A: Opsummering for 10/12 + 17/12

Opsummering

Gruppen drog afsted ned ad bjergsiden, og nåede snart til skoven. Der var tegn på edderkopper i skoven, men gruppen fandt ingen i løbet af deres rejse. Efter en rum tids navigation igennem den labyrintiske skov, nåede gruppen ud på den anden side, hvor Morgengryets Palads lå, bag en befæstet by, der var tilgroet med enorme torneranker.

Gruppen sneg sig igennem den bevoksede indgang til byen, der lod til at være åben, om end fyldt med torneranker. Inde i byen var bygningerne dækket af is, med kæmpemæssige frosne pigge der strakte sig i alle retninger. Torneranker snoede sig på tværs af bygningerne og igennem byens gader, der desuden var fyldt med folk, der lod til at gå i søvne igennem byen, imens de udførte deres daglige gøremål.

Efter lidt vandring igennem byen begyndte gruppen at blive forfulgt at indbyggerne, og situationen udviklede sig til en jagt igennem luften og på tværs af byens tage. Snart dukkede syv udøde dværge med blålig hud op, og de gjorde livet sværere ved ufatteligt hurtigt at kollapse de bygninger, der blev brugt som gangvej.

Til sidst nåede gruppen frem til selve paladset i midten af byen, hvor de tog kampen om med et stort væsen sammensat af frosne ligdele, der var holdt sammen af mindre torneranke, med en stor sort rose i stedet for et hoved. De syv blå dværge dukkede også op, og begyndte deres angreb på gruppens medlemmer imens de sang dværgske sange om at mine frosne hjerter. Snart var rosenvogteren dog besejret, og dværgene fordrevet, og gruppen begav sig indenfor i Morgengryets Palads, tæt forfulgt af søvngængerne, der nu myldrede igennem byens gader.

I paladset nåede gruppen først forbi en sal fyldt med usynlige edderkopper og deres tilsvarende usynlige spindelvæv, og dernæst kom de frem til en balsal, hvor den Tynde Hvide Hertug sang sange om fortiden og fortabt kærlighed. I den anden ende af salen var et farveløst spejl, og efter at have myrdet en god del af de dansende og spillende søvngængere, begyndte gruppen at interagere med deres spejlbilleder, hvilket tillod dem at passere igennem spejlet.

Dybere inde i paladset begyndte det at blive endnu koldere, og gruppen fandt snart Vinterheksen Koliada i det øverste tårn, hvor hun lod til at have ventet længe på gruppen. Hun lod dem passere i bytte for at Luna afsværgede stormen, vinden og kulden.

Gruppen begav sig videre ind i hvad der viste sig at være en form for drømmefælde, der forsøgte at forføre hvert gruppemedlem ind i drømmen om at leve lykkeligt til sine dages ende, men snart fik de vristet sig fri og opdagede, at de stadig befandt sig i en drøm, om end ikke deres egen. De mødte her Kaptajn Loralyssa, Kaptajn Flyndral Helmsway og Baron Chester, der gav dem halvkryptisk vejledning og efterlod dem blandt evindelige torneranker.

Vejledt af følelsen af tab drog gruppen videre i drømmen, og nåede snart til et hav af sorte spejlstumper, hvor et af Snefyrstindens minder var placeret i en snekugle. Mindet var bevogtet af flere rosenvogtere, men et øjeblik efter Victor havde grebet mindet, blev drømmen knust af et fugleskrig, der stammede fra et sted uden for drømmen. Gruppens medlemmer vågnede alle op til at se en roc af is sidde uden for vinduet til tårnet, og på ryggen af fuglen sad Zerlanna, der bad gruppen om deres hjælp til at vinde sit guddommelige domæne Nivalir tilbage fra dæmonfyrsten Dagon, der havde invaderet.

I rummet, der lod til at være et soveværelse, var der desuden en tom ramme til et spejl, en gylden spinderok, og en himmelseng med en halvgennemsigtig glas- eller iskiste, hvori der lå en kvindelig skikkelse med hud så hvid som sne, læber så røde som blod, og hår så sort som midnatshimlen. En anden kvindelige sidhe lå viklet om kisten, med rødt hår der voksede ud i alle retninger og forvandledes til torneranker...

Snefyrstinden

Rosendronningen

Ekstra

Den 24/12 og 31/12 er sessionerne aflyst, så vi mødes igen den 7/1 2017. Jeg laver en ny doodle og sender den snart til jer via Discord.

I har nu nok milestones til at stige til level 25, hvilket finder sted efter afslutningen på Vinterhoffets prøvelse.

Her er den opdaterede liste over drama points:

• Dak 4
• Gray 3
• Luna 2
• Victor 3
• Walnan 3

Vi ses i det nye år!

A: Opsummering for 3/12 2016

Opsummering

Vinterhoffets prøvelse blev annonceret:

Mørket har lagt sig over verden, og farverne har forladt blade, blomster og græs for at vende tilbage til himlen. Jeg stiller denne nat en udfordring til jer: Drag til Morgrengryets Palads, der ligger øst for solen og vest for månen, og bring mig derfra et af Snefyrstindens minder. Jeres bedømmelse vil selvsagt afhænge af, hvilket minde i bringer med tilbage. Drag nu ud, og vend tilbage inden vinteren er forbi - for når den sidste sne forsvinder, gør jeres muligheder for at vinde denne udfordring det ligeså.

Gruppen besluttede sig for at rejse igennem Kyndelsletten for at nå til det Frosne Hav, som de skulle krydse for at nå frem til Himmeltinden, som de ville være nødt til at passere for at nå frem til Morgengryets Palads.

Rejsen til Kyndelsletten føltes som en evighed, men til sidst nåede gruppen frem til et bakket landskab dækket af vintergækker, hvor huller i terrænet reflekterede stjernehimlen ovenfor.

Gruppen mødte her Yvaine, søster til stjernerne Artemisia og Diana, som gik rundt på Kyndelsletten og samlede stjernernes spejlbilleder ind. Efter en samtale med hende, fremmanede Victor en lilla trappe, der strakte sig op mod himlen, og gruppen begyndte at bestige den imens Garms skygge fulgte efter dem.

Skyggen fik gruppen til at føle en intens hunger og tørst efter at fortære alt omkring sig, men de slap væk tre gange fra den. Til sidst styrtede trappen ned af sig selv, og gruppen faldt ned igennem skydækket nedenfor og ind i Baba Yagas hytte. Efter et kort møde sendte hun dem videre, da hytten lå ved kanten til det Frosne Hav.

Gruppen løv hurtigt ud igennem vinduet.

Ude på havet blev gruppen snart angrebet af en kæmpe med tilhørende rimhund og vinterulve, men angrebene holdt op så snart gruppen fik hjælp fra Isenhorven, et gigantisk væsen under isen, der besad ti enorme tentakler.

Isenhorven fik gruppen forbi snestormene på det Frosne Hav, og ved foden af Himmeltinden mødte de Nordenvinden.

Efter en kort handel, indvilgede Nordenvinden i at tage gruppen med sig over Himmeltinden og ned på den anden side. På vejen op så gruppen tre storslåede fugle, men de gjorde intet for at hindre Nordenvinden.

På den anden side af Himmeltinden efterlod Nordenvinden gruppen på en afsats, hvorfra de blev mødt af et storslået syn: En snedækket skov strakte sig ud til horisonten, hvor et hvidt slot med omkringliggende bygninger var dækket af kæmpemæssige torneranker, både foroven og som en mur omkring dem. Slottet lod til at stråle med et nærmest gyldent skær, der dog lige så vel kunne stamme fra solopgangen, der befandt sig på den anden side af slottet.

Forsmag på næste gang

Milestones

Gray, Luna og Victor er nu nået 1 milestone for denne dag.

Så snart gruppen afslutter Vinterhoffets prøvelse og er tilbage i Senaliesse, stiger alle level til 25!

Drama points

Luna: +1 (nu 1)

B: Opsummering for 1/12 2016

Opsummering

Efter at have sagt farvel til kobolderne fra Blodtunge-klanen, drog gruppen videre op i bjergene, hvor de snart fandt to ogres ved en bro, der førte over en dyb kløft.

Efter at have lyttet lidt med på hvad væsenerne talte om, forsøgte gruppen at distrahere dem længe nok til at Urzuk kunne løbe ind og skubbe dem ud over kanten. Det gik mindre heldigt, da en af de to ogres gik til angreb på Zennar, men Urzuk fik brugt kæmpens overbalance efter angrebet til at skubbe den ud. Dette forsinkede den længe nok til at gruppen kunne håndtere den anden ogre, der endte med at få brændt sit ansigt af ved hjælp af Roanars magi.

Da ogren nåede op til toppen igen, tog gruppen sig hurtigt af den, og den landede blandt knogleresterne fra sine (eller sin brors) tidligere ofre.

Gruppen drog videre til et pas, der hurtigt viste sig i stedet at være en udtørret flodseng, hvor bugbears med krigsmaling rullede sten ned mod gruppen.

Sessionen sluttede med gruppen ved kanten af et udtørret vandfald, på vej op ad siden af kløften ved hjælp af et reb, og en kæmpemæssig kampesten på vej mod Kellark.

A: Opsummering for 26/11 2016

Opsummering

Gruppen vendte snart tilbage til Senaliesse, hvor holdene mødtes for at fortælle om deres eventyr og blive bedømt af en kanin.

(I en afdeling længere nede skriver jeg de andre hoffers fortællinger ind.)

Den nye stilling er således:

Deltagere	Sommer	Tusmørke
Grønne	Vindenes gunst	Tiggerens krone
Sommer	X	Den blodige klinge
Tusmørke	Den glemte sang	X
Vinter	Den splittede tunge	Ravnens øjne
Koral	Den uskyldiges røst	Tiggerens krone

Vinterskæg fik derefter besøg af to kæmpemæssige mænd - den ene tilsyneladende en frostkæmpe, og den anden tilsyneladende en ildkæmpe, men begge titaniske versioner af slagsen - der klagede højlydt til Vinterskæg på Giant.

Eilfenwyn sagde farvel til gruppen, da hun skulle videre og mødes med Ildskæg, som hun skyldte en tjeneste.

Der blev købt ind til te, kage og søagurkesandwiches, da gruppen havde fået besøg af Baba Yaga, Moderen af Alle Hekse, som Luna havde inviteret til te.

Gray tog ud for at drikke med Nordenvinden, Bjørn og Thrym (frostjætten som var kommet dertil for at besøge Vinterskæg).

Walnan færdiggjorde en primal grove.

Dak havde en underlig drøm...

Næste session: Vinterhoffets prøvelse!

Hoffernes fortællinger

Det Grønne Hof (Gwynlen)

• Vi drog igennem sølverspir, med katte i vor hæle; afsted mod Heksens Ånde grå, hvor fordums minder dvæle.
• Tågen greb om vore sind, og al lyd var forstummet; i stilheden vi spurgte da, om Jagten var forsvundet?
• Da sprang en storm i skoven op, af klo og tand som klinger; og Ridder brav trak da sit sværd, som død tilbage tvinger.
• Hin lys af fagert stjerneskær drev Tusmørket tilbage; og ud vi sprang i skyggerne, før det os kunne tage.
• Afsted, afsted vi drog i hast, mod steder fri for katte; mod ly for storm af tand og klo, mod stjålne grønne skatte.
• Da hørte vi et brøl af nød, fra Glemslens Sump forude; der sønderrev min sjæl imens mit hjerte slog en knude.
• For længe siden var det sidst jeg hørte dette skrig; i et liv forgangent, før jeg vandred' skovens sti.
• Afsted, vi frem i tågen drog, dog stødte ej på Chester; for katten jog ej længer' os, men de, som solen gæster.
• Men vi var ej i sikkerhed, for væk fra kattepiner; var vi dog jaget, tæt som før, af månens vildkaniner.
• Afsted, ud på halvmånens sti, og vider', gennem sølvskov; til blodig sump og røde træ'r, og skov hvor hamster syvsov.
• Her fløj en drage, grøn som ir, forfulgt så tæt af jæg're; beskytte den vi måtte, Kyrios svor det på sin ære.
• Vi nåed' snart den store orm, med mørket tæt omkring os; jeg omfavned' den drage da, og kroppen min den ændred's.
• For formen hvis omfavnelse jeg sprang i, aldrig tøved'; den form var min, som Hornet Jæger listigt havde røvet.
• Og op kaniner sprang da, som en klo mod himlen høj; men op jeg steg og hurtigt væk fra jægerne jeg fløj.
• Nu vider' gennem månesti og sølverspir vi drog; ved strømmen blå vi hviled' ej - kaniner stadig jog.
• En fælde Penelope lagde i den sorte lund; hvor træerne faldt bag os, Jagten sagtned' blot en stund.
• Men nok var det, for snart vi nåed' bag om busk og blad og gren; hvor endeløst et hav af græs nu skinnede som ædelsten.
• Ridder'n på sin ganger, Penelope på vor uglebjørn; og jeg igennem luften drog, på tværs af eg og pil og tjørn.
• Vi så da kort tilbage, hvor en hvid kanin stod ene; han bøjed' kort for os, og var da væk blandt misteltene.
• Afsted vi drog, i vildnis ingen dødelig kan tæmme; og dragebrøl forkynded' da, at vi igen var hjemme.

Sommerhoffet (Aherion Lanharath)

• Vi fløj fra Parsifal og hans jagtkaniner med Søndenvinden i ryggen, over tågeindhyllede skove, og nåede snart til Kyndelsletten, hvor stjerner og blomster er som ét. Vi delte os op for en stund for at narre Jagten: Kaptajnen og Sommerprinsessen drog mod Heksens Ånde, Flammeprinsen drog mod Glemslens Sump, og jeg selv drog mod Uhyggelund.
• I Heksens Ånde fandt Kaptajnen en fugleunge, der var faret vild, og sammen med den Flammende Lilje ledte Kaptajnen fugleungen ud af tågen, til grænsen ved Sølvspirerne. Den fandt hurtigt sin rede, og fuglesang fyldte luften, for Morgengryet var ikke langt væk.
• I Uhyggelund stødte jeg selv på to mareridt, der gemte sig for Jagten. Det ene var et evigt fald, og det andet ydmygelse, men en ridder af Il-Yannah frygter ingen af disse, og de opdagede snart, at de var magtesløse over for mig. Ydmygede og faldne i kamp flygtede de fra mig, for Morgengryet var ikke langt væk - og hvis der er en ting, som mareridt frygter mere end både min og Månemøens klinge, så er det Morgengryets lys. Jeg så selv genskæret af dette lys, der lod til at komme fra Sølvspirerne, så jeg drog straks afsted.
• I Glemslens Sump havde Flammeprinsen ikke heldet med sig, for Jagten havde snydt os, og det var nu Baronen af Ulthar, som jagede vort hof. Den majestætiske kat sneg sig ind på Flammeprinsen, men selv katteklør i måneskin har problemer med at kløve en klinge fra Messingbyen, og Flammeprinsen trak sig tilbage fra Glemslens Sump, tæt forfulgt af Jagten. Snart mødte Saif-al-Shula os andre, og i samlet flok begav vi os ud i mørket, mod Morgengryets genskær.
• Så længe Baron Chester og Jagten var efter os, viste Morgryets skær sig dog altid at være på den anden side af horisonten, så vi delte os op igen i mørket: Jeg selv og Flammeprinsen drog til en sump farvet som rust og blod, imens Kaptajnen og Sommerprinsessen drog til en skov af mægtige egetræer, hvis blade for evigt var fanget i efterårets rødgyldne glans. Vi lokkede Baron Chester efter os længe nok til at Kaptajnen og Prinsessen kunne spørge træerne til råds - og de gamle ege fortalte da, at Morgengryet befandt sig på toppen af Voksfaldet, nær Sandhedens Flamme.
• Sommerprinsessen vævede solnedgangens lys til en vogn af flammer, som bar hende og Kaptajnen til Voksfaldet - men Baron Chester havde gennemskuet mit og Flammeprinsens narrestreg, og sendte sine katte efter os imens han selv drog efter vore kammerater. Vognen bevægede sig som en steppebrand mod Voksfaldet, men Baron Chester var i sit naturlige element, og bevægede sig hurtigere igennem mørket end det var muligt at se. Kort før den store Cait Sith nåede til Voksfaldet, åndede Kaptajnen ind, og begyndte at synge en morgensang, der gennemborede tusmørket og kaldte på lyset.
• Morgengryet hørte sangen kalde på sig, og nåede tidsnok at springe op for ikke at blive taget af Kattebaronen. Inden han kunne springe efter Morgengryet igen, var jeg mellem ham og hans bytte, for jeg vandrer ad Lysets Sti, og mørket omkring Baron Chester var nu gennemboret af sin ærkefjende. Baronen slog ud efter mig, men hans klør blev pareret af Flammeprinsens klinge, der dansede på egen hånd imens Saif-al-Shula selv vævede flammevognen til et mægtigt skib. Vi sprang alle om bord på skibet, der havde Sandhedens Flamme i sejlene, og nu blev skudt på tværs af nattehimlen mod de rødkronede egetræer.
• Træerne bøjede sig alle for Morgengryet, og Baron Chester havde nu ingen måde at nå os på, for vi var højt til vejrs og selv de øverste grene rørte nu jorden. Vi hørte alle et brøl bag os, idet vi sejlede på tværs af himlen, mod solopgangen.

Vinterhoffet (Koliada)

• Vi dukkede op i Sølvspirerne, og Jagtmester Mathghamhain satte hurtigt efter os sammen med sine jagthunde. Inden vi nåede langt, viste det sig dog, at Jagtmesteren kun havde interesse for at jage Garm - for hvad er en jægers mål, hvis ikke det at jage Sulten væk? Så snart vi opdagede dette, tog Garm straks afsted mod Heksens Ånde - allerede på færten af Vinterens blod, som han kunne lugte i årene på et væsen i den tågede skov.
• I mellemtiden tog jeg og Fuyalvin mod Azurstrømmen, hvor vi fandt en skikkelse af lysende krystalglas ved siden af floden. Jeg genkendte dens glans, for skikkelsen bestod af samme glas som Koralhoffets deltageres skib, og med Fuyalvins sang frøs skikkelsen til, inden den kunne nå at løbe fra os. Den Tynde Hvide Hertug var på dette tidspunkt vendt tilbage til Sølvspirerne, hvor han sang en duet med Morgengryet, og førte hende til toppen af Voksfaldet, hvor Fuyalvin lagde glasskikkelsen til at tø op.
• Jeg fløj selv nu med Nordenvinden i ryggen, og mødte snart Garm ude i Glemslens Sump. Ligesom vi havde set jægerne af Sommerhoffet og det Grønne Hof bytte roller, bytte jeg nu med Garm - og imens han spænede tilbage for at vogte de andre holds byttedyr ved Voksfaldet, sænkede jeg Jagten med mine egne og Nordenvindens kræfter. Vi blev dertil hjulpet af Knoglezaren Koschei, der havde studeret under Nordenvinden for længe siden, og som stadig i dag har en æresplads hos Vinterhoffet. Jagtmesteren gennemskuede vores list da vi for syvende gang førte ham i en cirkel i Glemslens Sump, og hans jagthunde fik hurtigt færten af Garm igen, og stormede væk fra os.
• Jeg vendte om igen, båret denne gang af vinterskyer på Nordenvinden - og inden længe fandt jeg tilbage til Voksfaldet, hvor Koralhoffets deltagere havde givet Den Tynde Hvide Hertug vores bytte, imens vi tillod dem at tage deres glasskikkelse med sig. Vi efterlod Morgengryet bag os, og sprang for tredje gang i armene på Nordenvinden, som førte os op over de mørklagte lande og mod Sølvspirerne. Jagtmester Mathghamhain opdagede os dog, og begav sig efter os med Oskurreiens hast på tværs af himlen.
• I mørket hylede Garm, og Mathghamhains jagthunde gav sig til at flå i hinanden, grebet af øjeblikkelig sult, før end Jagtmesteren fik styr på dem igen. Da vi nåede til Sølvspirerne, var Jagten tæt nok på os til at vi kunne høre hundene halse, og vi landede igen blandt træerne, hvor Fuyalvin vævede et spindelvæv af sne mellem træerne for at fange jagthundene. De blev sænket længe nok til at vi nåede Kyndelsletten, hvor markerne og stjernehimlen går sammen i ét. Her sang Den Tynde Hvide Hertug en sang for Jagtmesteren og hans hunde - han sang om dagens død og den sultne kulde, der vil fortære solen; han sang om kærlighed, der brænder op og bliver til støv; og han sang om tomheden mellem sorte stjerner, hvor historier tager hen for at dø. Jagtmesteren og hans hunde blev lamslået i forfærdelse længe nok til at Fuyalvin fremmanede en slæde af snefnug og vintergækker, der bragte os til Den Lange Nats Dal, hvor selv ikke Jagten ønsker at jage.

B: Opsummering for 24/11 2016

Opsummering

Kampen mod hobgoblinerne blev hurtigt vendt på hovedet da det viste sig, at de var der for at dræbe Rhukaash - den bugbear, som gruppen tidligere havde mødt.

Shaa'mat, lederen af hobgoblinerne, foreslog en våbenhvile, og de samlede deres døde sammen og gik deres vej efter at have talt kort med gruppen.

Gruppen rejste videre, ledt an af Ringol, og de nåede snart til et mere klippefuldt område, hvor der var tegn på tidligere kamp.

Her stødte gruppen på en stamme af kobolder, hvis høvding var en hun-kobold ved navn Muznu, der ønskede gruppens hjælp til at komme af med et monster, som havde indtaget koboldernes hjem og hellige huler.

Gruppen indvilgede i at hjælpe, og stod snart ansigt til ansigt med et stort insektagtigt monster, hvis øjne var i stand til at forvirre folk ved synet af dem. Den var dækket af tykke skæl (som viste sig at være temmelig svære at gennembore, hvis man kiggede væk), og dens klør og kæber kunne let finde igennem det meste rustning.

Efter en lang og hård kamp, hvor op til flere af gruppens medlemmer var løbet væk eller var begyndt at slå ud efter hinanden, endte Zennar med at give monsteret dødsstødet.

Level up!

I er nu level 4! Sørg for at opdatere hvad i kan inden næste session (inklusiv ting med mange valgmuligheder såsom nye spells), og så samler vi op hvis der var problemer inden sessionen rigtigt begynder.

A: Opsummering for 19/11 2016

Opsummering

Gruppen tog Mark fra Vinterhoffet og afleverede Eilfenwyn til Garm, imens de distraherede Flyndrals jægere længe nok til at løbe videre mod en skov af høje paddehatte, der lod til at indeholde alle de farver, som de tidligere områder havde manglet.

Den Vilde Jagt indhentede dog hurtigt gruppen, som snart skiftede kurs for at undgå en sværm af Parsifals jagtkaniner. Til gengæld løb de ind i en kæmpemæssig hamster, der havde en skaldet mand på ryggen.

Dak genkendte manden som Minsc, en legendarisk kriger fra hans egen verden, som ingen havde hørt fra i omkring et århundrede. En af Flyndrals pile ramte den forvoksede hamster, som manden kaldte for "Boo", og hamsteren forsinkede Flyndrals jægere gevaldigt ved at tromle dem ned som var den en pelset tarrasque.

Flyndral forfulgte gruppen videre, men han og hans jægere blev forsinket af gruppens samlede indsats, efterhånden som de nærmede sig en havn tilsyneladende bygget af skaller fra havdyr, hvor syv usoignerede kvinder i laset tøj blev tvunget til at rengøre stedet mod deres vilje.

Gruppen endte med ikke at hjælpe dem - men Marks glaskrop kastede sig selv i vandet og blev til et stort (men simpelt) skib af glas, der bar gruppen ud af havnen. Flyndrals angreb intensiverede, men i sidste ende undslap gruppen uden at nogen omkom.

Drama Points

Her er jeres gamle totaler:

• Dak: 1
• Gray: 2
• Luna: 1
• Victor: 5
• Walnan: 2

Her er jeres nye totaler:

• Dak: 3
• Gray: 4
• Luna: 5
• Victor: 7
• Walnan: 3

Og her er hvad forskellige typer af kort koster:

• Copper: 1
• Silver: 2
• Gold: 3
• Platinum: 5

Hvis i har lyst, kan i "købe" drama cards i pausen mellem fortællingen om denne prøve og annonceringen af næste prøve.

Ekstramateriale

Her er billeder af de områder, som i ikke fik besøgt:

B: Opsummering for 17/11 2016

Opsummering

Dette var den mørkeste tid i Eorons liv.

Den store ørn fløj højt over trætoppene på den Skyggelagte Skov, imens den holdt øje med tegn på bevægelse i bevoksningen. Til højre fløj Theare, hans datter, og til venstre Henor, hans søn. Eorons mage var for tre dage siden blevet fanget af abedæmonen, som havde flået hende i stykker for øjnene af hendes mage og unger. Eoron havde svoret, at han ville få Theare og Henor i sikkerhed, og med sig havde han taget Hutoo - en uglebjørn, som flokken havde opdrættet som en vogter.

"Hvorfor skynder vi os ikke?" skreg Henor. "Hutoo sænker os!" Men Eoron ville ikke efterlade det store dyr, som nu flere gange havde reddet flokkens liv. Og kun et par flere dages flugt videre ville ende i bjergene.

I bjergene var der højder og frihed.

I bjergene var der håb.

Eoron spejdede igen bagud, og kunne stadig se de bøjede grene hvor den usynlige dæmon kastede sig mellem træerne - og de unaturlige skygger, der fulgte med bag den.

Ørnen drejede sit hoved fremad, og så Hutoo buldre igennem træerne et lille stykke fra en gruppe små væsener. Eoron kunne mærke sine nakkemuskler spændes, og satte afsted i et let dyk - de eneste småfolk heromkring var gobliner og deres slaver, men hvis væsenerne ikke tjente Den Store Skygge, skulle de advares. Det var det mindste Eoron kunne gøre, eftersom han havde bragt dæmonerne med sig.

Theare og Henor lagde mærke til deres faders retning, og ændrede deres egen for at flyve i samme dyk.

"De ligner ikke goblinfolk," skreg Theare. "Måske er de venlige - se, de gør ikke Hutoo nog-"

I et øjeblik kunne Eoron tillade sig selv at håbe, men det forsvandt brat, da en af skikkelserne - et spinkelt væsen i kåbe, og med trolddomsgenstande i hænderne, sandsynligvis en magiker - strakte sine arme i vejret, og både Theare og Henor faldt ned, som skudt fra himlen. Den gamle ørn kunne mærke et skrig på vej op ad sin hals, men ikke i tide til at advare sine unger - og skriget kvaltes idet Eoron så Henor blive spiddet på grenene af et stort nåletræ. Theare landede nogenlunde blødt, og Eoron skreg højlydt og satte i et skarpt dyk.

Forude var Hutoo standset, og Eoron så uglebjørnen kigge sig tilbage tidsnok til at se småfolkene trække deres våben og affyre dem mod Theare. Det store væsen vendte om øjeblikkeligt, og begyndte at brage tilbage igennem bevoksningen for at nå den faldne ørn.

"Hold ud et øjeblik, min datter," skreg Eoron. Den gamle ørn nåede jorden, og spredte sine vinger for at dække for småfolkenes projektiler imens den slog ud med klør og næb efter den største af de menneskelige væsener - en stor han med hud farvet som sten. Hvis bare Eoron kunne give hende tid til at flyve væk, hvis bare-

I tumulten med småfolkene havde Eoron glemt alt om dæmonerne, der jagede dem, men blev mindet om det da lyden og synet af bøjede grene nåede Theare - og den enorme abelignende dæmon blev pludselig synlig idet den viklede sine arme om den sårede ørn.

"Fader, hjælp!" skreg Theare, men nåede ikke at gøre mere inden dæmonen sænkede sine tænder i ørnens hals, og i samme bevægelse flåede Theares hoved fra kroppen. Hovedet fløj i en blodig bue væk fra Eoron, og dæmonen brølede højlydt. Den vendte sig mod Eoron, som kunne høre dens dybe, forvredne stemme i sine tanker: HUN SMAGTE LIGESOM SIN MOR.

Dæmonen løsnede grebet om Theares livløse krop, og Eoron gav et grådkvalt skrig fra sig idet dæmonen nærmede sig. Den nåede dog ikke at tage mange skridt inden Hutoo kom buldrende tilbage gennem skoven og stillede sig mellem ørnen og dæmonen, som en kæmpemæssig mur af pels og fjer.

Småfolkene havde travlt med at kæmpe mod dæmonens levende skygger på dette tidspunkt, og Eoron så sit snit til at flyve væk - han slog ud hastigt mod stenhannen, og fløj op mellem trætoppene på et øjeblik.

Dæmonen sænkede sin ene næve i jorden, og planterne omkring småfolkene og Hutoo begyndte at vokse op omkring dem og forhindre deres fremgang. Hutoo slog sig hurtigt fri fra planterne, men var distraheret nok til at dæmonen sprang afsted i retning af Eoron. Dens forvredne stemme fyldte igen ørnen sind: JEG ELSKER SMAGEN AF SØRGENDES BLOD - BITTERHEDEN ER SÅ DEJLIG SØD.

Dæmonen nåede dog ikke langt før Hutoo sænkede næb og klør i dæmonens ryg. Det vanhellige udyr vred sig i smerte, og vendte sig halvt om mod uglebjørnen. Eoron så sit snit, og dykkede ned mod dæmonen. "Dette er for min flok!" skreg ørnen idet hans klør sprættede maven op på den, der havde myrdet hans mage og unger, og sort slam begyndte at vælde ud af maven og brystkassen på det døende væsen imens det kollapsede med en klam, gurglende lyd.

Eoron kunne mærke en rus fylde sit hjerte, og et had til småfolkene gjorde rusen selskab idet ørnen så op mod magikeren, der havde fået hans unger til at falde fra himlen - men han skubbede følelserne væk. Han vidste, at hævntørst var vejen mod Den Store Skygge, og at det ville vanære hans flok at føle andet end sorg de næste mange år. Den indre kamp distraherede dog Eoron længe nok til at han ikke nåede at råbe ud til Hutoo før uglebjørnen igen satte ud for at forsvare sin herre - igen i retning af småfolkene.

"Stop! De fortjener ikke vores vrede! De er blot vildledt!" skreg Eoron til uglebjørnen, som var i gang med at banke stenhannen ned i jorden med næb og klør. Ørnen fløj hen til kampen så hurtigt han kunne, og slog selv ud for at skubbe stenhannen væk fra Hutoo længe nok til at berolige uglebjørnen - men både næb og klør ramte blot den blanke, mørke rustning på stenhannen.

"Dette er ikke vores kamp!" skreg Eoron, og ørnen så et øjeblik uglebjørnen forstå.

Det næste øjeblik hørte Eoron et brøl, der kunne overdøve selv Hutoos, og han mærkede bladdet fra en stor økse kløve sin krop i to.

Flygt, tænkte ørnen, men ingen ord undslap hans næb.

Det sidste Eoron så, var Hutoo, der brølede i sorg, og vendte sig mod stenhannen igen for at hævne mordet på sin herre...

Epilog

Gruppen flåede hovedet af Hutoo, plukkede fjerene af Eoron og Theare, og rejste videre. Senere stødte de på nogle goblinfolk, der anklagede gruppen (eller i hvert fald Kellark og Xarmash) for at tjene drager og/eller dæmoner, hvilket snart førte til slåskamp. Og ud af støvet omkring dem dukkede et kendt ansigt op: Den samme bugbear, der tidligere havde sneget sig væk fra gruppen.

A: Opsummering for 12/11 2016

Opsummering

Gruppen fortsatte flugten fra Den Vilde Jagt - først videre igennem sumpen, hvor Victor narrede en knogletynd gamling til at takle Flyndral ned i sumpvandet, og så videre ud i en tåget skov, hvor høje, gamle sten med underlige mønstre stod mellem træerne.

Gruppen havde et kort møde med Garm, en af Vinterhoffets deltagere, som ønskede at bytte sig til Eilfenwyn - men uden succes. Snart lød Flyndrals jagthorn igen, og gruppen spænede videre.

Ude i tågen gemte gruppen sig oppe i træerne, hvor de bevægede sig videre og snart stødte på en gammelkone i en enorm morter, der fløj igennem skyerne over trækronerne - tilsyneladende i stand til at styre morterens færd ved hjælp af en enorm støder. Der blev udvekslet høfligheder, og gruppen inviterede hende til te efter de var sluppet fra Den Vilde Jagt. Derefter fortalte hun, at hendes navn var Baba Yaga, og fløj videre, væk fra gruppen.

Gruppen nåede snart til enden på skoven, hvor landskabet fyldtes med mørklagte klipper, hvorigennem en lysende lyseblå flod løb i zigzaggende baner.

Gruppen manøvrerede ned ad klipperne, og så langt væk en titanisk, forvreden, menneskelig skikkelse bevæge sig igennem mørket. Snart faldt Gray i vandet, og begynde selv at lyse op med samme farve som vandet - og med det samme sprintede den store skikkelse tættere på. Den viste sig at være en fomorianer, og efter en kort kamp eksploderede dens brystkasse, og den formørkede Parsifal af Tusmørkehoffet sprang ud. Fomorianeren faldt død omkring, og Parsifal hilste på Flyndral og hans Jagt, som nu havde indhentet gruppen...

Gray tog en cask of liquid gold frem og kastede den efter Jagten, og idet tønden eksploderede i et hav af øl, kastede Gray sin flammende kniv ind i øllet, hvilket formåede at sætte ild til den lille smule alkohol deri. Gruppen spænede videre med alt hvad de havde, men Eilfenwyn havde problemer med at følge med, og både hun og Luna blev snart båret på Grays skuldre, i retning af et lys længere fremme. Gruppen vidste allerede hvilket retning de skulle bevæge sig i, og snart nåede de frem til et område, hvor lyset fra den blå strøm ikke længere skinnede, og hvor en ensom klippe strakte sig i vejret forude.

Langs klippens sider var et størknet vandfald af voks, og på toppen stod en stadig brændende vokslys, der oplyste klippen. Omkring vokslyset stod et par skikkelser - den ene kvindelig, med gyldent hår og iført en gylden kjole; den anden tilsyneladende lavet af glas, uden ansigtstræk, tøj eller hår.

I deres hast for at nå frem til vokslyset skyndte gruppen sig op ad klippen. Victor nåede frem hurtigere end resten, og blev fanget i tænderne på Garm, der sprang op fra sit skjulested blandt klipperne. Garm sprang op til vokslyset, stadig med Victor mellem tænderne, imens den og Den Tynde Hvide Hertug foreslog en byttehandel: Eilfenwyn for gruppens "bytte".

Jagten var nu nået helt op til gruppen, der begyndte så småt at kæmpe igen - åbenlyst trængt op i en krog og omringet af vilde jægere. Flyndral fortsatte sine salver af sølvpile mod gruppen, som kunne høre en hvisken bag hans kraniemaske: "I har tabt..."

A: Opsummering for 5/11 2016

Opsummering

Efter lidt videre eksperimentering med prammen sejlede gruppen tilbage mod Stjernernes Hof - men prammen forsvandt under dem, og de styrtede ned ad et vandfald.
Lettere våde vendte gruppen tilbage til paladset og fortalte om deres bedrifter. Her følger de andre hoffers fortællinger:

Det Grønne Hof (Gwynlen)

• Vi begav os ud i de dybe skove, hvor Bedstemor Piletræ var plaget af fomorianere, der forsøgte at grave huler igennem hendes rødder. Penelope gennemborede deres små øjne, så de kun kunne se vrangforestillinger omkring sig, og de vendte sig mod hinanden. Bedstemor Piletræ lod os rejse igennem hendes rødder til yderkanten af den Sorte Labyrint.
• I den Sorte Labyrint ventede mareridt, frygt og rædsler. Men den Grønne Ridder inspirerede os til altid at drage videre fremad, på trods af mørket og uhyrlighederne omkring os. Snart stod vi over for labyrintens vogter: Et kæmpemæssigt bæst, der kun ønskede at bade i vores blod. Kyrios fik bæstets opmærksomhed, og jeg holdt det fast imens Penelope blændede det og den Grønne Ridder spiddede dets hjerte.
• På den anden side af labyrinten fandt vi mange roser, men ingen af dem i sandhed røde. Roserne havde alle opnået en smag for blod, og ville ikke hjælpe os i vores færd. Snart fandt vi dog Sommerens Flammende Lilje, der bevogtede en busk med i sandhed røde roser. Den Grønne Ridder og Sommerprinsessen kæmpede begge bravt, men i sidste ende fik Ridderen overhånden, og besejrede den Flammende Lilje.
• Vi plukkede en enkelt rød rose fra busken, der fortalte os sin historie: Den var oprindeligt plantet der af Markus von Überwald, den Blodige Grevindes forlovede, der også havde fordømt hende til dette sted. Vi svor den, at vi ville bringe dens historie, og til gengæld viste rosenbusken os en hemmelig udvej igennem den Sorte Labyrint. Snart var vi igen hos Bedstemor Piletræ, og derefter igen i Senaliesse.

Tusmørkehoffet (Flyndral)

• Ad skjulte skovstier nåede vi til fæstningen Twyll-nyffn, der stod over passagen Dorobar. Tre dage og syv nætter tog det os at rejse ned i dybet, hvor vanviddet presser sig ind.
• I Vidundermørket sejlede vi med det gode skib Den Syvende Stjerne ad Tårehavet, hvor vores vej snart blev spærret af en geddebuk. "Dette hav tilhører mig og mine brødre, skønt det er alt for salt for min smag," sagde geddebukken. Vi havde heldigvis et lastrum fyldt med ferskvand med, og geddebukken hoppede med om bord på skibet.
• Snart blev vi standset af endnu en geddebuk, dobbelt så stor som den første. "Dette hav tilhører mig og mine brødre, skønt det ikke er salt nok for min smag," sagde geddebukken. Vi dryssede salt i lastrummet, og tårerne fra den første geddebuk gjorde kun vandet mere salt. Den anden geddebuk hoppede med om bord på skibet.
• Snart blev vi standset af endnu en geddebuk, tre gange så stor som de to første tilsammen. "Dette hav tilhører mig og mine brødre, men skønt jeg synes godt om mængden af salt, mangler det lidt noget andet. Vi dryssede peber i lastrummet, og den tredje geddebuk hoppede med om bord på skibet.
• Chester lavede mad. Da det var tid til første te, spiste vi geddebukkesuppe, og af benene fra den største fisk snittede Jagtmester Mathghamhain et jagtkald. Han blæste i det, og en flok ænder (N'er) kom flyvende. Jagtmesteren kastede med sit spyd, der gennemborede et af byttedyrene og vendte tilbage til skibet. Efter vi havde drukket vores sidste te, maste vi byttedyret ned i tekanden, og hejste et forsejl med logoet for Flyndrals Fabelagtige Fund. Vi havde drukket det første "T", erstattet det sidste "T" med et af N'erne, og havde nu et "F" forrest, så i stedet for Tårehavet befandt vi os i Forhaven.
• I Forhaven sejlede vi på undersiden af en flod til Vildskoven, hvor træerne lyver. Tretten gange var vi nær faret vild, men hver gang ytrede Parsifal en sand hemmelighed om den Blodige Grevinde, og træerne var for lamslåede til at lyve mere. Skjult af mørket sejlede vi til en sø, hvor en kløvet sten lå på flodbredden. Chester, Parsifal og jeg havde alle dette sted før: Stedet hvor en ung prins og en forvist datter opdagede kærligheden til hinanden. Jeg fortalte den kløvede sten om vores minder, og stenen rullede til side for at ligge ned imens den lyttede til min fortælling om det gode gamle dage. Under stenen var en lille, vild rosenbusk, der havde vokset i smug, og vi plukkede en enkelt rød rose fra den.
• Det billede af fortiden, som jeg havde malet med min fortælling, havde bragt farver tilbage til en lille lysning i Vildskoven. Vi sejlede hastigt Den Syvende Stjerne igennem den del af billedet, som var afspejlet i floden, og nåede snart tilbage til den øvre del af Feriget, hvorfra vi sejlede tilbage til Senaliesse.

