Mellemspil: Fremtidens tåger

(Dette finder sted kort tid efter gruppen er gået ind i den bevoksede del af Shaltiar, på morgenen efter at have besejret sfinksen Rashida.)

Der kunne høres fodtrin i korridoren midt på besætningsdækket. En kutteklædt kvinde iført mørkt tøj gik ned ad korridoren, og kiggede ind ad en af døråbningerne. Kahytten var tom, bortset fra en seng, et bord og en stol, alle tilsyneladende fremstillet af tåget, uigennemsigtigt glas, ligesom kahyttens gulv, vægge og loft. Kvinden satte sig ned ved bordet og trak sin hætte ned bag hovedet. Hun rystede kort hovedet så hendes krøllede sorte lokker faldt væk fra øjnene, og rakte ned i en læderpung ved sit bælte. Hun rodede i pungen et øjeblik før hun trak hånden ud igen, nu knuget om en aflang beholder af hærdet sort læder. Kvinden løftede låget fra beholderen, og åndede lettet op da hun så dens indhold. Hun vendte beholderen om i sin anden hånd, og satte beholderen på bordet foran sig. I hendes hånd havde hun nu et sæt kort, prydet med mørke illustrationer og symboler, men lettere flossede i kanterne. Hun gav sig til at blande kortene, først langsomt, men derefter hurtigere, som hvis det var længe siden hun sidst havde udført bevægelsen, men hurtigt genfandt rytmen.

Da kortene var blevet blandet grundigt, løftede kvinden den ene hånd for at børste en smule sand af bordet, men standsede midt i bevægelsen. "Mark?" spurgte kvinden, og sandet trak sig væk fra hendes hånd og samlede sig til en lille skikkelse, omtrent fem centimeter høj. Skikkelsen havde ingen ansigtstræk og intet der lod til at forestille hår eller tøj - som om en nærsynet havde lavet en dukke af sand baseret på en skygges udseende. Skikkelsen - Mark - løftede sin ene arm og vinkede. "Hej Eva," lød en stemme i rummet, på trods af skikkelsens mangel på ansigtsåbninger. Kvinden smilede, og gav sig til at blande videre på kortene. Mark fulgte bevægelsen, og vendte derefter sit udtryksløse hoved op mod Eva og sagde "Er det et nyt sæt kort?" Eva nikkede og bragte dem tættere på sandfiguren, hvorefter hun bredte dem ud i en vifte så den kunne se illustrationerne. "Dette er et ægte sæt tarokka-kort," sagde hun, med en overraskende ærbødighed i stemmen. "Der findes ingen bedre kort til at foretage spådomme med."

Sandskikkelsen kiggede på kortene en tid, og vendte derefter blikket op mod Eva igen. "Kan du spå hvor gruppen er draget hen? Sidst jeg så dem, begav de sig ned i nogle ruiner langt mod nord, men jeg kan ikke se dem længere." Eva samlede kortviften sammen og gav sig til at blande dem igen, med et seriøst ansigtsudtryk. "En gruppe er desværre en svær entitet at spore, da skæbnens tråde er vævet sammen for tæt til at jeg vil kunne se de enkelte trådes placering i et større hele. Men hvis du har en tættere forbindelse til en af dem end resten," fortsatte hun med et løftet øjenbryn, "vil jeg kunne beskue vedkommendes skæbne med en simpel læsning."

Mark var stille et øjeblik hvorefter sandfigurens stemme lød igen: "Dak. Jeg har set hans sind, og han har afsløret sit rigtige navn for dig. Det må betyde, at han stoler på dig, så han vil nok ikke have noget imod at du ser hans fremtid. Hvis de er i fare, bør vi jo forlade Shom så hurtigt som muligt." Eva nikkede, og trak et kort ud midt fra bunken. Det forestillede en skikkelse iført mørkt tøj og hætte, med et smørret grin og den ene hånd på sit våben. For oven og neden på kortet stod det samme ord: Slynglen.

Slynglen

"Dette kort repræsenterer Dak, og er fokuskortet for vores læsning," forklarede Eva. "Kortet er det neksus, omkring hvilket resten af kortene vil blive formet." Mark fulgte nøje Evas bevægelser idet hun blandede videre, og hun fortsatte: "Normalvis ville jeg bede dig lægge din hånd på kortene, men dit sind fylder allerede hele skibet, så det vil ikke have betydning." Skikkelsen kiggede på hende uden svar. Eva tog de fire øverste kort fra bunken, og lagde dem omkring Slynglen - først nedenfor, så til venstre, så ovenfor, og det sidste kort til højre.

"Det andet kort," sagde Eva, "fortæller om fortiden - nærmere bestemt den del af fortiden, som vil være vigtig for læsningen." Hun rakte hånden frem, og sandskikkelsen vendte kortet neden for Slynglen. Kortet forestillede en mand, der stod med munden åben og en flok kvæg bag sig, som om han var i gang med at forhandle dyrenes pris - men uden vished om, hvorvidt han købte eller solgte dem. Øverst og nederst på kortet stod det samme: Den Handlende.

Den Handlende

"Ah," sagde Eva med løftede øjenbryn. "Den Handlende repræsenterer en gensidig udveksling - den kan være lovlig eller ulovlig, og det udvekslede kan være alt fra penge til genstande til information eller tjenester. I sin nuværende plads, og i forbindelse med Slynglen, betyder kortet, at Dak har været ude for en udveksling, som han selv har fundet fordelagtig, og hvor alle parter ikke nødvendigvis har været lige... vidende omkring udvekslingen og dens natur." Med den sidst sætning gav Eva et lille smil.

"Det tredje kort," sagde Eva, imens hun rakte ud for at vende kortet til venstre for Slynglen, "repræsenterer udfordringer og modstand, som Dak - og muligvis hele gruppen - vil stå over for i den nærmeste fremtid." Det nye kort forestillede en kvinde med hyrdestav i hånden, midt i en flok får. Forventeligt nok stod der øverst og nederst på kortet: Hyrden.

Hyrden

"Hyrden. Et mørkt tegn på denne plads. Kortet repræsenterer loyalitet - men som modstand er det et tegn på forræderi eller svigt. Nogen fortjener ikke den tillid, som de er blevet givet - om så det er fordi en allieret viser sig at være en fjende eller blot er ude af stand til at håndtere sit ansvar."

Sandskikkelsen nikkede, og bevægede sig over til kortet oven for Slynglen, som om den ikke brød sig om at være i nærheden af det mørke tegn. Den kiggede spørgende op på Eva, som nikkede. Idet Mark vendte kortet oven for Slynglen, fortsatte Eva: "Det fjerde kort repræsenterer fremtiden - den nærmeste fremtid i dette tilfælde." Kortet forestillede en mørk skikkelse med gribende hænder strakt ud. Foran skikkelsen stod to lig, hver af dem med magiske symboler skrevet i panden, og et ondt udtryk i deres hvide øjne. Kortets navn var Nekromantikeren.

Nekromantikeren

Mark vendte hovedet overdrevet på skrå og spurgte "Er dette Walnan?" Eva trak på skuldrene. "Måske," svarede hun. "Fremtiden er altid indhyllet i tåger. Nekromantikeren repræsenterer en søgen efter personlig vinding, på bekostning af andres velfærd. Det repræsenterer også udøde - guderne må vide, at eventyrere finder mange af den slags på deres rejser - men skabelsen af udøde medfører næsten altid også en forbandelse over sjælen på den udøvende. Nekromantikeren repræsenterer altså en omvending - tidligere handlinger viser sig at have sået frøene til en persons egen undergang."

Sandfiguren vendte hovedet op igen og spurgte: "Betyder det, at den fortidige udveksling vil vende tilbage med negativ virkning?" Eva nikkede med et gådefuldt ansigtsudtryk imens hun svarede: "Det er en mulighed. I forbindelse med Slynglen ville jeg påstå, at den anden part ved udvekslingen vil skride til handling, og at det negative resultat af udvekslingen først vil blive gjort tydeligt dér."

Med et træk på skuldrene fortsatte hun: "Og måske vil han støde på udøde, eller lærde der har vendt deres talenter mod egoistiske årsager." Så snart hun havde talt færdig, lød Marks stemme igen i kahytten: "Er de i fare? Bør vi forlade domænet med det samme?" Eva holdt sin hånd oppe i en bremsende gestus. "Tag det roligt. Overilet handling vil muligvis sætte deres liv på spil i højere grad end ellers. Desuden mangler vi stadig at vendte et kort."

Den lille sandskikkelse begav sig hen til det sidste af kortene, der lå med bagsiden opad. "Hvad betyder det femte kort?" spurgte Mark. Eva gav et lille smil. "Ligesom fortiden og fremtiden står på hver sin side af Slynglen, står modstand og hjælp på hver sin. Det femte kort repræsenterer mulige allierede imod de kommende prøvelser. Eva rakte ud og vendte det sidste kort om imens Mark så til. Det forestillede et kranie med hugtænder, svævende i en glaskrukke, placeret oven på en stand. Både kraniet, krukken og standen var pyntet med udskæringer og ædelsten, og øverst og nederst på kortet stod dets navn: Artefaktet.

Artefaktet

"Ah ja, selvfølgelig," sagde Eva med sammenknebne øjne. "Artefaktet. Det repræsenterer en fysisk genstand, der vil være til hjælp for at undgå eller overkomme de udfordringer, der er forude. Det kan være et våben, et smykke, en bog - eller hvad som helst andet. Artefaktet vil være til stor hjælp, hvis det altså kan blive fundet." Mark lod til at blive en smule mere rolig, og sagde "Så er der nok ikke grund til bekymring. Gruppen plejer at finde alt der er gemt væk. De har gode sanser"

Eva lo og svarede: "Ja, det er sandt - hvis de altså husker at lede." Hun så rundt på alle kortene, og lod til at koncentrere sig.

Den samlede læsning.

"Min samlede læsning vil være denne," fortsatte hun. "En fortidig udveksling vil vise sig at give bagslag i fremtiden, hvor en allieret viser sig at have onde intentioner. Den nye fjendes modstand kan dog gøres uskadelig, hvis der gøres brug af en særlig genstand. Det kan være, at en handlende har følt sig snydt, og kræver betaling i form af en bestemt genstand. Eller måske vender en tidligere allieret tilbage som udød, og vil have hævn for at være blevet forrådt. Fremtiden er ikke let at tyde, og dens muligheder er mange."

Mark trådte et par skridt tilbage og kiggede på alle kortene. Sandskikkelsen så op på Eva igen og sagde: "Tak. Det vil jeg overveje," hvorefter den faldt sammen i en bunke sand, der føg væk fra bordet og landede på gulvet, hvor det et øjeblik gloede rødt, og derefter blev en del af resten af kahytten.

Eva hostede, samlede kortene sammen, og gav sig til at blande dem igen imens hun nynnede en gammel melodi.