Opsummering
Gruppen fortsatte flugten fra Den Vilde Jagt - først videre igennem sumpen, hvor Victor narrede en knogletynd gamling til at takle Flyndral ned i sumpvandet, og så videre ud i en tåget skov, hvor høje, gamle sten med underlige mønstre stod mellem træerne.
Gruppen havde et kort møde med Garm, en af Vinterhoffets deltagere, som ønskede at bytte sig til Eilfenwyn - men uden succes. Snart lød Flyndrals jagthorn igen, og gruppen spænede videre.
Ude i tågen gemte gruppen sig oppe i træerne, hvor de bevægede sig videre og snart stødte på en gammelkone i en enorm morter, der fløj igennem skyerne over trækronerne - tilsyneladende i stand til at styre morterens færd ved hjælp af en enorm støder. Der blev udvekslet høfligheder, og gruppen inviterede hende til te efter de var sluppet fra Den Vilde Jagt. Derefter fortalte hun, at hendes navn var Baba Yaga, og fløj videre, væk fra gruppen.
Gruppen nåede snart til enden på skoven, hvor landskabet fyldtes med mørklagte klipper, hvorigennem en lysende lyseblå flod løb i zigzaggende baner.
Gruppen manøvrerede ned ad klipperne, og så langt væk en titanisk, forvreden, menneskelig skikkelse bevæge sig igennem mørket. Snart faldt Gray i vandet, og begynde selv at lyse op med samme farve som vandet - og med det samme sprintede den store skikkelse tættere på. Den viste sig at være en fomorianer, og efter en kort kamp eksploderede dens brystkasse, og den formørkede Parsifal af Tusmørkehoffet sprang ud. Fomorianeren faldt død omkring, og Parsifal hilste på Flyndral og hans Jagt, som nu havde indhentet gruppen...
Gray tog en cask of liquid gold frem og kastede den efter Jagten, og idet tønden eksploderede i et hav af øl, kastede Gray sin flammende kniv ind i øllet, hvilket formåede at sætte ild til den lille smule alkohol deri. Gruppen spænede videre med alt hvad de havde, men Eilfenwyn havde problemer med at følge med, og både hun og Luna blev snart båret på Grays skuldre, i retning af et lys længere fremme. Gruppen vidste allerede hvilket retning de skulle bevæge sig i, og snart nåede de frem til et område, hvor lyset fra den blå strøm ikke længere skinnede, og hvor en ensom klippe strakte sig i vejret forude.
Langs klippens sider var et størknet vandfald af voks, og på toppen stod en stadig brændende vokslys, der oplyste klippen. Omkring vokslyset stod et par skikkelser - den ene kvindelig, med gyldent hår og iført en gylden kjole; den anden tilsyneladende lavet af glas, uden ansigtstræk, tøj eller hår.
I deres hast for at nå frem til vokslyset skyndte gruppen sig op ad klippen. Victor nåede frem hurtigere end resten, og blev fanget i tænderne på Garm, der sprang op fra sit skjulested blandt klipperne. Garm sprang op til vokslyset, stadig med Victor mellem tænderne, imens den og Den Tynde Hvide Hertug foreslog en byttehandel: Eilfenwyn for gruppens "bytte".
Jagten var nu nået helt op til gruppen, der begyndte så småt at kæmpe igen - åbenlyst trængt op i en krog og omringet af vilde jægere. Flyndral fortsatte sine salver af sølvpile mod gruppen, som kunne høre en hvisken bag hans kraniemaske: "I har tabt..."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar