Mellemspil: En overhørt samtale

(Alle, som læser dette indlæg, overhører samtalen inden næste session.)

En lavmælt, hæs stemme siger: "De bjærgede er blevet sikret, og er klar til at blive kropsliggjort. Men der er noget underligt ved sendingen. En af dem er af det lave folk, et par andre lader til at være berørt af det Fjerne Rige, og..."

En dyb, rungende stemmer lyder: "... Ja?"

Den første stemme fortsætter: "Der er en lich, men den er en baeln- jeg mener en elverlich. Men den er ikke en elver. Og den er heller ikke død ligesom de andre - kun bevidstløs."

Den dybe stemme vender tilbage: "Har i fundet dens phylactery?"

"Ja, den bar det på sig. Den var måske ikke klar over, hvordan det fungerede?"

"In morte ultima veritas. En udød har givet afkald på sin sjæl ved sin forvandling, akkurat som hvis den gik bort af enhver anden årsag. Placér lichens phylactery i brystkassen på en af kroppene. De er bygget til at være et anker for sjælen, og de sølle rester, der endnu er tilbage af lichens sjæl, vil finde hjem i kroppen - uanset om den ønsker det eller ej."

"Javel hr. kaptajn," lyder stemmen, men fortsætter igen usikkert efter et par sekunder: "Der var også noget andet. Flere af ligene bar tydelige mærker efter brug af tidsmagi - det lader til, at nogle af dem endda stammer fra Kejserens ødelagte rige."

Den dybe stemme vender tilbage igen, men nu med en eftertænksom tone: "Hmmm. Bar en af kroppene et tidsforskudt mærke på sin brystkasse?"

"Ja, formet som voksstemplet på det seneste brev jeg overleverede dig fra vores kontakt hos snigmorderlauget."

"Javel. Jeg har hørt om denne. Inden dens død var den mærket af Dronningen. Men alting har sin ende - insekter såvel som exarcher. Og dog. Hvis sjælen allerede har tjent Dronningen én gang i så stort et omfang, at dens skæbne er blevet ændret, ønsker Dronningen naturligvis at høre om det..."

Flere sekunders stilhed følger, hvorefter den dybe stemme fortsætter: "Giv alle sjælene kroppe som tidligere befalet, men separér deres sind fra resten af besætningens. Vi har ikke lyst til at fortynde sindet hos en mulig tjener."

"Javel hr. kaptajn," lyder den første stemme igen. "Og skibsvraget?"

"Lad det flyde som vraggods på de astrale vinde. Vi er trods alt ikke pirater. Og hvis pirater endelig skulle finde vraget, er det Dronningens vilje. Må Dronningens vilje ske."

"Må dronningens vilje ske."