B - Mellemspil: Thaelindar Galanodel

De lærde fortalte om, hvordan der i fordums tid, i hvad man kaldte for "Dæmonernes Tidsalder", var almægtige onde kræfter løs på Eberron. Disse kræfter var så onde og så magtfulde, at de var manifestering af al den ondskab, som var muligt i verden, og hver regerede sit eget område - nogle på størrelser med nationer eller kongeriger, andre hele kontinenter. I legenderne hører vi om, hvor grufulde denne tids væsener var: Udødelige tankelæsende formskiftere, omvandrende pestepidemier, og kolossale monstre, hvis blotte fodtrin jævnede al konstruktion med jorden. Historikere og teologer er enige om, at den Sølverne Flamme opstod for at bekæmpe denne ondskab, selv om den kun var i stand til at forsegle den - aldrig udslette den fuldkomment. Og selv om nogle enkelte dæmonfyrster har brudt igennem deres bånd hist og her igennem historien, har agenter af Drageprofetien eller den Sølverne Flamme altid bragt dem tilbage i fangenskab.

Vi lever i dag i en tid, hvor op til flere dæmonfyrster er sluppet fri fra de fængsler, der har indespærret dem i årtusinder. De, der bevarer håbet, påstår, at det er en mellemperiode - en midlertidig fase i det større billede, der kun varer indtil den Sølverne Flamme sender sine forkæmpere for atter at bringe lys til verden. Men ikke alle bevarer håbet. Mod vest kæmper Bel Shalors fanatiske tilbedere for at sprede mørket til resterne af Breland, Aundair og Thrane. Mod nord regerer Erandis d'Vol fra sin knogletrone i den evige nats land. Og her i Talenta-ørkenen er vi tvunget til at være evigt på flugt fra det vanhellige avl af Den Kolde Sol og Khybers Datter, der jager os på tværs af sandet. Så hvorfor bevare håbet?

Skønt dæmonerne har frarøvet landet dets liv, bringer Maskevæverne og Hestevogterne livet tilbage hvor end de drager hen. Skønt mørkets kræfter har tvunget tjenerne af den Sølverne Flamme tilbage til tempelbyen Krezent, arbejder præster og lærde utrætteligt på at finde en udvej igennem Drageprofetien. Jeg selv er blot en jæger, der fastholder mit folks traditioner, og bringer fordums helte tilbage i nutiden igennem mine handlinger. Dagon frarøvede mig mit hjemland. Bel Shalor frarøvede mig min ganger. Men så nåede jeg til Talenta-ørkenen, og de vanskabte børn af Tiamat - titaner med drageblod. Jeg er Tairnadal, af Draleus Tairn. I mine årer løber blodet fra utallige generationer af dragejægere. Jeg er udvalgt af min forfader Telnias Shaereth, den Kløvede Klinge - han som brød belejringen af Taer Senadal, hvorefter han jagede og dræbte ormen Nosgarix.

De andre dæmonfyrster dømte mig til en lang og lidelsesfuld død. Da Tiamat forsøgte at give mig nådestødet, gav hun mig i stedet livet tilbage. Derfor bevarer jeg håbet. Derfor kæmper jeg stadig. Og med hver titan, der ligger død for mine fødder, nærmer jeg mig dagen, hvor jeg selv eller min udvalgte efterkommer bryder belejringen af Eberron. Og når dæmonfyrsterne flygter tilbage mod de huler, hvor de har gemt sig på tværs af årtusinderne, vil de ikke finde hvile - for selv i døden og med kløvet klinge vil jeg jage dem for evigt.

A: Opsummering for 18/2 + 25/2

Opsummering

Gruppe besluttede sig for at sætte efter cryorasquen imens Alaric og Roanar dækkede det Grønne Hofs retræte og Zerlanna hjalp Sommerhoffet med at kæmpe mod den Levende Gletsjer.

Cryorasquen.

Den Levende Gletsjer.

Victor fik hjælp fra en havhund til at spore cryorasquen, og mødtes med Mark II da sporet ledte ned i havet og under den Blege Gletsjer. Ustabile og dæmon-bevogtede tunneller i isen førte skibet til en del af den smeltende gletsjer, hvor Den Syvende Stjerne og Flodsangen kæmpede bravt mod Kaosflåden. Cryorasquen satte afsted mod et højt isbjerg ved kysten, og Mark II fulgte med - med så høj en hastighed, at skibet overhalede det titaniske monster, og fløj op i tågen ved isbjergets top.

