fredag den 14. oktober 2016

B: Opsummering for 13/10 2016

Opsummering

Gruppen vækkede bugbearen, og Xarmash dukkede pludselig op fra skoven. Kellark forsøgte at holde bugbearen fast med håndjern, men den fik smøget sig ud af dem. Da de udspurgte den, fortalte bugbearen, at Sharn var styret af en drage ved navn Azurelox, og at goblin-nationen Darguun var blevet oversvømmet.
Bugbear.
Under samtalen forsøgte den tilfangetagne goblin at løbe væk, og Zennar dræbte den hurtigt. Changelingen havde desuden fundet en gnom ude i skoven, som var blevet bundet, kneblet og gemt væk af goblinoiderne.

Gnomen, som kaldte sig selv for Luzian, fortalte, at hans folk havde et hjem i nærheden, men nægtede at vise gruppen derhen medmindre bugbearen var død.

Der blev kort diskuteret et snigmord på bugbearen for at undgå yderligere sår, men den opdagede Zennar da han forsøgte at snige sig ind på den, og Kellark besluttede sig for at dræbe gnomen. Bugbearen slap væk under det efterfølgende skænderi.

Urzuk havde stadig færten af Smed, og ledte gruppen videre mod nordøst, hvor de fandt en døende elver, der lå op af et træ. Elveren manglede begge ben, og havde efterladt et blodigt spor hvor hun havde trukket sig hen ad jorden fra en nærliggende grotte, hvor hun fortalte, at der stadig var et uhyre. Hun viste sig at være en Valenar-elver ved navn Valanthe, der var kommet hertil sammen med en gruppe af andre krigere, der var gået i kamp mod en flok carrion crawlers. Kampen vendte sig hurtigt mod elverne, og Valanthe endte med at bruge en tryllestav med fuld kraft til at gøre det af med resten af monstrene - men efterfølgende havde hun opdaget, at der var en enkelt tilbage i grotten, som havde overlevet.

Gruppen begav sig ind i grotten, hvor der rigtigt nok dukkede det store insektagtige væsen op, som dog hurtigt faldt under den samlede belejring fra gruppens våben og magi.

Da gruppen vendte tilbage til Valanthe, viste hun sig at være død, og under kampen havde Urzuk og Brutus helt mistet færten af Smed. De rejste videre i den samme generelle retning som tidligere, men nåede ikke til noget synderligt konkret - ud over et mystisk lys ude i skoven.

Efter at have fulgt efter lyset i lidt tid, dukkede gruppen op ved en klippe, der lå ud til havet. Pludselig dukkede et besynderligt syn op: Et gigantisk skib, lavet af revnet magma og med sejl af lynild, brød op igennem havoverfladen, og begyndte at sejle ind mellem klipperne. Spøgelseslyset, som gruppen havde fulgt dertil, lod til at ville have dem væk derfra hurtigt, og gruppen spænede væk så hurtigt de var i stand til.

Efter noget tid besluttede gruppen sig for at slå lejr, men ilden lod til at tiltrække et par tohovede, sorte hunde, der gik til angreb.


Gruppen fik dræbt den ene af hundene imens den anden løb såret væk. Xarmash forsøgte at indhente den, og endte med at bruge sin drageånde til at brænde den til døde - dog med den bivirkning, at skoven omkring ham også begyndte at brænde...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar