B: Opsummering for 18/5 + 25/5 + 1/6

Opsummering

Gruppen besejrede langt om længe skarabæ-mumierne, og slap væk fra Viznalims Grav med viden om tre lokationer og en række kryptiske vers. På vej ud ad graven fandt de ud af, at en gruppe riddere af Smaragdkloens Orden også var i gang med at udforske graven, men den eneste overlevende af disse viste sig at være en mekanisk soldat, som gruppen hurtigt dræbte.

Efter et hvil rejste gruppen videre mod Krezent, og de ankom efter fire dages rejse.

Efter at have fundet sig en smule til rette i Krezent (inkl. tid til at bygge rustning og våben), blev gruppen inviteret af Roanar til at følge med på en tur ind til Lysets Råd. Gruppen besluttede sig for at følge med ind i zigguratten.

På vej derind var gruppen nødt til at passere forbi en vagtpost, hvor kun de med "rene hjerter" kunne passere igennem. En kvinde, der boede i zigguratten med sin familie, havde problemer med at passere forbi, men med gruppens hjælp nåede hun igennem (om end en dusk shard-halskæde fattigere). Gruppen passerede forbi uden problemer.

Det lod til at zigguratten havde forskellige former for vagter og præster af shulassakar-folket - de fleste var bevæbnet med langbuer, og havde enten farvestrålende tatoveringer eller slangetræk dækket af fjer i alle regnbuens farver.

Efter en tids vandren i zigguratten (og venten i et ventekammer) nåede gruppen frem til Lysets Råd, der bestod af fem individer:

• En unavngiven elvisk skikkelse, der lod til næsten at være et omvandrende lig med en gylden ansigtsmaske.
• Aherion Lanharath, som gruppen havde mødt forleden dag.
• Chlaire ir'Aiska, en half-drow som nogle i gruppen havde set i Sharn da byen blev belejret af tarrasquen.
• Inavissa'tassalyn, en shulassakar-præst der talte for couatlen Ishkayossikalliar.
• General Tovaash, en gylden dragonborn fra Q'barra.

Elverskikkelsen ved Lysets Råd.

Aherion Lanharath.

Chlaire ir'Aiska.

Der blev udvekslet information, og gruppen blev rådet til at tale med Krezents udviste bibliotikar: Zuhesh'itehan, den Faldne Lærde.

Efterfølgende forsøgte Xarmash at finde en funktionel smedje, Urzuk hjalp igen kvinden som gruppen mødte ved indgangen til zigguratten, og Maddan havde en samtale med Zuhesh'itehan - en stor, slangeagtig skikkelse med fjerløse vingestumper, der tilsyneladende var indespærret i et bibliotek i teltbyen.

Da gruppen sidenhen talte med Ringol om hans identitet og planer, sagde gnomen at han ikke havde ondt i sinde for verden eller gruppen selv, men at han heller ikke havde tænkt sig at blive længe i Krezent. Hvis gruppen ønskede det, ville han invilge i at fortælle dem hvem han var - men kun hvis de virkelig ønskede det, da det ville være viden som ikke kunne trækkes tilbage...

A: Opsummering for 20/5 + 27/5 + 3/6

Opsummering

Stjernernes Spil var overstået, og i flere dage varede festlighederne der fejrede spillets afslutning!

Koralhoffet havde i sin første deltagelse vundet Spillet, og dermed cementeret sin plads blandt Stjernernes Hof.

Der blev festet, narret, spist, drukket og endelig hvilet ud.

Som det næste skridt på deres eventyr besluttede gruppen sig for at udforske Cryas Krystalbjerg og vinde "Barzaionax' Klo" - et mægtigt våben som Victor ledte efter.

Gruppen sejlede en time ud på havet, placerede Krystalbjerget, og drog straks derind. De blev hjulpet en tid af historiefortælleren Ellevis, der selv havde hørt lidt om Krystalbjerget.

I bjerget stødte gruppen på en dragestatue, der blev kaldt "Glaustenzaal" af en inskription. Statuen var levende, og vejledte gruppen på deres videre rejse mod midten af Krystalbjerget, hvor de var nødt til at besejre en række krystalvæsener for at bevæge sig videre.

Undervejs så gruppen desuden nogle væsener, der bestod af tentakler, mørke, stjernelys og øje, men de lod til at være travlt beskæftiget med krystalvæsenerne, og Glaustenzaal forsikrede gruppen om at de besynderlige entiteter var der for at beskytte gruppen mod krystalvæsenerne.

I midten af Krystalbjerget fandt gruppen hvad de søgte: Sværdet Kotharlosvir - også kendt som Barzaionax' Klo, Barzais Krumsabel, Måneleen eller Dæmonernes Banemand. Victor trak sværdet ud fra dets hvilested, men var nødt til i den sammenhæng at slippe et ufatteligt stærkt væsen fri: Den største fjende som dragen Barzaionax nogensinde havde indespærret i Krystalbjerget.

Dette viste sig snart at have taget form i dragestatuen Glaustenzaal, og efter en kort udveksling af ord og trusler slap fangen ud af bjerget.

Tilbage ved skibet påkaldte gruppen Radim, og de indvilgede i den aftale han tidligere havde foreslået: Imod betaling i form af Bladet fra det Midterste Træ ville Radim give gruppen et fragment af Sandhedens Bog og sende dem til Krystalørkenen i Thyria - hvorfra i hvert fald tre dele af Himlens Arsenal kunne opnås. På vejen ville han desuden sende dem til Lazamian (på ørkenplanet Shom), så de kunne få mulighed for at bruge deres nye del af Sandhedens Bog og se til Lunas børn.

Da Radim transporterede skibet, dukkede alle gruppemedlemmerne dog op i en terning af glas, tilsyneladende uendeligt dybt nede i et mørkt hav...

A: Opsummering for 29/4 + 6/5 + 13/5

Opsummering

Gruppen kæmpede ihærdigt mod Kloppervokken, men en efter en endte de bevidstløse på jorden. Da håbet var på nippet til at være brugt op, løb en dreng og en pige, som bar Excalibur, ind fra skoven og tog kampen op mod uhyret. Det gav gruppen tid og pusterum til at omgruppere, men de to unge nyankomne var ikke trænede krigere, og selv en skræmt Kloppervok var en voldsom udfordring for dem - og drengen, som kaldte sig for "Den Blege Prins", blev snart slugt levende af Kloppervokken. Med lidt hjælp fra gruppen endte det dog med at pigen "Alice" huggede hovedet af uhyret - og efter hovedet var hoppet væk, forsvandt begge de unge (inkl. Excalibur).

Gruppen påkaldte Jårkræ, den Røde Middagsridder, for at hjælpe de sårede under kampen.

Efter at have brugt den livgivende kalk fra Fiskerkongen til at genoplive Gray, drog gruppen videre, indtil de kom til en lysning hvor den Grønne Ridder udfordrede dem. Først var han for hurtig til at kunne blive såret, men de sænkede hans hastighed og Gray taklede ham ned fra hans hest. Så påkaldte han hjælp i form af de døde riddere Myrail og Grigori Yuri - begge krigere som nogle af gruppens medlemmer havde set dø. Da de begge havde brugt deres livskraft til at beskytte Ridderen, udfordrede han gruppen til at stille op med en enkeltperson til en duel. Gray tog udfordringen op, og selv om han var den eneste der rent faktisk kæmpede mod Ridderen, fik han hjælp, heling og opmuntrende ord fra de andre i gruppen, der konstant stod klar til at gribe ham hvis han faldt om. Inden længe var Ridderen besejret, og Gray kappede hovedet af ham hvorefter han ærede Ridderen ved at hælde alkohol ud over stedet hvor han faldt.

Gruppen påkaldte Araellon, den Hvide Morgengrysridder, for at holde Grigori Yuris opmærksomhed under kampen.

Ved at bruge det tredje horn til at påkalde den sidste af Baba Yagas ryttere, sikrede gruppen sig passage tilbage til Urskoven, hvorfra gruppen fik yderligere hjælp fra vinterulven Fraga til at nå tilbage til deres pram. Herfra rejste de tilbage ad Tidens Flod til Senaliesse, og dukkede op få øjeblikke inden de tog afsted.

Den Sorte Midnatsridder.

Dak var død under kampen mod den Grønne Ridder, så gruppen fik hjælp fra Herbert von Westgaarde til at genoplive ham. De nåede derefter at få en god omgang søvn inden fortællingerne skulle fortælles og Stjernernes Spil afsluttes.

Her er en kortfattet version af hvad der skete:

• Victor havde nægtet at betale sin gæld til mosekonen Helga, og ved at bryde sit ord var han ikke længere i stand til at deltage på vegne af Koralhoffet. Mark tog hans plads, både som væbner og som fortæller.
• Vinterskæg tvang alle hofferne til at give en enkelt belønning videre til et andet hof, hvorefter belønningerne blev vurderet. Det Grønne Hof stod til at vinde, med Sommerhoffet på andenpladsen, Koralhoffet på tredjepladsen, og Tusmørke- og Vinterhofferne på en delt sidsteplads.
• Den Grønne Ridder afslørede sin egen identitet: Nuadar Shavian, første bærer af Claoímh Solais, og for evigt forvist fra Stjernernes Spil. Dette ugyldiggjorde alle belønninger som han havde været med til at optjene, inklusiv hvad hoffet havde givet i gave til Sommerhoffet.
• Den Grønne Ridder inviterede desuden Gray til at træne med Ridderen ved den Hvide Brønd, da han havde et par ting at lære ham om Excalibur.
• Med denne rokering (og Flyndrals efterfølgende påkaldelse af Kvældslotstraktaten) faldt det Grønne Hof til en sidsteplads og Sommerhoffet til en næstsidsteplads. Vinterhoffet lå nu på en andenplads, Tusmørkehoffet på en halvandenplads, og Koralhoffet stod endelig som vindere af Stjernernes Spil.
• Belønningerne dukkede op i luften fra en besynderlig sfære med en ildevarslende besked: "Det syvende segl er knust. Det ottende segl er smedet af sølv og knogle. Allabar vil åbne vejen for Moderen til Den Midterste Drage."
• Lettere fornærmet lod Sommerdronning Tiandra sværdet Caladbolg falde ned i stengulvet, hvor det lod sig begrave halvvejs op ad klingen.
• Gray påkaldte Radim, som dukkede op bag gruppen.

Drama Points

Alle

• +1 for at have gennemført Stjernernes Spil, og yderligere +1 for at have vundet Spillet.
• +1 for at have vundet Excalibur, en del af Himlens Arsenal.

Gray

• +1 for duellen med den Grønne Ridder.

Victor

• +1 for godt rollespil af navneløshed.
• +1 for godt rollespil af aftalen med Helga.

Walnan

• +1 for god planlægning ved Kloppervokken.

Fortællingerne

Sommerhoffet (Gwendarnorlind Laeriel, Sommerens Flammende Lilje)

Fra Hvide Tårn vi vidste hvor ku' findes tumtum-træ;

Som vokser på en massegrav for tabte og fortabte.

Placeret lavt på himlen, under navnet kært Fantasia;

Og ud vi drog med fønikssejl mod det som vanvid skabte.

En stjerne lå på horisonten, lilla, lav og klar;

Det Falske Håb der lurede og lokkede med lys.

Men ej vi sejled' mod den, for vi vidste hvem den var;

I stedet anden stjerne væk, til højre, åh så tys.

På Nattehavet sejled' vi, igennem mulm og mørke;

Som blindt og magtesløst ej kunne række ud mod skibet.

Vi ankom snart til Flammehavet, gjort af ild og tørke;

Som bød os op til dans, og vi tog mod hvad var os givet.

På tværs af ild vi stod i skov af knuste drømme;

Som søgte ly hos Hvide Tårn, og viste os til smutvej.

Vi graved' under rødder, hvor vi snart fandt gange tomme;

En labyrint af tid og rum, som ofre for en drageleg.

Trods dragen hvisked' til os for at lede vild med løgne;

Ukueligt vi drog igennem labyrintens lag.

Med sind beskyttet og med syn der ikke brugte øjne;

Og snart vi stod ved rødder af det sagnomspundne træ.

Vi plukked' frugten straks, og tog den med os væk derfra;

Igennem labyrint hvor vinger basker uden fjer.

Igennem hav af flammer, til vor Føniks som stod klar;

Igennem nat til feers rige, igen iblandt jer her.

Tusmørkehoffet (Flyndral)

En lille pige blev forvist af alle sine kære / Til at leve sit liv nede i mørket / Så hun om alle verdens grufuldheder kunne lære / Til hendes hjerte gav op og hendes blod var størknet.

Familien smed pigen ned i et hul / Og lod hende falde, langt ned i dybet / Hvor alt var mørkt og sort som kul / Men hendes sjæl bevarede lyset.

For pigen fandt en dør til mørket under os / Hvor vanvid presser sig ind / Og Månen viste hende vej ud af sin trods / For mørket i familiens sind.

Hinsides vanvid blev hun vejledt vel af Parsifal / Og Chester invitered' begge til at drikke te / Med syvsover og hare, en træt og den anden gal / Og jeg selv, sendt for at sikre hvad der måtte ske.

Min herre havde udset pigen, ung hun var / Som elsker til en elverprins, forvist fra is og sne / Snart Alice mødte bleg en prins; de danned' kønt et par / Imens de listed' væk, ej mere i humør til te.

I latter og i galskab længe leged' de i haven / Og hvis det stod til mig, således til dages ende / Men skæbnen ville andetsteds, og Kloppervok så gnaven / Snart tvang dem til at vågne op, til liv tilbagevende.

Men under kampens hede så vi tumtum-træets skat / Dets vogter travl i kamp, om end tyran eller kustode / Og frugten lod da til at svæve ned, med smilet fra en kat / Mens Alice proklamered' Kloppervokkens tab af hoved.

På Neraths Vinger fløj de unge elskere snart hjem / Med husked' ej hinanden, da de mødtes snart igen / De rejste vider' i et hold af eventyrer' fem / Kun minded' svagt om drømmen om en barndomsven.

Jeg står foran jer nu, og skønt jeg ikke nævner navne / Er det dog sandt at Alice snart blev blodig en grevinde / Og elverprinsen ville i en lignende skæbne havne / Med titlen fra sin far, ført hid med kolde vinde.

Kun få vi var før denne dag, som kendte til fortælling / Om Alice og den Blege Prins, om kamp med Kloppervokken / Men selv om deres liv tog mørk og grum en vending / Var historien dog sand, så hold lidt igen med brokken.

Vinterhoffet (Zerlanna)

• Med Nordenvinden i ryggen rejste vi ud på Nattehavet, for at nå frem til stjernen Fantasia. Fuyalvin ledte an, og havet frøs under os. Mørke kræfter lurede under overfladen, men da de slog ud efter os, hylede Garm, og mørket fortærede sig selv.
• Vi nåede snart frem til Flammehavet, og med Fuyalvins magi blev vi beskyttet med kulde længe nok til at nå uskadte igennem. På den anden side var en skov berørt af vanvid, omringet af tåge, og Garm snart fik færten af tumtum-træet.
• Vi satte straks til vejrs med Nordenvinden, men blev belejret af pile fra skoven, og var tvunget til at lande og finde vej igen.
• Dybt i skoven lød snart stemmer, og mareridt fra vores egne sind tog form i skyggerne. Selv så jeg en hærskare af den døde gudinde Khalas engle, men dette var tredje gang jeg stod imod dem, og de var snart ikke mere end et dårligt minde.
• Resten af mit hold havde desværre ikke held med at bryde igennem mareridtet, så jeg fortsatte alene til den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod på en bakketop, som et sidste værn mod galskaben på den anden side.
• Jeg bønfaldt træet om en frugt, og i bytte for et løfte var det villigt til at lade mig få den sidste af dets frugter. Jeg vendte tilbage til mit hold, og skønt de endnu var i kamp mod skyggerne, formåede vi at forlade skoven igen.
• Tågen om skoven formede jeg til et skib, som vi brugte til at gennemtrænge Flammehavet, igen gjort hastigt af Nordenvinden. Under Nattehavet var mørket nu mæt, og gjorde ikke engang tegn til at angribe os imens vi passerede over det.
• Og nu står vi her igen foran jer, såret i stolthed om end med frugten fra tumtum-træet i favnen.

B: Opsummering for 20/4 + 4/5 + 11/5

Opsummering

Det viste sig at Belladonna, Sciroccoens Fyrstinde, Den Evige Latters Emira, Sheikha af Solens Dans, var en fe der herskede over den lille oase. Gruppen talte kort med hende, men Syldran valgte at blive i oasen da gruppen tog videre.

Snart nåede gruppen frem til Rødhorn-stammen igen, og hvilede en nat før de tog ind til oasen for at kæmpe mod den titan, som forhindrede stammen i at rejse derind. Friske og veludhvilede drog de afsted den næste morgen, og titanen viste sig at være en tidligere hammerhale kendt som Tandorok, Der Tramper Jorden Flad.

Kort forinden kampen mod titanen så gruppen en skikkelse højt på en klippetinde, der lod til at kalde på Tandorok på en blanding af elvisk og dragesprog. Skikkelsen vækkede titanen fra oasen, og fløj derefter væk på en blå wyvern, ledsaget af en lille rød drake.

Tandorok viste sig at være i stand til ikke blot at vælte de høje klippetinder i oasen, men også påkalde en storm af lyn og torden omkring sig. Ikke desto mindre lykkedes det gruppen at dræbe titanen, og de nåede at plyndre en del af dens naturlige rustning og våben inden liget sank ned i jorden og gjorde landet sort.

Maskevæveren Shenta dukkede op, og fortalte gruppen, at Tandoroks korruption og død havde gjort de lokale naturånder vrede. Hun bad om gruppens hjælp til at udføre et ritual, som ville stilne deres vrede og rense oasen igen. Gruppen indvilgede i at hjælpe, og snart måtte de beskytte Shenta fra de vrede og fornærmede naturånder, imens de hjalp til med at berolige dem. Det lykkedes dem at gøre det uden de helt store konsekvenser, og kun en lille sort plet var tilbage på jorden hvor Tandorok var faldet.

Rødhorn-stammen nåede ind til oasen, og den næste uge var præget af fred og ro. Gruppen fandt ud af fra elveren Thaelindar Galanodel, at kombinationen af dragesprog og elvisk var set før - som inskription på en grav, som hun havde opdaget (men ikke åbnet) for en måned eller to siden. Gruppen fik markeret stedet på deres kort, og besluttede sig for at rejse direkte mod denne "Viznalims Grav" imens Rødhorn-stammen foretog det sidste stykke af rejsen mod Krezent uden dem (om end med Thaelindar som livvagt). Planen var derefter at gruppen ville rejse fra graven og direkte til Krezent, for at nå frem omkring samme tid som Rødhorn-stammen.

Efter nogle forberedelser tog gruppen afsted mod graven. På vejen opdagede de et område af sort sand, der lod til at bevæge sig i løbet af natten, og senere mødte de en besynderlig rejsende, der var indhyllet i sort stof og stod ved en gigantisk bue af glas. De nåede frem efter planen til graven, der viste sig at være et kælderniveau under en for længst ødelagt bygning, på toppen af et stort plateau. Der var spor efter nogle få rejsende op til plateauet og på væk ud fra graven - og graven lod til at være blevet åbnet efter Thaelindars besøg.

Gruppen begav sig ind i graven, hvor de fandt væg og gulv skabt af wall of force-formularer dækket med illusioner, og da gulvet forsvandt, faldt de ned i et forseglet kammer hvor utallige skarabæer kravlede ud fra huller i væggene. Det lykkedes dem at åbne for en udgang fra rummet ved at påkalde en eksplosion af ild oppe ved indgraveringen af en sol på væggen, hvilket fik en del af væggen til at glide ned i gulvet.

På den anden side var en korridor, hvor stråler af brændende lys skød ud af hullet i væggene, og lidt adgangen flygtede gruppens medlemmer fra skarabæerne på tværs af de brændende stråler. Hinsides strålerne nåede de ind bag en illusion som skjulte dem, og skarabæerne trak sig tilbage til deres rum hvorefter den hemmelige dør lukkede sig igen. Med usikkerheden om klogskaben i at tage sig et egentligt hvil i graven drog gruppen videre efter en kort omgang helende magi og eliksirer.

Oppe ad en trappe fandt gruppen et kammer, hvor de blev angrebet af besynderlige mumier fyldt med skarabæer - og da man skulle tro, at de var ved at have overhånd i kampen, dukkede endnu en mumie op igennem en væg, der åbenbart også var en illusion.

Et lille stykke inde i kampen blev Roanar voldsomt såret, men i stedet for at besvime fra smerten lod han til at forvandle sig til en antropomorf ræv med sølvpels, som brød ud i et grin da den opdagede sin egen forvandling...

A: Opsummering for 1/4 + 8/4

Opsummering

Det Grønne Hofs prøvelse blev skudt i gang:

"I en fjern del af Feriget, hinsides Urskoven og dens rædselsfulde have, vokser tumtum-træet ved verdens ende. Bring mig frugten fra tumtum-træet. I har indtil sommerens genkomst."

Flyndral havde allerede frugten, og gav den med det samme til Grønherre Oran, med et løfte om en fortælling når tiden var inde.

Hjulpet af Elias drog gruppen afsted på Tidens Flod, og nåede snart frem til Urskoven. Her gik de i takt med tiden indtil de mødte Baba Yaga - tre gange, i bagvendt rækkefølge, som om de rejste længere og længere tilbage i tiden. De tre Baba Yaga'er insisterede desuden på at være hinandens søstre.

Først hjalp gruppen Baba Yaga med at dekorere hendes have, dernæst hjalp de med at plante hendes have, og til sidst hjalp de hendes hus med at komme ned fra de træer, hvor det havde sat sig fast.

Som tak for hjælpen modtog gruppen tre horn, som kunne bruges til at påkalde hjælp en enkelt gang hver.

På den anden side af Urskoven, da solen var gået ned, nåede gruppen frem til Nattehavet - et mørkt hav, hvor mørket lod til aktivt at hungre efter dem. Tre gange nærmede mørket sig, og tre gange blev det slået tilbage igen, før gruppen nåede frem til Fiskerkongens Slot på grænsen til Flammehavet.

Fiskerkongen var en aldrende elver, der i sin tid havde deltaget i Stjernernes Spil for Det Grønne Hof, men som nu i højere grad var affilieret med Koralhoffet. Gruppen blev budt på middag, hvor de oplevede tre processioner gå igennem middagssalen: Den første med en kandelaber ("Et vejledende lys for den rejsende, der er faret vild"), den anden med en blodig, knækket lanse ("Lansen der engang sårede mig, og som jeg har beholdt for at minde mig selv om mine fejl"), og den sidste med en bulet kalk ("Næring og liv for den rejsende, der sulter og tørster"). Gruppen spurgte ind til alle tre processioner, hvilket viste sig at ophæve en forbandelse, som Baba Yaga havde lagt over Fiskerkongen. Som tak for deres omtanke gav han dem kandelaberen, kalken og hans fiskestang, foruden muligheden for at hvile sig på slottet.

Fiskerkongen fortalte desuden gruppen om hvad der ventede dem på den anden side af Flammehavet, i form af et digt:

I glummert lys den slyge spæg

stod gomrende og glim.

I børkens dyb stod mamren fjæg

og bungrede i skim.

Min søn han så et bæst så stort,

med farlig tand og klo!

Dets vinger var af læder gjort,

med halsen fra en snog!

Og flammeøjne stirred' trumt

fra tomtetræets vånd.

Min søn han gik mod bæstet stumt,

og tog sit sværd i hånd.

Men væk det løb hans hjertes mod,

da bæstet guste spok!

Og dyret sprang ham ret imod,

den kurpe Kloppervok!

Ud han slog med med sværdet vores

men ku' død ej bringe.

For Kloppervokken kun kan såres

med en vorpen klinge.

Fra bæstets galskab, tand og klo

han løb i skræk og jag.

Og aldrig han vil finde ro

fra Kloppervok ved tomtetræ.

Friske og veludhvilede drog gruppen videre - denne gang på tværs af Flammehavet, i en magisk forstærket båd lavet af søstjerner. Med tilstrækkeligt samarbejde var de i stand til at nå frem på den anden side af Flammehavet, og de befandt sig nu i en tåget skov hvor galskab lod til at være normalt: Solen og Månen løb om kap med hinanden på tværs af himlen, blomsterne bagtalte folk der så på dem, vinden var tyk som suppe, og hunde og katte boede sammen.

De fandt her et bord, der var dækket op til teselskab (og som lod til at have været blevet brugt allerede, at dømme efter det brugte service og den kolde te), men hvor ingen var til stede.

Videre inde i skoven fandt gruppen den yderste grænse for Feriget, hvor tumtum-træet stod ensomt med sine spiralformede grene på en bakketop. På den anden side af bakken lod selve virkelighedens materiale til at være flosset og give efter...

I tumtum-træet hang dog den eftertragtede frugt, med spiralformet skal om en let lysende kerne. Gruppen begav sig varsomt frem, da væsenet de havde hørt om fra Fiskerkongen lurede i træet - og snart sprang Kloppervokken ned og gik til angreb!

Som i digtet var Kloppervokken et farligt bæst, og den sprang frem og tilbage med klør hvirvlende omkring sig, og øjne der sendte stråler af flammer afsted. Værst var dog dens spokke gusen, der medførte vanvid og især lod til at påvirke de af gruppens medlemmer, der var aberrations.

Med magi, snilde og en lille smule held lykkedes det dog Walnan at få frugten ned fra træet - nu bliver udfordringen blot at slippe væk fra Kloppervokken i live...

B: Opsummering for 30/3 + 6/4 + 13/4

Opsummering

Rødhorn-stammen slog sig ned ved oasen, og Ringol begyndte at oplære de forskellige gruppemedlemmer i forskellige typer af håndværk.

Efter en håndfuld dage dukkede endnu en stamme op: Femtand-stammen, en gruppe af mennesker, elvere og halflings, der identificerede sig som Stormløbere (hvorimod Rødhorn-stammen identificerede sig som Sandskæl). Femtand-stammen sejlede på tværs af ørkenen på "sandskiffer" - fladbundede både og skibe, der blev drevet fremad af magisk forstærket vindkraft. Hvor Rødhorn-stammen havde en flok af planteædende finnehorn med sig, havde Femtand-stammen kødædende fastiether, snittere og klingetænder.

Gruppen byttede sig her blandt andet til tegninger og lidt materialer til at kunne bygge sig et fartøj i stil med en større sandskif (med planer om at lave en sandskif i "sværdtand"-størrelse).

Rødhorn-stammen drog snart videre, og gruppen tog med. Planen var at nå frem til den næste oase efter nogle dages rejse, men spejdere vendte snart tilbage til stammen med nyt om, at oasen var opholdsstedet for en titan. En anden spejder fortalte om nyligt afdækkede ruiner, og gruppen begav sig ud for at undersøge ruinerne, i håbet om at kunne mødes med stammen senere og så tage hen til oasen for at håndtere titanen.

Halvvejs til ruinen så gruppen hvad der kunne være en ukendt oase eller et synsbedrag i horisonten, men besluttede sig for at rejse videre og undersøge det senere.

Ruinen i ørkenen viste sig at være fra dragonborn-imperiet, der eksisterede et sted mellem 10.000 og 14.000 år siden, og drageruner beskrev stedet som "Den Tredje Prøvelses Kammer". Ruinen var forseglet, men gruppen opnåede adgang ved at sværge over for en aftegnelse af den blå drage Ourelonastrix, at de ville beskytte drageprofetien.

Inde i ruinen var en korridor med et gulv dækket af fliser farvet som kromatiske drager. Man var nødt til at betræde fliserne i en særlig sekvens for at nå frem til den anden side og åbne døren for enden af korridoren, da forkerte trin blev straffet med efterligninger af drageånde fra udskårne dragehovedet langs vægge og loft.

På dette tidspunkt dukkede både Urzuk og Xarmash op - foruden elveren Syldran, en skattejæger og tidligere kunde på Kellarks gamle kro, der var i området for at lede efter netop Den Tredje Prøvelses Kammer.

Efter at være nået frem til en løsning på sekvensen, begyndte gruppen at begive sig igennem korridoren - men da de var halvvejs over fliserne, dukkede dragonborn-spøgelser op for at bekæmpe gruppen. Med nød og næppe nåede alle gruppens medlemmer dog over på den anden side i sikkerhed, hvor kun en person der havde svoret at beskytte drageprofetien kunne passere videre.

Videre inde i ruinen fandt gruppen en dragestatue med fem hoveder - i de samme fem farver som fliserne i korridoren forinden. Syldran skyndte sig her at indlede Den Tredje Prøvelse inden gruppen nåede at se sig omkring - og statuen sprang til livs og begyndte at angribe alle i rummet!

Statuen havde fem forskellige typer af dødbringende ånde, men disse lod til at kunne blive forhindret ved at ramme særlige lysende ædelstene på de forskellige hoveder. Statuen bestod desuden af hærdet sten, der var resistent over for almindelige våben - men i sidste ende, efter en lang og hård kamp, var Urzuk i stand til at kappe alle fem hoveder af med et enkelt hug, ved hjælp af adamantium-sværdet fra Hafrazens grav.

Dragonborn-spøgelser dukkede op igen, men denne gang for at hylde gruppen som nye beskyttere af drageprofetien, og et kammer i midten af lokalet blev åbnet. Her fandt gruppen en bog af sølv og guld, et siberys dragonshard til at læse teksten i bogen igennem, og en magisk amulet farvet som de fem typer af kromatiske drager.

Straks da gruppen var kommet ud af ruinen igen, så de en lille rød drake, som hurtigt fløj væk over dem.

Gruppen hvilede sig kort, hvorefter de drog videre igen, med planer om at forlænge turen en smule for at undersøge oasen/synsbedraget. Da de kom nærmere, viste det sig rigtignok at være en oase - befolket af letpåklædte og udsmykkede mænd og kvinder, der lod til at holde til i store flamboyant farvede telte. Et par af folkene mødtes med gruppen da de var nær oasen, og det blev her fortalt, at oasen blev styret af en fyrstinde ved navn Belladonna - ifølge nogle folk betegnet som en fe - der ønskede at mødes med gruppen og høre om deres eventyr.

A: Opsummering for 25/3

Opsummering

Efter en kort samtale med Markus von Überwald og Nimhir Anorethel fra det gyldne skib Exterminatus rejste gruppen tilbage til Senaliesse, hvor der blev fortalt historier om både Koralhoffets prøvelse og om hvordan resten af Stjernernes Hof havde udryddet de dæmoner, der havde været tåbelige nok til at begive sig ind i Feriget.

Den nuværende stilling i Stjernernes Spil er som følger:

• Det Grønne Hof kan nu ikke opnå flere belønninger, men folk lader til at anse dem for at have en god position.
• Sommerhoffet og Tusmørkehoffet ligger begge i midten.
• Vinterhoffet har en risikabel position.
• Koralhoffet har en risikabel position, men anses generelt for at være foran Vinterhoffet.

Vinterhoffets deltagere er nu følgende, efter en rokade:

• Ridder Zerlanna
• Væbner Nordenvinden
• Væbner Garm
• Væbner Fuyalvin

Victor er ikke længere påvirket af kærlighedseliksiren.

Der blev diskuteret mulighederne for at love belønninger væk, men intet blev besluttet med sikkerhed. Zerlanna ville dog finde ud af nærmere efter en samtale med Vinterskæg.

Drama Points

Vi besluttede en ny regel for Drama Points, der indføres så snart Stjernernes Spil er overstået:

• Man kan betale 1 Drama Point for at få en betinget "favor", hvor man mod en handel introducerer et nyt narrativt aspekt i kampagnen (fx "Jeg kender nogen her"), eller overkommer en narrativ udfordring (fx "Min gud giver mig en vision der kan hjælpe os med at finde hvad vi søger").
• Man kan betale 2 Drama Points for at få ovenstående fordel uden at behøve at gøre noget til gengæld.
• Mellem eventyr kan man fortsat bruge Drama Points til at købe Drama Cards.

