̛̱͎̮̳͙̣̳̮̔̍̂̏͒ͭ̅͞g̩͈͉̳̱̦̞͗͐ͨ͒͊ͪͬ̒́̚̕ͅḷ̶͉̘̯͙̣̳̘͗̌ͥ̍̊͘͢é͕̦͊̾͑͢n̵͖̙̬ͮ̒̒̈́ ̨̞̩̳͓̩̯͖̻͎ͧͧͫ͒o̰̩͉̞̒ͯ̇̾̚̕g͚͉͛̄ͭ͘ ͨͭ̀͏̱͕͓V̵̻͛͒̎ͫ̇̊́ȩ̺̲̘̪̳̙ͯ̇̆̿̏̀͠j̶̴̱̗͋͐ͨͣͩͯ͑ͬ͞ȩ̵̻̻̱͖̬͊́͋̓̎̿͛͡n̙̙̖̪̩̳̬ͮͦͬ̚̚.͙͕͛͒̾ͦ͛͠

Noget tid senere opdagede gruppen et nedstyrtet baatoriansk skib på en astralsplint, hvorfra der lod til at komme en form for nødråb. Da de undersøgte sagen, viste der sig at være djævle i det forliste skib. Gruppen kæmpede bravt, og endte med at forfølge den sidste djævel ned i skibets lastrum, hvor skibets sidste levende fange - en engel - gjorde det af med den sidste overlevende djævel.

Englens navn var Qarathon, og han viste sig at være en tidligere engel af Han Som Var, den gud som oprindeligt skabte mennesket og sidenhen blev dræbt af Asmodeus. Qarathon besluttede sig for at følge med gruppen på deres rejse mod Pluton.

Overraskende nok informerede Ratislav snart besætningen om at en mulig åbning til Pluton var inden for rækkevidde, og det lykkedes Walnan at udnytte muligheden for at sende Mark II sikkert til den Døde Høsters astraldomæne.

Plutons tema:

(Bonustema til Pluton: Here's To The Fall af Kamelot.)

Den første oplevelse gruppen havde på Pluton var en følelse af mørk energi der lod til at sænke sig over det i forvejen dystre domæne, idet en strøm af stærke kræfter begyndte at svæve om et fjernt, kranieformet objekt. Qarathon informerede gruppen om at det ikke blot havde spredt sig på tværs af domænet, men på tværs af hele astralhavet - eller muligvis hele multiverset.

Efter at have hvilet sig opdagede Victor og Walnan at være udsat for en sær form for forbandelse der drænede deres livskraft.

Gruppen begav sig væk fra skibet mod den store klippe omringet af stærke kræfter, men lod ikke til at komme synderligt nærmere. De nåede dog snart til en forladt og ødelagt by, med en nærliggende villa på en høj. De begav sig op til villaen, hvor medlemmer af den Grå Legion vogtede over en kanariefugl.

Den Grå Legion.

Snart blev villaen angrebet af en kæmpemæssig rød drage, der ønskede at legionen løsgav kanariefuglen i Bahamuts navn. Gruppen skiftede side efter at have set dragen indhylle en håndfuld legionærer i hvidblå flammer, og sammen fik de hurtigt udslettet de sidste legionærer.

Dragen var Chariturivix, Den Som Brænder Himlen I Sin Flugt, Exarch af Platindragen Bahamut. Han var kommet til Pluton for at finde Tozamarodax (som Dak kendte bedre som "Tommax"), en gulddrage der var forvandlet til en kanariefugl. Efter at have talt med gruppen, fløj dragerne væk mod Celestia - og sørgede for at lave en afledning for de legionærer der stadig måtte befinde sig i området.

Gruppen begav sig videre, og nåede snart til et dystert kapel hvor de fandt et uhyre med et stort fuglekranie som hoved, og vinger dækket af sorte fjer. Væsenet kaldte ud med en parodi på en stemme, og angreb gruppen så snart de kom inden for rækkevidde. De skaffede sig dog hurtigt af med den, og begav sig ind i det dystre kapel hvorfra uhyret var kommet.

Kapellet var en ruin, og begravet i murbrokker fandt gruppen snart en nedgang til en underetage med en stor sort sten. Victor gav stenen af sin livskraft, og var i stand til at kaste sit blik ud på tværs af Pluton. Båndet til stenen gav ham desuden muligheden for at åbne en portal der ville sende gruppen tættere på deres mål, og de greb muligheden.

På den anden side af portalen var en række korridorer hvor en håndfuld folk var i gang med at udføre en form for ritual. Nogle af dem var grå legionærer imens andre var væsener med kroppe bestående af arret hud og hvid-lilla energi, hvis ansigter var skjult af masker med seks øjenhuler.

Væsenernes masker.

Gruppen forsøgte et bagholdsangreb på en af de grå legionærer, men blev opdaget før de kunne nå at udføre planen til ende. Legionæren kaldte på hjælp, og snart dukkede flere af fjenderne op - inklusiv et væsen bestående af stenskår der var i stand til at tage form af forskellige væsener. På trods af fjendernes selvsikkerhed og arrogance var gruppen i stand til at udslette flere af dem relativt hurtigt, men ritualisten, stenvæsenet og en enkelt legionær stod stadig tilbage ved sessionens afslutning...

Drama Points

(Denne omgang af belønninger er vage, og en generel vurdering af drama-værdige handlinger i løbet af ovenstående begivenheder.)

Dak: +2

Gray: +1

Luna: +2

Victor: +2

Walnan: +1

B: Opsummering for 18/5 + 25/5 + 1/6

Opsummering

Gruppen besejrede langt om længe skarabæ-mumierne, og slap væk fra Viznalims Grav med viden om tre lokationer og en række kryptiske vers. På vej ud ad graven fandt de ud af, at en gruppe riddere af Smaragdkloens Orden også var i gang med at udforske graven, men den eneste overlevende af disse viste sig at være en mekanisk soldat, som gruppen hurtigt dræbte.

Efter et hvil rejste gruppen videre mod Krezent, og de ankom efter fire dages rejse.

Efter at have fundet sig en smule til rette i Krezent (inkl. tid til at bygge rustning og våben), blev gruppen inviteret af Roanar til at følge med på en tur ind til Lysets Råd. Gruppen besluttede sig for at følge med ind i zigguratten.

På vej derind var gruppen nødt til at passere forbi en vagtpost, hvor kun de med "rene hjerter" kunne passere igennem. En kvinde, der boede i zigguratten med sin familie, havde problemer med at passere forbi, men med gruppens hjælp nåede hun igennem (om end en dusk shard-halskæde fattigere). Gruppen passerede forbi uden problemer.

Det lod til at zigguratten havde forskellige former for vagter og præster af shulassakar-folket - de fleste var bevæbnet med langbuer, og havde enten farvestrålende tatoveringer eller slangetræk dækket af fjer i alle regnbuens farver.

Efter en tids vandren i zigguratten (og venten i et ventekammer) nåede gruppen frem til Lysets Råd, der bestod af fem individer:

• En unavngiven elvisk skikkelse, der lod til næsten at være et omvandrende lig med en gylden ansigtsmaske.
• Aherion Lanharath, som gruppen havde mødt forleden dag.
• Chlaire ir'Aiska, en half-drow som nogle i gruppen havde set i Sharn da byen blev belejret af tarrasquen.
• Inavissa'tassalyn, en shulassakar-præst der talte for couatlen Ishkayossikalliar.
• General Tovaash, en gylden dragonborn fra Q'barra.

Elverskikkelsen ved Lysets Råd.

Aherion Lanharath.

Chlaire ir'Aiska.

Der blev udvekslet information, og gruppen blev rådet til at tale med Krezents udviste bibliotikar: Zuhesh'itehan, den Faldne Lærde.

Efterfølgende forsøgte Xarmash at finde en funktionel smedje, Urzuk hjalp igen kvinden som gruppen mødte ved indgangen til zigguratten, og Maddan havde en samtale med Zuhesh'itehan - en stor, slangeagtig skikkelse med fjerløse vingestumper, der tilsyneladende var indespærret i et bibliotek i teltbyen.

Da gruppen sidenhen talte med Ringol om hans identitet og planer, sagde gnomen at han ikke havde ondt i sinde for verden eller gruppen selv, men at han heller ikke havde tænkt sig at blive længe i Krezent. Hvis gruppen ønskede det, ville han invilge i at fortælle dem hvem han var - men kun hvis de virkelig ønskede det, da det ville være viden som ikke kunne trækkes tilbage...

A: Opsummering for 20/5 + 27/5 + 3/6

Opsummering

Stjernernes Spil var overstået, og i flere dage varede festlighederne der fejrede spillets afslutning!

Koralhoffet havde i sin første deltagelse vundet Spillet, og dermed cementeret sin plads blandt Stjernernes Hof.

Der blev festet, narret, spist, drukket og endelig hvilet ud.

Som det næste skridt på deres eventyr besluttede gruppen sig for at udforske Cryas Krystalbjerg og vinde "Barzaionax' Klo" - et mægtigt våben som Victor ledte efter.

Gruppen sejlede en time ud på havet, placerede Krystalbjerget, og drog straks derind. De blev hjulpet en tid af historiefortælleren Ellevis, der selv havde hørt lidt om Krystalbjerget.

I bjerget stødte gruppen på en dragestatue, der blev kaldt "Glaustenzaal" af en inskription. Statuen var levende, og vejledte gruppen på deres videre rejse mod midten af Krystalbjerget, hvor de var nødt til at besejre en række krystalvæsener for at bevæge sig videre.

Undervejs så gruppen desuden nogle væsener, der bestod af tentakler, mørke, stjernelys og øje, men de lod til at være travlt beskæftiget med krystalvæsenerne, og Glaustenzaal forsikrede gruppen om at de besynderlige entiteter var der for at beskytte gruppen mod krystalvæsenerne.

I midten af Krystalbjerget fandt gruppen hvad de søgte: Sværdet Kotharlosvir - også kendt som Barzaionax' Klo, Barzais Krumsabel, Måneleen eller Dæmonernes Banemand. Victor trak sværdet ud fra dets hvilested, men var nødt til i den sammenhæng at slippe et ufatteligt stærkt væsen fri: Den største fjende som dragen Barzaionax nogensinde havde indespærret i Krystalbjerget.

Dette viste sig snart at have taget form i dragestatuen Glaustenzaal, og efter en kort udveksling af ord og trusler slap fangen ud af bjerget.

Tilbage ved skibet påkaldte gruppen Radim, og de indvilgede i den aftale han tidligere havde foreslået: Imod betaling i form af Bladet fra det Midterste Træ ville Radim give gruppen et fragment af Sandhedens Bog og sende dem til Krystalørkenen i Thyria - hvorfra i hvert fald tre dele af Himlens Arsenal kunne opnås. På vejen ville han desuden sende dem til Lazamian (på ørkenplanet Shom), så de kunne få mulighed for at bruge deres nye del af Sandhedens Bog og se til Lunas børn.

Da Radim transporterede skibet, dukkede alle gruppemedlemmerne dog op i en terning af glas, tilsyneladende uendeligt dybt nede i et mørkt hav...

A: Opsummering for 29/4 + 6/5 + 13/5

Opsummering

Gruppen kæmpede ihærdigt mod Kloppervokken, men en efter en endte de bevidstløse på jorden. Da håbet var på nippet til at være brugt op, løb en dreng og en pige, som bar Excalibur, ind fra skoven og tog kampen op mod uhyret. Det gav gruppen tid og pusterum til at omgruppere, men de to unge nyankomne var ikke trænede krigere, og selv en skræmt Kloppervok var en voldsom udfordring for dem - og drengen, som kaldte sig for "Den Blege Prins", blev snart slugt levende af Kloppervokken. Med lidt hjælp fra gruppen endte det dog med at pigen "Alice" huggede hovedet af uhyret - og efter hovedet var hoppet væk, forsvandt begge de unge (inkl. Excalibur).

Gruppen påkaldte Jårkræ, den Røde Middagsridder, for at hjælpe de sårede under kampen.

Efter at have brugt den livgivende kalk fra Fiskerkongen til at genoplive Gray, drog gruppen videre, indtil de kom til en lysning hvor den Grønne Ridder udfordrede dem. Først var han for hurtig til at kunne blive såret, men de sænkede hans hastighed og Gray taklede ham ned fra hans hest. Så påkaldte han hjælp i form af de døde riddere Myrail og Grigori Yuri - begge krigere som nogle af gruppens medlemmer havde set dø. Da de begge havde brugt deres livskraft til at beskytte Ridderen, udfordrede han gruppen til at stille op med en enkeltperson til en duel. Gray tog udfordringen op, og selv om han var den eneste der rent faktisk kæmpede mod Ridderen, fik han hjælp, heling og opmuntrende ord fra de andre i gruppen, der konstant stod klar til at gribe ham hvis han faldt om. Inden længe var Ridderen besejret, og Gray kappede hovedet af ham hvorefter han ærede Ridderen ved at hælde alkohol ud over stedet hvor han faldt.

Gruppen påkaldte Araellon, den Hvide Morgengrysridder, for at holde Grigori Yuris opmærksomhed under kampen.

Ved at bruge det tredje horn til at påkalde den sidste af Baba Yagas ryttere, sikrede gruppen sig passage tilbage til Urskoven, hvorfra gruppen fik yderligere hjælp fra vinterulven Fraga til at nå tilbage til deres pram. Herfra rejste de tilbage ad Tidens Flod til Senaliesse, og dukkede op få øjeblikke inden de tog afsted.

Den Sorte Midnatsridder.

Dak var død under kampen mod den Grønne Ridder, så gruppen fik hjælp fra Herbert von Westgaarde til at genoplive ham. De nåede derefter at få en god omgang søvn inden fortællingerne skulle fortælles og Stjernernes Spil afsluttes.

Her er en kortfattet version af hvad der skete:

• Victor havde nægtet at betale sin gæld til mosekonen Helga, og ved at bryde sit ord var han ikke længere i stand til at deltage på vegne af Koralhoffet. Mark tog hans plads, både som væbner og som fortæller.
• Vinterskæg tvang alle hofferne til at give en enkelt belønning videre til et andet hof, hvorefter belønningerne blev vurderet. Det Grønne Hof stod til at vinde, med Sommerhoffet på andenpladsen, Koralhoffet på tredjepladsen, og Tusmørke- og Vinterhofferne på en delt sidsteplads.
• Den Grønne Ridder afslørede sin egen identitet: Nuadar Shavian, første bærer af Claoímh Solais, og for evigt forvist fra Stjernernes Spil. Dette ugyldiggjorde alle belønninger som han havde været med til at optjene, inklusiv hvad hoffet havde givet i gave til Sommerhoffet.
• Den Grønne Ridder inviterede desuden Gray til at træne med Ridderen ved den Hvide Brønd, da han havde et par ting at lære ham om Excalibur.
• Med denne rokering (og Flyndrals efterfølgende påkaldelse af Kvældslotstraktaten) faldt det Grønne Hof til en sidsteplads og Sommerhoffet til en næstsidsteplads. Vinterhoffet lå nu på en andenplads, Tusmørkehoffet på en halvandenplads, og Koralhoffet stod endelig som vindere af Stjernernes Spil.
• Belønningerne dukkede op i luften fra en besynderlig sfære med en ildevarslende besked: "Det syvende segl er knust. Det ottende segl er smedet af sølv og knogle. Allabar vil åbne vejen for Moderen til Den Midterste Drage."
• Lettere fornærmet lod Sommerdronning Tiandra sværdet Caladbolg falde ned i stengulvet, hvor det lod sig begrave halvvejs op ad klingen.
• Gray påkaldte Radim, som dukkede op bag gruppen.

Drama Points

Alle

• +1 for at have gennemført Stjernernes Spil, og yderligere +1 for at have vundet Spillet.
• +1 for at have vundet Excalibur, en del af Himlens Arsenal.

Gray

• +1 for duellen med den Grønne Ridder.

Victor

• +1 for godt rollespil af navneløshed.
• +1 for godt rollespil af aftalen med Helga.

Walnan

• +1 for god planlægning ved Kloppervokken.

Fortællingerne

Sommerhoffet (Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje)

Fra Hvide Tårn vi vidste hvor ku' findes tumtum-træ;

Som vokser på en massegrav for tabte og fortabte.

Placeret lavt på himlen, under navnet kært Fantasia;

Og ud vi drog med fønikssejl mod det som vanvid skabte.

En stjerne lå på horisonten, lilla, lav og klar;

Det Falske Håb der lurede og lokkede med lys.

Men ej vi sejled' mod den, for vi vidste hvem den var;

I stedet anden stjerne væk, til højre, åh så tys.

På Nattehavet sejled' vi, igennem mulm og mørke;

Som blindt og magtesløst ej kunne række ud mod skibet.

Vi ankom snart til Flammehavet, gjort af ild og tørke;

Som bød os op til dans, og vi tog mod hvad var os givet.

På tværs af ild vi stod i skov af knuste drømme;

Som søgte ly hos Hvide Tårn, og viste os til smutvej.

Vi graved' under rødder, hvor vi snart fandt gange tomme;

En labyrint af tid og rum, som ofre for en drageleg.

Trods dragen hvisked' til os for at lede vild med løgne;

Ukueligt vi drog igennem labyrintens lag.

Med sind beskyttet og med syn der ikke brugte øjne;

Og snart vi stod ved rødder af det sagnomspundne træ.

Vi plukked' frugten straks, og tog den med os væk derfra;

Igennem labyrint hvor vinger basker uden fjer.

Igennem hav af flammer, til vor Føniks som stod klar;

Igennem nat til feers rige, igen iblandt jer her.

Tusmørkehoffet (Flyndral)

En lille pige blev forvist af alle sine kære / Til at leve sit liv nede i mørket / Så hun om alle verdens grufuldheder kunne lære / Til hendes hjerte gav op og hendes blod var størknet.

Familien smed pigen ned i et hul / Og lod hende falde, langt ned i dybet / Hvor alt var mørkt og sort som kul / Men hendes sjæl bevarede lyset.

For pigen fandt en dør til mørket under os / Hvor vanvid presser sig ind / Og Månen viste hende vej ud af sin trods / For mørket i familiens sind.

Hinsides vanvid blev hun vejledt vel af Parsifal / Og Chester invitered' begge til at drikke te / Med syvsover og hare, en træt og den anden gal / Og jeg selv, sendt for at sikre hvad der måtte ske.

Min herre havde udset pigen, ung hun var / Som elsker til en elverprins, forvist fra is og sne / Snart Alice mødte bleg en prins; de danned' kønt et par / Imens de listed' væk, ej mere i humør til te.

I latter og i galskab længe leged' de i haven / Og hvis det stod til mig, således til dages ende / Men skæbnen ville andetsteds, og Kloppervok så gnaven / Snart tvang dem til at vågne op, til liv tilbagevende.

Men under kampens hede så vi tumtum-træets skat / Dets vogter travl i kamp, om end tyran eller kustode / Og frugten lod da til at svæve ned, med smilet fra en kat / Mens Alice proklamered' Kloppervokkens tab af hoved.

På Neraths Vinger fløj de unge elskere snart hjem / Med husked' ej hinanden, da de mødtes snart igen / De rejste vider' i et hold af eventyrer' fem / Kun minded' svagt om drømmen om en barndomsven.

Jeg står foran jer nu, og skønt jeg ikke nævner navne / Er det dog sandt at Alice snart blev blodig en grevinde / Og elverprinsen ville i en lignende skæbne havne / Med titlen fra sin far, ført hid med kolde vinde.

Kun få vi var før denne dag, som kendte til fortælling / Om Alice og den Blege Prins, om kamp med Kloppervokken / Men selv om deres liv tog mørk og grum en vending / Var historien dog sand, så hold lidt igen med brokken.

Vinterhoffet (Zerlanna)

• Med Nordenvinden i ryggen rejste vi ud på Nattehavet, for at nå frem til stjernen Fantasia. Fuyalvin ledte an, og havet frøs under os. Mørke kræfter lurede under overfladen, men da de slog ud efter os, hylede Garm, og mørket fortærede sig selv.
• Vi nåede snart frem til Flammehavet, og med Fuyalvins magi blev vi beskyttet med kulde længe nok til at nå uskadte igennem. På den anden side var en skov berørt af vanvid, omringet af tåge, og Garm snart fik færten af tumtum-træet.
• Vi satte straks til vejrs med Nordenvinden, men blev belejret af pile fra skoven, og var tvunget til at lande og finde vej igen.
• Dybt i skoven lød snart stemmer, og mareridt fra vores egne sind tog form i skyggerne. Selv så jeg en hærskare af den døde gudinde Khalas engle, men dette var tredje gang jeg stod imod dem, og de var snart ikke mere end et dårligt minde.
• Resten af mit hold havde desværre ikke held med at bryde igennem mareridtet, så jeg fortsatte alene til den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod på en bakketop, som et sidste værn mod galskaben på den anden side.
• Jeg bønfaldt træet om en frugt, og i bytte for et løfte var det villigt til at lade mig få den sidste af dets frugter. Jeg vendte tilbage til mit hold, og skønt de endnu var i kamp mod skyggerne, formåede vi at forlade skoven igen.
• Tågen om skoven formede jeg til et skib, som vi brugte til at gennemtrænge Flammehavet, igen gjort hastigt af Nordenvinden. Under Nattehavet var mørket nu mæt, og gjorde ikke engang tegn til at angribe os imens vi passerede over det.
• Og nu står vi her igen foran jer, såret i stolthed om end med frugten fra tumtum-træet i favnen.

B: Opsummering for 20/4 + 4/5 + 11/5

Opsummering

Det viste sig at Belladonna, Sciroccoens Fyrstinde, Den Evige Latters Emira, Sheikha af Solens Dans, var en fe der herskede over den lille oase. Gruppen talte kort med hende, men Syldran valgte at blive i oasen da gruppen tog videre.

Snart nåede gruppen frem til Rødhorn-stammen igen, og hvilede en nat før de tog ind til oasen for at kæmpe mod den titan, som forhindrede stammen i at rejse derind. Friske og veludhvilede drog de afsted den næste morgen, og titanen viste sig at være en tidligere hammerhale kendt som Tandorok, Der Tramper Jorden Flad.

Kort forinden kampen mod titanen så gruppen en skikkelse højt på en klippetinde, der lod til at kalde på Tandorok på en blanding af elvisk og dragesprog. Skikkelsen vækkede titanen fra oasen, og fløj derefter væk på en blå wyvern, ledsaget af en lille rød drake.

Tandorok viste sig at være i stand til ikke blot at vælte de høje klippetinder i oasen, men også påkalde en storm af lyn og torden omkring sig. Ikke desto mindre lykkedes det gruppen at dræbe titanen, og de nåede at plyndre en del af dens naturlige rustning og våben inden liget sank ned i jorden og gjorde landet sort.

Maskevæveren Shenta dukkede op, og fortalte gruppen, at Tandoroks korruption og død havde gjort de lokale naturånder vrede. Hun bad om gruppens hjælp til at udføre et ritual, som ville stilne deres vrede og rense oasen igen. Gruppen indvilgede i at hjælpe, og snart måtte de beskytte Shenta fra de vrede og fornærmede naturånder, imens de hjalp til med at berolige dem. Det lykkedes dem at gøre det uden de helt store konsekvenser, og kun en lille sort plet var tilbage på jorden hvor Tandorok var faldet.

Rødhorn-stammen nåede ind til oasen, og den næste uge var præget af fred og ro. Gruppen fandt ud af fra elveren Thaelindar Galanodel, at kombinationen af dragesprog og elvisk var set før - som inskription på en grav, som hun havde opdaget (men ikke åbnet) for en måned eller to siden. Gruppen fik markeret stedet på deres kort, og besluttede sig for at rejse direkte mod denne "Viznalims Grav" imens Rødhorn-stammen foretog det sidste stykke af rejsen mod Krezent uden dem (om end med Thaelindar som livvagt). Planen var derefter at gruppen ville rejse fra graven og direkte til Krezent, for at nå frem omkring samme tid som Rødhorn-stammen.

Efter nogle forberedelser tog gruppen afsted mod graven. På vejen opdagede de et område af sort sand, der lod til at bevæge sig i løbet af natten, og senere mødte de en besynderlig rejsende, der var indhyllet i sort stof og stod ved en gigantisk bue af glas. De nåede frem efter planen til graven, der viste sig at være et kælderniveau under en for længst ødelagt bygning, på toppen af et stort plateau. Der var spor efter nogle få rejsende op til plateauet og på væk ud fra graven - og graven lod til at være blevet åbnet efter Thaelindars besøg.

Gruppen begav sig ind i graven, hvor de fandt væg og gulv skabt af wall of force-formularer dækket med illusioner, og da gulvet forsvandt, faldt de ned i et forseglet kammer hvor utallige skarabæer kravlede ud fra huller i væggene. Det lykkedes dem at åbne for en udgang fra rummet ved at påkalde en eksplosion af ild oppe ved indgraveringen af en sol på væggen, hvilket fik en del af væggen til at glide ned i gulvet.

På den anden side var en korridor, hvor stråler af brændende lys skød ud af hullet i væggene, og lidt adgangen flygtede gruppens medlemmer fra skarabæerne på tværs af de brændende stråler. Hinsides strålerne nåede de ind bag en illusion som skjulte dem, og skarabæerne trak sig tilbage til deres rum hvorefter den hemmelige dør lukkede sig igen. Med usikkerheden om klogskaben i at tage sig et egentligt hvil i graven drog gruppen videre efter en kort omgang helende magi og eliksirer.

Oppe ad en trappe fandt gruppen et kammer, hvor de blev angrebet af besynderlige mumier fyldt med skarabæer - og da man skulle tro, at de var ved at have overhånd i kampen, dukkede endnu en mumie op igennem en væg, der åbenbart også var en illusion.

Et lille stykke inde i kampen blev Roanar voldsomt såret, men i stedet for at besvime fra smerten lod han til at forvandle sig til en antropomorf ræv med sølvpels, som brød ud i et grin da den opdagede sin egen forvandling...

A: Opsummering for 1/4 + 8/4

Opsummering

Det Grønne Hofs prøvelse blev skudt i gang:

"I en fjern del af Feriget, hinsides Urskoven og dens rædselsfulde have, vokser tumtum-træet ved verdens ende. Bring mig frugten fra tumtum-træet. I har indtil sommerens genkomst."

Flyndral havde allerede frugten, og gav den med det samme til Grønherre Oran, med et løfte om en fortælling når tiden var inde.

Hjulpet af Elias drog gruppen afsted på Tidens Flod, og nåede snart frem til Urskoven. Her gik de i takt med tiden indtil de mødte Baba Yaga - tre gange, i bagvendt rækkefølge, som om de rejste længere og længere tilbage i tiden. De tre Baba Yaga'er insisterede desuden på at være hinandens søstre.

Først hjalp gruppen Baba Yaga med at dekorere hendes have, dernæst hjalp de med at plante hendes have, og til sidst hjalp de hendes hus med at komme ned fra de træer, hvor det havde sat sig fast.

Som tak for hjælpen modtog gruppen tre horn, som kunne bruges til at påkalde hjælp en enkelt gang hver.

På den anden side af Urskoven, da solen var gået ned, nåede gruppen frem til Nattehavet - et mørkt hav, hvor mørket lod til aktivt at hungre efter dem. Tre gange nærmede mørket sig, og tre gange blev det slået tilbage igen, før gruppen nåede frem til Fiskerkongens Slot på grænsen til Flammehavet.

Fiskerkongen var en aldrende elver, der i sin tid havde deltaget i Stjernernes Spil for Det Grønne Hof, men som nu i højere grad var affilieret med Koralhoffet. Gruppen blev budt på middag, hvor de oplevede tre processioner gå igennem middagssalen: Den første med en kandelaber ("Et vejledende lys for den rejsende, der er faret vild"), den anden med en blodig, knækket lanse ("Lansen der engang sårede mig, og som jeg har beholdt for at minde mig selv om mine fejl"), og den sidste med en bulet kalk ("Næring og liv for den rejsende, der sulter og tørster"). Gruppen spurgte ind til alle tre processioner, hvilket viste sig at ophæve en forbandelse, som Baba Yaga havde lagt over Fiskerkongen. Som tak for deres omtanke gav han dem kandelaberen, kalken og hans fiskestang, foruden muligheden for at hvile sig på slottet.

Fiskerkongen fortalte desuden gruppen om hvad der ventede dem på den anden side af Flammehavet, i form af et digt:

I glummert lys den slyge spæg

stod gomrende og glim.

I børkens dyb stod mamren fjæg

og bungrede i skim.

Min søn han så et bæst så stort,

med farlig tand og klo!

Dets vinger var af læder gjort,

med halsen fra en snog!

Og flammeøjne stirred' trumt

fra tomtetræets vånd.

Min søn han gik mod bæstet stumt,

og tog sit sværd i hånd.

Men væk det løb hans hjertes mod,

da bæstet guste spok!

Og dyret sprang ham ret imod,

den kurpe Kloppervok!

Ud han slog med med sværdet vores

men ku' død ej bringe.

For Kloppervokken kun kan såres

med en vorpen klinge.

Fra bæstets galskab, tand og klo

han løb i skræk og jag.

Og aldrig han vil finde ro

fra Kloppervok ved tomtetræ.

Friske og veludhvilede drog gruppen videre - denne gang på tværs af Flammehavet, i en magisk forstærket båd lavet af søstjerner. Med tilstrækkeligt samarbejde var de i stand til at nå frem på den anden side af Flammehavet, og de befandt sig nu i en tåget skov hvor galskab lod til at være normalt: Solen og Månen løb om kap med hinanden på tværs af himlen, blomsterne bagtalte folk der så på dem, vinden var tyk som suppe, og hunde og katte boede sammen.

De fandt her et bord, der var dækket op til teselskab (og som lod til at have været blevet brugt allerede, at dømme efter det brugte service og den kolde te), men hvor ingen var til stede.

Videre inde i skoven fandt gruppen den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod ensomt med sine spiralformede grene på en bakketop. På den anden side af bakken lod selve virkelighedens materiale til at være flosset og give efter...

I tumtum-træet hang dog den eftertragtede frugt, med spiralformet skal om en let lysende kerne. Gruppen begav sig varsomt frem, da væsenet de havde hørt om fra Fiskerkongen lurede i træet - og snart sprang Kloppervokken ned og gik til angreb!

Som i digtet var Kloppervokken et farligt bæst, og den sprang frem og tilbage med klør hvirvlende omkring sig, og øjne der sendte stråler af flammer afsted. Værst var dog dens spokke gusen, der medførte vanvid og især lod til at påvirke de af gruppens medlemmer, der var aberrations.

Med magi, snilde og en lille smule held lykkedes det dog Walnan at få frugten ned fra træet - nu bliver udfordringen blot at slippe væk fra Kloppervokken i live...