Vinterhoffet (Koliada)

• Vi rejste ad den Sorte Vej til Mørkets Hjerte. Vi rejste igennem Pinslens Rige, igennem Hemmelighedernes Port, Galskabens Port og Kvalens Port, indtil vi til sidst nåede ud til Ravnehjertets Dysterhed og de Mørklagte Tåger.
• I tågerne fangede Garm færten af blod, og med vinterstorme i ryggen nåede vi frem til grevindens domæne. I Vildskoven sang den Tynde Hvide Hertug grevindens jagthunde en sang, og deres forkullede hjerter splintredes. Vildskoven trængte ind omkring os, men Garms hyl påkaldte Fimbulvinteren, og træerne bøjede sig for os.
• Vi fandt en afsides sø, hvor et barn af vinteren for længe siden lovede sit hjerte væk, og Fuyalvin forførte en kløvet sten, der gemte på en rosenbusk. Jeg plukkede rosen, og vi rejste ud ad skoven under dække af en selvmodsigende flod. Vi rejste gennem tågerne, og nåede tilbage til Feriget med morgentågen og den tidlige frost.

De forskellige hoffer blev belønnet således:

Modtager	Belønning
Grønne	Vindenes gunst
Tusmørke	Den glemte sang
Vinter	Den splittede tunge
Koral	Den uskyldiges Røst

Gruppen havde en dag og en time til at hvile sig inden næste prøvelse blev annonceret, og her skete blandt andet følgende:

• Victor fik besøg af mosekonen Helga, der ville have hans førstefødte. Hun lovede at komme igen efter et år og en dag havde passeret for hende.
• Luna købte nipsting: Små dukker af hende selv og Vinterheksen Koliada, og en vest med #Koralhoffet vævet ind i stoffet med magisk tråd. Små fugle fløj løbende omkring og sendte beskeder videre til de, som bar disse stykker tøj, baseret på andre bæreres ytringer om det pågældende hof.
• Dak mediterede i sit værelse, og fik kort besøg af kyklopen Sotlan.
• Gray kunne hverken finde Mark eller Dak.
• Victor fik opgraderet sin inderrustning af den legendariske smed Goban Saor.

Snart samledes deltagere og publikum igen for at overvære Tusmørkehoffets prøvelse.

Kaninfyrsten, som nu var komplet sort, udtalte prøvelsen således fra sin jadetrone: "Det er Samhain. Sommeren er død. Solen er såret, og månen er rød med dens blod. Den Hornede Jæger, Cerunnos, har for hvert af jeres hoffer fanget et bytte, der tilhører jer. Jeres udfordring består i at finde byttet før den Vilde Jagt, undslippe Jagten med livet i behold, og nå ud i sikkerhed til et domæne kontrolleret af jeres eget hof."

Vinterskæg brød ind med en bemærkning, men hans ytring blev hurtigt slået ned af Jagtmester Mathghamhain.

Jagtmesteren forklarede, at der under jagten ville gælde Jagtens Lov - den ældste lov - hvilket bestod i, at man under møde med den Vilde Jagt havde tre valgmuligheder: Jag, Fly eller Dø (hhv. "Møens vej", "Moderens vej" og "Gammelkonens vej").

Flyndral lod til at forvandle sin kårde til en bue af sølv, og han tog et rensdyrkranie på som maske. Chester lod til at vokse sig større, med enorme klør og tænder og en pels i mørkets farver. Parsifal blev omvundet med skygger på samme måde som Kaninfyrsten, og Jagtmesteren løftede sit jagthorn til læberne og blæste i det. Med det samme forsvandt paladset omkring deltagerne, der nu alle stod ude i en skov af sølverne nåletræer, badet i lyset fra en rød fuldmåne.

Alle hoffernes deltagere flygtede så hurtigt som det var dem muligt - Vinterhoffet forfulgt af Mathghamhain og hans jagthunde; Sommerhoffet forfulgt af Chester; og Det Grønne Hof forfulgt af Parsifal. Tilbage var kun Flyndral med sin kraniemaske, der påkaldte en mørk enhjørning og fire væsener med hoveder som hans egen maske, bevæbnet med rådne spyd og skjolde, rustne sværd og gamle rustninger.

Flyndral red afsted efter gruppen, der satte kurs mod et stykke åbent terræn, som Luna genkendte som Halvmånestien - en uendelig sti oplyst af gyldne halvmåner kendt som Nattens Segl.

Med hjælp fra grundvandet og Nordenvinden sænkede gruppen jægernes fart, hvilket købte dem en smule tid på Halvmånestien. Her fandt de et sæt fodspor, der førte mod en tågeindhyllet sump. Vejledt af blomsters sladder, med Jagten i hælene, og omgivet af en sandstorm, nåede gruppen hen til sumpen, hvor råddent gangværk ledte mellem efterladte hytter over en bundløs mose.

Ude i tågen så gruppen flere skikkelser bevæge sig rundt: En menneskelig skikkelse løb om bag en hytte, en dragelignende silhuet blev tilsyneladende forfulgt af en kanin, og efreeten Saif-al-Shula kæmpede mod en gigantisk smilende rovkat.

Gruppen gemte sig i tågen, og besluttede sig for at undersøge den menneskelige skikkelse, der viste sig at være Eilfenwyn! Hun fortalte, at hun var fanget her uden mulighed for at "hoppe" væk, og at teleportation lod til ikke at fungere i alle de omkringliggende områder.

Samtalen med Eilfenwyn nåede ikke at blive lang inden Flyndral og hans jægere opsporede gruppen, og et spyd kastet af en jæger gennemborede en af hyttens vægge. Gruppen spænede afsted igen, denne gang med kurs mod et område, hvor disen og tågen lod til at dække over træer og græs i stedet for sump - men den Vilde Jagt nåede tættere på...

B: Opsummering for 3/11 2016

Opsummering

Maddan løb væk fra gribbedæmonen mod resten af gruppen, som også havde kurs mod ham. Efter lidt tid mødtes de - i tide til at sende en ildkugle og et par pile af sted mod dæmonen.

