A: Opsummering for 5/11 2016

Opsummering

Efter lidt videre eksperimentering med prammen sejlede gruppen tilbage mod Stjernernes Hof - men prammen forsvandt under dem, og de styrtede ned ad et vandfald.
Lettere våde vendte gruppen tilbage til paladset og fortalte om deres bedrifter. Her følger de andre hoffers fortællinger:

Det Grønne Hof (Gwynlen)

• Vi begav os ud i de dybe skove, hvor Bedstemor Piletræ var plaget af fomorianere, der forsøgte at grave huler igennem hendes rødder. Penelope gennemborede deres små øjne, så de kun kunne se vrangforestillinger omkring sig, og de vendte sig mod hinanden. Bedstemor Piletræ lod os rejse igennem hendes rødder til yderkanten af den Sorte Labyrint.
• I den Sorte Labyrint ventede mareridt, frygt og rædsler. Men den Grønne Ridder inspirerede os til altid at drage videre fremad, på trods af mørket og uhyrlighederne omkring os. Snart stod vi over for labyrintens vogter: Et kæmpemæssigt bæst, der kun ønskede at bade i vores blod. Kyrios fik bæstets opmærksomhed, og jeg holdt det fast imens Penelope blændede det og den Grønne Ridder spiddede dets hjerte.
• På den anden side af labyrinten fandt vi mange roser, men ingen af dem i sandhed røde. Roserne havde alle opnået en smag for blod, og ville ikke hjælpe os i vores færd. Snart fandt vi dog Sommerens Flammende Lilje, der bevogtede en busk med i sandhed røde roser. Den Grønne Ridder og Sommerprinsessen kæmpede begge bravt, men i sidste ende fik Ridderen overhånden, og besejrede den Flammende Lilje.
• Vi plukkede en enkelt rød rose fra busken, der fortalte os sin historie: Den var oprindeligt plantet der af Markus von Überwald, den Blodige Grevindes forlovede, der også havde fordømt hende til dette sted. Vi svor den, at vi ville bringe dens historie, og til gengæld viste rosenbusken os en hemmelig udvej igennem den Sorte Labyrint. Snart var vi igen hos Bedstemor Piletræ, og derefter igen i Senaliesse.

Tusmørkehoffet (Flyndral)

• Ad skjulte skovstier nåede vi til fæstningen Twyll-nyffn, der stod over passagen Dorobar. Tre dage og syv nætter tog det os at rejse ned i dybet, hvor vanviddet presser sig ind.
• I Vidundermørket sejlede vi med det gode skib Den Syvende Stjerne ad Tårehavet, hvor vores vej snart blev spærret af en geddebuk. "Dette hav tilhører mig og mine brødre, skønt det er alt for salt for min smag," sagde geddebukken. Vi havde heldigvis et lastrum fyldt med ferskvand med, og geddebukken hoppede med om bord på skibet.
• Snart blev vi standset af endnu en geddebuk, dobbelt så stor som den første. "Dette hav tilhører mig og mine brødre, skønt det ikke er salt nok for min smag," sagde geddebukken. Vi dryssede salt i lastrummet, og tårerne fra den første geddebuk gjorde kun vandet mere salt. Den anden geddebuk hoppede med om bord på skibet.
• Snart blev vi standset af endnu en geddebuk, tre gange så stor som de to første tilsammen. "Dette hav tilhører mig og mine brødre, men skønt jeg synes godt om mængden af salt, mangler det lidt noget andet. Vi dryssede peber i lastrummet, og den tredje geddebuk hoppede med om bord på skibet.
• Chester lavede mad. Da det var tid til første te, spiste vi geddebukkesuppe, og af benene fra den største fisk snittede Jagtmester Mathghamhain et jagtkald. Han blæste i det, og en flok ænder (N'er) kom flyvende. Jagtmesteren kastede med sit spyd, der gennemborede et af byttedyrene og vendte tilbage til skibet. Efter vi havde drukket vores sidste te, maste vi byttedyret ned i tekanden, og hejste et forsejl med logoet for Flyndrals Fabelagtige Fund. Vi havde drukket det første "T", erstattet det sidste "T" med et af N'erne, og havde nu et "F" forrest, så i stedet for Tårehavet befandt vi os i Forhaven.
• I Forhaven sejlede vi på undersiden af en flod til Vildskoven, hvor træerne lyver. Tretten gange var vi nær faret vild, men hver gang ytrede Parsifal en sand hemmelighed om den Blodige Grevinde, og træerne var for lamslåede til at lyve mere. Skjult af mørket sejlede vi til en sø, hvor en kløvet sten lå på flodbredden. Chester, Parsifal og jeg havde alle dette sted før: Stedet hvor en ung prins og en forvist datter opdagede kærligheden til hinanden. Jeg fortalte den kløvede sten om vores minder, og stenen rullede til side for at ligge ned imens den lyttede til min fortælling om det gode gamle dage. Under stenen var en lille, vild rosenbusk, der havde vokset i smug, og vi plukkede en enkelt rød rose fra den.
• Det billede af fortiden, som jeg havde malet med min fortælling, havde bragt farver tilbage til en lille lysning i Vildskoven. Vi sejlede hastigt Den Syvende Stjerne igennem den del af billedet, som var afspejlet i floden, og nåede snart tilbage til den øvre del af Feriget, hvorfra vi sejlede tilbage til Senaliesse.

Vinterhoffet (Koliada)

• Vi rejste ad den Sorte Vej til Mørkets Hjerte. Vi rejste igennem Pinslens Rige, igennem Hemmelighedernes Port, Galskabens Port og Kvalens Port, indtil vi til sidst nåede ud til Ravnehjertets Dysterhed og de Mørklagte Tåger.
• I tågerne fangede Garm færten af blod, og med vinterstorme i ryggen nåede vi frem til grevindens domæne. I Vildskoven sang den Tynde Hvide Hertug grevindens jagthunde en sang, og deres forkullede hjerter splintredes. Vildskoven trængte ind omkring os, men Garms hyl påkaldte Fimbulvinteren, og træerne bøjede sig for os.
• Vi fandt en afsides sø, hvor et barn af vinteren for længe siden lovede sit hjerte væk, og Fuyalvin forførte en kløvet sten, der gemte på en rosenbusk. Jeg plukkede rosen, og vi rejste ud ad skoven under dække af en selvmodsigende flod. Vi rejste gennem tågerne, og nåede tilbage til Feriget med morgentågen og den tidlige frost.

De forskellige hoffer blev belønnet således:

Modtager	Belønning
Grønne	Vindenes gunst
Tusmørke	Den glemte sang
Vinter	Den splittede tunge
Koral	Den uskyldiges Røst

Gruppen havde en dag og en time til at hvile sig inden næste prøvelse blev annonceret, og her skete blandt andet følgende:

• Victor fik besøg af mosekonen Helga, der ville have hans førstefødte. Hun lovede at komme igen efter et år og en dag havde passeret for hende.
• Luna købte nipsting: Små dukker af hende selv og Vinterheksen Koliada, og en vest med #Koralhoffet vævet ind i stoffet med magisk tråd. Små fugle fløj løbende omkring og sendte beskeder videre til de, som bar disse stykker tøj, baseret på andre bæreres ytringer om det pågældende hof.
• Dak mediterede i sit værelse, og fik kort besøg af kyklopen Sotlan.
• Gray kunne hverken finde Mark eller Dak.
• Victor fik opgraderet sin inderrustning af den legendariske smed Goban Saor.

Snart samledes deltagere og publikum igen for at overvære Tusmørkehoffets prøvelse.

Kaninfyrsten, som nu var komplet sort, udtalte prøvelsen således fra sin jadetrone: "Det er Samhain. Sommeren er død. Solen er såret, og månen er rød med dens blod. Den Hornede Jæger, Cerunnos, har for hvert af jeres hoffer fanget et bytte, der tilhører jer. Jeres udfordring består i at finde byttet før den Vilde Jagt, undslippe Jagten med livet i behold, og nå ud i sikkerhed til et domæne kontrolleret af jeres eget hof."

Vinterskæg brød ind med en bemærkning, men hans ytring blev hurtigt slået ned af Jagtmester Mathghamhain.

Jagtmesteren forklarede, at der under jagten ville gælde Jagtens Lov - den ældste lov - hvilket bestod i, at man under møde med den Vilde Jagt havde tre valgmuligheder: Jag, Fly eller Dø (hhv. "Møens vej", "Moderens vej" og "Gammelkonens vej").

Flyndral lod til at forvandle sin kårde til en bue af sølv, og han tog et rensdyrkranie på som maske. Chester lod til at vokse sig større, med enorme klør og tænder og en pels i mørkets farver. Parsifal blev omvundet med skygger på samme måde som Kaninfyrsten, og Jagtmesteren løftede sit jagthorn til læberne og blæste i det. Med det samme forsvandt paladset omkring deltagerne, der nu alle stod ude i en skov af sølverne nåletræer, badet i lyset fra en rød fuldmåne.

Alle hoffernes deltagere flygtede så hurtigt som det var dem muligt - Vinterhoffet forfulgt af Mathghamhain og hans jagthunde; Sommerhoffet forfulgt af Chester; og Det Grønne Hof forfulgt af Parsifal. Tilbage var kun Flyndral med sin kraniemaske, der påkaldte en mørk enhjørning og fire væsener med hoveder som hans egen maske, bevæbnet med rådne spyd og skjolde, rustne sværd og gamle rustninger.

Flyndral red afsted efter gruppen, der satte kurs mod et stykke åbent terræn, som Luna genkendte som Halvmånestien - en uendelig sti oplyst af gyldne halvmåner kendt som Nattens Segl.

Med hjælp fra grundvandet og Nordenvinden sænkede gruppen jægernes fart, hvilket købte dem en smule tid på Halvmånestien. Her fandt de et sæt fodspor, der førte mod en tågeindhyllet sump. Vejledt af blomsters sladder, med Jagten i hælene, og omgivet af en sandstorm, nåede gruppen hen til sumpen, hvor råddent gangværk ledte mellem efterladte hytter over en bundløs mose.

Ude i tågen så gruppen flere skikkelser bevæge sig rundt: En menneskelig skikkelse løb om bag en hytte, en dragelignende silhuet blev tilsyneladende forfulgt af en kanin, og efreeten Saif-al-Shula kæmpede mod en gigantisk smilende rovkat.

Gruppen gemte sig i tågen, og besluttede sig for at undersøge den menneskelige skikkelse, der viste sig at være Eilfenwyn! Hun fortalte, at hun var fanget her uden mulighed for at "hoppe" væk, og at teleportation lod til ikke at fungere i alle de omkringliggende områder.

Samtalen med Eilfenwyn nåede ikke at blive lang inden Flyndral og hans jægere opsporede gruppen, og et spyd kastet af en jæger gennemborede en af hyttens vægge. Gruppen spænede afsted igen, denne gang med kurs mod et område, hvor disen og tågen lod til at dække over træer og græs i stedet for sump - men den Vilde Jagt nåede tættere på...