A: Opsummering for 26/11 2016

Opsummering

Gruppen vendte snart tilbage til Senaliesse, hvor holdene mødtes for at fortælle om deres eventyr og blive bedømt af en kanin.

(I en afdeling længere nede skriver jeg de andre hoffers fortællinger ind.)

Den nye stilling er således:

Deltagere	Sommer	Tusmørke
Grønne	Vindenes gunst	Tiggerens krone
Sommer	X	Den blodige klinge
Tusmørke	Den glemte sang	X
Vinter	Den splittede tunge	Ravnens øjne
Koral	Den uskyldiges røst	Tiggerens krone

Vinterskæg fik derefter besøg af to kæmpemæssige mænd - den ene tilsyneladende en frostkæmpe, og den anden tilsyneladende en ildkæmpe, men begge titaniske versioner af slagsen - der klagede højlydt til Vinterskæg på Giant.

Eilfenwyn sagde farvel til gruppen, da hun skulle videre og mødes med Ildskæg, som hun skyldte en tjeneste.

Der blev købt ind til te, kage og søagurkesandwiches, da gruppen havde fået besøg af Baba Yaga, Moderen af Alle Hekse, som Luna havde inviteret til te.

Gray tog ud for at drikke med Nordenvinden, Bjørn og Thrym (frostjætten som var kommet dertil for at besøge Vinterskæg).

Walnan færdiggjorde en primal grove.

Dak havde en underlig drøm...

Næste session: Vinterhoffets prøvelse!

Hoffernes fortællinger

Det Grønne Hof (Gwynlen)

• Vi drog igennem sølverspir, med katte i vor hæle; afsted mod Heksens Ånde grå, hvor fordums minder dvæle.
• Tågen greb om vore sind, og al lyd var forstummet; i stilheden vi spurgte da, om Jagten var forsvundet?
• Da sprang en storm i skoven op, af klo og tand som klinger; og Ridder brav trak da sit sværd, som død tilbage tvinger.
• Hin lys af fagert stjerneskær drev Tusmørket tilbage; og ud vi sprang i skyggerne, før det os kunne tage.
• Afsted, afsted vi drog i hast, mod steder fri for katte; mod ly for storm af tand og klo, mod stjålne grønne skatte.
• Da hørte vi et brøl af nød, fra Glemslens Sump forude; der sønderrev min sjæl imens mit hjerte slog en knude.
• For længe siden var det sidst jeg hørte dette skrig; i et liv forgangent, før jeg vandred' skovens sti.
• Afsted, vi frem i tågen drog, dog stødte ej på Chester; for katten jog ej længer' os, men de, som solen gæster.
• Men vi var ej i sikkerhed, for væk fra kattepiner; var vi dog jaget, tæt som før, af månens vildkaniner.
• Afsted, ud på halvmånens sti, og vider', gennem sølvskov; til blodig sump og røde træ'r, og skov hvor hamster syvsov.
• Her fløj en drage, grøn som ir, forfulgt så tæt af jæg're; beskytte den vi måtte, Kyrios svor det på sin ære.
• Vi nåed' snart den store orm, med mørket tæt omkring os; jeg omfavned' den drage da, og kroppen min den ændred's.
• For formen hvis omfavnelse jeg sprang i, aldrig tøved'; den form var min, som Hornet Jæger listigt havde røvet.
• Og op kaniner sprang da, som en klo mod himlen høj; men op jeg steg og hurtigt væk fra jægerne jeg fløj.
• Nu vider' gennem månesti og sølverspir vi drog; ved strømmen blå vi hviled' ej - kaniner stadig jog.
• En fælde Penelope lagde i den sorte lund; hvor træerne faldt bag os, Jagten sagtned' blot en stund.
• Men nok var det, for snart vi nåed' bag om busk og blad og gren; hvor endeløst et hav af græs nu skinnede som ædelsten.
• Ridder'n på sin ganger, Penelope på vor uglebjørn; og jeg igennem luften drog, på tværs af eg og pil og tjørn.
• Vi så da kort tilbage, hvor en hvid kanin stod ene; han bøjed' kort for os, og var da væk blandt misteltene.
• Afsted vi drog, i vildnis ingen dødelig kan tæmme; og dragebrøl forkynded' da, at vi igen var hjemme.

Sommerhoffet (Aherion Lanharath)

• Vi fløj fra Parsifal og hans jagtkaniner med Søndenvinden i ryggen, over tågeindhyllede skove, og nåede snart til Kyndelsletten, hvor stjerner og blomster er som ét. Vi delte os op for en stund for at narre Jagten: Kaptajnen og Sommerprinsessen drog mod Heksens Ånde, Flammeprinsen drog mod Glemslens Sump, og jeg selv drog mod Uhyggelund.
• I Heksens Ånde fandt Kaptajnen en fugleunge, der var faret vild, og sammen med den Flammende Lilje ledte Kaptajnen fugleungen ud af tågen, til grænsen ved Sølvspirerne. Den fandt hurtigt sin rede, og fuglesang fyldte luften, for Morgengryet var ikke langt væk.
• I Uhyggelund stødte jeg selv på to mareridt, der gemte sig for Jagten. Det ene var et evigt fald, og det andet ydmygelse, men en ridder af Il-Yannah frygter ingen af disse, og de opdagede snart, at de var magtesløse over for mig. Ydmygede og faldne i kamp flygtede de fra mig, for Morgengryet var ikke langt væk - og hvis der er en ting, som mareridt frygter mere end både min og Månemøens klinge, så er det Morgengryets lys. Jeg så selv genskæret af dette lys, der lod til at komme fra Sølvspirerne, så jeg drog straks afsted.
• I Glemslens Sump havde Flammeprinsen ikke heldet med sig, for Jagten havde snydt os, og det var nu Baronen af Ulthar, som jagede vort hof. Den majestætiske kat sneg sig ind på Flammeprinsen, men selv katteklør i måneskin har problemer med at kløve en klinge fra Messingbyen, og Flammeprinsen trak sig tilbage fra Glemslens Sump, tæt forfulgt af Jagten. Snart mødte Saif-al-Shula os andre, og i samlet flok begav vi os ud i mørket, mod Morgengryets genskær.
• Så længe Baron Chester og Jagten var efter os, viste Morgryets skær sig dog altid at være på den anden side af horisonten, så vi delte os op igen i mørket: Jeg selv og Flammeprinsen drog til en sump farvet som rust og blod, imens Kaptajnen og Sommerprinsessen drog til en skov af mægtige egetræer, hvis blade for evigt var fanget i efterårets rødgyldne glans. Vi lokkede Baron Chester efter os længe nok til at Kaptajnen og Prinsessen kunne spørge træerne til råds - og de gamle ege fortalte da, at Morgengryet befandt sig på toppen af Voksfaldet, nær Sandhedens Flamme.
• Sommerprinsessen vævede solnedgangens lys til en vogn af flammer, som bar hende og Kaptajnen til Voksfaldet - men Baron Chester havde gennemskuet mit og Flammeprinsens narrestreg, og sendte sine katte efter os imens han selv drog efter vore kammerater. Vognen bevægede sig som en steppebrand mod Voksfaldet, men Baron Chester var i sit naturlige element, og bevægede sig hurtigere igennem mørket end det var muligt at se. Kort før den store Cait Sith nåede til Voksfaldet, åndede Kaptajnen ind, og begyndte at synge en morgensang, der gennemborede tusmørket og kaldte på lyset.
• Morgengryet hørte sangen kalde på sig, og nåede tidsnok at springe op for ikke at blive taget af Kattebaronen. Inden han kunne springe efter Morgengryet igen, var jeg mellem ham og hans bytte, for jeg vandrer ad Lysets Sti, og mørket omkring Baron Chester var nu gennemboret af sin ærkefjende. Baronen slog ud efter mig, men hans klør blev pareret af Flammeprinsens klinge, der dansede på egen hånd imens Saif-al-Shula selv vævede flammevognen til et mægtigt skib. Vi sprang alle om bord på skibet, der havde Sandhedens Flamme i sejlene, og nu blev skudt på tværs af nattehimlen mod de rødkronede egetræer.
• Træerne bøjede sig alle for Morgengryet, og Baron Chester havde nu ingen måde at nå os på, for vi var højt til vejrs og selv de øverste grene rørte nu jorden. Vi hørte alle et brøl bag os, idet vi sejlede på tværs af himlen, mod solopgangen.

