Opsummering
Kampen mod Anhktepot fortsatte, hvilket endte med at koste flere gruppemedlemmer livet, imens nogle få stak af og andre begav sig videre ind i graven.
Efter en god del udforskning nåede Gray, Lucan og Thava ind i den indre grav, hvor de fandt en båd ladet med skatte - heriblandt ringen kendt som Ras Øje, det magiske sværd Akhetsefet, og en pyramideagtig genstand, der skulle vise sig at være et mægtigt lys-våben i hænderne på den rette. Lucia og Mina dukkede også op i den indre grav, og fremlagde en plan, der bestod i at lokke Anhktepot ind i gravkammeret, og bruge både Akhetsefet og pyramidevåbnet mod ham. Planen virkede, og de fem endte med at reducere faraoen til en bunke brændende stof.
Tilbage i kammeret med den store statue af Anhktepot mødte gruppen igen Khonsu, som de gav Ras Øje i bytte for nok lyst vulkansk sand og solfiltreret vand til at genopbygge Mark II. Khonsu fortalte desuden, at han havde transporteret Abraxus, Adran, Sapristi, Tar og Sero tilbage til skibet - eller i hvert fald deres lig.
Experience Points:
(Et eksempel på hvordan jeg fordeler XP)
Nuværende XP: 197530
XP som belønning for kamp: 3825 (75% af level 23 encounter)
XP som belønning for at destruere Anhktepot: 1020 (level 23 minor quest)
XP som belønning for at fuldføre Khonsus mission: 1020 (level 23 minor quest)
Ny XP: 203395
XP for at nå level 22: 210000
Manglende XP før level 22: 6605
Som nævnt tidligere, har jeg skruet ned for mængden af XP fra kamp, og op for mængden af XP fra quests, for at opmuntre jer til at gøre en forskel og skabe mindeværdige historier i stedet for bare at kæmpe imod en strid strøm af fjender. Derfor blev mængden af XP fra kamp mod Anhktepot reduceret i forhold til retningslinjerne, men i fik samtidigt klaret to minor quests, hvilket bringer den samlede mængde XP op på 5865 - altså mere end hvis det bare havde været 100% XP fra kampen (5100). Da Walnan afleverede de sorte liljer til Xarakh i Nekropolis, fik gruppen også XP svarende til en level 21 minor quest (640 XP). I vil generelt få mere XP og bedre belønninger, hvis i selv opsøger quests - og hvis i løser dem på en mere effektiv, kreativ, eller bare klogere måde (fx ved at afværge en krig ved diplomati i stedet for at bombardere en by med brændende babyer).
Drama Cards:
Silver Drama Card som belønning for at fuldføre Khonsus mission og destruere Anhktepot (i hvert fald midlertidigt):
Næste gang vil der være mulighed for yderligere XP og Drama Cards som belønning for kreativitet når det gælder genopbygningen af Mark II!
Mellemspil:
(Ingen karakterer oplever dette.)
Den rødhårede skikkelse mærkede efter på halspulsåren på elveren foran hende. Det var svagt, og under et lag af svampeagtig vækst, men der var en rytme. Hun åndede lettet ud, samlede den ubevægelige elver op og lagde ham forsigtigt på vragresterne ved siden af de andre kroppe. En del verdener var repræsenteret her, men Nerath i overtal. Hvad var det ved folk fra Nerath, der fik dem til at ofre deres liv så ivrigt? Tanken kaldte minder frem, men hun sendte dem væk inden de kunne nå at kalde smerten frem. Hellere fokusere på hendes nuværende situation end dvæle ved den del af fortiden, som alligevel ikke kunne ændres.
Siden hun første gang læste historien om Anhktepots Ottende Opvågnen, og hvad der fulgte efter, havde hun undret sig over hvad der tilsyneladende var et stort hul i plottet: Efter at være blevet dræbt af den onde farao, fortsatte en del af de gæve eventyrere med at reparere deres skib - på trods af, at der hverken blev udført et traditionelt genoplivningsritual eller en påkaldelse af Nerulls mørke kræfter, som de havde gjort tidligere. Desuden var de føromtalte eventyrere døde, og ikke udøde, så deres sjæle burde være efterladt i Har'Akir, eller i lommen på det væsen, der havde udgivet sig for at være måneguden Khonsu. Da hun havde påpeget det over for de mest kyndige historikere, fandt hun intet sikkert svar - den falske Khonsu måtte have været gavmild, de var blevet forvandlet til udøde af "Ildskæg" igen, eller andre usandsynlige forklaringer.
En bevægelse i udkanten af hendes synsfelt forstyrrede hendes tanker - hun vendte hovedet og så nogle lilla tentakler bevæge sig i vragresterne, hurtigere og mere aktivt end tidligere. De overlevende var på vej tilbage - eller i hvert fald tordenskytten eller ærkelichen, siden resten af Lysets Kunstners Børn allerede lå bevidstløse foran hende.
Hun lagde hånden på indersiden af skibets ødelagte skrog, og sendte en tanke til den elementale ånd, der boede i skibet. Det var ikke meningen, at hun skulle være dukket op i nærheden af Mark nu - ikke før Admiral Magwroth havde afsløret sine planer, og slet ikke før Lassalagos faldt eller Shoms hemmeligheder var blevet afsløret. En kuldegysning løb ned ad ryggen på hende ved tanken om den Hvide Ørken og hvem den ville tiltrække, og skibet vibrerede let som svar - uforstående, men medfølende.
Hun smilede til det hullede skrog og klappede det venligt, hvorefter hun trådte et skridt tilbage og forberedte sig på at rejse væk. Det talte vel ikke som en forbrydelse, hvis historien ikke blev skrevet om? Hvis det allerede var hændt på samme måde, men bare havde brug for et skub for at falde på plads? Hvis quarutterne kom på besøg, kunne hun i hvert fald forsøge at påkalde sig Retrokausalitetens Anden Lov - men i så fald ville de forhåbentlig slet ikke dukke op til at begynde med.
Den rødhårede kvinde fastholdt mindet om Faldet af den Falske Kardinal i sit sind - det havde hun altid gerne villet se - og vinkede farvel til skibet omkring hende, idet hun begyndte at forsvinde. "Held og lykke med det næste kapitel," hviskede hun til skibets bevidstløse besætning, imens hendes krop blev ét med luften omkring hende. "Og lad være med at spise den sorte sne."