Her viste det sig, at Vinterhoffets hold havde påkaldt cryorasquen, som de ønskede at bruge som våben imod Dagon, som led i Koralhoffets udfordring. Gruppen besluttede sig her for at lade Vinterhoffet gå, da de i stedet selv gled ned ad bjerget med kurs mod Kaosflåden - hvor Admiral Magwroth ventede på sit flagskib, Fortærerens Hånd.

Kampen blev skudt indledt ved at sejle tæt op ad flagskibet kort før Den Syvende Stjerne blev skudt ned fra himlen, hvilket placerede både Victor og Tusmørkehoffets deltagere på det elementale fartøj. Fjendtlige astralskibe dukkede op med forstærkninger, hvilket inkluderede et par balor-dæmoner, der teleporterede om bord på Mark II.

Balor-dæmon.

Det lod til at fjenden havde fordelen i luften, indtil det elviske astralskib Lassalagos og Den Flyvende Brelænder begge dukkede op for at fordrive de fjendtlige astralskibe - åbenbart med hjælp fra et alarmerende højt antal beholders.

Eilfenwyn dukkede desuden op om bord på skibene ved havniveau, assisteret af en række elviske riddere i hvid insektlignende pladerustning. De var bevæbnet med hellebarder, der lod til at være i stand til at affyre stråler af magi (lidt i stil med warlock-formularen eldritch blast), og gik til værks med at rasere kaosskibene hurtigt.

Alaric og Roanars harroc dukkede også op i kampen, samtidigt med en flåde af langskibe sejlet af frostjætter (allieret med Vinterhoffet), hvoraf det største af skibene bar navnet Krigvind. Astralskibet Den Faldne, sejlet af Kaptajn Eldur Darkstar, og med (tidligere) Højkardinal Krozen af den Sølverne Flammes Kirke som passager, nåede senere frem. Samtidigt med at Victor og Flyndral besejrede Admiral Magwroth i nærkamp, lykkedes det Mark II og de nyankomne skibe at udradere resten af Kaosflåden og deres assisterende astralskibe. Alaric og Roanar mistede deres harroc i løbet af kampen, da den blev fanget mellem tre eksploderede kaosskibe.

En anspændt stilhed sænkede sig over slagmarken, da en underskøn elvisk skikkelse dukkede op på himlen over isbjerget, hvor Vinterhoffet tidligere havde befundet sig.

Hun kaldte ud til sine "døtre", hvilket lod til at påvirke både Koliada, Zerlanna og Eilfenwyn - hvoraf Eilfenwyn faldt omkuld, Zerlannas snekugler eksploderede, og Koliada fløj op til den nyankomne.

Et tordenbrag senere dukkede Bjørn op - han kunne fortælle, at kvinden var vintergudinden Auril, kendt i Feriget som Luftens og Mørkets Dronning. Han gav gruppen sin velsignelse og drog videre igen, hvorefter Eilfenwyn vågnede. Inden hun kunne nå at sige meget mere end at Auril var hendes og Zerlannas mor, indkaldte Kaptajn Kirian af Lassalagos til et møde, hvor man kunne få afklaret hvilke årsager folk havde for at være dukket op, og hvordan man kunne nå dem.

B: Opsummering for 16/2 + 23/2

Opsummering

Gruppen stod over for et rundt væsen af sten, der havde animeret stenskåle med syre som tjenere, og som nu brølede højt med samme lyd som et jordskælv.

Det viste sig at være et elementalt væsen ved navn Flint, der tjente Orlassk, en daelkyr med domæne over sten. Efter lidt diskussion hjalp gruppen Flint med at fjerne nogle nedfaldne sten, og fik til gengæld lov til at passere videre.

Ringol fandt længere inde i grotten en inaktiv portal, som han aktiverede - denne gang under mere kontrollerede omstændigheder, som han påstod ville føre dem tættere på deres mål.

Gruppen begav sig igennem, og nåede frem til nogle underjordiske ruiner, hvor de stødte på et kutteklædt væsen med et hoved som en tiger og omvendte pote-hænder, der stod bøjet over et alter.

Gruppen skyndte sig hurtigt videre igennem et hul i væggen til en cylindrisk korridor, der viste sig at være en del af et netværk, hvor store syrespyttende insekter holdt til.

De kæmpede sig forbi insekterne og løb videre op ad gangene indtil de nåede ud til udgang - hvor en sandørken strakte sig så langt øjet kunne se i alle retninger. Men de var endelig ude af Khyber, og kunne nu se himlen.