Drama Point rewards:

• Dak +2:
• +1 quest
• +1 RP af insanity
• Gray +2:
• +1 quest
• +1 cool
• Luna +3:
• +1 quest
• +1 svanemøer
• +1 Koliada
• Victor +4:
• +1 quest
• +1 Takazhuna
• +1 Flyndral
• +1 Koliada
• Walnan +2:
• +1 quest
• +1 beskrivelser

Fortællinger

Fortællingen om krigen i Femørket/"Hvordan kaninen narrede dæmonerne" (Abekongen)

• En kanin ved navn Matigwess drog ud til Femørket, hvor dæmoner havde brudt igennem fra den dødelige verden, og med sin snuhed stjal han deres opmærksomhed. Dæmonerne fulgte efter kaninen, der ledte dem igennem tunnellerne efterladt af rødderne på det Sølverne Takstræ i tidernes morgen.
• Tunnellerne var fyldt med sølvernt månelys, og Månemøen erklærede, at det var dæmonsæson, hvorefter den Vilde Jagt (ledt af Lucan, Drizzt Do'Urden og Minsc) nådesløst slagtede en tredjedel af dæmonerne.
• Matigwess ledte resten af dæmonerne videre til Tårehavet, som var fyldt med tårer af is fra Frostprinsens fort. Kaninen løb op derfra igennem tunneller til overfladen, som var for små til de fleste af dæmonerne.
• Elias Alastai bød Tårehavet op til dans, og havet løb over sine bredder. Endnu en tredjedel af dæmonerne blev enten knust af havet eller gennemboret af de frosne tårer.
• Matigwess ledte den sidste rest af dæmonerne op til overfladen, som var dækket af slyngplanter. Dæmonerne indhentede langt om længe Matigwess og dræbte ham. De blev endelig opmærksomme på, at kaninen havde ledt dem ind i et eventyr, men da var det alt for sent.
• Grønherre Oran sang til slyngplanterne, der voksede omkring dæmonerne og holdt dem fast imens Sommerdronning Tiandra førte en steppebrand på tværs af jorden der brændte den sidste rest af dæmonerne væk.
• Da flammerne var døet hen, var det blevet nat, og idet fuldmånen skinnede ned fra himlen, genopstod Matigwess og løb op ad månelyset til sit palads.
• For Matigwess er blot et af Kaninfyrstens mange navne, og Kaninfyrsten kan aldrig i sandhed dø så længe der er snuhed i et dødeligt sind eller latter på et barns læber.

Det Grønne Hofs fortælling (Penelope)

• Med det gode skib Galifars Arv under Kaptajn Loralyssa af Shae Loralyndar fik vi passage til et land af is, sne og dæmonbesatte have. Snart stod vi over for fartøjer af utæmmede elementale kræfter, ledsaget af utallige dæmoner. Skønt Gwynlens sirenesang fik fjenderne til at fare på hinanden, og Kyrios holdt dæmoner fra kontakt med skibets dæk i mere end et øjeblik, lykkedes det os ikke at slippe i land med vort skib i behold, og Galifars Arv gik under.
• Længe ledte vi efter kilden til kræfterne der var ankommet fra Afgrunden, og inden længe drev vi et væsen af skygger og flammer til at fortælle os, at de var ledt af Balor, den første af sit navn, tidligere kendt som den fomorianske konge, Baloch Dúnlang.
• Igennem is, sne og dæmonisk slam sporede vi snart Balor til en arena af frossent blod, hvor den store dæmonherre morede sig med at slagte sine undersåtter, fanger og allierede. Ledt an af mig selv sneg vi os ind i arenaen, hvor Den Grønne Ridder udfordrede Balor selv til en duel til døden. Leende tog Balor imod udfordringen, men blev snart overvældet af vor ridder, der gennemhullede dæmonen med spyddet Rhongomyniad - det våben, som Kong Baloch Dúnlang selv engang havde båret!
• Såret af spyddet brød Balor duellens ord, og beordrede sine dæmoner til at dræbe os. Men han havde brudt sit ord i en del af Feriget, og hans undersåtters styrke svandt ind som var de ikke mere end en sværm af rotter, der snart blev knust under klør og spiddet af pile. Dæmonherren indså ikke hvor han havde fejlet, og forsøgte at flygte fra duellen. Uden et ord på læberne kastede Ridderen sit spyd, der gennemborede Balor og sendte ham tilbage til Afgrunden, indhyllet flammer og lidelse.
• Vi står derfor foran jer i dag, ikke blot som Balors banemænd, men som udryddere af hans utallige undersåtter, og bevis på båndet af ord der ikke bør brydes.

Sommerhoffets fortælling (Kaptajn Sotlan)

• Med vinden i sejlene bar Den Grædende Føniks os ud på Nivalirs smeltede hav, hvor vi håbede på at finde den Mørke Jagt, tjenere af Luftens og Mørkets Dronning. Først fandt vi is, der gemte på dæmoner, og vi vidste, at det var Il'navins værk. Dernæst fandt vi tåge, der gemte på dæmoner, og vidste, at det var Seldoreths værk. Til sidst fandt vi mørke, der gemte på dæmoner, og vidste, at Corgoran var nær.
• Ubegribelige uhyrer fra dybet var hurtigt i hælene på os, og forude var kun tåge og mørke, der gemte på rev af is. Men båret på ildfuglens flammende vinger overkom vi revet og slap væk fra dæmonerne.
• Snart befandt vi os over en dal af sne, der endnu var urørt af smeltningen, og vi landede i skyggen af et isbjerg for at genfinde sporet. Isbjerget brød sig ikke om det, da også det viste sig at være en tjener af Luftens og Mørkets Dronning. Men selv det største isbjerg kan smelte, og imens Aherion og jeg selv sejlede Føniksen i cirkler om uhyret, hvirvlede Prinsesse Gwendarnorlind og Prins Saif-al-Shula i en flammende dans om dets ben - og snart faldt isbjerget ned over os, ude af stand til at holde sig selv oppe. Føniksen, med alle dens fire master, kæntrede og blev dækket af sne.
• Begravet var vi ubevægelige i blot et øjeblik, inden håbets flamme brændte sig vej igennem isbjergets lig, og Den Grædende Føniks atter spredte sine flammende vinger på tværs af himlen. Vi havde nedlagt en mægtig tjener af Luftens og Mørkets Dronning, om end ikke den vi havde ventet. Og med sejren i behold drog vi atter tilbage til Senaliesse, hvor ingen kulde i sandhed bliver længe.

Tusmørkehoffets fortælling (Flyndral)

• På Den Syvende Stjerne sejlede vi stærkt mod fjerne, fagre kyster. Ude i det dybe astralhav fandt vi domænet Nivalir, hvor den grusomme gudinde Khala engang regerede, men som nu var i færd med at smelte!
• Stærkt vi sejlede i kamp mod Kaosflåden, og overvældede dem med vores klinger, klør, klogskab og overlegne sans for æstetik! De var snart på flugt, men selv Admiral Magwroth, Kaosflådens korrupte og knirkende kejser, kunne ikke gemme sig længe fra os, for både vinden og vandet var på vor side!
• Dette havde dog vist sig at være en fælde, for så snart Den Syvende Stjerne sejlede spektakulært igennem skyerne mod Magwroths frygtsomme fartøj, fokuserede flåden deres drabelige dødsinstrumenter i vores retning, og mit kære skib blev skudt ned fra himlen!
• Med eksplosioner i ryggen sprang vi stilfuldt over på flådens flagskib, Fortærerens Hånd, hvor Parsifals penumbrale parti parterede de fæle fomorianere, hvis følgeskab med flåden viste sig at være en fabelagtig fejl. Drabelige dæmoner blokerede bastant vor vej, og Mathghamhain blæste til jagt mens Chester sprang usynligt mellem udyrene! Ulv og kat imellem var min rute ryddet redeligt, og jeg udfordrede Magwroth til duel!
• Den dystre admiral lo blot af mig, men ved synet af sværdet i min hånd og stålet i mit blik, blev hans latter tavs, og gnisterne føg fra vores klinger idet de mødtes! Min fægtning var fuldendt, men Magwroth brugte beskidte kneb i en ellers ærefuld duel, og kombineret med hans råstyrke var jeg snart på retræte. Da hørte jeg Månemøens horn gjalde gevaldigt, og et sølvernt skær skinnede ned fra himlen som symbol på skæbne og sejr! Med vinden i håret knejsede jeg atter højt, men det samme kunne ikke siges om Magwroth, der i et øjeblik blev overvældet af lyset! Jeg så mit øjeblik og slog ud, og med sværd skinnende i stjernernes skær blev admiralen sandelig slagen!
• Som triumferende trofæ tog jeg flådens flagskib for mig selv - men ej mere vil det være kendt som Fortærerens Hånd! Fra nu og for evigt vil skibet sejle under det noble og notoriske navn "Stjerneklingen"!

Vinterhoffets fortælling (Shareth, den Underjordiske Konge)

• Afsted på skibet Naglfar, vi sejled' ud på nordlys;
• Til Nivalir, hvor legenden si'r, at guden Khala hersked'.
• Belejret af dæmoner, og infiltreret af mørke feer;
• Hvor snart vi fandt tre jægere, i luft og mørke smedet.
• Vor ridder spildte ingen tid, og gav dem straks vort skib;
• I bytte for mørke sjæle, der skulle ofres til et bæst.
• Men dette var et trick, for snart stod Jagten blot alene;
• Og tjenerne af dronningen de løb i skræk fra Vinter.
• Nu vi, med vores cryorasque, tog kampen op med Dagon;
• For havdæmoners fyrste vented' dybt i mørke vande.
• Men ej han lagde mere end et blik på vores bæst;
• Før også han blev ført med strømmen hjem til Skyggehavet.
• Skønt stor det var en sejr, flere af os nu står ændret;
• Jeg selv ej længer' tynd og hvid, og konge mer' end hertug.
• Og Koliada Aurilsdottir, Ridderheks af Vinter;
• Er atter nu fyrstinde af den første faldne sne.
• Derfor vi begge trækker os fra Spillet nu vi spiller;
• Og kalder da på blodets bånd for at hele hvad vi splintrer.
• Vor kære Vinterridder genfandt ikke blot sin titel;
• Men også kær en søster, som nu kaldes op til dåd.
• Og engang mit blod blev udgydt af en klinge sort og kold;
• Så min bror af blandet blod vil fylde mine sko som væbner.
• Det er mig nu en ære for jer at erklære disse;
• Væbner Nordenvinden, og Ridderen Zerlanna!