Opsummering
Dette var den mørkeste tid i Eorons liv.
Den store ørn fløj højt over trætoppene på den Skyggelagte Skov, imens den holdt øje med tegn på bevægelse i bevoksningen. Til højre fløj Theare, hans datter, og til venstre Henor, hans søn. Eorons mage var for tre dage siden blevet fanget af abedæmonen, som havde flået hende i stykker for øjnene af hendes mage og unger. Eoron havde svoret, at han ville få Theare og Henor i sikkerhed, og med sig havde han taget Hutoo - en uglebjørn, som flokken havde opdrættet som en vogter.
"Hvorfor skynder vi os ikke?" skreg Henor. "Hutoo sænker os!" Men Eoron ville ikke efterlade det store dyr, som nu flere gange havde reddet flokkens liv. Og kun et par flere dages flugt videre ville ende i bjergene.
I bjergene var der højder og frihed.
I bjergene var der håb.
Eoron spejdede igen bagud, og kunne stadig se de bøjede grene hvor den usynlige dæmon kastede sig mellem træerne - og de unaturlige skygger, der fulgte med bag den.
Ørnen drejede sit hoved fremad, og så Hutoo buldre igennem træerne et lille stykke fra en gruppe små væsener. Eoron kunne mærke sine nakkemuskler spændes, og satte afsted i et let dyk - de eneste småfolk heromkring var gobliner og deres slaver, men hvis væsenerne ikke tjente Den Store Skygge, skulle de advares. Det var det mindste Eoron kunne gøre, eftersom han havde bragt dæmonerne med sig.
Theare og Henor lagde mærke til deres faders retning, og ændrede deres egen for at flyve i samme dyk.
"De ligner ikke goblinfolk," skreg Theare. "Måske er de venlige - se, de gør ikke Hutoo nog-"
I et øjeblik kunne Eoron tillade sig selv at håbe, men det forsvandt brat, da en af skikkelserne - et spinkelt væsen i kåbe, og med trolddomsgenstande i hænderne, sandsynligvis en magiker - strakte sine arme i vejret, og både Theare og Henor faldt ned, som skudt fra himlen. Den gamle ørn kunne mærke et skrig på vej op ad sin hals, men ikke i tide til at advare sine unger - og skriget kvaltes idet Eoron så Henor blive spiddet på grenene af et stort nåletræ. Theare landede nogenlunde blødt, og Eoron skreg højlydt og satte i et skarpt dyk.
Forude var Hutoo standset, og Eoron så uglebjørnen kigge sig tilbage tidsnok til at se småfolkene trække deres våben og affyre dem mod Theare. Det store væsen vendte om øjeblikkeligt, og begyndte at brage tilbage igennem bevoksningen for at nå den faldne ørn.
"Hold ud et øjeblik, min datter," skreg Eoron. Den gamle ørn nåede jorden, og spredte sine vinger for at dække for småfolkenes projektiler imens den slog ud med klør og næb efter den største af de menneskelige væsener - en stor han med hud farvet som sten. Hvis bare Eoron kunne give hende tid til at flyve væk, hvis bare-
I tumulten med småfolkene havde Eoron glemt alt om dæmonerne, der jagede dem, men blev mindet om det da lyden og synet af bøjede grene nåede Theare - og den enorme abelignende dæmon blev pludselig synlig idet den viklede sine arme om den sårede ørn.
"Fader, hjælp!" skreg Theare, men nåede ikke at gøre mere inden dæmonen sænkede sine tænder i ørnens hals, og i samme bevægelse flåede Theares hoved fra kroppen. Hovedet fløj i en blodig bue væk fra Eoron, og dæmonen brølede højlydt. Den vendte sig mod Eoron, som kunne høre dens dybe, forvredne stemme i sine tanker: HUN SMAGTE LIGESOM SIN MOR.
Dæmonen løsnede grebet om Theares livløse krop, og Eoron gav et grådkvalt skrig fra sig idet dæmonen nærmede sig. Den nåede dog ikke at tage mange skridt inden Hutoo kom buldrende tilbage gennem skoven og stillede sig mellem ørnen og dæmonen, som en kæmpemæssig mur af pels og fjer.
Småfolkene havde travlt med at kæmpe mod dæmonens levende skygger på dette tidspunkt, og Eoron så sit snit til at flyve væk - han slog ud hastigt mod stenhannen, og fløj op mellem trætoppene på et øjeblik.
Dæmonen sænkede sin ene næve i jorden, og planterne omkring småfolkene og Hutoo begyndte at vokse op omkring dem og forhindre deres fremgang. Hutoo slog sig hurtigt fri fra planterne, men var distraheret nok til at dæmonen sprang afsted i retning af Eoron. Dens forvredne stemme fyldte igen ørnen sind: JEG ELSKER SMAGEN AF SØRGENDES BLOD - BITTERHEDEN ER SÅ DEJLIG SØD.
Dæmonen nåede dog ikke langt før Hutoo sænkede næb og klør i dæmonens ryg. Det vanhellige udyr vred sig i smerte, og vendte sig halvt om mod uglebjørnen. Eoron så sit snit, og dykkede ned mod dæmonen. "Dette er for min flok!" skreg ørnen idet hans klør sprættede maven op på den, der havde myrdet hans mage og unger, og sort slam begyndte at vælde ud af maven og brystkassen på det døende væsen imens det kollapsede med en klam, gurglende lyd.
Eoron kunne mærke en rus fylde sit hjerte, og et had til småfolkene gjorde rusen selskab idet ørnen så op mod magikeren, der havde fået hans unger til at falde fra himlen - men han skubbede følelserne væk. Han vidste, at hævntørst var vejen mod Den Store Skygge, og at det ville vanære hans flok at føle andet end sorg de næste mange år. Den indre kamp distraherede dog Eoron længe nok til at han ikke nåede at råbe ud til Hutoo før uglebjørnen igen satte ud for at forsvare sin herre - igen i retning af småfolkene.
"Stop! De fortjener ikke vores vrede! De er blot vildledt!" skreg Eoron til uglebjørnen, som var i gang med at banke stenhannen ned i jorden med næb og klør. Ørnen fløj hen til kampen så hurtigt han kunne, og slog selv ud for at skubbe stenhannen væk fra Hutoo længe nok til at berolige uglebjørnen - men både næb og klør ramte blot den blanke, mørke rustning på stenhannen.
"Dette er ikke vores kamp!" skreg Eoron, og ørnen så et øjeblik uglebjørnen forstå.
Det næste øjeblik hørte Eoron et brøl, der kunne overdøve selv Hutoos, og han mærkede bladdet fra en stor økse kløve sin krop i to.
Flygt, tænkte ørnen, men ingen ord undslap hans næb.
Det sidste Eoron så, var Hutoo, der brølede i sorg, og vendte sig mod stenhannen igen for at hævne mordet på sin herre...
Epilog
Gruppen flåede hovedet af Hutoo, plukkede fjerene af Eoron og Theare, og rejste videre. Senere stødte de på nogle goblinfolk, der anklagede gruppen (eller i hvert fald Kellark og Xarmash) for at tjene drager og/eller dæmoner, hvilket snart førte til slåskamp. Og ud af støvet omkring dem dukkede et kendt ansigt op: Den samme bugbear, der tidligere havde sneget sig væk fra gruppen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar