B: Opsummering for 19/1 + 26/1

Opsummering

Maddan havde problemer med at få Sara repareret, og Xarmash var ikke dukket op endnu, så Kellark, Urzuk og Ringol drog ud på jagt. De endte med at støde på en "hammerhale" - en kæmpeøgle med tykke skæl, der brugte sin gigantiske hale som en form for køllevåben.

De endte med at besejre dyret, og vendte tilbage til Klippekongens fæstning, hvor de lavede rustning og våben af dele fra det store væsen.

Xarmash dukkede op, og Sara var blevet repareret, så gruppen tog afsted mod Pargons Tinde, hvor de skulle drage igennem en hule kendt som Det Syvende Kammer for at nå ud på den anden side af The Mournland.

Turen var hård, men gruppen nåede frem langt om længe ved mørkets frembrud - hvor de prompte blev angrebet af to wyverns, der lod til at have bygget rede i Det Syvende Kammer.

Disse var ikke dækket af syre på samme måde som den wyvern, gruppen tidligere havde kæmpet mod, men var dog to i stedet for én. Efter at have dræbt begge monstrene, tog gruppen sig et hvil imens Maddan reparerede Sara (igen).

Længere inde fandt gruppen en hule, hvor væggene var dækket af symboler og mønstre, der lod til at have at gøre med Drageprofetien - med et gigantisk hul i midten af hulen, der førte lodret ned. De fandt desuden en rede, hvor liget af en uheldig rejsende bar en håndfuld ædelsten.

Efter at have taget mod til sig, sprang gruppemedlemmerne ned i hullet, og landede i en stor underjordisk sø, hvorefter noget stort greb fat i Kellark med sine fangarme og trak ham under vandet...

A: Opsummering for 7/1 2017

Opsummering

Gruppen hilste på Zerlanna, og fløj med på hendes isfugl tilbage til Senaliesse. På vejen delte hun gaver fra Nivalir ud til gruppen.

Der blev fortalt fortællinger (se længere nede i opslaget her), hvilket Kaptajn Flyndral brugte som optakt til at udnævne Vinterheksen Koliada som Snefyrstinden - den selv samme Snefyrstinde, hvis minder hoffernes hold var blevet sendt ud for at finde. Hun lod ikke til at blive synderligt påvirket, ud over en omgang dårligt skuespil, der kulminerede i at hun gennemborede Nordenvindens hjerte med en kniv af sort is.

"Frostprinsen sender sine hilsener!"

Der blev påbegyndt en pause på et døgn og et minut, hvorefter Luna narrede Victor til at blive påvirket af midlertidig kærlighedseliksir.

Derefter begyndte gruppen at lægge planer for, hvad Koralhoffets prøvelse skulle blive...

Koralhoffets autoritet

Så længe Koralhoffets prøvelse finder sted i et domæne hvor Koralhoffet selv har en form for indflydelse, opnår gruppen en række særlige evner under prøvelsen. En oversigt kan findes her:

https://docs.google.com/document/d/1eG-bwqDgBxmiOExWu8KXvRofdxA37kmBtM57_721F8s

Print evt. oversigten ud, hvis du vil have din egen reminder med de evner, du får ud af det!

Hoffernes fortællinger

Sommer (Gwendarnorlind)

Afsted imellem drømme drog vi ud ad blodets bånd;
Langs evig mark og skov og hav, hvor ligger fjerne lande.
En drøm af is passered' vi, hvor natten ej blev længer';
Men snart vi undslap kulden, og min blege broders hånd.
Vi landed' da blandt hvide sky'r, og syn af stille vande;
Hvor regned' dybe ekkosang, der stod i stive stænger. 

Fra ét Hvidt Tårn til andet, vi sprang da i regnen vild;
Med Kærligheden i vor' sind, som vejleder og kort.
Nu spindlere omringed' os, forfulgt igennem drømme.
Og skabte da vor Kongesøn en hvirvelvind af ild.
Vi sprang til tops af hvide tårn, med nattehimlen sort;
Hvor stod tre monstre blomstrende, i Rosendronnings lomme. 

