Opsummering for 19/3 2016

Opsummering

Musikalsk tema:

Kampen fortsatte mod mind flayerne i tårnet. Lucan sneg sig ind ovenfra med sin enorme papegøje; Erywarn, Tar og Sero begav sig ad korridoren til venstre; Abraxus slæbte den store metalplade tilbage foran døråbningen, og holdt den fast imod horden af civile udenfor sammen med Sapristi; og resten af gruppen begav sig ad korridoren til højre.

De stærkere konstrukter på menneskestørrelse lod til at være i stand til at rekonfigurere deres egne kroppe til at eksplodere, hvis de blev tilpas sårede i kamp, og sammen med et mind blast fra et større konstrukt og Adrans pludselige angreb på sine kammerater blev en god del af gruppen hårdt såret. Luna endte med at blive dræbt under kampen.

Den midterste sektion af stueetagen lod til at være fyldt af en underlig sølvern tåge, hvori der kunne findes glimtende reflektioner af fortidige, nutidige og fremtidige begivenheder. Tågen gjorde det svært at sanse og tænke, men man kunne til gengæld bruge nogle af glimtende til sin fordel - ved at observere fjenders bevægelser et par sekunder ude i fremtiden.

(Enhver, der starter sin tur i tidstågen, er dazed indtil starten af sin næste tur, men får også advantage på alle angreb. Superior Will giver et saving throw for at undgå at være dazed.)

Gruppen trængte langsomt men sikkert længere frem i tårnet, mødt af hvad der lod til at være en uendelige strøm af svagere konstrukter fra kælderen, der affyrede stråler af lys fra deres øjne, forstærket af deres eget antal. De blev ryddet af vejen lige så hurtigt som de dukkede op, og imellem bølgerne af konstrukter, der vældede op fra kælderen, besluttede Dak sig for at finde ud af, hvad der var i det centrale kammer i stueetagen.

I midten af rummet, foran et scrying-bassin, stod en ulitharid - en muteret illithid-profet, der var velsignet af de af multiversets kræfter, der ønsker at gøre livet kort for eventyrere. Scrying-bassinet var fyldt med en underlig, grøn, lysende, slimet væske, der desuden lod til at være indeholdt i enorme beholdere af organisk metal langs rummets vægge. Over bassinet kunne ses en miniatureudgave af tårnet fra stueetagen og op, med halvgennemsigtige vægge - og miniatureudgaven inkluderede alle de væsener, der var til stede i tårnet. Ulithariden lod til at have været den, der havde taget midlertidig kontrol over diverse af gruppens medlemmer, ved at tvinge dem til at forsvare deres "kvintessens" fra deres kammerater, hvad så end dette stof måtte være.

Så snart den fik øje på Dak, slog den ud med sine tentakler, kvalte ham med dem og trak ham til sig, hvilket slog ham bevidstløs. Det næste øjeblik dukkede Adran op og tvangsfodrede Dak med guddommelig bacon - begge var på randen til bevidstløshed, men dog i live. Erywarn og Tar kom flyvende fra korridoren på venstre hånd, med en eksplosion bag sig, og Podaboo svævede fra korridoren mod højre, imens Gray holdt skansen mod de sidste konstrukter fra kælderen, og brændte dem af med rent og skært raseri.

Alle kunne pludselig høre ulithariden i deres sind: "Jeg har læst jeres tanker. I er… underholdende. Så store ambitioner, men så lidt handlekraft, og slet ingen forståelse for hvad der sker omkring jer."

Tar påkaldte en magisk hvirvelvind, der samlede ulithariden op og holdt den fanget i luften.

Igen kunne ulithariden mærkes: "Jeg har beskuet jeres sjæle. I er alle dømt til lidelse. Jeres eneste frelse er hos Thoon, men i er ikke værdige til den frelse."

Drevet af sorg, had og raseri efter først at have været nødt til at dræbe en lille, uskyldig pige, og derefter at vågne fra bevidstløshed til at se Lunas døde krop liggende ved siden af sig, fanget i tentaklerne fra et af de enorme konstrukter, løftede Podaboo sit spyd, tog sigte mod ulithariden, og skreg med en vrede, som ingen andre i nærheden af ham havde hørt i hans stemme før: "Quaggans venner kæmper for hinanden! Ikke for dig!"

Som en enkelt organisme kylede Podaboo sit spyd og Erywarn sin lanse, ledsaget af lyn fra Daks bue og stråler af energi fra Adran og Tar, der alle kolliderede i ulitharidens brystkasse - og ulitharidens overkrop eksploderede i et væld af grøn slim, lilla blod og diverse ukendte indre organer.

Ulithariden faldt livløs til gulvet - men hvad der lod til enten at være en sidste krampetrækning eller et forsinket ekko af dens tanker, der blev forstyrret af tidstågen, der omgav dem alle, kunne samtlige af gruppens medlemmer i tårnet høre den uhyrlige illithid i deres tanker: "Jeg dør, men Thoon lever! Besku jeres skæbne, og fortvivl!"

En pludselig mængde af sanseindtryk fra tågen omkring dem bombarderede pludselig samtlige af gruppens medlemmer - selv de hos Luna, hvis ånd stadig opholdt sig rastesløst i nærheden af hendes lig. Hvad de så i tågen, finder i ud af næste lørdag...

(Efter næste lørdag skriver jeg desuden et resumé af visionen her på bloggen, så de af jer, der ikke er der på lørdag, stadig når at opleve det.)