(Hvis jeg får tid, har jeg tænkt mig at skrive små tekster som denne, når der er lørdage uden D&D i butikken. Hvis jeg får tid, skriver jeg nok også en enkelt eller et par flere inden næste session. Historien her finder sted på et tidspunkt mellem afrejsen fra Hestavar og kampen med den Kejserlige Arvandoriske Flåde, hvor gruppen mødte Tarazir.)
Eva løftede astralkortet op fra bordet, og små sandkorn glitrede idet de faldt ned fra kortet. "Alt det sand," mumlede hun med et smil på læben, "og vi er ikke engang nået til den Hvide Ørken endnu." Hun rullede kortet sammen og lagde det ned i et rør af sort læder, og forseglede derefter røret med et låg. Røret var gammelt, og på langs var mønstre, der formede sig til omrids af forskellige væsener, alt efter hvordan lyset faldt: Det ene øjeblik forestillede mønstret en flok ulve på vej mellem træer; det næste, et skib på brusende bølger.
Navigatøren betragtede et øjeblik røret, men vendte sit ansigt tilbage til bordet da noget fangede hendes opmærksomhed. Sandkornene, som hun havde fjernet fra astralkortet, havde samlet sig af sig selv i en bunke, og bunken var i gang med at forme sig til en lille menneskelignende skikkelse. Efter et par øjeblikke løftede den en lille arm, ikke mere end et par tommer lang, og en stemme gav genlyd i kahytten: "Hej. Jeg er Mark. Vi har ikke rigtigt hilst på hinanden før nu."
Eva betragtede den lille skikkelse i nogle sekunder, hvorefter hun rakte sin hånd frem og tog den lille skikkelses udstrakte arm mellem tommel- og pegerfinger og svarede "Goddag, Mark. Glæder mig at møde dig. Jeg hedder Eva."
Den lille skikkelse løftede hovedet en smule, og på trods af manglen på nogen form for ansigtstræk lod den til at blive opmuntret af svaret. "Jeg kan forstå, at du er vores navigatør nu," lød den monotone stemme igen, og skikkelsen hældede hovedet 45 grader til højre i en overdrevent spørgende gestus. "Hvad laver en navigatør?"
Kvinden smilede og viftede ydmygt med en hånd idet hun sagde "Åh, ikke det helt store. På naturlige verdener ville der være brug for en navigatør til at indtegne ruter på kort, udregne rejselængde og tyde stjernerne. Herude løser mange af de problemer sig selv - men nogle gange er der de, der ønsker at holde information hemmelig, eller sætte grænser for, hvem der har adgang til den." Skikkelsen satte sig i en skrædderstilling, stadig med hovedet hældet spørgende, imens Eva fortsatte. "Så er der folk som mig, der enten tilfældigvis opfylder de krav, som de hemmelighedsfulde folk har sat for deres magiske låse, eller som træner til at kunne passere dem uden at være nødt til at opfylde kravene.
Den lille skikkelse nikkede let, og et par sandkorn faldt fra dens hoved og ned i skødet, hvor de blev ét med skikkelsens lår. "Hvilken en af de to er du?" spurgte Mark. Eva smilede hemmelighedsfuldt i lidt tid, hvorefter hun svarede: "Lidt af hvert. Hvis vi støder på kort, der kræver en person, der er trænet til at bruge guddommelig magi, eller der skal repræsentere Skæbnen som guddommeligt domæne, er det intet problem - men ellers burde jeg kunne forbipassere en god mængde sikkerhedsforanstaltninger."
Mark havde netop givet sig til at hvile sit hoved på sine små arme af sand, men rettede hovedet og løftede det op igen da Eva sagde ordet 'Skæbnen'. "Hvad er Skæbnen?" spurgte Mark - tilsyneladende interesseret nu, med en spinkel hals strukket et par centimeter frem. "Jeg har hørt folk bruge ordet før, men de lod ikke til at forstå det helt selv."
Eva rynkede sine øjenbryn og kiggede ud i luften imens hun lod til at tænke over det i et par sekunder, men vendte sig til sidst ansigtet tilbage mod den lille skikkelse, hvis hals nu var lige så lang som dens overkrop. Hun lo let, og svarede så: "Man kan vel sige, at skæbnen er den vej, der på forhånd er brolagt foran os, i tid såvel som i rum. Vi kan vælge at vige bort fra vejen, men det er farligt og uden sikkerhed, og det medfører ofte flere strabadser end hvad der er nødvendigt. Man kan til gengæld vælge at følge skæbnens vej, hvilket giver mange en form for tryghed. Men der er selvfølgelig ingen garantier for at andre holder sig til den forudsete sti - og et populært ordsprog lyder, at en sommerfugls vingeslag kan forårsage en orkan langt borte. På samme måde kan en enkelt afvigelse fra skæbnens sti have uforudsete konsekvenser." Hun tilføjede så eftertænksomt: "Og vingeslag fra større vinger end de på en sommerfugl kan altså tilsvarende også have større konsekvenser."
Mark trak sit hoved til sin krop igen, og lod til at overveje dette i et minuts tid. Eva betragtede den lille skikkelse med et ansigtsudtryk som hos en person, der ser på et lille barn eller et kæledyr. Pludselig vendte skikkelsen sit hoved op, og Eva hævede en hånd for at forhindre sandkorn i at ramme hende i øjnene. "Betyder det, at du kan fortælle mig om min skæbne?" lød Marks stemme ivrigt. Eva kneb øjnene let sammen. "Måske," sagde hun, og rakte derefter ned i et læderetui i sit bælte, og åbnede for en strop. Inde i etuiet hvilede et sæt kort, ligesom de, man normalvis ville bruge til at spille Three-Dragon Ante med. "Træd til side et øjeblik," sagde hun koncentreret, imens hun tog kortene op og begyndte at blande dem. Mark rejste sig ikke engang op - de små ben blev ét med kroppen, og nye voksede ud for neden, og skikkelsen trådte hurtigt et par skridt tilbage for at give navigatøren plads.
Efter at have koncentreret sig i et halvt minute med at blande kortene, rakte hun bunken frem mod den lille skikkelse. "Læg din ene hånd på bunken," sagde hun, en snært af højtidelighed i hendes stemme. Skikkelsen lagde hurtigt en lille hånd på bunken et par øjeblikke, og igen kunne det tydeligt mærkes, at den ville have kigget intenst på kvinden foran den, hvis den havde haft øjne. Eva blandede videre i et par øjeblikke, hvorefter hun trak det øverste kort fra bunken og lagde det ud midt på bordet foran sig. Det forestillede en ridder i tung rustning, bevæbnet med sværd og skjold.
"Ah. Dragedræberen," sagde Eva. "Din nuværende situation kommer af, at du besejrede en stærk fjende for nogle af besætningsmedlemmerne, om så de ved det eller ej. Når først man begiver sig ned ad én af skæbnens stier, er det svært at ændre den, og ødelæggelse fører blot til mere ødelæggelse." Eva blandede videre i et par sekunder, imens hun fortsatte: "Men skæbnens stier har mange forgreninger. Umiddelbart er dine udfordringer repræsenteret ved..."
Hun trak det næste kort, og lagde det til venstre for det første. Dette kort var prydet med et billede af en dragonborn med et scepter i den ene hånd, siddende på en trone formet som et dragehoved foroven. "... Kejseren. En kraft, der står for magt og autoritet, vil vise sig som en fjende. Det kan være en kendt leder, der viser sig at være en tyran, eller blot en organisation, der mener, at de selv har større viden om det større billede, og de handlinger, der bør tages."
I et par øjeblikke så hun eftertænksomt på de to kort, imens hun blandede videre, som om hun var kommet i tanke om et gammelt minde. Hun rystede let på hovedet, og fortsatte: "Men det, som du ikke er klar over, er, at din situation i virkeligheden vil være forårsaget af..."
Hun trak det næste kort, og lagde til det til højre for det første. Det bar et billede af en metallisk drage, med skæl farvet som en krydsning mellem lyseblå og sølv. "... Mithraldragen," sagde hun. "En større kraft dirigerer i virkeligheden den autoritet, som du vil stå over for - muligvis en repræsentation af astralhavet selv." Ved dette kiggede hun op på Marks sandkrop imens hun begyndte at blande kortene igen. "En stærk, gammel kraft forsøger at styre din skæbne i en bestemt retning. Hvis du opdager det i tide, kan du måske opnå mere selvbestemmelse." Hun sukkede, og den højtidelige mine forsvandt en smule fra hendes ansigt. "Men du er ikke alene i dine udfordringer. Blandt andre kan du søge hjælp hos..."
Eva trak det fjerde kort, og lagde det over Kejseren, diagonalt over og til venstre for Dragedræberen. Det bar et billede af en kvindelig skikkelse, iført en rigt dekoreret kjole, og med en lang stav i sin venstre hånd. "... Dronningen," fortsatte hun. "Ikke nødvendigvis en kvindelig entitet, men dog en stærk politisk aktør, der har kendskab til konsekvenser. Specifikt kan det referere til en af de tre skæbnegudinder: Ioun, der forudser skæbner; Avandra, der står den kække bi; og Ravnedronningen, der afslutter skæbner." Mark vendte sit lille hoved mod kortet og spurgte: "Men hvordan ved jeg, hvilken det skal være?" Eva smilede og svarede "Det ved ingen med sikkerhed. Måske en hvilken som helst af de tre - alt efter hvad du selv mener, at du mest har brug for hjælp til."
Mark lod til at fortsætte med at stirre på kortet, imens Eva blandede videre. Da hun talte igen, gav det et spjæt i den lille skikkelse. "Men du er selvfølgelig ikke selv blottet for mulighed for handling," sagde hun, idet hun trak det femte kort og lagde det under Kejseren, modsat Dronningen. Det nye kort forestillede en drageunge, kun halvt ude af sin æggeskal. "... og når du vælger dine egne handlinger, bør du have Ungen i tankerne. Intet væsen, der kan prale af at styre sin egen skæbne, kan nøjes med at følge det samme spor for evigt. Hvis denne udfordring, som du står over for, skal overkommes, vil du måske være nødt til at gøre ting, som du førhen aldrig ville have overvejet. Du har et potentiale for forandring, som ingen kan tage fra dig - du er nødt til selv at opgive det."
Eva lagde kortbunken fra sig, imens den lille skikkelse foran hende kiggede rundt på alle de fem kort.
Mark vendte hovedet op mod Eva igen. "Betyder det, at det er forkert af mig at hjælpe mine venner?" spurgte den. "Ikke forkert..." svarede Eva forsigtigt. "Men det kan være, at de mønstre, som du har vænnet dig selv til at handle i, bremser dig fra at opnå hvad du virkelig er i stand til." Hun begyndte at samle kortene sammen i bunken igen, og lagde den derefter tilbage i etuiet i hendes bælte. "I sidste ende er det trods alt din egen skæbne. Og hvem ved? Nogle gange ved folk ikke, hvordan de bedst kan hjælpes. Brug hvad du har lært, og følg din intuition - og vær på vagt over for autoriteter. Det er de eneste råd, jeg kan give," sagde hun og smilede blidt.
Den lille skikkelse af sand stod et lille minuts tid og kiggede op på navigatørens ansigt. "Mange tak," lød Marks stemme i kahytten, og skikkelsen faldt sammen til en bunke ubevægeligt sand midt på bordet. Eva klukkede let imens hun rystede på hovedet, og fejede sandet væk fra bordet. "Hvis bare greven kunne se mig nu," mumlede hun, hvorefter hun tog astralkortet op igen, og gav sig til at studere de mange stjerner, der glimtede på pergamentet.