Efter at have vandret resten af dagen, overnattede gruppen i ørkenen. De så undervejs en skikkelse i det fjerne i ørkenen, som en silhuet på toppen af sandbanker. Med tiden lod det desuden til, at Kyrzins sindssyge fortog sig. Da natten faldt på, brugte de stjernernes positioner til at finde ud af, at de måtte være et sted på de vestlige Talenta-Sletter - selv om det område burde være dækket af græs.

Den efterfølgende morgen var gruppen ved at pakke sammen for at rejse, da de blev angrebet af et gigantisk dragelignende væsen - tydeligvis ikke en "sand" drage, da den kun havde vinger og ikke forben, men stadig et kolossalt væsen, der var i stand til at flyve og til at spy gift.

Gruppen forsøgte først at flygte, men dragen indhentede dem hurtigt. Da den gjorde det, fik de uventet hjælp i form af en elver på en klingetand-dinosaur. Elveren sprang over på dragens ryg og begyndte at angribe den med to korte sværd, som blev separeret fra en enkelt double scimitar (et kendt våben blandt Valenar-elverne).

Der var en lang og hektisk kamp med dragen før elveren endelig gjorde det af med den, og hun introducerede sig selv som Thaelindar Galanodel. Der var en kort, anspændt diskussion omkring et drageskår i dragens pande, der endte med at Xarmash vandrede alene ud i ørkenen. Derefter begyndte gruppen at fjerne brugbare dele af dragen, som Thaelindar kaldte for "Turkanaar". De rejste derefter videre østpå, ledt af Thaelindar, i retning af Rødhorn-stammens lejr.

A: Opsummering for 4/2 + 11/2 + Bonus!

Opsummering

Gruppen satte ud for at assistere Sommerhoffets hold, hjulpet af gnomen Fendahl (der havde mødt gruppen sidst de var i Nivalir), og befandt sig snart i en tyk tåge, hvor de gigantiske havdæmoner angreb nedefra.

Isenhorven - en kraken som gruppen mødte under Vinterhoffets prøvelse - dukkede op og tog en af dæmonerne med sig, men den anden fik snart hjælp fra et dæmonisk astralskib i nærheden.

En kort og intens kamp senere, og astralskibet var på vej væk, med undtagelse af den fomorianer, som de havde med. Den Grædende Føniks blev reddet fra deres eget havmonster, men det lod til at Gwendarnorlind, Sommerens Flammende Lilje og Tiandras datter, var i en komalignende tilstand efter kampen.

Derefter rejste Mark II mod Tusmørkehoffet, og fandt deres skib Den Syvende Stjerne højt til vers, trukket af Den Vilde Jagts ulve, i kamp med både astralskibe og Kaosflåden.

Gruppens eget skib nærmede sig, og da der udbrød kamp imellem Mark II og de fjendtlige skibe, dukkede en gigantisk skikkelse op på isen i nærheden: En gigantisk skikkelse, der mest af alt lignede en kæmpemæssig warforged, og som var prydet med krystaller. Skikkelsen viste sig snart at være en prototypisk harroc, styret af Alaric d'Cannith og en eller anden person ved navn Roanar, som gruppen ikke havde mødt før.

Sammen fik de ødelagt både Kaosflådens skibe og de fleste af astralskibene i luften, men et enkelt skib nåede at sætte kurs væk derfra med høj hastighed, inden gruppen kunne nå at skyde det ned eller sabotere det.

I mellemtiden...

Victor sænkede sin tryllestav, og der var et kort øjebliks stilhed inden det sidste kaosskib eksploderede. Stanken af stegt dretch blandede sig med den nærmest sødlige lugt af blodet fra de mørke feer, som var sendt dertil af Luftens og Mørkets Dronning, inden Zerlanna landede et par meter væk og blæste den ækle luft væk med et vift af sin hånd.

Eladrinen løftede en krystalkugle op, hvor en mængde af glitrende sne- og glaskrystaller hvirvlede rundt. "Kalder Mark II, Zerlanna her. Den anden bølge af skibe er netop blev endeliggjort. Den Grønne Ridder har netop dræbt Balor i en duel, men holdet er såret og på væk væk fra resten af dæmonerne. Det lader til at Sommerhoffet er på vej mod en samling af feer... men jeg er bange for at de er på vej i et baghold. Tusmørkehoffet ser ud til at have kurs mod den størstetilbageværende koncentration af Kaosflåden."

Hun rynkede sine øjenbryn og fortsatte: "Jeg kan mærke et meget stort væsen i nærheden af jer, men jeg kan ikke genkende det. Er i i fare?"