Hverken ild eller våben lod til at have den helt store effekt på dæmonen, som hurtigt spredte giftige sporer blandt gruppens medlemmer og langede ud efter dem med sine klør og sit næb. Det lykkedes Maddan at kanalisere magisk kraft fra livet i et stort område omkring sig for at styrke en af sine formularer, og det lod generelt til at den mest effektive metode til at skade væsenet bestod i magic missile-formularer. Efter en længere kamp, og med dæmonen distraheret af resten af gruppen, løb Zennar ind under dæmonen og spiddede den med sin kårde - og dæmonen forvandledes til sort slim idet den gurglede sit dødsvræl.

Der dukkede snart endnu en fugledæmon op fra den mørke pyramide, og gruppen skyndte sig tilbage til skovgrænsen.

Under deres hvil modtog Roanar en sending-formular fra sin mentor, og gruppen besluttede sig for at rejse med ham nordpå.

I løbet af den næste uge stødte gruppen først på en goblin ved navn Lum, der solgte madvarer med besynderlige navne fra sin hytte. Efter noget forhandling endte gruppen med at skaffe sig mad til i et godt stykke tid endnu. Et par dage senere mødt de en kæmpe ved navn Mut, hvis mission det var at smage al slags mad i Eberron. Gruppen sendte ham videre mod Lum, og undgik selv at blive spist.

Efter et par dages rejse yderligere nåede gruppen til De Hylende Tinder - en bjergkæde i det nordlige Zilargo, hvor Roanars mentor efter sigende gemte sig. Efter lidt søgen fandt de ham: En gammel, vrissen gnom ved navn Ringol, hvis egne rejsefæller alle var forsvundet. Ringol gav kæmpeørne skylden.

Et kort hvil senere var gruppen klar til at drage videre østpå. Ringol påstod at kende til en hemmelig smuglerrute, der begyndte i Seawall-bjergene mod øst, og førte forbi the Mournland og ud på den anden side. Han havde dog brug for en eskorte til denne mission, da det ville føre ham tæt på Marguul-passet og de ubehagelige gobliner, som boede der.

På rejsen østpå stødte gruppen på et kompagni af veludrustede hobgobliner, der havde taget en ork fra Dæmonødemarken til fange. Gruppen undgik at blive opdaget, og rejste hurtigt videre.

Hobgoblin

Efterhånden som gruppen rejste videre, blev terrænet langsomt mindre goldt og mere frodigt, og der begyndte så småt at dukke træer og græs op.

En af de efterfølgende morgener, da gruppen gjorde sig klar til at drage videre efter en nats hvile, opdagede de et spektakel i bevoksningen omkring sig: En såret uglebjørn bragede igennem buskads og træer, imens en mindre flok kæmpeørne fløj over træerne bag den. Maddan handlede hurtigt og kastede en sleep-formular på fuglene, og to af dem styrtede - den ene for at blive spiddet af et træ, den anden blot for at falde ned på jorden. Den sidste af ørnene opdagede det, og dykkede ned i retning af de faldne fugle og gruppen...

Uglebjørn

A: Opsummering for 29/10 2016

Opsummering

Duellen mellem Victor Helmsway og Gwendarnorlind Laeriel var ikke lang - Victor havde heldet med sig, og lod til at være mere vant til at kæmpe i mørket end sommerprinsessen. Snart havde Victor vundet en blomst fra rosenbusken.

Under duellen dukkede en række af den Blodige Grevindes tjenere op ved prammen: Skyggehunde, fugleskræmsler og hovedløse ryttere angreb gruppen imens de ventede på Victor og Dak, og Walnan var tæt på at blive destrueret flere gange.

Først Dak og senerehen Victor dukkede op, og Gray dukkede op fra floden, hvor han havde indsamlet de talende kranier, som Walnan havde tabt da hans flyvende skabning blev ødelagt under kampen.

Gruppen samledes i prammen og satte afsted med det samme, men et af fugleskræmslerne hoppede om bord på prammen og fulgte med ud i tågen, imens grevinden dukkede op med en hær af tjenere et stykke bagude. Fugleskræmslet blev skubbet ud over siden på prammen, men holdt fast i en snor vundet om Victors håndled, inden snoren blev ødelagt og fugleskræmslet faldt ned i tågerne.

Efter lidt eksperimentering med prammen sejlede gruppen ud videre i tågerne, med kurs mod Feriget...

A: Opsummering for 22/10 2016

Opsummering

Gruppen satte prammen i vandet på floden og begyndte at sejle op mod skoven og voldgraven. Pludselig begyndte de at høre en sømandsvise fra floden under dem, der viste sig at stamme fra femten kranier, der flød på overfladen og blev ført videre med prammen.

"Femten døde mand i en kiste - hey ho, og en død mands rom."

"Langt fra liv er der intet at miste - hey ho, hey ho - femten mand og en død mands rom."

"Femten mand der så det hele - hey ho, da flåden kom."

"Alle og én måtte flygte i dele - hey ho, hey ho - femten mand og en flaske rom."

"Grevinden og djævlen ta'r de sidste - hey ho, og en død mands rom."

"Ej mer' i tågerne ka' vi liste - hey ho, hey ho - femten mand og en død mands rom."

"Femten mand er nu bundet til kiste - hey ho, og en død mands rom."

"Alle dage indtil vor sidste - hey ho, hey ho - femten mand uden flaske… rom."

Kranierne kunne ikke se gruppen, og efter lidt samtale viste det sig, at de oprindeligt stammede fra Nekropolis, på det astrale domæne Ostopos (hvor gruppen rejste til for ca. et år siden). De advarede mod at sejle videre ind i Vildskoven forude, eftersom den var fyldt med farlige ting og fik folk til at fare vild.

Et hyl fra Vildskoven fik pludselig en kold vind til at blæse i retning af gruppen, og floden omkring prammen frøs øjeblikkeligt til is. Inden de kunne nå at skære sig fri af isen, dukkede fugleskræmsler op fra de omkringliggende marker, og fik snart yderligere selskab af hovedløse tjenere og en enkelt hovedløs rytter.

Kampen var kortvarig, og i græskarhovedet på den hovedløse rytter fandt Dak et glødende stykke kul, som muligvis kunne være den glød, der ville gøre det muligt for ham at forlade stedet igen senere.

Undervejs i kampen så Victor og Gray desuden den kæmpemæssige ulv Garm bevæge sig igennem floden væk fra Vildskoven.

Gruppen vendte prammen om, og nåede snart tilbage til forhaven, hvorfra de oprindeligt kom. Vejledt af et lys som kun han kunne se, viste Victor Dak vejen til en afsides del af den statuefyldte del af haven, med en enkelt grøn rosenbusk, hvis roser lod til at være røde af sig selv, uden behov for at være malet med blod. Pludselig dukkede en kuppel af flammer op omkring busken, og Prinsesse Gwendarnorlind Laeriel trådte frem fra bag en statue og annoncerede, at de to eventyrere kun ville kunne få adgang til rosenbusken ved at en af dem besejrede hende i en duel.