Vinterhoffet (Koliada)

• Vi dukkede op i Sølvspirerne, og Jagtmester Mathghamhain satte hurtigt efter os sammen med sine jagthunde. Inden vi nåede langt, viste det sig dog, at Jagtmesteren kun havde interesse for at jage Garm - for hvad er en jægers mål, hvis ikke det at jage Sulten væk? Så snart vi opdagede dette, tog Garm straks afsted mod Heksens Ånde - allerede på færten af Vinterens blod, som han kunne lugte i årene på et væsen i den tågede skov.
• I mellemtiden tog jeg og Fuyalvin mod Azurstrømmen, hvor vi fandt en skikkelse af lysende krystalglas ved siden af floden. Jeg genkendte dens glans, for skikkelsen bestod af samme glas som Koralhoffets deltageres skib, og med Fuyalvins sang frøs skikkelsen til, inden den kunne nå at løbe fra os. Den Tynde Hvide Hertug var på dette tidspunkt vendt tilbage til Sølvspirerne, hvor han sang en duet med Morgengryet, og førte hende til toppen af Voksfaldet, hvor Fuyalvin lagde glasskikkelsen til at tø op.
• Jeg fløj selv nu med Nordenvinden i ryggen, og mødte snart Garm ude i Glemslens Sump. Ligesom vi havde set jægerne af Sommerhoffet og det Grønne Hof bytte roller, bytte jeg nu med Garm - og imens han spænede tilbage for at vogte de andre holds byttedyr ved Voksfaldet, sænkede jeg Jagten med mine egne og Nordenvindens kræfter. Vi blev dertil hjulpet af Knoglezaren Koschei, der havde studeret under Nordenvinden for længe siden, og som stadig i dag har en æresplads hos Vinterhoffet. Jagtmesteren gennemskuede vores list da vi for syvende gang førte ham i en cirkel i Glemslens Sump, og hans jagthunde fik hurtigt færten af Garm igen, og stormede væk fra os.
• Jeg vendte om igen, båret denne gang af vinterskyer på Nordenvinden - og inden længe fandt jeg tilbage til Voksfaldet, hvor Koralhoffets deltagere havde givet Den Tynde Hvide Hertug vores bytte, imens vi tillod dem at tage deres glasskikkelse med sig. Vi efterlod Morgengryet bag os, og sprang for tredje gang i armene på Nordenvinden, som førte os op over de mørklagte lande og mod Sølvspirerne. Jagtmester Mathghamhain opdagede os dog, og begav sig efter os med Oskurreiens hast på tværs af himlen.
• I mørket hylede Garm, og Mathghamhains jagthunde gav sig til at flå i hinanden, grebet af øjeblikkelig sult, før end Jagtmesteren fik styr på dem igen. Da vi nåede til Sølvspirerne, var Jagten tæt nok på os til at vi kunne høre hundene halse, og vi landede igen blandt træerne, hvor Fuyalvin vævede et spindelvæv af sne mellem træerne for at fange jagthundene. De blev sænket længe nok til at vi nåede Kyndelsletten, hvor markerne og stjernehimlen går sammen i ét. Her sang Den Tynde Hvide Hertug en sang for Jagtmesteren og hans hunde - han sang om dagens død og den sultne kulde, der vil fortære solen; han sang om kærlighed, der brænder op og bliver til støv; og han sang om tomheden mellem sorte stjerner, hvor historier tager hen for at dø. Jagtmesteren og hans hunde blev lamslået i forfærdelse længe nok til at Fuyalvin fremmanede en slæde af snefnug og vintergækker, der bragte os til Den Lange Nats Dal, hvor selv ikke Jagten ønsker at jage.