En stemme kunne høres fra krystalkuglen: "Hej Zerlanna, det er bare mig, Alaric." En anden stemme med let elvisk accent ledsagede den første: "Og jeg, Roanar. Vi har ikke mødtes før, men jeg skulle hilse fra Eilfenwyn."

Zerlanna åndede lettet op, og intensiteten af den bidende vind omkring hende sænkedes en smule idet Alaric fortsatte: "Vi er i gang med at afprøve en 'harroc' - en stor golem-agtig rustning bygget til at kæmpe mod tarrasques og den slags."

"Jeg er glad for al hjælp vi kan få," svarede Zerlanna, nu med et smil på læben. "Selv om jeg inderligt håber på at vi ikke får meget brug for dens intende-"

Hun blev afbrudt af et jordskælv, der var ved at slå både hende selv og Victor omkuld, ledsaget af en øredøvende lyd af splintrende is, og et brøl som tretten tordenbrag.

Victor og Zerlanna kiggede begge bagud imod den tykkeste del af gletsjeren, som indtil nu havde fungeret som fængsel for den titaniske Cryorasque. Der var nu kun et krater af sort is tilbage, og en gigantisk kolonne af vand ud for gletsjeren vidnede om, at noget meget stort netop var sprunget i.

"Glem hvad jeg lige har sagt," fortsatte Zerlanna, nu uden skyggen af et smil. "Cryorasquen er brudt fri."

Til næste gang...

Umiddelbart er der flere steder, der kunne have brug for gruppens tilstedeværen:

1. Det flygtende astralskib.
2. Dækning af det Grønne Hofs retræte.
3. Sommerhoffet er på vej i et baghold.
4. Tusmørkehoffet er på vej mod Kaosflåden, med intention om at dræbe Admiral Magwroth.
5. Cryorasquen er sluppet fri.

B: Opsummering for 2/2 + 9/2

Opsummering

Gruppen havde en kort kamp mod både en kæmpeblæksprutte under vandet og et par krabbelignende monstre ved bredden, der forsøgte at fange gruppen i klistrede bånd.

I mellemtiden åbnede Ringol en ustabil portal længere inde i grotten, der hurtigt teleporterede ham væk. En efter en nåede resten af gruppen igennem, imens Maddan holdt portalen åben.

På den anden side af portalen nåede Roanar at hele et par sår inden han forsvandt, og der var ingen spor af Ringol. Resten af gruppen stod dog snart ansigt til ansigt med en række kæmpemæssige gelatinøse terninger, der forfulgte dem igennem en labyrint uden udgang, imens telepatiske beskeder konstant blev suppleret fra en ukendt kilde. Inden for de første øjeblikke blev både Sara og Brutuz opslugt.

Gruppen opdagede snart firkantede huller i gulvet, der passede til terningerne, og lokkede dem ned i hullerne. Da det var gjort, forsvandt en del af væggen, og en skikkelse dukkede op - en skikkelse der snart introducerede sig som en daelkyr kaldet Slimfyrsten Kyrzin.

Kyrzin og en mimic kaldet Etsik tog gruppen med sig en kort stund, hvor der blandt andet var en dansekonkurrence (som Xarmash vandt). Daelkyren bad desuden om en mindre tjeneste, som indebar at eskortere Etsik til en sø i nærheden.

Gruppen tog hen til søen, hvor en flok fiskefolk snart dukkede op og indledte en kamp.

Kellark tog Etsik med sig hen til søen, hvor et stort væsen var på vej op.

Etsik spyttede en lille krystal ud i søen, der øjeblikkeligt stivnede, og væsenet standsede sin bevægelse.

Fiskefolkene standsede deres angreb, og forklarede igennem Roanar, at de havde været slaver for et større væsen indtil gruppen slap dem fri. De hjalp gruppen med at bevæge sig videre, og svømmede så selv væk ned igennem gelésøen.

Gruppen tog videre, hvor de snart fandt et kammer med uregelmæssig tyngdekraft, en sø af magma, og en flok små røde, dragelignende væsener. Ringol fandt en ny portal, som han snart åbnede, og forfulgt at dragevæsenerne bevægede gruppen sig igennem portalen.

De befandt sig nu i en lang korridor, hvor lysende grøn syre dryppede fra stalaktitter i loftet ned i stenskåle på gulvet, og videre derfra ned i en spinkel strøm mod en mindre sø af syre. Fra længere oppe i korridoren hørtes der en rumlende lyd, og et væsen af sten dukkede op og lod til at vække flere stenvæsener til livs rundt omkring i korridoren.