Men bag hin rosenvogtere der skimtet jeg en snekugl';
Og sprang imellem væs'nerne, der vildt slog ud med arme.
Jeg fæstned' sind og hånd om glas, der indeholdt' et minde.
Da Sotlan sang og svaret kom fra grædende en ildfugl;
Og rosenvæsner brændte op, forfulgt af fuglens harme.
Vi fløj da alle bort, fra drøm af Dronning og Fyrstinde. 

Og mindet, kære publikum, i måske ej vil fatte;
For Rosendronning og Fyrstinde var hinandens skatte.
Fra første øjeblik de lagde øjne på hinanden;
Da fløj hin hjerter op til vejrs, og ville aldrig lande.
Kun én nat for hver syv'nde år, og syvende en dag;
De kunne hvile hos en elsked', fyldt med ro og mag.
De svor da, at de ville vente altid på den nat;
Og ville leve hver dag ellers ensom og forladt.
Da undrer det mig ej, hvis disse børn af sne og varme;
Selv efter liv vil danse evigt i hinandens arme.

Tusmørke (Chester)

Vi sejled' ud på nattens hav, hvor Lukøje regerer;
Vor glumre skib ved Jægers hånd skød ud mod fjerne drømme.
Det flog på slyge stjerneskud, indtil det ej ku' mere;
Og landed' flidt i land langt bort, hvor ender alle strømme. 

I land vi gak ved rosenranker, snedigt i en lund;
Og jog vor florne vej igennem oktopodisk kryb.
Ved rosenport vi stod i uffisk tanke blot en stund;
Mens Parsifal en vej os skabte ind i drømmen dyb. 

De døde og fortabte lå her knuget mellem ranker;
Forbi vi lod os vejlede af Snefyrstindens Frygt.
Vi endte på en mark der øde lå foruden tanker;
Tom for tegn på mindet vi så knigent havde søgt. 

Men Flyndral sang om de, der skønt hinanden havde glemt;
Igen med livet bag sig fandt sand kærlighed igen.
Og op fra sorten muld der spired' rosenbuske nemt;
Med kroppe fyldt med lig, der ikke så ham som en ven. 

Imens de andre kæmped' bravt mod rosenvogt're fæle;
Jeg sneg mig gennem skyggen, bag en fjende høj som tinde.
Og blandt dens kroneblade, hvad mon fandt jeg dér at dvæle;
Hvis ej et funklende snekugleindekapslet minde? 

Og ud igen fra bladene igen, med mindet mellem klør;
Jeg sprang, og gjorde tegn til at vi alle burde bukke.
Og tage vores afsked med den mark så grum og tør;
Samt de syv buskadser, hver blot Rosendronnings dukke. 

Da graved' Parsifal en grav der førte gennem mulden;
Og ud på anden side, fødder plantet fast på jorden.
Og mindet slæbte katten ind, fra drømmen og fra kulden;
Om frygt og om forræderi, om Vinden stærk fra Norden. 

For Dronning og Fyrstinde elsked' ej med hofs accept;
Og bestak da hver en fugl og blomst, der kendte deres last.
Men sol-øst, måne-vest der fared' intet flyvsk koncept;
Men Nordenvinden derimod, der arrogant stod fast. 

Og Blæsten Kold han søgte da den Prins af Frost, der hersker;
I Dalen af den Lange Nat, i Fort af Frosne Tårer.
Han lærte da om kærlighed der brød årstiders tærskler;
Og kold en vrede greb ham, thi de elskende han sårer. 

Han sendte straks en gave ud, til dronningen af roser;
Hvis hjerte snart blev sort som kul der ud i skoven oser.
Vi undres derfor ej, hvis blod i jeres årer isne;
Men om Dronning og Fyrstindes skæbne kan vi dog kun gisne.

Grønne (Kyrios)

Ved kyst af sø i måneskær, vi mødtes med en orm;
Der hvisked' os en hem'lighed, og gav os hjælp med søgen.
På Kyndelsletten, ledt af hind, vi rejste til et hav;
Hvor vilde vinde vores vej blokered' uden tøven. 

Først Kauros den Distræte ænsede ej vor passage;
Opmærksomheden var da fæstned' fast mod himlen høj.
Da Kaikias den Stædige os blæste stærkt i ansigt;
Vi vendte ryggen mod vort mål, og baglæns mod det fløj. 

Thraskias med Arrogance stod til sidst imod os;
Vi bukked' da i sneen for ham, hoved vendt mod havet.
Med fine ord da roste Gwenlyn vinden op til skyerne;
Og vi passered' under, i den åbning der var lavet. 

Ved Himmeltinden mødte vi en roc med lyse drømme;
Om fjernt palads der dog af fuglen aldrig var beskuet.
Vi drog igennem drømmen, og kom snart til rosenranker;
Spindlervævet tæt, det var da klart at vi blev truet. 

Men araknider faldt da snart for spyddet Rhongomyniad;
I Ridders hånd, ledsaget grumt af pil og klo og tand.
Nu vider', vi af Glæden vejledt fandt en spejlklar sø;
Hvor stod fem rosenvogt're om et minde, længst fra land. 

Med pile Penelope pådrog modigt sig opmærksomhed;
Mens vinger, spredt for vinden, førte Gwenlyn tæt ved mindet.
Belejret af uhyrer, dog med snekuglen i sikkerhed;
Vi brugte hjælp fra Hviske-Orm, der førte os fra sindet. 

Og hvad vi bragte med os vil jeg dele, kære publikum;
Det vidner muligvis om en undsluppen skæbne grum.
I ro og mag på spejlblank sø der dansede en kvinde;
Så yndefuld, så bleg og smuk, den kære Snefyrstinde. 

Snart dyrene de samledes, langs ved søens kant;
Bange først, de så Fyrstinden, og al frygt forsvandt.
De sprang nu ud på søen, hver en grævling og hver kat;
Og måske de endnu danser under månens lys hver nat.

B: Opsummering for 5/1 + 12/1 2017

Opsummering

Gruppen tog giftsækken og hovedet fra den afbrændte wyverns lig, og drog tilbage til Klippekongens fæstning, hvor goblinen Rhuulka fremstillede en modgift til Klippekongen.

Efter at have hvilet sig, drog gruppen afsted for at hjælpe Klippekongen af med harpy-dronningen Serissa.

Til deres overraskelse var der ikke kun harpyer i vente, men også dretches - små dæmoner hvis største styrke lå i deres stank.

En mindre horde af dæmoner senere stod gruppen dog over for et større problem end blot stank, da harpy-dronningen angreb, med hjælp fra en vrock-dæmon, der gik i kamp mod gruppen med næb og klør.

Undervejs forsøgte Serissa at bortføre Urzuk, og det lykkedes vrocken at ødelægge Sara. Maddan oplevede en pludselig disorientering, og havde problemer med at aktivere sin tryllestav, alt imens Kellarks armbrøst gik i baglås.

Serissas tag over vrocken lod dog til at forsvinde et stykke inde i kampen, og efter at have tilbudt sin tjeneste imod betaling i ædelsten, gav den sig til at angribe hvad en der var nærmest i en blodig bersærkergang.

Selv om den sårede harpy-dronning formåede at tage Urzuk med sig et stykke, lykkedes det ham at slippe fri - men inden gruppen kunne nå at få hende ned, fremmanede hun en kugle af magisk mørke og forsvandt. Gruppen havde stadig nok at se til med vrocken, som faldt for gruppens samlede angreb en kort stund efter.

Gruppen vendte tilbage til Klippekongens fæstning, hvor det blev bekræftet, at harpyerne var flygtet fra området, og et stykke ud på natten fejrede man at Klippekongen (som det var blevet forudsagt) var kommet til at herske over luften i bjergene med hjælp fra gruppen. Kellark og Maddan brugte aftenen på at reparere dværgens armbrøst og halvelverens konstrukt.

Belønninger

Alle undtagen Xarmash får et hero point for at have løst Klippekongens problemer. Klippekongen har desuden lovet, at han vil hjælpe gruppen (i en eller anden forstand) med at finde frem til det Syvende Kammer, der vil føre dem til deres destination på den anden side af ruinerne af Cyre.

B: Opsummering for 29/12 2016 + Hero Points!

Opsummering

Gruppen undveg den sidste kampesten fra den angribende bugbear, som løb væk da den opdagede, at den var alene. De sidste klatrede op til toppen af kløften, hvor de blev mødt af en række goblinoider, der tjente "Klippekongen", som havde forudset at gruppen ville dukke op.

Gruppen fulgte med goblinoiderne, og nåede efter en tid til en oldgammel fæstning skåret ud af bjergene, hvor en stenkæmpe herskede over en lille stamme af goblinoider.

Klippekongen ønskede at hjælpe gruppen med at komme videre til deres mål, hvis de indvilgede i at løse to problemer for ham:

1. Dræbe en fæl wyvern, der havde forgiftet Klippekongen, og medbringe dens giftsæk så han kunne få en modgift.
2. Afskaffe harpy-dronningen Serissa og hendes følge, der havde lokket flere af Klippekongens tilhængere til at kaste sig i døden.

Gruppen indvilgede, og drog afsted for at jage den fæle wyvern. Ledsaget af en bugbear ved navn Gatot nåede de snart frem til væsenets skjulested, som viste sig at være et oldgammelt kæmpetempel i stil med dem gruppen havde fundet i Xen'drik. Gruppen begav sig ind i templet, og stødte inden længe på den fæle wyvern, der lod til at have ventet på dem.

Ved at kaste en lasso om halsen på wyvernen, lykkedes det gruppen at holde den fra at undslippe længe nok til at de kunne få såret den. Den kæmpede voldsomt, og lod til at være dækket af et lag syreslim, der fik lassoen og de våben, der ramte den, til at gå i opløsning. Wyvernen var snart ikke længere bundet af rebet, og forsøgte at flyve ud af templet - men på ved ud af templet blev den ramt af en fireball-formular fra Maddans tryllestav, der afsluttede dens liv.

Houserule: Hero Points

Spillerkarakterer i Eberron er fantastiske individer med langt større potentiale end de gennemsnitlige personer i verden. Det kommer til udtryk i vores kampagne ved introduktionen af Hero Points.

Her følger reglerne for Hero Points:

• Man kan maksimalt have et antal Hero Points svarende til sit character level.
• Man opnår Hero Points ved at udføre heroiske bedrifter og hjælpe folk i verden.
• Man kan bruge Hero Points som følger:
• 1: Man kan rerolle en d20 ELLER give sig selv advantage på den næste d20 man slår.
• 1: Som en del af en Attack-action kan man lave et ekstra angreb.
• 1: Som en del af en Cast a Spell-action kan man få samme bonus som hvis man trak magi fra Eberron, men uden negative følger.
• 1: Man kan fjerne 1 "ondt" point (mere om det nedenfor).
• 3: Snyd døden.
• Man kan desuden bruge Hero Points for at ændre på verden omkring sig, ved fx at introducere en NPC som ens karakter kender, eller ved at ens karakter genkender noget bestemt ved omverdenen.
• Hero Points afbalanceres af "onde" points. Indtil i finder ud af mere in-game, afslører jeg hverken hvad denne type points hedder, hvor mange points jeres karakterer har, eller hvilke følger disse points kan have.

A: Opsummering for 10/12 + 17/12

Opsummering

Gruppen drog afsted ned ad bjergsiden, og nåede snart til skoven. Der var tegn på edderkopper i skoven, men gruppen fandt ingen i løbet af deres rejse. Efter en rum tids navigation igennem den labyrintiske skov, nåede gruppen ud på den anden side, hvor Morgengryets Palads lå, bag en befæstet by, der var tilgroet med enorme torneranker.

Gruppen sneg sig igennem den bevoksede indgang til byen, der lod til at være åben, om end fyldt med torneranker. Inde i byen var bygningerne dækket af is, med kæmpemæssige frosne pigge der strakte sig i alle retninger. Torneranker snoede sig på tværs af bygningerne og igennem byens gader, der desuden var fyldt med folk, der lod til at gå i søvne igennem byen, imens de udførte deres daglige gøremål.

Efter lidt vandring igennem byen begyndte gruppen at blive forfulgt at indbyggerne, og situationen udviklede sig til en jagt igennem luften og på tværs af byens tage. Snart dukkede syv udøde dværge med blålig hud op, og de gjorde livet sværere ved ufatteligt hurtigt at kollapse de bygninger, der blev brugt som gangvej.

Til sidst nåede gruppen frem til selve paladset i midten af byen, hvor de tog kampen om med et stort væsen sammensat af frosne ligdele, der var holdt sammen af mindre torneranke, med en stor sort rose i stedet for et hoved. De syv blå dværge dukkede også op, og begyndte deres angreb på gruppens medlemmer imens de sang dværgske sange om at mine frosne hjerter. Snart var rosenvogteren dog besejret, og dværgene fordrevet, og gruppen begav sig indenfor i Morgengryets Palads, tæt forfulgt af søvngængerne, der nu myldrede igennem byens gader.

I paladset nåede gruppen først forbi en sal fyldt med usynlige edderkopper og deres tilsvarende usynlige spindelvæv, og dernæst kom de frem til en balsal, hvor den Tynde Hvide Hertug sang sange om fortiden og fortabt kærlighed. I den anden ende af salen var et farveløst spejl, og efter at have myrdet en god del af de dansende og spillende søvngængere, begyndte gruppen at interagere med deres spejlbilleder, hvilket tillod dem at passere igennem spejlet.

Dybere inde i paladset begyndte det at blive endnu koldere, og gruppen fandt snart Vinterheksen Koliada i det øverste tårn, hvor hun lod til at have ventet længe på gruppen. Hun lod dem passere i bytte for at Luna afsværgede stormen, vinden og kulden.

Gruppen begav sig videre ind i hvad der viste sig at være en form for drømmefælde, der forsøgte at forføre hvert gruppemedlem ind i drømmen om at leve lykkeligt til sine dages ende, men snart fik de vristet sig fri og opdagede, at de stadig befandt sig i en drøm, om end ikke deres egen. De mødte her Kaptajn Loralyssa, Kaptajn Flyndral Helmsway og Baron Chester, der gav dem halvkryptisk vejledning og efterlod dem blandt evindelige torneranker.

Vejledt af følelsen af tab drog gruppen videre i drømmen, og nåede snart til et hav af sorte spejlstumper, hvor et af Snefyrstindens minder var placeret i en snekugle. Mindet var bevogtet af flere rosenvogtere, men et øjeblik efter Victor havde grebet mindet, blev drømmen knust af et fugleskrig, der stammede fra et sted uden for drømmen. Gruppens medlemmer vågnede alle op til at se en roc af is sidde uden for vinduet til tårnet, og på ryggen af fuglen sad Zerlanna, der bad gruppen om deres hjælp til at vinde sit guddommelige domæne Nivalir tilbage fra dæmonfyrsten Dagon, der havde invaderet.

I rummet, der lod til at være et soveværelse, var der desuden en tom ramme til et spejl, en gylden spinderok, og en himmelseng med en halvgennemsigtig glas- eller iskiste, hvori der lå en kvindelig skikkelse med hud så hvid som sne, læber så røde som blod, og hår så sort som midnatshimlen. En anden kvindelige sidhe lå viklet om kisten, med rødt hår der voksede ud i alle retninger og forvandledes til torneranker...

Snefyrstinden

Rosendronningen

Ekstra

Den 24/12 og 31/12 er sessionerne aflyst, så vi mødes igen den 7/1 2017. Jeg laver en ny doodle og sender den snart til jer via Discord.

I har nu nok milestones til at stige til level 25, hvilket finder sted efter afslutningen på Vinterhoffets prøvelse.

Her er den opdaterede liste over drama points:

• Dak 4
• Gray 3
• Luna 2
• Victor 3
• Walnan 3

Vi ses i det nye år!

A: Opsummering for 3/12 2016

Opsummering

Vinterhoffets prøvelse blev annonceret:

Mørket har lagt sig over verden, og farverne har forladt blade, blomster og græs for at vende tilbage til himlen. Jeg stiller denne nat en udfordring til jer: Drag til Morgrengryets Palads, der ligger øst for solen og vest for månen, og bring mig derfra et af Snefyrstindens minder. Jeres bedømmelse vil selvsagt afhænge af, hvilket minde i bringer med tilbage. Drag nu ud, og vend tilbage inden vinteren er forbi - for når den sidste sne forsvinder, gør jeres muligheder for at vinde denne udfordring det ligeså.

Gruppen besluttede sig for at rejse igennem Kyndelsletten for at nå til det Frosne Hav, som de skulle krydse for at nå frem til Himmeltinden, som de ville være nødt til at passere for at nå frem til Morgengryets Palads.

Rejsen til Kyndelsletten føltes som en evighed, men til sidst nåede gruppen frem til et bakket landskab dækket af vintergækker, hvor huller i terrænet reflekterede stjernehimlen ovenfor.

Gruppen mødte her Yvaine, søster til stjernerne Artemisia og Diana, som gik rundt på Kyndelsletten og samlede stjernernes spejlbilleder ind. Efter en samtale med hende, fremmanede Victor en lilla trappe, der strakte sig op mod himlen, og gruppen begyndte at bestige den imens Garms skygge fulgte efter dem.

Skyggen fik gruppen til at føle en intens hunger og tørst efter at fortære alt omkring sig, men de slap væk tre gange fra den. Til sidst styrtede trappen ned af sig selv, og gruppen faldt ned igennem skydækket nedenfor og ind i Baba Yagas hytte. Efter et kort møde sendte hun dem videre, da hytten lå ved kanten til det Frosne Hav.

Gruppen løv hurtigt ud igennem vinduet.

Ude på havet blev gruppen snart angrebet af en kæmpe med tilhørende rimhund og vinterulve, men angrebene holdt op så snart gruppen fik hjælp fra Isenhorven, et gigantisk væsen under isen, der besad ti enorme tentakler.

Isenhorven fik gruppen forbi snestormene på det Frosne Hav, og ved foden af Himmeltinden mødte de Nordenvinden.

Efter en kort handel, indvilgede Nordenvinden i at tage gruppen med sig over Himmeltinden og ned på den anden side. På vejen op så gruppen tre storslåede fugle, men de gjorde intet for at hindre Nordenvinden.

På den anden side af Himmeltinden efterlod Nordenvinden gruppen på en afsats, hvorfra de blev mødt af et storslået syn: En snedækket skov strakte sig ud til horisonten, hvor et hvidt slot med omkringliggende bygninger var dækket af kæmpemæssige torneranker, både foroven og som en mur omkring dem. Slottet lod til at stråle med et nærmest gyldent skær, der dog lige så vel kunne stamme fra solopgangen, der befandt sig på den anden side af slottet.

Forsmag på næste gang

Milestones

Gray, Luna og Victor er nu nået 1 milestone for denne dag.

Så snart gruppen afslutter Vinterhoffets prøvelse og er tilbage i Senaliesse, stiger alle level til 25!

Drama points

Luna: +1 (nu 1)

B: Opsummering for 1/12 2016

Opsummering

Efter at have sagt farvel til kobolderne fra Blodtunge-klanen, drog gruppen videre op i bjergene, hvor de snart fandt to ogres ved en bro, der førte over en dyb kløft.

Efter at have lyttet lidt med på hvad væsenerne talte om, forsøgte gruppen at distrahere dem længe nok til at Urzuk kunne løbe ind og skubbe dem ud over kanten. Det gik mindre heldigt, da en af de to ogres gik til angreb på Zennar, men Urzuk fik brugt kæmpens overbalance efter angrebet til at skubbe den ud. Dette forsinkede den længe nok til at gruppen kunne håndtere den anden ogre, der endte med at få brændt sit ansigt af ved hjælp af Roanars magi.

Da ogren nåede op til toppen igen, tog gruppen sig hurtigt af den, og den landede blandt knogleresterne fra sine (eller sin brors) tidligere ofre.

Gruppen drog videre til et pas, der hurtigt viste sig i stedet at være en udtørret flodseng, hvor bugbears med krigsmaling rullede sten ned mod gruppen.

Sessionen sluttede med gruppen ved kanten af et udtørret vandfald, på vej op ad siden af kløften ved hjælp af et reb, og en kæmpemæssig kampesten på vej mod Kellark.